26.11.2015

„Vi må indse, at vi ikke kan bekæmpe verdens fattigdom med den økonomiske model, som vi har været vant til de foregående 70 år, fordi så vil vi skubbe for meget til den klimamæssige balance. Det vil udløse så meget kaos, at alt, hvad der er chance for at bruge på at nedkæmpe fattigdom og underudvikling, vil blive opslugt af omkostningerne ved enorme og ukontrollerede folkevandringer og deraf følgende konflikter.‟

INTERVIEW af Mads Heegaard

RÆSON: Nu har du siddet i formandsstolen i nogle måneder, du har netop afsluttet Generalforsamlingen, og FN fejrer i disse dage 70 års jubilæum. I har netop rundet Årtusindemålene af og søsat de nye Bæredygtighedsmål. Hvad er status på FN som institution?
LYKKETOFT: Først og fremmest er det et styrket formandskab for generalforsamlingen. I modsætning til tidligere har vi brugt flere måneder på at forberede os, og det har også ført til at Generalsekretær Ban Ki Moon har kaldt det for det for det mest slagkraftige formandssekretariat i hans tid.

Vi er midt i en tid, hvor FN nyder ekstrem høj opbakning. Det gælder både fra civilorganisationer, befolkninger og enkeltindivider, som eksempelvis præsident Obama og Paven, som jeg havde fornøjelsen af at mødes kort med, og hvis indflydelse, man bestemt ikke skal undervurdere.

Når man ser på, hvordan verden i dag ikke kan håndtere noget, som selvfølgelig er mere dramatisk, end hvad vi har set siden anden verdenskrig, men som stadigvæk ‚kun‛ er nogle få millioner flygtninge, så prøv at forestille dig 500 millioner eller én milliard mennesker, der må flytte sig på grund af klimaforandringer
____________________

 

Med hensyn til status på institutionen FN nu her efter Generalforsamlingen, så er der en fornemmelse af, at vi kommet langt. Især det, at vi har nået vores primære mål om at halvere ekstrem fattigdom, har givet en tro på, at det hele faktisk nytter. Omvendt er der en følelse af, at det, vi nu skal gøre, ikke bare kan være en forlængelse af det, vi har gjort de foregående femten år. Hvorfor kan det ikke det? Jo, fordi man er nødt til at forestille sig en meget mere ambitiøs målsætning om at gå op imod ulighederne – både imellem landene og inden for landene. Og man er nødt til at indse, at det her ikke kan gennemføres med den økonomiske model, som vi har været vant til de foregående 70 år, fordi så vil vi skubbe for meget til den økologiske balance, klimamæssige balance og miljømæssige balance i denne her verden. Det vil udløse så meget kaos, at alt, hvad der er chance for at bruge på at nedkæmpe fattigdom og underudvikling, vil blive opslugt af omkostningerne ved enorme og ukontrollerede folkevandringer og deraf følgende konflikter. Når man ser på, hvordan verden i dag ikke kan håndtere noget, som selvfølgelig er mere dramatisk, end hvad vi har set siden anden verdenskrig, men som stadigvæk ’kun’ er nogle få millioner flygtninge, så prøv at forestille dig 500 millioner eller én milliard mennesker, der må flytte sig på grund af klimaforandringer.

RÆSON: Som du selv sagde tidligere, så var hovedformålet med de nu forhenværende Årtusindemål at bekæmpe fattigdom. Nogle kritikere har været ude og sige, at de nye Bæredygtighedsmål er ”rigmandsmål”, fordi de ikke fokuserer ligeså stærkt på fattigdom til fordel for bekæmpelse af klimaforandringerne.
LYKKETOFT: Det er en forkert anskuelse. Det er rigtigt, at vi har udvidet vores fokus med de nye mål. Vi fokuserer ikke kun på, at fattige mennesker i fattige landes vilkår skal forbedres. Det fokuserer på alle landes ansvar for, at alle mennesker bidrager til en både social- og miljømæssig bæredygtig udvikling. Hvis man kigger på, hvad der skal til for at afværge den ukontrollerede klimaforandring og stoppe ved de to grader i temperaturstigninger, så er det jo primært et spørgsmål om, hvad rige og mellemudviklede lande skal udrette. De fattige lande, som per definition ikke udleder så meget CO2, fordi de ikke engang har strøm til halvdelen af deres befolkninger, har her en mindre del af ansvaret.

