30.10.2015

Parlamentsvalget den 8. november tegner ikke til at forbedre rohingyaernes levevilkår – tværtimod er anti-muslimsk retorik blevet et effektivt politisk værktøj i regeringspartiets mobilisering af vælgerne.

PERSPEKTIV af Camille Steen

Myanmars muslimske mindretal rohingyaerne lever som andenrangsborgere, selv om de har boet i den vestlige delstat Rakhine i generationer. Men parlamentsvalget den 8. november tegner ikke til at forbedre rohingyaernes levevilkår – tværtimod er anti-muslimsk retorik blevet et effektivt politisk værktøj i regeringspartiets mobilisering af vælgerne.

Rohingyaerne, der udgør en gruppe på 1,3 millioner mennesker, bliver stadig nægtet statsborgerskab i Myanmar og er blevet frarøvet basale rettigheder som fri bevægelse og retten til uhindret at gifte sig.

Rakhine-buddhister har angrebet rohingyaerne, siden sekteriske spændinger eskalerede i 2012, hvilket sendte 140.000 mennesker, hovedsagligt rohingyaer, på flugt. Størstedelen af de fordrevne endte i overfyldte flygtningelejre i Vestmyanmar, hvor 90.000 rohingyaer fortsat lever under kummerlige forhold.

Anti-muslimsk mobilisering
I februar annullerede regeringen minoritetens midlertidige stemmeret, efter at hundredvis af buddhister gik på gaden og protesterede mod retten.

Men selv hvis rohingyaerne havde haft stemmeret ved parlamentsvalget den 8. november, ville det være vanskeligt for muslimerne at finde repræsentation i de opstillede partier. Ved parlamentsvalget i 2010 stemte store dele af rohingyaerne på regeringspartiet Union Solidarity and Development Party (USDP), hvor tre muslimske USDP-kandidater blev valgt ind i parlamentet.

Nu har partiet vendt mindretallet ryggen, og ingen af de tre muslimske kandidater er at finde på regeringspartiets kandidatliste. Med Nobelprismodtager og oppositionsleder Aung San Suu Kyi fri af husarrest foruden resultatet ved suppleringsvalget i 2012 – hvor hendes parti National League for Democracy (NLD) vandt 43 af 44 ledige mandater – har USDP desperat brug for at vinde vælgernes velvilje.

Selv hvis rohingyaerne havde haft stemmeret ved parlamentsvalget den 8. november, ville det være vanskeligt for muslimerne at finde repræsentation i de opstillede partier.
____________________

 

I et, land hvor 90 procent af befolkningen er buddhister, og hvor staten historisk er blevet anset som buddhismens beskytter, er anti-muslimsk politik blevet et effektivt mobiliseringsmiddel. Rohingyaernes muslimske baggrund anses således stadig som en regulær trussel mod Myanmars identitet og sikkerhed — et skræmmebillede, som regeringspartiet USDP forsøger at kapitalisere på.

Regeringen beskytter buddhismen
USDP har allieret sig med nationalistiske munke, og partimedlemmer har åbent doneret store summer til den højreekstremistiske gruppe Association for the Protection of Race and Religion, også kendt som Ma Ba Tha. Gruppen, der advokerer for religiøs forrang til buddhisme, har de seneste år oplevet at få stigende politisk indflydelse i Myanmar. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at oppositionsleder Aung San Suu Kyi undviger fra direkte at fordømme gruppen.

I juli gennemførte regeringen desuden diskriminerende lovgivning, der forbyder inter-religiøst ægteskab, gør det ulovligt for buddhistiske kvinders at konvertere, begrænser antallet af børn for udvalgte folkegrupper og ulovliggør polygami. Regeringspartiet har på denne måde positioneret sig som beskytter af buddhisme.

USDP’s position cementeres yderligere af, at nationalistiske munke kæder oppositionspartiet NLD sammen med støtte til rohingyaerne. For selvom Vesten kritiserer Suu Kyis kategoriske tavshed, når det kommer til den sekteriske konflikt, så har stilheden en signalværdi, når den sammenlignes med præsident Thein Seins radikale rohingya-retorik. Han har direkte afvist at anerkende rohingyaerne som en etnisk gruppe og pointerede i en videobesked på Facebook i september: ”Der er ingen rohingyaer i dette land.”

Konflikt begyndte i kolonitiden
Spændingerne mellem rohingyaerne og den buddhistiske majoritet i delstaten Rakhine har rødder tilbage til kolonitiden, hvor en massiv tilstrømning af muslimer fra Bangladesh skabte økonomisk vækst, hvilket var belejligt for det britiske kolonistyre. Rakhine-buddhisterne, der boede i staten i forvejen, følte sig imidlertid magtesløse over for masseimmigrationen, som de betragtede som illegal og mente frarøvede dem både landområder og job.

Med statskuppet i 1962, hvor militæret overtog magten fra landets civile regering, påbegyndte det nye regime en systematisk ekskludering af rohingyaerne, som 20 år senere blev institutionaliseret med landets statsborgerskabslov. Loven anerkendte ikke rohingyaerne som en national race, men kategoriserede dem som illegale bengalske immigranter. Rohingyaerne blev dermed officielt statsløse.

