19.07.2015

Euro-zonen ligger netop nu i et ingenmandsland. Vil resten af Europa acceptere, at det i stigende grad er Tyskland, der svinger taktstokken – eller måske, som efter 1989, indkapsle den tyske magt i øget integration? Og kan Merkel i givet fald få tyskernes opbakning til den finanspolitiske union og politiske union, som Helmut Kohl altid mente var nødvendig?

Analyse af Lykke Friis, prorektor Københavns Universitet, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab

NB: denne artikel indgår i et kommende undervisningshæfte fra RÆSON – se mere om dette undervisningsmateriale her

Tirsdag den 14. juli blev der sat foreløbigt punktum i sagaen om Grækenland, da formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk med en lettere omskrivning af Anders Fogh Rasmussens klassiske udtryk fra 2002 (”we have an agreement”) meddelte, at euro-landene havde indgået en ”aGREEKment”. Resultatet af et topmøde, der med 19 timers none-stop forhandlinger tidsmæssigt slog den gamle rekord fra Nice-topmødet i 2000 – og som kun fandt sted efter det ene euro-topmøde og euro-gruppemøde efter det andet.

Men nu venter en lang, kompliceret implementeringsproces, hvor både Grækenland og euro-landene skal træffe vanskelige beslutninger. Set i det lys er det langt fra sikkert, at topmødet i sidste instans sikrede Grækenlands euro-medlemskab.

Derimod er der allerede to ting, som er sikre:

Topmødet har radikalt ændret samarbejdet, da det nu er slået fast, at euroen – modsat hvad der står i den oprindelige Maastricht-traktat – ikke er en ensporet vej. Det er muligt at forlade den fælles mønt. Ikke alene fremgik dette af et udkast, som finansministrene bad deres chefer om at tage stilling til under topmødet; kommissionsformand Jean-Claude Juncker havde få dage forinden på en pressekonference i Bruxelles oplyst et undrende pressekorps om, at Kommissionen havde udarbejdet en detaljeret ”grexit-plan”. Konsekvensen er, at markederne fremadrettet altid vil kunne spekulere i, om et land vil forlade euroen. Uden tvivl vil det udløse krav fra flere lande om, at man må styrke euro-konstruktionen.

Lige så klart er det, at topmødet på ny har katapulteret en gammel kending tilbage på den europæiske dagsorden: Det tyske spørgsmål. Ikke mindst Vesttysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher forsikrede i 1990 igen og igen Tysklands naboer om, at det var et ”europæisk Tyskland”, der lå i kortene – ikke et ”tysk Europa”. Gælder den garanti endnu?

Allerede på topmødenatten blev kansler Merkel og hendes finansminister Wolfgang Schäuble udsat for en veritabel ”shitstorm” på nettet med hashtagget #itsacoup. Nobelpristager Paul Krugman var blandt dem, der brugte hashtagget og således tilsluttede sig opfattelsen af, at de hårde tyske krav om græske reformer var et kup orkestreret fra Berlin. Karikaturtegnerne gik videre endnu og udstyrede Merkel og Schäuble med Hitler-overskæg og SS-uniformer.

Det opblødte ikke kritikken, at Merkel i løbet af natten accepterede en tredje hjælpepakke til Grækenland. I Frankrig fastslog den tidligere præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon derimod, at Tyskland for tredje gang i historien havde ødelagt Europa, mens den græske premierminister Alexis Tsipras syrligt bemærkede, at Europa ”ikke tilhørte Schäuble”. I Europa-Parlamentet havde en debat forinden med Donald Tusk’s ord udviklet sig til en ”anti-tysk demonstration”. Internationale aviser holdt sig heller ikke tilbage – tag bare overskriften i det anerkendte amerikanske Foreign Policy: ”The Berlin Bulldozer and the Sack of Athens”.

Græsk hyperdialektik
Hvis man på næste citybreak til Berlin spadserer ned ad Am Kupfergraben på Museumsinsel, vil man kunne konstatere, at kansler Merkels privatbolig ligger ved siden af det hus, hvor dialektikkens fader Georg Wilhelm Friedrich Hegel boede. Måske er det årsagen til, at Merkel betegnede Tsipras’ forhandlingskurs som ”hyperdialektisk” – andre mindre velbevandrede i filosofien ville blot sige zigzaggende.

