06.02.2015

KOMMENTAR af Mads Holger og Bo Kampmann Walther

IDEOLOGISK har konservatismen kronede dage, så meget og så vidtrækkende, at næsten alle partier i Danmark har fast abonnement herpå. Partipolitisk går det dog knapt så godt. Det handler om synlig identitet, så vælgerne kan skelne sand konservatisme fra alle udsalgsvarerne. Man kan jo bare gå en smule til siden eller lidt til højre i stemmeboksen. Liberal Alliance tordner, at skatten skal ned, og det skal den også, for ellers kvæler vi enhver virkelyst. Så går man derhen. Og når det gælder nationalfolkelig sammenhængskraft, så har Dansk Folkeparti med stor succes prædiket en slags socialdemokrati version 2.0.

SÅDAN ER DET GÅET MED DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI. Forehavendet lykkedes, patienten overlevede og spurtede straks ud i samfundet, men lægen virker til tider døende. Der fattes stærk profil. Måske fordi selve nerven, den konservative grundtanke og ideologi, er glemt. Konservatisme er social- og kulturpolitik. Fundamentet er dannelse for alle. Aldrig har der været så meget behov for at tænke ind i boksen. Og – tro det eller ej – konservatisme er irrationel og sågar progressiv. Den tror på, at ikke alt kan måles og vejes under rationalitetens oplyste himmel.

Det skriger på polemik. Irrationel? Mange vil sikkert opleve udsagnet som en tilståelse, men det er snarere en bekendelse. Pointen er, at den egentlige konservative tanke – den, der rækker længere end sidste uges Gallup-undersøgelse – bryder med rationaliteten, som i mange af livets forhold er vores målestok for lødighed. Imidlertid er irrationaliteten ikke bare en bevidstløs anklage mod subjektet. Nej, tværtimod, det er konservatismen, der er en anklage mod rationaliteten.

LIBERALISME OG SOCIALISME gennemsyrer på godt og ondt vores samfund. Det gælder vores tanker, politik og menneskesyn. Begge ideologier har rationaliteten til fælles, dog med hver deres nuancer. Begge vedkender sig en fornuft, der både stigmatiserer og polariserer. Indtil for få år siden – førend den højreprogressive intelligentsia begyndte at gå i brechen – kunne man se denne skyttegravskrig udfoldet i store dele af den danske opinion. Man ser den til stadighed hos navnlig dagbladet Politiken, som gerne opstiller en socialistisk inspireret dagsorden, men dog retfærdigvis også giver lejlighed til et liberalistisk genmæle, hvad enten dette præsenteres som alibi, provokation eller regulært modsvar.

Som en del af den liberale presse var Politiken selvsagt symbol på den modernitet og radikalisme, som prægede det 20. århundrede og for alvor indledtes herhjemme af samfundsrevseren Georg Brandes. Selvklart må den kulturradikale tanke og dennes loyale dagblad også være trofast mod den liberale og sociale agenda i variabel forening. Man bør jo have noget at kaste mudder på.

MEN BRANDES VAR IKKE BARE PARTIPOLITISK. Han var radikal i ordets almindelige forstand, hvilket vil sige yderligtgående eller gennemgribende. Stærkt inspireret af Friedrich Nietzsches værker plæderede han for en omvæltning af alle værdier (bortset fra håndmadder og frokostbajere), og dette var vitterligt for samtiden radikalt, omvæltende og gennemgribende, hvorfor det også satte sig igennem i andre sfærer end blot den politiske. Tænkningens generiske beskaffenhed bragte den vidt omkring i næsten alle livets sfærer, hvorfor den således fik adgang til kunsten, kulturen i bredeste forstand, religionen, kønslivet, familielivet og meget mere.

Det kan virke paradoksalt i manges ører, især hvis de er mærket af den socialdemokratiske ideologi om velfærdssamfundet: Hvis vi skal værne om menneskers ulige udfald – og det skal vi, for en nation, hvori alle er lige, er en død nation – så skal vi netop sikre, at mennesker har et lige fundament. Konservatismen ligner den klassiske liberalisme ved at sætte fokus på menneskers fælles præmisser. Alle er lige og har lige muligheder i udgangspunktet, hvad enten de har hovedet fuld af bumser eller er født med en guldske i munden. 

MEN HER STOPPER LIGHEDEN. Socialisten kræver lighed i begge ender, start og slut. I værste fald har dén tanke skabt planøkonomi og jantelov i gulvhøjde. Du skal ikke tro, du er noget. Liberalisten tror til gengæld i sin radikale variant, at præmissen for lighed alene er af økonomisk karakter. Liberalismen bliver derved en gold teleologi, hvor målet altid helliger midlet, og til sidst jagter den kopier af guldkalven, i stedet for at spørge, hvilket stof guldkalven er gjort af, som kunne gavne os alle. Det er derfor, konservatisme er social- og kulturpolitisk i sin inderste nerve. Penge er godt, jovist, men kultur er faktisk endnu bedre.

Debatten mellem konservative og liberalister har været som en diskussion mellem en bager og en konditor. Begge kender til at bage brød og anerkender levebrødet, men kun konditoren kender til også at bage konditorkager, og hver gang han begynder at redegøre for glasur, flødeskum og store hierarkiske konstruktioner, afskriver bageren ham som enfoldig. Det er både dyrt, besværligt og mætter knapt. Med andre ord rummer konservatismen og liberalismen en stor delmængde, men konservatismen har ydermere også andet og mere at byde på.