RÆSON: Hvad med de fattige lande, der ser det som en nødvendighed for at bekæmpe fattigdom, at de undergår en industrialiseringsproces, som kommer til at forurene enormt meget? Det har man jo set især i Kina, og man ser det også steder som Brasilien og Indien, hvor de fattige lande i stigende lande i stigende grad holder på deres ret til at forurene. Det har den vestlige verden gjort i århundreder, og vi er først ved at gøre noget ved det nu.
LYKKETOFT: Ja, men det er jo i virkeligheden ikke udtryk for, at man hverken i Kina eller i Indien mener, at det er muligt for menneskeheden bare at øge forureningen eller CO2 udslippet. Det er i snarere et indlæg debatten om, hvordan vi skal fordele regningen. Kina har jo i særklasse erkendt, at det også af lokale og nationale grunde er fuldstændigt nødvendigt at ændre kurs. Kina er sådant set et af de steder, hvor der nu kommer de mest ambitiøse udmeldinger fra, når det kommer til klimaforandringer, hvis man sammenligner med for eksempel København for seks år siden. Og det er udtryk for, at stort set alle – ja det kniber lidt hjemme i Danmark med at holde ambitionsniveauet – men stort set alle andre er klar over, at man skal skrue ambitionsniveauet op. Som præsident Obama sagde, da han præsenterede det amerikanske energiprogram: ”Hvis ikke vi handler nu, så er det ikke sikkert, at vi har muligheden for at handle.” Så kommer vi ud i en spiral, som vi ikke kan stoppe. Og så får vi de kolossale ubalancer i verden, som også fysisk vil afspejle sig som konflikter og folkevandringer, som vi overhovedet ikke kan håndtere.

RÆSON: Men hvordan gør det så en forskel, at FN vælger at sætte sig ned og sætte nogle mål? Er det ikke alligevel i sidste ende op til medlemslandene?
LYKKETOFT: Jo, selvfølgelig. Det overståede topmøde, som i virkeligheden var en afdeling af FN’s Generalforsamling, kan ikke juridisk bindende sige, at vi skal gøre sådan og sådan. Men det, at påpege, at man overhovedet ikke kan nå sine mål om en mere harmonisk verden uden alt for stor fattigdom, hvis ikke man samtidigt adresserer klima og miljø, er jo ikke noget, som verdenssamfundet har sagt med én stemme før nu. Det, som nu bliver spændende, det er jo så, om der så bliver leveret med hensyn til de nødvendige virkemidler og ressourcer til at nå det her. Og der bliver den første virkelige store test jo Paris med COP21. Klimasagen er den mest dramatiske del af det. Hvis ikke vi får stoppet den nuværende udvikling, så kommer man ud i noget, som man ikke kan kontrollere. Og derfor skal der på globalt plan investeres et dramatisk stort antal milliarder – tusindvis af milliarder dollars – i omstillingen af energisystemer, transportsystemer, måden vi strukturerer vores byer på osv., hvis vi skal nå de her mål. Det er enorme investeringer, og derfor er den anden del af erkendelsen, at det skal komme fra tre kilder:

For det første skal de fattigste lande have hjælp. Traditionel ulandshjælp er ikke blevet umoderne, og den er nødt til at være der, hvis den fattigste del af verden skal kunne klare denne her omstilling. Og her er det pinedød, at de rigeste lande lever op til målet om mindst 0,7% [af BNI til ulandshjælp, red.] Det er en misforståelse at tro, at man skal ned på 0,7%.

