11.10.2015

“Under Obama er Washington DC blevet marginaliseret, og Moskva er blevet en diplomatisk hovedstad. Ledere fra golfstaterne, Egypten, Israel og Tyrkiet har på det seneste været flittige gæster i Moskva. Imens har Obama-administrationen udstillet sin rådvildhed.”

KOMMENTAR af Naser Khader, udenrigsordfører (K)

Forleden havde jeg en diskussion med en kollega i Folketinget, der mente, at ‘der er ikke nogen løsning i Syrien’. ‘Jo’ var mit svar – der er en løsning: At Assad fjernes som den illegitime leder og krigsforbryder, han er, og at Islamisk Stat konfronteres på landjorden med vestlige landtropper og på sigt elimineres. Dét er løsningen for Syrien. Men det forudsætter vestlig politisk vilje, lederskab og et helhjertet engagement.

Men ingen har endnu vist hverken vilje eller lederskab i forhold til at stoppe civilbefolkningens lidelser i Syrien. Det har skabt et vigtigt momentum for en af Assads rigtige venner: Den russiske præsident Vladimir Putin. Obamas og Vestens passivitet og svaghed er blevet Putins styrke.

På forunderlig vis er det på kort tid lykkedes den russiske præsident, Vladimir Putin, at sætte sin amerikanske kollega, præsident Barack Obama, skakmat i Syrien. Men det er ikke tilfældigt.

PUTINS VIGTIGE SKAKTRÆK i Syrien er sket, blot få måneder efter han med succes annekterede Krim-halvøen fra Ukraine. Dengang mente Obama, at mange mennesker – i hvert fald uden for Rusland – fandt den ulovlige annektering ”ikke videre klog”, men foretog sig ikke noget videre.

I dag er Obama tvunget til at afbryde tavsheden og passiviteten til Rusland. For første gang i to år måtte Obama stille op til et officielt møde med Putin i FN.

Obama har effektivt sendt præsident Putin ind i varmen. Først som brandstifter – og nu som brandslukkeren
____________________

 

Men hvordan lykkedes det den skrupelløse Putin at trække tæppet væk under Obama i forhold til Syrien og opnå et personligt møde med ham i FN? Hvordan lykkedes det Putin – som øverstbefalende over et land, der kæmper med alvorlige økonomiske problemer, faldende oliepriser, vestlige sanktioner og politisk isolation – at skubbe Ukraine-krisen i baggrunden og i stedet fremhæve Syrien som det mest presserende problem med behov for indgriben? Ruslands indgriben, vel at mærke. Det er dygtigt arbejde.

BORTSET FRA DEN katastrofale atomaftale med Iran har Obama udvist en himmelråbende rådvildhed i forhold til Mellemøsten. Han har intet gjort for at gribe ind i de brutale interne konflikter i Syrien, som truer hele den østlige middelhavsregion. Og han har afvist at konfrontere Irans destabiliserende aktiviteter i Syrien, Irak og Yemen. Obamas manglende interesse for at skabe en gennemtænkt, regional strategi vendt mod diktatoren Assad og Islamisk Stat gav Putin en enestående chance for at træde ind på scenen. Putin har en mellemøststrategi, men det har Obama ikke, og han har aldrig haft det.

Under Obama er Washington DC blevet marginaliseret, og Moskva er blevet en diplomatisk hovedstad. Ledere fra golfstaterne, Egypten, Israel og Tyrkiet har på det seneste været flittige gæster i Moskva. Imens har Obama-administrationen udstillet sin rådvildhed. Det Hvide Hus var advaret; amerikanske efterretninger havde gjort opmærksom på, at russiske styrker i Syrien var parat til at gennemføre militære aktioner.

Obama har effektivt sendt præsident Putin ind i varmen. Først som brandstifter – og nu som brandslukkeren, der ihærdigt forsøger at holde Syriens diktator, Assad, ved magten; en mand, der er ansvarlig for langt hovedparten af de civile dødsofre i Syrien, som har brugt kemiske våben og tøndebomber mod sin egen befolkning, og som har sendt millioner af syriske borgere på flugt.

PUTIN FREMSTÅR NU som manden, der er afgørende for at stoppe både Islamisk Stat og flygtningestrømmen fra Syrien til Europa. Det er dygtigt gjort. Men samtidig gør Rusland og Iran i fællesskab alt for at bevare Assads brutale regime. Det er i begge landes interesse.

Putin hævder, at en fjernelse af Assad vil skabe kaos og opløsning i Syrien – med henvisning til erfaringer med vestlig indgriben i Libyen og Irak. Og han har indtil videre succes med sit budskab. USA’s udenrigsminister, John Kerry, vil gerne af med Assad, men er parat til at lade denne brutale massemorder sidde i en ”overgangsperiode”. Selv Tysklands kansler, Angela Merkel, mener, at man må indgå i forhandlinger med Assad. Det er jo fej appeasement-politik – og et moralsk nederlag.

Har vi så set det værste? Næppe. Uden vestlige landtropper i Syrien er det svært at se en ende på konflikten
____________________

 

Imens fastslår FN’s særlige udsending i Syrien, Staffan de Mistura, at Assads brug af tøndebomber mod civilbefolkningen er fuldstændig uacceptabel.

DIKTATOREN OG MASSEMORDEREN ASSAD fortsætter sin etniske udrensning, senest mod civile sunni-muslimer i landsbyer, bl.a. i grænseområder op til Libanon. Iran – Ruslands gode allierede – har en klar interesse i at holde en passage åben for terrororganisationen Hizbollah til Libanon, og Rusland ønsker at opretholde fri passage til Middelhavet. Men Assad og hans allierede får mere end svært ved at tilbageerobre de mere end 70 pct. af Syrien, som i dag kontrolleres af hans modstandere.

Har vi så set det værste? Næppe. Uden vestlige landtropper i Syrien er det svært at se en ende på konflikten og lidelserne for millioner af flygtninge og internt fordrevne. I Angola, Sudan, Afghanistan og Libanon har vi været vidner til konflikter, der er fortsat i årevis – hvis ikke årtier. Syrien kan stadig reddes, men mulighederne forringes dag for dag.

Jeg har ikke de store forventninger til Obama, som har været en udenrigspolitisk katastrofe. Men mulighederne bør afsøges for at stoppe konflikten. En midlertidig løsning kunne være et præsidentskifte, men ikke et regimeskifte. Det skal Vesten insistere på! Hverken Assad eller IS vil bringe fred i Syrien.

USA gik foran og forhindrede massakrer på Balkan i 1990’erne. USA gik foran og stoppede Saddam Hussein, da han invaderede Kuwait. Og USA har stadig muligheden for at støtte i Jordan og Tyrkiet, hvortil man bør oprette og effektivt håndhæve sikre zoner og lade nødhjælpen komme frem.

Syrien udgøres af et kludetæppe af religionsretninger og kulturelle tilhørsforhold, og derfor skal Vesten holde fast i et samlet Syrien. Men ingen fortjener den umenneskelige behandling, som Assad udsætter sin befolkning for i disse år. USA og Vesten er nødt til at træde ind. Ellers dør Syrien. ◼

ILLUSTRATION: Obama diskuterer Syrien med sin sikkerhedsstab i august 2013 [foto: The White House/Pete Souza]