KONSERVATISMEN er nemlig ikke rationel alene. Den knytter også an til vores eksistens. Det er ikke smart længere kun at interessere sig for penge og køre op og ned ad Ny Østergade i den mest overlæssede BMW med to piger med så store bryster, at de kan ses fra månen. Det er slut, det uæstetiske, som de liberale med god ret er blevet angrebet for at repræsentere. På teateret, i litteraturen eller i vores egen eksistens møder vi ofte irrationelle aspekter uden på nogen vis at finde dem kuriøse, når blot de er indbundet i den rette sal eller indbundet i ret læder. I tilværelsen ville vi finde det grotesk, ja tilmed forskruet, om en mor skulle vrage sit syge barn, dersom hun fik lejlighed til at skaffe sig et andet og raskt. Det sidste ville ellers være rationelt, på grænsen til eutanasi: Objektivt set er et raskt barn bedre end et sygt.

Det er irrationalitet – men med etos. Altså karakter. For den konservative spiller religionen en rolle, hvilket er et anstød for mange (om end måske ikke alle) socialister såvel som liberalister. Det er heller ikke ligegyldigt, hvor vi kommer fra, og hvad vi er rundet af. Nationalitet er afgørende for et menneskes eksistens, også selvom andre nationer eller hypotetiske tilhørsforhold måtte være bedre. Tænk igen på den kærlige mor.

DET LYDER GAMMELDAGS, men i vore dage er det nærmere progressivt. Vores generation vil så forfærdelig gerne være skyldig, men kan ikke rigtig blive det. I en verden fuldkommen blottet for autoriteter er autoritetsopgøret kun et tomt postulat, en postmodernistisk attitude. Tragikomikken var, at man opdrog flere generationer til kun at skulle udmærke sig ved at være grænseoverskridende, men inden da sørgede man også for at overbringe dem en verden komplet blottet for grænser at overskride. Vi lever i en kulturradikal pastiche. Vi er opdraget til at tro, at man kan sparke åbne døre ind og stadig være nyskabende og frisk. Nej, i dag er det allermest progressive at tænke ind i boksen.

Der er vi så, dinglende som statsideologiske hjemløse i en domesticeret kulturradikalisme. Vi lever efter orgiet, revolutionen har fundet sted, æv bæv, endda på alle fronter: sex, politik, køn, arbejdsliv. Og hvad skal vi så lave? Tøjet er allerede klippet af, og nu står vi tilbage som en samling nøgne skoledrenge i gymnastiksalens omklædningsrum. Så må lærerinden finde noget nyt at anvende saksen til. Der er stor fornøjelse ved at knuse en Ming-vase med en hammer. Men at knuse noget allerede knust er patetisk. Eller også haster vi mod et nyt selvrealiseringsprojekt. Det er friktionen, som er forsvundet. Hvis vi skal have den tilbage, så er danmarkshistorien langt fra forbi.

KONSERVATISME SOM ÆSTETISK PROJEKT bliver ofte miskrediteret, fordi den indbyder til en særlig form, der sætter sig igennem i form af sprog, karakter og udtryk, der bryder med normen. Men hvorfor er det partout dubiøst, når et tankesæt rækker ud over det politiske og rationelle og lige så meget griber ind i eksistensen? Hvor absurd ville det ikke lyde, om man rettede en lignende skepsis mod Utzons buer, Picassos kubisme eller PH’s lamper og spurgte: ”Jamen er det ikke bare form?”. Jo vist er det da form, nøjagtig som dannelse er form, blot er det hverken dubiøst eller form for formens skyld. Det er også form, men ikke kun form.

Det vækker derfor ofte anstød for andre end konservative, når eksistentielle tanker præsenteres i en politisk drøftelse, fordi folk af anden observans oplever et eksistentielt ræsonnement som et brud på dialektikkens regler. Det svarer næsten til at tage med hænder i en fodboldkamp at føre eksistentielle argumenter ind i en politisk debat, men konservatismen står netop på mål for disse elementer i værdikampen.

LAD OS IKKE GLEMME, at konservatismen – og ikke eksportudgaven af den – netop søger at sprænge rammerne og ikke har vedkendt sig at indgå på fornuftstyranniets vilkår. Hverken ved at kræve, at alle skal være lige så ens som voksne, som de var, da de var små, ej heller ved at jagte den næste lystyacht på en kagebund af discountkultur, men i form af en progressivitet, der har sovet tornerosesøvn lige siden Brandes og Nietzsche. Det er en omvæltning af alle værdier til forskel fra det skinopgør mellem søskendeparret liberalisme og socialisme, som desværre har fået lov at designe det meste af vores debat og åndelige virke. Lige indtil nu.

SEND GERNE FLERE PENGE. Men kun fordi de penge skal bruges til noget andet end penge. Nemlig kultur. Dermed er konservatismen blevet radikal igen og så progressiv og irrationel som ham, der tør tænke ind i boksen og ikke bare synger med på kulturradikalismens slidte konditorsange: Konservatisme er irrationality with a cause.

Mads Holger (f. 1977) er forfatter, skribent på bl.a. Berlingske Tidende og Euroman, tidligere vært på 24syv, og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Bo Kampmann Walther (f. 1967) er forfatter, journalist på bl.a. Information og Weekendavisen og lektor ved Syddansk Universitet. [ILLUSTRATION: Arkivfoto]