For det andet skal have et internationalt samarbejde, som er meget mere effektivt i retning af at bekæmpe skatteflugt og korruption for at gøre det muligt for de fattige lande faktisk selv at mobilisere ressourcer gennem fungerende skattesystemer. Fordi vi ved, at udviklingslandene taber måske tre eller fire gange så mange penge i skatteundvigelse fra rige virksomheder og rige enkeltpersoner, som de får i udviklingsbistand. Den del er også central for, at det hele skal kunne lykkes.

Men selv, når den fortælling er bragt i lykkeligt omløb og har givet nogle resultater, så er det stadigvæk den retning, som de private investeringer tager, der vil være det mest afgørende. Og derfor er sidste del af fortællingen, og det, som vi vil gøre meget ud af i denne her session, en mobilisering af interessen fra erhvervsliv, kapitalfonde og pensionskasser verden over for at investere grønt. Vi er nødt til at sige til regeringerne, at hvis de mener det her alvorligt, så forudsætter det, at de laver en markedsplads, hvor hele den lovmæssige ramme stimulerer grønne investeringer. Det skal gøres åbenbart, at den grønne investering er den bedste investering, ikke bare for menneskeheden og ikke bare på lang sigt, men også for virksomhederne her og nu. Og det vil sige, at vi skal stimulerer virksomhedernes interesse, men vi skal også skabe nogle markedsvilkår, som både er gennemskuelige, stabile og bæredygtige.

RÆSON: Når man kigger ned over de nye Bæredygtighedsmål, kan man se, at målet om at eliminere fattigdom er det første i rækken, og egentlige bæredygtige mål først kommer senere. Man vil jo typisk gerne det hele, og de færreste ville vel være uenige i, at de fleste mål er gode. Er rækkefølgen et udtryk for en nødvendig prioritering?
LYKKETOFT: Pointen i det her, som selvfølgelig er en sværere fortælling end Årtusindemålene er, at der sådan set ikke er nogen rangordning. Hvis man ikke sætter ind på alle fronterne samtidig, når man ikke nogen af dem.

RÆSON: Så man kan ikke lægge noget i rækkefølgen?
LYKKETOFT: Jo, det kan man i den forstand, at, ligesom med Årtusindemålene, er det overordnede formål at få verden til at hænge sammen på en måde, der reducerer antallet af ekstremt fattige mennesker ned mod nul. Men det her er en ny og stærkere fortælling om, at alt det her skal kunne fungere samtidigt, for at det har en chance for at lykkes.

RÆSON: Så i virkeligheden er der ikke tale om en prioritering, men i stedet en idé om, at man er nødt til at sætte ind det ene sted, for at lykkes det andet sted?
LYKKETOFT: Ja.

RÆSON: Det bringer os frem til, hvad din og FN’s rolle er i det her. Nogle ville kritisere FN for at være en ’snakkeklub’, hvor de egentlige beslutninger bliver taget af og i medlemsstaterne. Hvis USA og Kina sætter sig sammen og kommer til enighed, vil man med et snuptag have løst en stor del af problemerne. Så hvad betyder det egentlig at have en institution som FN?
LYKKETOFT: Man kan sige, at det i sig selv er imponerende, at vi i 70 år har kunnet opretholde en organisation, som indeholder 99,5 pct. af verdens befolkning. Deres regeringer samles her, og de er tvunget til at snakke med hinanden, og det gør de så. Selvfølgelig er det en snakkeklub, men det er jo ikke kun en snakkeklub. Det er også det, at vi her kan enes om de her mål som værende absolut nødvendige, hvis kloden skal overleve og overleve på en nogenlunde anstændig måde. Og det er uden al tvivl noget, som understøtter og forstærker en ændret prioritering rundt omkring.

