17.10.2015

I over 15 år har EU’s fokus ikke været på at redde de flygtninge, der sætter kurs mod Europa, men på at holde dem ude. Svaret: højteknologisk kontrol – udviklet i bekymrende tæt samarbejde med den europæiske militærindustri.

ANALYSE af Martin Lemberg-Pedersen

I 2015 fik både verdenssamfundet og den europæiske og danske offentlighed for alvor øjnene op for konsekvensen af den syriske borgerkrig: produktionen af massive flygtningestrømme. Mens krigen ifølge FN har dræbt 200.000 mennesker, er 7,6 mio. syrere blevet til flygtninge i deres eget land, og omkring 4 mio. mennesker er flygtet til nærområder som Tyrkiet, Libanon, Jordan og Egypten. Derudover er en mindre del – cirka 350.000 – flygtet videre til de sydeuropæiske lande Italien og Grækenland.

Diskussionerne om en passende respons i Europa tog for alvor fart efter den særdeles fatale uge i april, hvor to smuglerbåde sank ud for Libyen, og over 1.200 mennesker – mænd, kvinder og børn – mødte deres endeligt i Middelhavets iskolde favn. Debatten fokuserede på såkaldte search and rescue-operationer i Middelhavet. Og der blev især lagt vægt på utilstrækkeligheden ved det europæiske grænseagentur, Frontex, og dets Operation Triton, hvad angik operationens humanitære mandat og geografiske rækkevidde. Denne artikel placerer Frontex i sammenhæng med den øgede militarisering af europæisk grænsekontrol.

I over 15 år har EU’s politik primært handlet om at bekæmpe og forhindre ankomsten af såkaldte illegale indvandrere gennem mere højteknologisk kontrol, fx avancerede radarsystemer, satellitter, sensorer og droner. Planer om en militær flådeoperation dukkede op kort efter det tragiske forlis ved Lampedusa i 2013, hvor 366 mennesker druknede, og i 2015 har EU’s ministre lanceret idéen om en militær intervention mod libyske smuglernetværk med brug af bl.a. fregatter, kampfly, droner og ubåde.

Samtidig har den politiske situation vedrørende en række andre spørgsmål været fastlåst. Ganske bemærkelsesværdigt har der i mange år stort set ikke været nogen politikudvikling af idéer om fælleseuropæisk genbosættelse, asylsøgning fra nærområder, omfordeling af båd- og andre flygtninge og sikring af tilstrækkelig hjælp i de nærområder, der tager over 90 pct. af verdens flygtninge.

Kommissionen har i mange år halvhjertet presset på for nogle af disse tiltag, men er absolut helhjertet blevet afvist af Rådet for Retlige og Indre Anliggender, der omfatter medlemslandenes justits- og indenrigsministre. Fx udtalte den daværende danske justitsminister, Morten Bødskov, efter et ministermøde under det danske EU-formandskab i 2012, at Sydeuropas flygtninge ikke kommer nordpå, og at: ”Jeg kan konkludere, at der ikke er opbakning i rådet til en intern omfordeling. Vi må se på de øvrige instrumenter vi har, som for eksempel Frontex. Denne her diskussion har stået på i årevis. Med denne her konklusion har vi taget et målrettet skridt ud af diskussionen.” (1)

Afvisningen af omfordeling og det store fokus på de ydre grænsers sikkerhed har længe været symptomatisk for EU’s grænsepolitik på tværs af politiske skel i Danmark og Europa. Dette er en stor del af grunden til, at mange europæiske politikere har svært ved at finde et ben at stå på i forhold til den syriske flygtningestrøm, der nu spredes over flere europæiske lande.

Samarbejdet med militærindustrien
Flere af de EU-fora, der blev oprettet for at udvikle Unionens sikkerheds- og grænsepolitik, har givet europæiske militærfirmaer en indflydelsesrig rolle i forhold til at fastsætte de politiske prioriteter.

