18.09.2015

„Golfstaterne føler selv, at det, de har gjort, er tilstrækkeligt. (…) De mener samtidig, at det er Vesten, som er bagud i denne sag: Det er først nu, at Vesten råber op grund af den store tilstrømning af flygtninge i hele Middelhavet.‟ Sådan siger den britiske ekspert i arabisk sikkerhedspolitik, Michael Stephens, til RÆSON.

INTERVIEW af Simon Kærup

RÆSON: Igennem de sidste år er krigen i Syrien blevet stadig værre og har gjort, at millioner af mennesker nu er på flugt. Hvor har Golfstaterne været?
Michael Stephens: Golfstaterne har hjulet i form af økonomisk støtte til flygtningelejre. Størstedelen af ​​denne støtte er gået til flygtninge i Jordan. Hver enkelt Golfstat har faktisk støttet med millioner af dollars. Derudover har landene taget migrantarbejdere fra Syrien – de har hver især givet et par tusinde arbejdstilladelse. De Forenede Arabiske Emirater hævder, at de har 240.000 syrere boende inden for sine grænser i øjeblikket. Saudierne siger 500.000. Problemet er imidlertid, at disse er migrantarbejdere. Det er ikke flygtninge. Selvom man har givet nogle syrere arbejdstilladelser, har man ikke modtaget flygtninge.

RÆSON: Hvordan kan Saudi-Arabien og Golfstaterne blive ved med at ignorere flygtningekrisen?
Michael Stephens: Der er ingen tvivl om, at de kæmper med det pres, som verden i øjeblikket ligger på dem. Golfstaterne føler selv, at det, de har gjort, er tilstrækkeligt. De føler, at de har været bekymrede over den syriske krise i årevis og har gjort en masse, som Vesten ikke har lagt mærke til. De mener samtidig, at det er Vesten, som er bagud i denne sag: det er først nu, at Vesten råber op grund af den store tilstrømning af flygtninge i hele Middelhavet.

Golfstaterne kan ikke acceptere, at flygtningene ikke har en hjemrejsedato – som migrantarbejderne har.
____________________

 


Golfstaterne er imidlertid under stort pres. Selvfølgelig er det ikke længere tilstrækkeligt at levere støtte til flygtningelejrene. Syrerne ønsker simpelthen ikke at leve i flygtningelejre længere. Derfor flygter de til Europa. De er udmattede af livet i lejrene og udsigten til, at deres børn ikke får ordentlig uddannelse. De leder efter et bedre liv. Golfstaterne har på den måde ikke besvaret spørgsmålet om, hvad man skal gøre, når folk faktisk forlader lejrene, fordi de ikke ønsker at bo der. De millioner af dollars, som Golfstaterne har givet til flygtningelejrene, har ikke leveret løsningen.

RÆSON: Kuwait har meldt ud, at de aldrig vil modtage flygtninge, fordi de ikke føler, at syrere passer ind i deres måde at leve på. Hvordan flugter den udtalelse med, hvad der sker i Golfstaterne i øjeblikket?
Michael Stephens: Golfstaterne kan ikke acceptere, at flygtningene ikke har en hjemrejsedato – som migrantarbejderne har. De kan godt leve med en syrer, som kommer ind med et midlertidigt visum. Så får vedkommende arbejdstilladelse og opholdstilladelse. Men når arbejdet er færdigt, så skal han vende hjem.
Årsagen er, at der i Golfstaterne er en meget snæver definition af statsborgerskab. Kuwait kæmper især med det, fordi de har en stor beduin-befolkning, som har været i landet i årtier uden statsborgerskab. Det er en gruppe mennesker, som er permanent bosiddende i landene, men som ikke har nogle borgerrettigheder. Man frygter, at syriske flygtninge vil gøre den gruppe mennesker større. Man kan sige, at statsborgerskab i Golfstaterne er uhyre eksklusivt. Og de frygter, at gruppen af borgerrettighedsløse mennesker måske en dag kan få børn og børnebørn, som beder om rettigheder. Golfstaterne er på den måde bange for at deres statsborgerskabsproblematik skal vokse og ønsker derfor ikke flygtninge inden for deres grænser. Egentligt er det meget simpelt. De mener, at flygtninge vil ændre identiteten af ​​Golfens arabere, og det er ikke noget, de er villige til at acceptere.