Men det er også klart, at FN er jo ikke stærkere, end det FN’s medlemslande gør det til. Det, man bliver enige om i FN, bliver jo ikke gennemført, hvis ikke de store spillere er med på den. Det gælder lande som USA, Kina, et samlet Europa og de lande, der er kommet op eller på vej op – Japan, Indien, Brasilien og så videre – det er klart. Men det her jo også udtryk for, at der er den fælles forståelse, og at man nu rundtomkring pålægger sig selv at levere konkrete planer til Paris for, hvordan man på klimaområdet faktisk kan nå det ønskede resultat. Men det er helt afgørende at have civilsamfundet i spidsen både i tilblivelsen af planerne og implementeringen af dem. Og det er her, hvor eksempelvis Pavens aktive deltagelse kan gøre en kæmpe forskel. Regeringerne skal holdes til ilden, der skal være nogle, der moralsk mobiliserer folkeviljen til at gøre det her, og her er Paven nok uden tvivl den mest slagkraftige agent.

Det er helt klart, at når man nu har de her politisk meget følsomme folkevandringer til Europa, er det fordi, at FN ikke har været i stand til at mobilisere sine medlemslande til at forstå i tide, at nabolandene til Syrien for eksempel, var ved at gå i knæ, og at FN’s egne hjælpeprogrammer var helt utilstrækkelige i forhold til de flygtninge, der var
____________________

 

RÆSON: Nu har du haft det her kontor i et par måneder. Har dit generelle syn på FN ændret sig på nogen måde med hensyn til, hvad man kan bruge det til, og hvordan systemet fungerer?
LYKKETOFT: Ikke grundlæggende. Jeg er måske ved at have været her og ved at have lært rigtige mange folk i forskellige positioner og institutioner at kende blevet en lille smule mere optimistisk når det kommer til, om FN kan vise en vej på denne her dagsorden. Og jeg håber også, at jeg kan bidrage til, at man på nogle andre strækninger, der har mere med konsekvenserne af krig og fred at gøre, kan gøre en forskel. Vi skal have en meget hurtigere, mere konsistent og en mere international indsats på flygtningeområdet. Det er helt klart, at når man nu har de her politisk meget følsomme folkevandringer til Europa, er det fordi, at FN ikke har været i stand til at mobilisere sine medlemslande til at forstå i tide, at nabolandene til Syrien for eksempel, var ved at gå i knæ, og at FN’s egne hjælpeprogrammer var helt utilstrækkelige i forhold til de flygtninge, der var.

Hvis folks ration af fødevarer bliver sat ned til det halve, fordi vi ikke har flere penge i kassen heroppe, er det jo klart, at de sætter sig i bevægelse. At mobilisere den forståelse og derved afhjælpe de største humanitære problemer, der er ikke bare i Mellemøsten, men også i Afrika, er mig meget påtrængende. Heldigvis er man, begyndt at forstå, at man er nødt til at vælge enten at få en ukontrolleret folkevandring til Europa eller faktisk at begynde at hjælpe langt mere effektivt i de nærområder, man har prist så højt i så lang tid uden at sørge for, at de faktisk er i stand til at løfte opgaven. Og det andet er selvfølgelig, om man kan forestille sig, at de store magter i Sikkerhedsrådet og de regionale magter omsider for manet sig op til at få stoppet den frygtelige konflikt i Syrien. Kan man håbe på det? For det er der, rødderne til alt det andet ligger.

RÆSON: Nu nævner du selv Sikkerhedsrådet. Det er jo et af de kritikpunkter, der er blevet rejst ret hyppigt af FN. Netop at FN er en snakkeklub for små lande som Danmark, hvor man tror, at man har indflydelse, og så bliver de faktiske beslutninger truffet af dem, der vandt Anden Verdenskrig. Er det ikke med til at mindske FN’s legitimitet og effektivitet?
LYKKETOFT: Jo, helt klart. FN er ikke mere, end medlemslandene lægger i det. Især freds- og sikkerhedsdelen af FN’s opgave er lagt til Sikkerhedsrådet. Hvis ikke, at Sikkerhedsrådet kan enes, altså hvis nogle af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet nedlægger veto, så er FN bare ikke en del af løsningen. Og det er jo meget bekymrende. Derfor må hele presset selvfølgelig rettes mod at få mobiliseret ressourcer og politisk vilje, både i Generalforsamlingen og i Sikkerhedsrådet for at finde en løsning. Men det er jo ikke noget nyt problem. Nogle ville sige, at det er en fejlkonstruktion ved FN, at der er en vetoret, og at den er forbeholdt sejrherrerne i Anden Verdenskrig.