Grænsekontrol er blevet framet som et sikkerhedsproblem, der retfærdiggjorde større finansiel støtte til firmaers udvikling af nye kontrolteknologier
____________________

 

Én implikation er, at grænsekontrol er blevet framet som et sikkerhedsproblem, der retfærdiggjorde større finansiel støtte til firmaers udvikling af nye kontrolteknologier. Ét eksempel på denne involvering er EU-Kommissionens oprettelse af forummet Group of Personalities (GoP) i 2003. Her opfordrede Kommissionen fx direktørerne for flere af Europas største våbenfirmaer – EADS, BAE Systems, Thales og Finmeccanica – til at deltage i skitseringen af hovedtrækkene i Europas fremtidige sikkerhedsforskning. Til sammenligning blev kun fire medlemmer af Europa-Parlamentet inviteret.

Det forudsigelige resultat af dette forum blev i 2004 en rapport, der fremlagde, at ”tiden er nu af afgørende betydning. Europa er nødt til at handle hurtigt, hvis det skal være på forkant med teknologi og forskning, og hvis industrien skal være i stand til at udnytte resultaterne konkurrencedygtigt og adressere det hurtigt voksende behov for avancerede sikkerhedsrelaterede produkter” (2).

Endnu før rapporten var blevet udgivet, havde EU-Kommissionen tyet til handling og havde – gennem Preparatory Action for Security Research (PASR) – uddelt 65 mio. euro til især europæiske våbenfirmaers udvikling af 39 nye projekter inden for sikkerhed og grænsekontrol (3). Denne inkludering af militærindustrien gentog sig siden, bl.a. i European Security Research Advisory Board (ESRAB), oprettet i 2005, og European Security Research and Innovation Forum (ESRIF), der blev oprettet i 2007.

Sidstnævnte faldt sammen med oprettelsen af European Security Research Programme (ESRP) der blev lanceret med et budget på 1,4 mia. euro mellem 2007 og 2013, inklusive uddelingen af hundredvis af millioner til produktudvikling af bl.a. grænsekontrolteknologier.

Lobbyorganisationen European Organisation for Security (EOS) blev oprettet i 2007 og tæller 25 medlemmer fra den europæiske sikkerhedsindustri, herunder våbenfirmaer som BAE, Thales og Finmeccanica-datterselskabet Fincantieri. Hovedformålet med EOS er ”udviklingen af et sammenhængende europæisk sikkerhedsmarked og at fremme medlemmernes interesser”. Til det formål hævder organisationen at arbejde tæt sammen med EU-Kommissionen gennem et omfattende kontaktnetværk med flere generaldirektorater. Den deltager desuden i flere EU-taskforces.

I sin 2009-rapport Priorities for a Future European Security Framework hævder EOS, at effektive foranstaltninger mod irregulære indvandrere kræver overstatslige – i modsætning til nationale – initiativer inden for grænsekontrol (4). Den selvsamme EOS-rapport anbefalede derfor også 1) udvikling af innovative overvågningsteknologier og helt specifikt et integreret fælleseuropæisk overvågningssystem for Unionens eksterne grænser, og 2) at de aktører fra den europæiske våbenindustri med størst ekspertise inden for overvågnings- og kontrolteknologier skulle modtage finansiel støtte til dette via EU-programmer.

Denne tætte relation mellem militærvirksomhederne og deres kunder – her EU – skaber en ny form for industri, som både overlapper det politiske og det forskningsmæssige felt. Som professor Anna Leander har udtrykt det: ”PMC’er [private militære virksomheder] kan ikke længere nøjes med blot at være tekniske eksperter. De bliver til sikkerhedseksperter, der også former forståelser af og beslutninger om sikkerhed. Konkurrencen om markedsandele skubber dem til også at blive lobbyister, sikkerhedsrådgivere og offentlige meningsdannere (…) De skaber en efterspørgsel efter de tjenester, de udbyder, ved at gøre kunderne opmærksomme på de mange trusler, de har brug for beskyttelse mod (…) Pointen er, at markedslogikken skubber PMC’er til at etablere sig ikke blot som udbydere af sikkerhedstjenester, men som sikkerhedseksperter, der definerer, hvilke produkter der er nødvendige.” (5)

Flygtninge bliver et spørgsmål om sikkerhed
Denne sikkerhedslogik er i høj grad også fundamentet for Frontex. Agenturet udgiver både årlige risikoanalyser og kvartalsvise gennemgange af trusler og risici ved EU’s ydre grænser. Agenturet agerer også som en kartograf og producerer kort over flugt- og migrationsruter til Europas ydre grænser. Interessant nok producerer agenturet ikke nogen kort over eksempelvis interne afrikanske flugt- og migrationsruter, ej heller over flugt- og migrationsruter internt i Schengenterritoriet. Det er simpelthen ikke en del af dets politisk fastsatte mandat.

