01.11.2015

RÆSON udgiver i den kommende tid en serie interviews med akademikere, som har undersøgt internettets effekt på den politiske debat. Første interview er med den britiske psykiater Dr. Bruce G. Charlton, der over de sidste år har studeret massemediernes negative psykologiske effekt og udgivet sine konklusioner i bogen “Addicted to Distraction” (2014).

INTERVIEW af Simon H. Johansen

RÆSON: Et nøglepræmis i din bog er, at Massemedierne (med stort M) er blevet til et samlet system med fælles formål. I hvor høj grad er dette resultatet af kulturel globalisering under international forretningscentralisering som kendt fra store mediekoncerner – f. eks. Rupert Murdochs News Corp og MSNBC? Var den slags lukkede kredsløb sværere at forme, da individuelle medier var tættere knyttede til specifikke regionale områder og kulturelle fællesskaber?

BRUCE CHARLTON: Hovedårsagen til denne udvikling er massemediernes størrelse — konceptualiseret som kommunikationens mængde og informations tæthed. På et bestemt punkt gør de interne kommunikationer inden for medierne dette indbyrdes kredsløb autonomt fra andre sociale systemer såsom politik, lov, videnskab etc.

Oprindeligt var medieverdenen ikke separat fra de sociale systemer, men blot aspekter af dem. For eksempel ville politikere kommunikere med offentligheden gennem taler og først derefter gennem trykt materiale – og disse medier var blot udvidelser af politik. I dag kommunikerer massemedierne materiale, ikke kun trukket fra politik, men også fra andre systemer såsom jura, uddannelse, videnskab, politi, militær etc. Effekten er, at massemedierne nu udgør det største og dominerende kommunikationssystem, som optager størstedelen af folks opmærksomhed og tid. Andre systemer er nu nødt til at nå offentligheden igennem massemedierne, men det er massemedierne, som bestemmer indholdet i disse kommunikationer og den relative fordeling af dem.

Denne udvikling har flere forskellige årsager. Det er klart, at massemediernes udvidelse er blevet muliggjort af faktorer såsom teknologiske fremskridt inden for transport, elektroniske medier, computere og moderne samfunds voksende økonomiske produktivitet, hvilket har skabt overskydende ressourcer. På den anden side har der været en gensidig interaktion med religion, som tidligere har været “kontrolsystemet”, som alle samfund fungerede igennem. Massemedierne er samtidig blevet muliggjort at religions kollaps; ligeledes har massemedierne aktivt assisteret religions kollaps – især i de seneste årtier.

RÆSON: Du identificerer det nuværende massemediesystems dagsorden som en korrumperet udgave af den såkaldte New Left-ideologi, der blev populær i 1960’erne og 1970’erne. Har “den nye venstrefløj” skabt et nyt kulturhegemoni endnu mere dominerende end det gamle, eller er overfladen af dens retorik om det ideelle samfund som i konstant forandring blevet assimileret af samme presse, der sætter dagsordenen for offentlighedens tankegang?

CHARLTON: Der er ingen, der sætter dagsordenen – i det mindste er det ikke massemediernes dominerende effekt. Før i tiden, da medierne var mindre centraliseret, fungerede de som propaganda med en specifik dagsorden. I dag, hvor massemediesystemet er blevet udvidet med mange størrelsesordener, er det ikke den slags ting, som overhovedet kan have én dagsorden. Hvad der kommer ud af massemedierne — hvad folk hører efter og svarer på eller taler om og husker — er for det meste et resultat af massemediernes egenskaber og ikke noget åbenlyst planlagt af nogen person eller gruppe.

Der er selvfølgelig sammensværgelser af folk, som gør deres bedste til at gøre medierne til et propagandainstrument, og de gør dog nogen forskel – men dette er dog overskyllet af massemediernes grundlæggende egenskab som en afhængighedsskabende mekanisme, der fodrer og svarer på samme afhængighed. Det er dette aspekt, som sikrer massemediernes overlevelse og vækst.