Ja, det ville være ønskeligt hvis Sikkerhedsrådet så anderledes ud og vetoretten blev brugt mindre, men omvendt skal man gøre sig klart, at man alligevel ikke får flyttet eksempelvis klimasagen uden USA, Kina og Europa er inde over
____________________

 

Derfor er diskussionen om Sikkerhedsrådet jo en del af en bredere diskussion om, hvordan man kan gøre FN repræsentativ for den verden af 193 lande, som nu er i det 21. århundrede, som har en ændre magtfordeling blandt økonomierne osv. Alt det er jo meget vanskeligt fordi grundloven for FN – Charteret – jo kun kan ændres med 2/3 flertal i Generalforsamlingen og med ratifikation af de fem, som i forvejen nyder privilegierne. Men den er ikke umulig, den tager bare lang tid. Og der er jo et vældigt pres. Lille Lichtenstein har eksempelvis været i spidsen for en appel til FN’s medlemslande om, at i det omfang, de kommer ind i Sikkerhedsrådet, aldrig at blokere for indsatser, der gælder om at bekæmpe forbrydelser mod menneskeheden og folkemord. Den har de nu 103 lande ud af de 193, der har skrevet under på. Det er klart, at det kun bliver sikret i det øjeblik, at de fem med vetoretten laver selvpålagte restriktioner på deres brug af vetoretten. Initiativet, der hedder Accountability, Coherence & Transparency kommer selvfølgelig fra en række mindre lande, blandt andet Danmark, er et initiativ, der kæmper for at ændre på den måde, man anvender reglerne i stedet for at lave om på dem.

Det er et eksempel på, at ja, det ville være ønskeligt hvis Sikkerhedsrådet så anderledes ud og vetoretten blev brugt mindre, men omvendt skal man gøre sig klart, at man alligevel ikke får flyttet eksempelvis klimasagen uden USA, Kina og Europa er inde over. Så på den måde afspejler Sikkerhedsrådet alligevel noget reelt. Man får ikke løst de større konflikter i verden uden USA, Kina, Europa og Rusland er indforstået med at løse dem. Andre skal måske også være til stede, men de fire er i hvert fald helt nødvendige. Så mere forældet er den vetoret jo ikke. Og det, der er måske den vigtigste opgave i FN er at blive bare lidt mere enig med dem, du er allermest uenig med. Du er nødt til at arbejde mod en eller anden konsensus.

RÆSON: Nu siger du selv, at verdenssamfundet og FN har talt med én stemme, når det kommer til at formulere de her bæredygtighedsmål. Men der er jo masser af lande, der har underskrevet de her mål, som det er svært at se, egentlig brænder voldsomt for eksempelvis mål nummer fem om ligestilling mellem kønnene. Er det ikke et problem for målene generelt?
LYKKETOFT: Det er rigtigt, at der er nogle lande, der er meget længere bagud på en række af de her mål end andre. Men presset er lagt. Og dermed er de også en opmuntring for dem, der kæmper for eksempelvis kønsligestilling rundt omkring i diverse lande. Men der er jo ingen, der tror på, at de alle de her mål nås samtidigt i alle verdens lande. Alligevel er der jo ikke nogen tvivl om, at pigers og kvinders vilkår i de lande, hvor de er mest truede, har en rygstøtte i form af FN systemet og i FN’s vedtægter, som de kan bruge derhjemme. Selvfølgelig er der alligevel mange af landene, der ikke handler – eller i hvert fald ikke handler på alle de her strenge samtidig.