Frontex er desuden tæt knyttet til militære aktører. Endnu et værdifuldt forum for de af våbenindustriens aktører, der jagter kontrakter inden for grænsekontrol, er nemlig Frontex’ enhed for research and development (R&D). Denne blev oprindeligt oprettet for at ”lette informationsudveksling mellem grænsemyndigheder, forskningsinstitutter, universiteter og industrien” inden for grænsekontrol og grænseovervågning (6). R&D-enheden forsøgte at realisere denne funktion ved at deltage i forskningsprojekter, bl.a. i sammenhæng med det europæiske overvågningssystem EUROSUR og i en arbejdsgruppe om grænser i European Security Research and Innovation Forum (ESRIF), hvor en repræsentant fra Finmeccanica fungerede som ordstyrer. Frontex’ R&D-enhed beskrev selv deres aktivitet i dette forum som ”politikudvikling”.

I 2011 blev Frontex’ mandat genforhandlet, og resultatet er tilsyneladende en endnu tættere sammensmeltning af agenturets og våben- og kontrolindustriens interesser.
____________________

 

I 2011 blev Frontex’ mandat genforhandlet, og resultatet er tilsyneladende en endnu tættere sammensmeltning af agenturets og våben- og kontrolindustriens interesser. Hvor det gamle mandat handlede om at overvåge relevant forskning på området og lette informationsudvekslingen, tilsiger det nye mandat, at agenturet ”proaktivt” skal ”følge og bidrage til udviklingen inden for forskning, som er relevant for kontrol og overvågning af de ydre grænser” (7). Derudover skal Frontex ikke blot rådgive stater og EU-institutioner om indkøb af militært udstyr, men må nu også selv købe eller leje det. Frontex er derved blevet til en såkaldt end-user.

Siden efteråret 2011 har agenturet betalt en række europæiske og amerikanske våbenfirmaer for at demonstrere deres produkter på specielle Frontex-workshops. Firmaer som Lockheed Martin, L-3 Communications, Sensing og Inmarsat fik således hver dækket udgifter på 30.000 euro efter en workshop i Aktio, Grækenland, i 2011, hvor i alt 13 våbenfirmaer deltog. Frontex betalte op til 198.000 euro til andre firmaer.

På samme måde er realiseringen af EUROSUR tæt forbundet med en række lukrative kontrakter til militærfirmaer mellem 2014 og 2020, ifølge Kommissionen til en værdi af 338 mio. euro (men ifølge uafhængige eksperter er det mere realistisk, at udgifterne bliver op mod 874 mio. euro) (8). Samtidig eksporterer våbenfirmaer kontrolinfrastruktur til lande, der omgiver EU’s ydre grænser.

Det store italienske våbenfirma Finmeccanica stod i 2009 fx for at eksportere grænsekontroludstyr for mange hundrede mio. euro til Libyens sydlige grænser, da en af de største flugtruter fra Centralafrika gik fra Niger og Tchad ind i Libyen. Givet den koloniale italienske fortid i landet ville det have været alt for kontroversielt at opstille kontrolinfrastruktur fra den italienske hær ved Libyens sydlige grænser. Men ved at gøre det gennem Finmeccanica, som den italienske stat i øvrigt ejede en tredjedel af aktierne i, blev denne eksport af udstyr igangsat.

Konsekvenserne af militærindustriens rolle
Det såkaldte ESRAB-forum (European Security Research Advisory Board) hvis oprettelse i 2005 var en af GoP-forummets anbefalinger, fik til opgave at udpege nødvendige teknologiområder, hvor Europa skulle satse på en indfødt europæisk konkurrenceevne (9). Gruppen inkluderede medlemmer fra den europæiske militærindustri, og det var derfor ikke særlig overraskende, at ESRAB bl.a. opremsede en lang række avancerede teknologier, som man mente var essentielle i kampen mod illegal indvandring: overvågnings- og navigationssatellitter, droner, digital fingeraftryksteknologi og bevægelsessensorsystemer (ibid.).