Intensiveringen af de anti-muslimske følelser i Myanmar korrelerer med landets implementering af demokratiske reformer i 2011
____________________

 

Selv identificerer den muslimske minoritet sig som en særegen etnisk gruppe med et langt tilhørsforhold til det gamle kongedømme Arakan – i dag Rakhine – hvorfor de forlanger statsborgerskab og anerkendelse som en national race i Myanmar. For at dette krav kan blive en realitet, må rohingyaerne og Rakhine-buddhisterne forene deres narrativer om delstaten Rakhine, som begge grupper kalder deres hjem.

Verdens mest forfulgte minoritet
Muligheden for at forene de to narrativer synes dog utopisk, efter de sekteriske spændinger udviklede sig til en regulær konflikt i sommeren 2012. En serie ”øje for øje, tand for tand”-angreb brød ud, efter en buddhistisk kvinde blev voldtaget og efterfølgende dræbt i Rakhine. Regeringen erklærede undtagelsestilstand i staten, hvilket førte til indsættelsen af statslige tropper og grænsestyrken NaSaKa, der beskyttede buddhisterne og førte til yderligere overgreb på rohingyaerne.

Da Myanmars præsident, Thein Sein, opløste NaSaKa i 2013, udfyldte buddhistisk politi det efterladte magtvakuum og fortsatte volden mod rohingyaerne. Med 25.000 eksternt fordrevne rohingyaer i det første kvartal af 2015 – dobbelt så mange som antallet for samme periode sidste år – er krisen eskaleret til et niveau, hvor eksperter kategoriserer rohingyaerne som den mest forfulgte minoritet i verden, ligesom mange frygter, at konflikten vil udvikle sig til et decideret folkedrab.

I maj fangede konflikten endnu engang internationale mediers opmærksomhed, da omkring 8.000 flygtninge fra Myanmar og Bangladesh – overvejende rohingyaer – blev efterladt til søs af menneskesmuglere. På trods af de barske vilkår under flugten og regional modvilje imod at hjælpe flygtningene forventes det, at rohingyaerne vil fortsætte med at forlade Myanmar. Valget den 8. november ser ikke ud til at bidrage med en politisk redningskrans til rohingyaerne, og flugten fremstår ganske enkelt som det eneste alternativ til undertrykkelse, diskrimination og vold.

Ingen fremtid i de gyldne pagoders land
Det ironiske er, at intensiveringen af de anti-muslimske følelser i Myanmar korrelerer med landets implementering af demokratiske reformer i 2011. Landets politiske udvikling er blevet hyldet internationalt, men den lyse fremtid kaster en skygge af sig. I skyggen lever rohingyaerne, og uanset valgets udfald er statsborgerskab og forsoning uden for rækkevidde. Vinder USDP majoriteten af mandaterne, er der risiko for yderligere anti-muslimsk lovgivning. Overdrages magten til NLD, bevares status quo, vurderer iagttagere.

Suu Kyi har aldrig talt muslimernes sag, og det kommer hun heller ikke til i fremtiden – uanset hvor stærkt hun og NLD står efter valget.

Hvis de deprimerende fremtidsudsigter for rohingyaerne skal ophøre, må rohingyaerne sætte deres lid til eksterne aktører
____________________

 

Hvis de deprimerende fremtidsudsigter for rohingyaerne skal ophøre, må rohingyaerne derfor sætte deres lid til eksterne aktører. Det internationale samfund har forsøgt at lægge pres på Myanmar for at forbedre rohingyaernes vilkår. I december sidste år vedtog FN en resolution, der henstillede Myanmar til at give rohingyaerne statsborgerskab, og ved et statsbesøg i Myanmar i 2014 opfordrede FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, regeringen til at overholde menneskerettighederne i relation til rohingyaerne.

Indtil videre har international fortalervirksomhed ikke haft nævneværdig effekt på den førte politik i hovedstaden Napidaw, og Ban Ki-moons appel blev afvist i parlamentet, da generalsekretæren anvendte titlen ”rohingya” – en betegnelse, der ikke anerkendes af regeringen i Myanmar.

Som det ser ud nu, har rohingyaerne ingen fremtid i de gyldne pagoders land. Håbet for den muslimske minoritet er, at lande som Malaysia og Indonesien med store muslimske befolkningsgrupper, åbner grænserne og tilbyder et helle for verdens måske mest forfulgte minoritet. ◼


Camille Steen (f. 1990) er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet og studerer pt. Sydøstasiens politiske udvikling ved National University of Singapore. Tidligere praktikant på P1’s Verden ifølge Gram og studentermedhjælper ved DR Udland.

ILLUSTRATION: Burmesiske demonstranter protesterer mod regeringens undertrykkelse af dens eget folk foran Myanmars ambassade i London, maj 2009 [foto: totaloutnow via Flickr]