Paradokset i Bæredygtighedsmålene er, at aldrig har FN systemet været mere i front med hensyn til den globale diskussion end med vedtagelsen af de her mål. Det er i sig selv godt, men det betyder også, at afstanden til offentligheden i en række af de her lande er større end sædvanligt. Forståelsen af de her mål skal ud og sive ned i de enkelte lande, før det virker.

RÆSON: Når det så kommer til et land som Danmark, er der jo en række af de her mål, hvor vi ligger over gennemsnittet – det gør vi vel på næsten alle. Vi er et lille land, og der er ikke behov for presset fra FN med hensyn til de her mål. Hvad kan vi så bruge FN systemet til, og hvad kan FN bruge Danmark til?
LYKKETOFT: Målene siger i virkeligheden, at alle, uanset, hvor de er nået til, skal gøre sig mere umage for at bekæmpe uligheder og for at have højere ambitioner på miljø- og klimaområderne. Derfor er reaktionen fra den danske statsminister også blevet lagt mærke til herovre, har jeg noteret mig. Reaktionen fra Danmark har været mærkelig og helt i modstrid med alt, hvad der står i Bæredygtighedsmålene, nemlig at det her handler ikke længere om fattige mennesker i fattige lande men om alle mennesker i alle lande. Ikke desto mindre sagde Danmarks statsminister, at det her jo ikke havde så meget med os at gøre. Jo, det har meget med os at gøre. Jeg mener jo, at vi rige lande har en ganske særlig forpligtigelse til at være forud, og vi har jo også et ganske særligt udbytte af det. Hvis vi opretholder vores høje ambitionsniveau på klimaområdet, får vi også en chance for faktisk at tjene penge på det. Det har vi jo bevist hidtil, og derfor kan jeg slet ikke se nogen god grund til at slække på de ambitioner eller på ambitionerne om økonomisk bistand, hvor vi jo har været førende og dermed haft en stærk stemme i FN systemet. Valget af mig som formand har jo ikke så meget at gøre med mit CV som med, at Danmark har traditionelt har haft en høj profil og nydt en stor respekt, netop fordi vi var foregangsland.

RÆSON: I forbindelse med den netop afsluttede Generalforsamling har du skulle mødes med alverdens meget forskellige mennesker på meget kort tid. Prøv at gå os igennem, hvordan man håndtere det skift at snakke med Præsident Obama den ene time, derefter Paven, og til sidst en, man grundlæggende er dybt uenig med.
LYKKETOFT: Det er rigtigt, at man møder mange og på meget kort tid. Vi havde omkring 90 bilaterale møder i løbet af ti dage med statsledere, regeringsledere og udenrigsministre fra forskellige lande. Det er jo fantastisk nyttigt, når man skal arbejde med at kende positioner rundt omkring for overhovedet at være med til at skubbe til nogle processer. Og så er det enormt spændende, for man får altid meget mere ud af at se folk i øjnene end at læse papirer om, hvad de nu står for. Og det gælder også selvom det er relativt korte møder. Mange af dem var jo møder på højst et kvarter. Men alligevel er det et crash course i international politik, som man ikke kan købe andre steder.

RÆSON: Hvad tager man så med fra et møde med Paven for eksempel?
LYKKETOFT: Man får en meget større forståelse af den intensitet, som han udstråler og det fuldstændigt åbenbare og meget stærke engagement, som han har både i klimasagen og i kampen mod fattigdom og kravet om større medfølelse med mennesker på flugt. Det betyder virkeligt meget for ham, og det kan man mærke. I den korte samtale, jeg havde med ham, sagde jeg, hvor vigtigt, jeg synes det var, at han kom og sagde det, han sagde, for at mobilisere denne her forståelse for vores dagsorden. Og han sad der, ligesom du og jeg sidder nu, med en inderlig følelse af, at nu må vi søreme håbe, at det hele lykkedes.