I 2007 begyndte Kommissionen at støtte disse teknologier, og der blev fordelt støtte til research and development af 35 sikkerhedsprojekter i 2008 og 78 projekter i 2009. Samtidig oprettedes European Security Research and Innovation Forum (ESRIF), hvis formål var at fremme offentlig-private samarbejder. ESRIF’s tredje arbejdsgruppe, der fokuserede på grænsesikkerhed, endte med at anbefale væsentlige investeringer i forskning og udvikling (research and development) og understregede, at medlemslandenes overvågning af grænser nødvendiggjorde brugen af droner, nyudviklede radarsystemer og satellitter.

Udviklingen af grænsekontrollen ved EU’s ydre grænser afspejler det tætte samarbejde mellem EU-institutioner og den europæiske våbenindustri. Således er kontrollen af den spansk-vestafrikanske grænse nu opgraderet gennem det såkaldte Seahorse Network-radarsamarbejde og det såkaldte CLOSEYE-overvågningssystem mellem Spanien og Marokko.

I 2013 lancerede EU EUROSUR-samarbejdet som et ”system af systemer”, der integrerer og udbygger medlemslandenes kontrol – og netop nu er der planer om at lancere en militærintervention mod de libyske smuglernetværk, der fragter flygtninge og migranter til Italien. Det skal efter planen inkludere droner, helikoptere, skibe og ubåde. Man kan sige, at disse lobbyismeprocesser starter en dynamik, hvor det er udbuddet, der former efterspørgslen, og ikke omvendt. Det betyder, at de mulige politiske løsninger på flygtninge- og migrationsstrømme be- og afgrænses af de kommercielle interesser i mere militariseret kontrol – leveret af den europæiske våbenindustri.

På hver deres måde illustrerer GoP, EOS og Frontex’ R&D-enhed netop, hvordan skillelinjerne mellem den europæiske våbenindustri og offentlige EU-aktørers udvikling af grænsekontrol og grænsepolitik i stigende grad er blevet udviskede. Denne militarisering af de europæiske grænser – og af nabolandenes grænser i Mellemøsten og Nordafrika – gør det meget sværere for flygtningene at nå sikkert til Europa og udsætter i stigende grad migranter og flygtninge for magtudøvelse fra de regimer, som de europæiske våbenfirmaer eksporterer deres teknologier til.

Skillelinjerne mellem den europæiske våbenindustri og offentlige EU-aktørers udvikling af grænsekontrol og grænsepolitik er i stigende grad blevet udviskede
____________________

 

Hverken den tidligere egyptiske præsident Mubaraks militærregime eller den tidligere libyske leder Gaddafi, der fungerede som en central allieret til det europæiske kontrolregime i 00’erne, tøvede med at bruge teknologier som jeeps, droner, fly, sensorer og radarer udviklet af den europæiske militærindustri til at kontrollere flygtningestrømme. Som verden så under Det Arabiske Forår i 2011, blev disse midler også i høj grad anvendt over for deres egne befolkninger. Fra et stats- og EU-perspektiv betyder det komplekse marked for grænsekontrol – med private leverandører, underleverandører og underunderleverandører – at det er meget svært at placere et klart juridisk ansvar for de kontroverser, der omgærder europæisk grænsekontrol.

Spillet om Operation Triton
Både våbenindustriens rolle og Frontex’ selvforståelse kan være med til at forklare de kontroverser, der omgav Frontex’ Operation Triton. Den italienske flådeoperation Mare Nostrum blev lanceret i oktober 2013 af landets regering som en direkte respons på bådforliset ved øen Lampedusa. En række kommissærer og politikere rejste umiddelbart efter forliset til Lampedusa og udtrykte deres forfærdelse. Kommissionen nedsatte også en arbejdsgruppe, og der blev lagt pres på Italien for at forhindre lignende ulykker i fremtiden. Men ganske hurtigt forsvandt det politiske fokus.

Lampedusa-ulykken resulterede i tre udviklinger: For det første endte Kommissionens arbejdsgruppe med at producere en række udvandede og defensive anbefalinger, som Kommissionen heller ikke gik i offensiven med. De blev da også straks skudt ned af Rådet for Retlige og Indre Anliggender, der stadig ikke var interesseret i at snakke om emnerne – herunder det dysfunktionelle Dublinsystem, asylansøgning fra nærområder og øget genbosættelse af flygtninge – og da slet ikke om fælleseuropæisk omfordeling af asylansøgere.

