12.01.2015

Af Ask Paul Lomholt Kemp, Paris

SØNDAGENS march var knap så meget en demonstration som en manifestation: en samling af folket, Republikken. Enkelte var højlydte, men mange gik også stille rundt i sorg. Man behøvede ikke sige meget – alle var enige i budskabet. Folk havde selv lavet plakater og store bannere, optrykt Charlie Hebdos billeder. Man sang nationalsangen ”La Marseillaise” i kor så det rungede i gaderne – tilsat råb som „Charlie, Charlie, Char-li-ber-té!‟ Butiksvinduer og hustoppe var prydet af republikkens flag, Tricoloren og den sort/hvide tekst „Je suis Charlie‟. Mange havde gjort sloganet til deres eget: Jeg er muslim. Jeg er jøde. Jeg er kristen. Jeg er politimand. Jeg er mig selv. Jeg er republikaner! Begivenheden er allerede gået over i historien: Myndigheder og arrangører anslår, at der deltog ca. 4 millioner mennesker landet over – i Paris 1,3-1,5 mio., i Lyon 300.000, i Bordeaux 140.000.

FOR FRANSKMÆNDENE er ‚Republikken‛ en betegnelse for det franske folk under principperne fra revolutionen – frihed, lighed og broderskab. Frankrig, der normalt ellers er en konfliktnation i den forstand, at franskmændene kæmper hårdt for deres rettigheder, var på alle måder samlet her. Iøjnefaldende var også et trykt citat, som ofte tilskrives Voltaire (på hvis’ boulevard marchen foregik): „Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det‟.

ALLEREDE efter offentliggørelsen af terroristernes identitet, begyndte de franske medier at stille store spørgsmålstegn ved efterretningstjenestens rolle. Det blev klart, at attentatet havde karakter af islamistisk terrorisme, da Kouachi-brødrene – få timer inden deres død – ringede til en fransk tv-station for at fortælle, at deres handlinger var i Al-Qaeda i Yemens navn. Man kan virkelig undre sig over, at angrebet har kunnet lade sig gøre, især når man læser hvordan terroristerne var kendt af politiet – for ikke at tale om, at de endda var på amerikanske og internationale no-flight-lister. Indenrigsminister Bernard Cazeneuve har fastslået, at man fremadrettet må tænke i nye tiltag for ar hindre at situationer som disse opstår igen. Men tiden er dog endnu ikke helt til den slags selvransagelse. I stedet er politiet blevet æret som helte. Politikerne hylder dem på de sociale medier – og i Paris’ gader under marchen ville klapsalver til de synlige specialstyrker på tagene ikke stoppe – „Merci, merci, merci – La Police!‟

I Paris’ gader under marchen ville klapsalver til de synlige specialstyrker på tagene ikke stoppe – „Merci, merci, merci – La Police!
____________________

 

UNDER MARCHEN kunne man se Ruslands udenrigsminister Lavrov klods op af Ukraines præsident Porochenko. Lidt længere henne i forreste række: Israels premierminister Netanyahu og den palæstinensiske præsident Abbas – dog med lidt flere meter mellem sig. Hollande og Merkel arm i arm, hvor tankerne gik tilbage til forsoningen mellem den franske præsident Mitterand og den tyske kansler Kohl i 1984 – i forbindelse med 70-års-dagen for slaget ved Verdun.

MEN FRONT NATIONAL MANGLEDE. „Jeg sagde allerede tidligt torsdag morgen, at jeg er klar til møde op til denne demonstration” understregede Marine Le-Pen i går, da hun blev interviewet om sit fravær: ”Men visse partier ødelægger denne nationale samling. De har gjort det personligt, de har behandlet FN som persona non grata [uønskede personer, red.]. Vi repræsenterer altså 25 pct. af befolkningen – og så må de om deres. Jeg er, hvor jeg hører til i dag: Blandt folket”. Hun opfordrede lørdag sine tilhængere til at deltage i demonstrationen – dog alle andre steder end i Paris. „Vi er Charlie, ikke FN‟ lød det fra nogle af FN’ tilhængere – mens partiets grundlægger, partilederens far, Jean-Marie Le Pen, tværtimod fastslog: ”Idag er der “Jeg er Charlie” her og “Vi er Charlie” der. Jeg beklager, men jeg er ikke Charlie”. Han forklarede: “Jeg er naturligvis berørt af, at 12 franskmænd er blevet dræbt, og jeg er sådan set ligeglad med, hvilken observans de havde. Selv om jeg godt ved, at de var fjender af Front National”.

Marine Le Pen er både vred over, at man holdt hende udenfor demonstrationen – og over beskyldningerne fra venstrefløjen om, at FN prøver at vinde opbakning på denne tragedie
____________________

 

MARINE LE PEN er både vred over at man holdt hende udenfor demonstrationen – og over beskyldningerne mod hende fra venstrefløjen om, at FN prøver at vinde opbakning på denne tragedie. Journalisten Jean-Pierre Elkabbach indledte i morges [mandag, red.] et interview med Le Pen med spørgsmålet: ”Har De ingen skam? Fortryder De intet? Hele verden var til stede i Paris, hvor var De?” Mod denne provokation lagde Le-Pen igen vægt på, at det var en løgn at tro, at hun bare kunne være mødt op. Hun var ekskluderet. Desuden udtrykte hun sin ærgrelse over, at Hollande ikke brugte udtrykket ’ekstremistisk islamisme’. Ordet ’terrorisme’ var ikke nok, da terrorisme i sig selv bare er et mål – bagved er der en ideologi, og den ideologi er den ekstreme islamisme, lød det fra Le Pen: ”Man censurerer ordene. Ligesom Fabius for et par måneder siden nægtede at kalde terrororganisationen, de kalder ’Daech’ for ’Islamisk Stat’ – man må kalde en spade for en spade”.

MEN mange franskmænd virker for en gang skyld stolte af deres præsident. Over de sidste dage har Hollande kunnet agere helt anderledes præsidentielt end tidligere. Han har endda fået ros fra sin forgænger, UMP-partiets leder Nicolas Sarkozy, der har bemærket at ”(Hollande) har gjort, hvad der skulle gøres”. ■

Ask Paul Lomholt Kemp (f. 1991) studerer Statskundskab (AU) og har i efteråret 2014 været på udveksling ved Université Panthéon-Assas (Paris II). Han er fortsat bosiddende i Paris, hvor han nu indtil efteråret 2015 skal i praktik på Danmarks ambassade. ILLUSTRATION: March for Republikken, 11. januar 2015 [foto: Olivier Ortelpa]