RÆSON: Paven er vel et eksempel på en skikkelse, der er på samme side, så at sige, når det kommer til de her bæredygtighedsmål. Hvad kan man så tage med fra at mødes med folk, som man er fundamentalt uenige med, på et niveau, som man vel næsten ikke er det i dansk politik?
LYKKETOFT: Det er jo næsten endnu vigtigere at mødes med dem, som man er meget uenige med, for derved at udforske både, hvad deres motiver er, og om der overhovedet er nogle åbninger. Det her system handler om at finde steder, vi kan være enige, og derfor er det vigtigt at finde de her sprækker. Så finder man jo i øvrigt ud af, at selv fra ganske mange lande, der egentlig er autoritært styret, kan man godt finde sprækker. Poul Hartling sagde lidt det samme efter mødet med Formand Mao, hvor han mente at have ført en ”samtale på højt intellektuelt niveau”. Jeg ved nu ikke, hvor intellektuel Mao var på det tidspunkt, men pointen om, at man faktisk godt kan engagere repræsentanter fra lande, hvis synspunkter ligger en meget meget fjernt, i en egentlig diskussion, holder stadigvæk.

RÆSON: Og ifølge dig er det altså en meningsfuld diskussion?
LYKKETOFT: Der kan være undtagelser – ingen nævnt, ingen glemt – men meget ofte er diskussionerne meget meningsfulde, og man bliver i hvert fald klogere. Og selvom det er forskelligt fra jobbet som formand for Folketinget, har jeg stadig medbragt en forståelse af nødvendigheden af at blive enige med folk, som man som udgangspunkt er uenige med. Man skal altid holde fast i tanken om, at der findes andet end nulsumsløsninger. Det kan faktisk godt være, at vi kan finde en platform, hvorfra I kan få en form for udbytte, og vi samtidig kan bringe verden videre. Det er det vigtigste.

RÆSON: Gælder det også for lande som Kina, som i lang tid har holdt sig på periferien af det internationale system?
LYKKETOFT: Kina engagerer sig vældigt i det internationale system nu. Faktisk på en meget konstruktiv måde når det gælder klima og bæredygtig udvikling. Kina har været det land, der – uden sammenligning og nogen form for konkurrence – har bidraget mest til Årtusindemålsætningerne om at bekæmpe ekstrem fattigdom. Så Kina er en nøglespiller i alle de her sammenhænge. Men det er også en nøglespiller, der udover at være en af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, også bevæger sig mere og mere ind på banen som medspiller i FN-systemet. Præsident Xi Jinping kom jo her og sagde ”vi leverer 8.000 mand ekstra til fredsbevarende styrker” og ”vi giver et bidrag til Afrika og til at Afrika kan øge de fredsbevarende missioner.

RÆSON: Men ville kritikere ikke sige, at det er et led i en kinesisk strategi om at få adgang til eksempelvis Afrikanske naturressourcer?
LYKKETOFT: De har allerede den adgang, som de ønsker. Det er et udtryk for, at Kina, nu hvor de er blevet så stærke både hvad angår økonomisk, militært og med hensyn til politisk gennemslagskraft, ønsker at være en ansvarlig og mere nærværende spiller i FN. Og det kan vi kun hilse med tilfredshed, og det er også grunden til, at vi nu på deres invitation tager derover for at udforske, hvad vi ellers kan gøre sammen.

Og jeg er generelt optimistisk med hensyn til FN’s rolle i at opnå de her mål. Og jeg er faktisk blevet en smule mere optimistisk af at have været herovre i noget tid. Jeg tror, at FN og de her mål er en enorm mobilisering af en meget stærk fortællekraft. Det er en fortælling om ikke bare, at vi kan få en bedre verden, men også om risikoen for, at vi kan få en, der er meget værre.

ILLUSTRATION: Mogens Lykketoft til møde hos DSU, 2012 [foto: SReppien via Flickr]