Den politiske kurs fra 00’erne fortsatte, og lande som Italien og Grækenland måtte derfor stadig stå for at modtage stort set alle bådflygtninge og asylansøgere som første ankomstlande med alt, hvad der hørte med – såsom search and rescue-operationer (redning af flygtninge til søs) og ansvar for asylbehandling. For det andet blev det kortvarige politiske fokus også brugt til at fremme idéen om øget militariseret kontrol af EU’s ydre grænser.

Således fremhævede både kommissær Malmström og adskillige nationale politikere Europa-Parlamentets vedtagelse i efteråret 2013 af EUROSUR som en politisk reaktion på Lampedusa-forliset. Det blev fremhævet vidt og bredt, at systemet var designet til at redde liv. Overvågningssystemets oprindelige begrundelse – at bekæmpe illegal indvandring over EU’s ydre grænser og overvåge tredjelandes flygtninge- og migrationsstrømme – blev med andre ord nedspillet til fordel for en humanitær framing, der passede til konteksten med det tragiske Lampedusa-forlis.

For det tredje blev der også lagt pres på den italienske regering, for at lignende forlis skulle undgås i fremtiden. Det var derfor, man lancerede den nye operation Mare Nostrum ­– latin for Vores Hav – et navn, der blev brugt som betegnelse for Middelhavet både under Romerriget og Mussolinis fascistiske styre.

De to første udviklinger efter Lampedusa-forliset repræsenterede altså en fortsættelse af den politiske status quo, der hverken adresserede Dublinsystemet, den ulige fordeling af bådflygtninge og asylansøgere, fragmenteringen i Libyen eller den øgede mængde syriske flygtninge. Den tredje, Mare Nostrum, repræsenterede derimod en ny form for EU-grænsepolitik. Med Mare Nostrum så vi for første gang en koordineret europæisk indsats, der havde som primært fokus at redde flygtninge og migranters liv.

Denne nytænkning skyldtes dog primært den italienske enegang – at landet svarede på det europæiske pres ved at dedikere sin flåde og sit flyvevåben til search and rescue-operationer i Middelhavet. Det er anslået, at operationen reddede over 150.000 flygtninge og migranter, størstedelen fra Syrien og Eritrea, i det år den varede, og blandt andre European Council on Refugees and Exiles (ECRE) fremhævede, at operationen gjorde en stor humanitær forskel.

Til trods for de italienske bestræbelser druknede hele 2.500 mennesker dog alligevel mellem januar og oktober 2014. Samtidig førte de mange redninger naturligvis til et stort antal ankomster til Italien, hvilket igen – i kraft af de andre medlemslandes afvisning af at modtage nogle af disse ankomster – ledte til store italienske problemer med at håndtere dette modtage- og integrationspres.

Flere flygtninge og migranter fik mere eller mindre uhindret lov til at rejse videre op igennem Europa, og skænderier brød ud mellem Italien, Frankrig og Tyskland om italienernes manglende dublinregistreringer af asylansøgere. Det er ikke utænkeligt, at den italienske regering brugte Mare Nostrum til at lægge et pres på de resterende EU-medlemslande for at få ændret Unionens hidtidige (manglende) byrdefordeling. Fra det italienske perspektiv blev systemet ved med at gentage den samme praksis: Enkeltlande ved de ydre grænser – som Spanien, Grækenland, Malta og Italien – blev de primære ankomstlande, mens de fleste nordlige og østlige medlemslande lå i læ og modtog færre eller stort set ingen flygtninge og migranter.

I juni 2013 forsøgte den italienske indenrigsminister, Angelino Alfano, at få Frontex til at overtage Mare Nostrum med argumentet om, at den italienske flåde ikke længere havde råd til at dække udgifterne på 9 mio. euro om måneden. Han mødte dog modstand. Den daværende kommissær for retlige og indre anliggender, Cecilia Malmström, udtalte bl.a., at Frontex ikke ville kunne overtage operationen alene, og at det derfor var nødvendigt, at alle medlemslande bidrog direkte med penge, personale og fartøjer, for at fortsætte redningsoperationen (10). Dette var de resterende medlemslande dog ikke interesserede i.