RÆSON: Hvor meget værre skal situationen blive, før de skifter kurs i forhold til flygtningene?
Michael Stephens: Golfstaternes politik over for flygtninge vil ikke ændre sig. Men det er muligt, at der vil være en mindre åbning i form af større humanitært arbejde. Deres modvilje skyldes hovedsageligt en masse indenrigspolitiske problemstillinger, bekymringer om deres identitet samt statsborgerskabet. Fremadrettet vil de sikkert påpege, at de har hjulpet de syriske flygtninge. ​​Hvilket også er sandt. Problemet er imidlertid, at selve flygtningekrisen ikke er noget, arabere rigtigt diskuterer i Golfstaterne. På den måde er der slet ikke opbakning eller national støtte i forhold til at tage titusinder af flygtninge ind. Jovist, der er nogle folk i Qatar, folk i de Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, der har sagt, at de gerne vil tage flygtninge. Men ultimativt tror jeg ikke, at der kunne samles en folkelig opbakning, som kunne presse Golfstaternes ledere til at modtage flygtninge. Den er der bare ikke.

RÆSON: Men hvis de overhovedet ikke er opsat på at tage flygtninge, hvorfor hjælper de så ikke mere i forhold til den humanitære indsats?
Michael Stephens: Det er vigtigt at understrege, at Golfstaterne ikke har lænet sig passivt tilbage. De hjælper faktisk meget på det humanitære område. Men de har ikke leveret en løsning på den nuværende situation, hvor hundredtusinder af mennesker på én gang forlader flygtningelejrene. Golfstaterne er mere fokuseret på at stoppe krisen ved at fjerne Bashar al-Assad. I den forbindelse er de faktisk ekstremt vrede på Vesten. Man føler, at det netop var Vesten, som lænede sig tilbage og tillod Bashar al-Assad at dræbe sit folk. En passivitet, som samtidig gav grobund for grupper som ISIS. Fra deres perspektiv var det ikke dem, der skabte problemet, og derfor skal de heller ikke løse det.

Egentligt er det meget simpelt. [Golfstaterne] mener, at flygtninge vil ændre identiteten af ​​Golfens arabere, og det er ikke noget, de er villige til at acceptere.
____________________

 


Det er en meget ophedet debat, der foregår lige nu, og der er en masse beskyldninger fra begge sider. Hverken Vesten og Golfstaterne kan være tilfredse med deres indsats. I midten står de syriske flygtninge, som bliver overset. De bliver glemt. I sidste ende er Golfstaterne og Vesten nødt til at arbejde sammen om at løse flygtningekrisen. Det skulle de bruge kræfter på i stedet for at kritisere hinanden.

RÆSON: Hvordan ser de diplomatiske forbindelser ud i Mellemøsten? Hvordan har de omkringliggende lande, herunder Saudi-Arabien, taget deres ansvar med hensyn til krisen i Syrien?
Michael Stephens: Lande som Jordan, Egypten og Libanon har modtaget mange flygtninge. Irak har naturligvis sine egne problemer og har allerede taget 250.000 syriske flygtninge. Men i sidste ende vil det imidlertid være meget svært for Jordan, Egypten eller Libanon at kræve, at Saudi-Arabien skal tage flygtninge. Alle disse lande har modtaget betydelig støtte fra Saudi-Arabien, og det gør deres diplomatiske position ret fastlåst i forhold til flygtningekrisen.

RÆSON: Er det lykkedes Golfstaterne at stabilisere disse lande ved at yde støtte til lejrene?
Michael Stephens: Nej. De seneste tal viser, at omkring 3.000 syriske flygtninge hver dag forlader Libanon og drager mod Tyrkiet. 3.000 flygtninge om dagen! Dette viser, at betingelserne i Libanon er frygtelige. Ellers ville så mange mennesker ikke forlade lejrene og deres hjemland. Situationen i Jordan er lidt anderledes. Her er flygtningelejren ikke optimal, men den er meget bedre. Lejren i Jordan kan muligvis blive en permanent løsning med bosættelse – men jeg er ikke sikker. Golfstaterne har ydet bistand og støtte til disse lejre, især lejren i Jordan. Men er det nok? Det tror jeg ikke. Folk forlader jo konstant lejrene. De fleste flygtninge ønsker et bedre liv for dem selv og deres børn. Vi er nødt til at håndtere dette problem på en anden måde.

RÆSON: EU drøfter samtidig, hvordan man kan håndtere de mange flygtninge, som bevæger sig mod Europa. En af ​​de vigtigste løsninger forventes at blive en forbedring af den humanitære indsats i de lokale kriseområder. Men i øjeblikket er den humanitære indsats nærmest brudt sammen i Syrien. Hvordan er den humanitære indsats fra det internationale samfund afhængig af hjælp fra Golfstaterne?
Michael Stephens: Der sker en vis koordinering på tværs. Men Golfstaterne har almindeligvis deres egne bistandsprogrammer. Problemet med humanitære indsatser er imidlertid, at koordineringen er uhyre dårlig – selv når det går bedst. Forskellige aktører gør forskellige ting på forskellige tidspunkter på forskellige måder. Dette har været problemet i alle flygtningelejrene. Samtidig sker der ingen egentlig FN-koordinering af de forskellige indsatser. Dette er helt sikkert et stort problem. I sidste ende ønsker alle at hjælpe på en eller anden måde. Et centralt spørgsmål er derfor: Er den hjælp, de forskellige aktører leverer, nyttig eller ej? I nogle lejre virker indsatsen. I nogle lejre virker indsatsen ikke. Selv den gode indsats, som bliver udført af ledende ngo’er, er ikke længere nok. Indsatsen slår ikke til. De mennesker, der flygter fra flygtningelejrene, vil have mere.