Hvis massemediekredsløbet blot var et propagandasystem, ville det være en lille fraktion af en procent af dets nuværende størrelse, fordi det ville være alt, som overhovedet kan udsættes for kontrol og overvågning. Det er massemediernes strukturelle egenskaber snarere end deres konkrete indhold, der bestemmer størstedelen af mediernes sociale effekt.

RÆSON: I din bog bruger du termen first-strike framing, som går ud på, at en anekdote med en simpel moralsk konflikt bliver brugt til at repræsentere en meget større og mere moralsk kompleks politisk problemstilling. Hvornår vil du sige, at first-strike framing blev standardmetode for massemedierne?

CHARLTON: Det er ikke blevet en standardmetode, men bliver selektivt brugt i specifikke situationer, hvor medierne stadig udfylder sin traditionelle rolle som instrument for politisk propaganda. Selv her er first-strike framings potentiale til at kontrollere den socio-politiske dagsorden en effekt af de moderne massemediers struktur.

Et eksempel ville være, hvordan rammerne for debatten om indvandring: For nylig kunne eliten, som styrer massemedierne, et øjeblik enes om at anvende et tre-årigt barns druknedød som det afgørende argument for øget indvandring af et ekstremt højt antal mennesker. Nøglen til at forstå en sådan first-strike framing er, at det kun har den betydning, det tillægges i et samfund, som er psykologisk afhængigt af massemedierne. Det skyldes, at historien overhovedet ikke er et brugbart repræsentativt eksempel på indvandringen til Europa: Størstedelen af de mennesker, som forsøger at få adgang til Europa, er nemlig unge mænd.

Dette er igen adskilt fra det faktum, at historien viste sig at være faktuelt forkert. Selv hvis den havde været korrekt som rapporteret i medierne ned til mindste detalje, ville det stadig have været en fejlslutning. Forbrugerne af de moderne massemedier er alligevel blevet trænede til at acceptere sådanne fejlslutninger flere gange hver eneste dag på året, fordi det er sådan, folk tænker nu til dags.

RÆSON: Du skriver også om, hvordan massemedierne og mainstream-kulturen har adopteret et såkaldt “dæmonisk perspektiv”, som tidligere kun fandtes i avantgarde-kunstnermiljøer og modkulturelle bevægelser. Søren Kierkegaard advarede mod samme moderne nihilisme, som han kaldte for “den dæmoniske eksistens”, hvor det etiske subjekt stiller sig i modsætning over for de fælles sociale normer. Er det samme distancering af det subjektive fra den fælles offentlighed, som Kierkegaard kritiserede, der kan findes i massemedieskabte ekkokamres psykologiske effekt? Kan denne virkning føres så langt tilbage?

CHARLTON: Nej, jeg er bevidst omkring Kierkegaards tekster om emnet, men jeg har aldrig engageret mig med hans, og han har ikke inspireret mig. Alle traditionelle definitioner af objektive værdier for skønhed, sandhed og moralsk dyd er under angreb fra massemediernes overvældende tendens til at undergrave disse værdier gennem promovering af kulturel og moralsk relativisme. Konsekvenserne er, at traditionelle skønhedsnormer beskrives som kedelige, småborgerlige, patriarkalske, selvtilfredse, kitschede etc. – og alt nyt afbildes som sofistikeret, politisk progressivt, ligesom alt radikalt og samfundskritisk eller udfordrende beskrives som objektivt godt. Dette er mest tydeligt inden for seksualitet: Hvad der indenfor traditionelt religiøse og sociale normer var godt, afbildes nu som kedeligt, reaktionært og undertrykkende — hvad der traditionelt blev opfattet som patologisk, afbildes nu som spændende, sundt og modigt.

Simon Hesselager Johansen (f. 1988) er cand.mag i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet. Han har arbejdet som skribent for Tanken og The Murmur om filosofi og kulturhistories indbyrdes indflydelse og skriver nu om internettets effekt på politisk kultur ud fra et idéhistorisk synspunkt med internationalt perspektiv. Kontakt: simonjohansen@gmail.com.

Foto: Mike via Flickr