Da virkeligheden ændrede dagsordenen
Især Storbritannien pressede på for ikke at forlænge Mare Nostrum. Resultatet blev, at EU’s indenrigsministre besluttede at lukke Mare Nostrum og i stedet starte Operation Triton under Frontex. Modsat den italienske operation skulle Triton dog ikke finde sted i internationalt farvand, men kun op til 30 sømil fra den italienske kyst. Triton ville også kun få en tredjedel af Mare Nostrums ressourcer.

Mest afgørende var det, at operationen ikke ville være baseret på et redningsmandat, men i stedet på at bevogte EU’s ydre grænser. En række humanitære NGO’er, eksperter og Labour-oppositionen kritiserede Cameron-regeringens beslutning for at lade flygtninge drukne for at afskrække andre fra at komme (11).

I et parlamentarisk svar begrundede den britiske udenrigsminister, lady Anelay, at Storbritannien ikke støttede videreførelsen af search and rescue-operationer i Middelhavet, fordi de ville udgøre ”en uintenderet pull-faktor, der opmuntrer flere migranter til at forsøge at krydse det farlige hav, hvilket leder til flere tragiske og unødvendige dødsfald” (12). Lady Anelays argumentation, som senere blev gentaget af bl.a. Theresa May, statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Mette Frederiksen (13), er en variant af, hvad vi kan kalde pull-argumentet.

I sin generelle form er dette argument ganske banalt: Gode forhold tiltrækker migranter, mens dårlige forhold afskrækker dem. Push-pull-logikken er især et populært analytisk perspektiv blandt nyklassiske økonomer, mens den er blevet kritiseret af mange andre discipliner for at være en alt for generel metode til den komplicerede proces, migration er.

Argumentet er blevet udviklet i forskellige kontekster, som vi i den danske debat også har set med integrationsminister Inger Støjbergs lovændringer; halveringen af herboende flygtninges ydelser skal skræmme fremtidige asylansøgere bort. Men på blot en uge i april 2015 blev Europa vidne til to af de største bådforlis siden Anden Verdenskrig ud for den libyske kyst. Op mod 800 druknede i midten af måneden, og blot seks dage efter druknede 400 flere. Endnu en gang flokkedes medier og politikere om tragedien, men dens enorme omfang gjorde, at fokus blev opretholdt. Pull-argumentet blev afsløret, ikke kun som uhørt kynisk, men også som overhalet af virkeligheden: Den mere indskrænkede overvågningsoperation fik ikke færre til at prøve flugtruten, men den fik til gengæld antallet af druknede til at stige med rekordfart.

Både Kommissionen og Ministerrådet holdt ekstraordinære møder, og efter nogen fodslæben ændredes Operation Tritons mandat, sådan at også internationalt farvand igen blev dækket. Tritons budget blev øget til 120 mio. euro for perioden 2015-2016. Denne politiske beslutning blev bifaldet af aktører som International Organization for Migration (IOM) og Amnesty International.

I maj 2015 præsenterede Kommissionen således for første gang en udførlig idé om tvungen europæisk omfordeling og genbosættelse af det stigende antal syriske flygtninge
____________________

 

Mens de forudsigelige uenigheder mellem Kommissionen og Ministerrådet endnu en gang blussede op, lagde Kommissionen en hidtil uset offensiv tilgang for dagen. I maj 2015 præsenterede Kommissionen således for første gang en udførlig idé om tvungen europæisk omfordeling og genbosættelse af det stigende antal syriske flygtninge, der flygtede over Libyen eller fra Tyrkiet til Grækenland. Selvom omfordelingen til sidst blev gjort frivillig, og ikke engang nåede det yderst beskedne mål på 40.000 flygtninge (tallet endte på 32.000 inklusive en række ikke-EU-landes løfter), satte Kommissionen hermed Unionens medlemslande under hårdt pres.

Landenes reaktioner har frem til september 2015 været yderst illustrative for de begrænsninger, der er blevet lagt over politikudviklingen af europæisk grænsekontrol. For mens Kommissionen har understreget behovet for omfordeling og genbosættelse, har Rådet for Retlige og Indre Anliggender i stedet forfulgt idéen om en militær intervention mod libyske smuglere, til trods for advarsler fra både FN-systemet, en tidligere italiensk flådechef, en række humanitære NGO’er og mange eksperter.