RÆSON: Hvordan er Golfstaterne involveret i behandlingen af ​Syriens og i Iraks ustabilitet?
Michael Stephens: Irak er et vanskeligt emne for Golfstaterne. Det er meget vanskeligt for dem at handle mod Islamisk Stat på grund af forskellige historiske og stammemæssige årsager. Golfstaterne er imidlertid dybt engageret i Syrien. Saudi-Arabien i særdeleshed. De arbejder med oprørsgrupper i Damaskus og i syd. Og Qatar arbejder med Tyrkiet i Aleppo. Golfstaterne har også givet milliarder af dollars af støtte. De har betalt løn til krigere, støttet oprørsgrupper og forsøgt at sætte skub i forhandlingerne mellem den officielle opposition og oprørsgrupperne.

I sidste ende er Golfstaterne og Vesten nødt til at arbejde sammen om at løse flygtningekrisen. Det skulle de bruge kræfter på i stedet for at kritisere hinanden.

____________________

 


I de sidste tre år, har Golfstaterne investeret kraftigt i den ene side af konflikten – den side, som er imod Assad og den iranske indflydelse. Golfstaterne er derfor stærkt involveret i krigen i Syrien. Og det vil de fortsætte med at være. I sidste ende er konkliften i Syrien en del af en regional kamp mellem Saudi-Arabien og Iran. Saudierne vil ikke acceptere et Syrien, som er domineret af Iran. Jeg tror, at Golfstaterne vil eskalere deres engagement i Syrien i de kommende måneder.

RÆSON: Hvordan bliver flygtningekrisen diskuteret i Den Arabiske Liga? Har de overhovedet diskuteret krisen?
Michael Stephens: Ja, de har diskuteret det. Men de lægger ikke meget pres på Golfstaterne. Hvis de skal lægge pres på Golfstaterne, skal de gennemføre egentlig politik og lande en aftale. Men ligaen er ikke god til at nå til enighed. Husk på, at Den Arabiske Liga ikke nødvendigvis laver officielle erklæringer. Et af problemerne i Den Arabiske Liga er, at det er en snakkeklub. I mangel på lederskab, bør Saudi-Arabien derfor gå i spidsen. De er det mest magtfulde arabiske land, og de har de fleste ressourcer. Et initiativ fra Den Arabiske Liga uden opbakning fra Saudi-Arabien vil ikke nå langt. Imidlertid er Saudi-Arabien distraheret af Yemen i øjeblikket. Derfor får flygtningesituationen ikke den lokale opmærksomhed, som den fortjener. Yemen er centrum for de fleste diskussioner i Golfstaterne i øjeblikket. Og i forhold til Syrien er man langt mere fokuseret på at komme af med Assad end at løse flygtningekrisen. Det er en meget vanskelig sammensætning af problemer, og Den Arabiske Liga har ikke meget magt. Den Arabiske Liga har sjældent været i stand til at skabe konsensus og udgøre et forum, hvor alle bliver enige. På den måde er Den Arabiske Liga desværre en afspejling af den arabiske verden som helhed, som er opdelt på tværs af mange linjer.

RÆSON: Hvordan vil flygtningekrisen udvikle sig i de kommende uger?
Michael Stephens: Tusindvis af flere flygtninge vil forlade konfliktområdet, sandsynligvis hovedsageligt med retning mod Europa. Flygtningekrisen er derfor mere et Europa-spørgsmål end et arabisk spørgsmål. Samtidig vil flere lande lægge pres på Golfstaterne for at gøre noget. Jeg forventer, at Golfstaterne vil levere støtte til lejrene og give mere støtte til flygtningene. Men de vil ikke tillade flygtninge bag deres egne grænser. ◼

Michael Stephens er leder ved det britiske forskningsinstitut Royal United Service Institute’s kontor i Doha, Qatar. Han er uddannet fra King’s College London og har tidligere forsket i den Arabiske Halvøs sikkerhedpolitiske anliggender. Stephens’ nuværende forskning omhandler irakisk Kurdistan og den kurdiske region i Syrien med særligt fokus på kurdernes kamp mod truslen fra Islamisk Stat. Følg ham på Twitter: @MStephensGulf.

Simon Kærup er redaktør på RÆSON.

(ILLUSTRATION: En syrisk flygtningepige står foran sit midlertidige hjem i flygtningelejren Zaatari Camp, Jordan, vinteren 2013. Foto: Karl Schembri/Oxfam)