Kritikken går bl.a. på, at man ikke vil kunne opnå enighed i FN’s Sikkerhedsråd for en sådan operation, at EU vil træde ind i en i forvejen ustabil borgerkrig, og at denne yderligere militarisering af grænsekontrollen kan skubbe smuglernetværkene i hænderne på IS-militser, der i stigende grad opererer ved Libyens nordlige kyster. Endelig er en reel risiko også, at man vil indespærre titusindvis af flygtninge i Libyen, idet nabolandene Egypten og Algeriet har lukket deres grænser.

Men med ankomsten af syriske flygtninge til Ungarn, Østrig, Tyskland, Danmark og Sverige er virkeligheden dog løbet fra hegn ved de ydre grænser. Omfordelingsagendaen synes mere relevant end nogensinde før. Spørgsmålet er dog, om den politikudvikling og teknologiske infrastruktur, som EU har fulgt i mere end et årti, kan vendes. Det kræver en ny politisk fantasi blandt de europæiske politikere. Og det kræver, at de er opmærksomme på, at andre aktører har store profitinteresser i at fortsætte business as usual. ◼

Martin Lemberg-Pedersen (f. 1981) er postdoc ved Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet. Lemberg-Pedersen har været gæsteforsker ved Refugee Studies Centre, Oxford Universitet, og arbejdet som ekstern researcher for Dansk Flygtningehjælp angående kommuners integrationspolitik og for Dansk Røde Kors angående den danske modtagelse af flygtninge. Hovedfokus i hans forskning er dansk og europæisk grænse- og integrationspolitik, hvorom han optræder i danske og udenlandske medier.

Noter:
1. Morten Bødskov, DR, 26.1.2012: Bødskov: Sydeuropas flygtninge kommer ikke nordpå. www.dr.dk/nyheder/boedskov-sydeuropas-flygtninge-kommer-ikke-nordpaa.
2. Group of Personalities (GoP), Research for a Secure Europe: Report of the Group of Personalities in the field of Security Research (KI-NA-21-110-EN-C), March 2004: 13.
3. Directorate General Enterprise and Industry Security Research, Preparatory Action for Security Research (PASR), 2006.
4. Den Europæiske Organisation for Sikkerhed (EOS), 2009, Priorities for a Future European Security Framework: 3.
5. Leander, A., 2005, ’The Market for Force and Public Security: The Destabilizing Consequences of Private Military Companies’. Journal of Peace Research 42, no. 5: 612.
6. Frontex’ hjemmeside: www.frontex.europa.eu/structure/capacity_building_division/research_developmen t/.
7. Official Journal of the European Union, Regulations amending Council regulation (EC) No 2007/2004 establishing a European Agency for the Management of Operation Cooperation at the External Borders of the Member States of the European Union, Regulation (EU) No 1168/2011, 22 November 2011: Article 6-7.
8. Heinrich Böll Stiftung, 2012: Borderline – The EU’s New Border Surveillance Initiatives. www.boell.de/en/content/borderline-eus-new-border-surveillance-initiatives.
9. Group of Personalities (GoP), 2004, Research for a Secure Europe: Report of the Group of Personalities in the field of Security Research (KI-NA-21-110-EN-C): 11.
10. Reuters: www.reuters.com/article/2014/07/08/us-eu-italy-migrants-idUSKBN0FD1YL20140708.
11. Human Rights Watch. 8.10.2014. EU: Act to Save Lives; Amnesty International. 31.10.2014. Triton is no substitute for life-saving Mare Nostrum.
12. The Guardian: www.theguardian.com/politics/2014/oct/27/uk-mediterranean-migrant-rescue-plan.
13. BT. 30.10.2014. Bådflygtninge er blevet en brik i nervekrig om EUs asylpolitik. www.bt.dk/politik/baadflygtninge-er-blevet-en-brik-i-nervekrig-om-eus-asylpolitik.

ILLUSTRATION: En båd med 50 flygtninge ud for den græske ø Kos, september 2015 [foto: Christopher Jahn/IFRC]