I januar i år gik Tsipras’ Syrizaparti til valg på, at der skulle sættes en stopper for den eksisterende lånepakke og Trojkaens knægtelse af Grækenland – og vandt som bekendt regeringsmagten. Efter lange forhandlinger om forlængelse af selvsamme pakke, forlod Tsipras den 26. juni pludselig forhandlingerne og udskrev en folkeafstemning, hvor han anbefalede et nej til en forlængelse af hjælpepakken – og det vel at mærke på trods af at EU, med kommisionsformand Juncker i spidsen, allerede havde slået fast, at tilbuddet var udløbet. Folkeafstemningen den 5. juli, der var præget af voldsomme udfald mod EU, IMF og Tyskland (”forbrydere”, ”ekstremister”, ”finanspolitisk vandtortur”), resulterede i et rungende nej. Selvom Tsipras under valgkampen havde argumenteret for, at netop et nej ville styrke grækernes forhandlingsposition, afleverede hans regering op til euro-topmødet den 10. juli en reformliste til Bruxelles, der var mere vidtgående end den, som Grækenland havde forkastet før afstemningen. Tilsyneladende var Tsipras nået frem til, at Grækenland – med lukkede banker og en truende statsbankerot – alligevel måtte gå efter en tredje hjælpepakke.

Problemet for Tsipras var imidlertid, at den gamle lånepakke nu var udløbet. Hvis Grækenland skulle gøre sig håb om at få en tredje pakke, var det derfor helt andre og langt mere vidtgående reformer, som grækerne skulle lægge på bordet. Før folkeafstemningen forhandlede landene om en forlængelse af den gamle pakke på et halvt år, hvilket ville have udløst 7 mia. euro til Grækenland. Nu debatterede man en ny pakke, der skulle løbe i 3 år og udløse over 50 mia. euro. Dertil kom, at den dialektiske kurs havde skabt voldsom frustration hos de øvrige euro-lande. Chefen for euro-gruppen Jeroen Dijsselbloem sammenfattede det på følgende måde: ”Hvad er grundlaget for vores fremtidige samarbejde? I har afholdt en folkeafstemning om en aftale, som ikke engang var en aftale… og I fortalte Jeres vælgere, at de skulle stemme nej og lovede dem en bedre aftale. Det er umuligt”.

Den græske reformliste var indenfor skiven, hvis målet var at forlænge den gamle pakke, men ifølge langt hovedparten af aktørerne milevidt fra at indfri kravene for at kvalificere sig til en tredje hjælpepakke. Den opfattelse delte også Trojkaen – Kommissionen, IMF og ECB – der nærstuderede reformlisten inden euro-gruppemødet natten til den 11. juli. Lige inden finansministrene skulle mødes i Bruxelles, lækkede den tyske delegation et papir fra Wolfgang Schäubles finansministerium, der slog ned i Bruxelles som en bombe. Den korte udgave var, at det tyske finansministerium ikke mente, at det græske papir var tilstrækkeligt til at udløse en ny vidtgående hjælpepakke. Derfor var der nu to muligheder: enten indsendte grækerne inden topmødet et nyt, stærkt forbedret udspil – eller så skulle landet indlede forhandlinger om at træde midlertidigt ud af euroen i fem år (”Grexit auf Zeit”). Den kontroversielle formulering var iflg. Der Spiegel blev ”clearet” få dage forinden på et møde med Merkel, vicekansler Gabriel og udenrigsminister Steinmeier om bordet.

Ikke mindst papirets formulering om en midlertidig ”grexit” fik Frankrig, Italien og Cypern til at gøre deres stilling klar. Ganske vist var de også frustrerede over Grækenlands zigzag-kurs, men for landene var ”grexit” ikke en option, ikke mindst på grund af de potentielle geopolitiske konsekvenser. Historisk har Grækenland og Balkan således altid været et ”blødt” hjørne i Europa, og landene frygtede, at Grækenland kunne udvikle sig til en ”failed state”. Med direkte adresse til Tyskland gik Italiens premierminister Renzi endda så vidt som til offentligt at slå fast, at ”nok var nok”. Der var grænser for, hvor hårdt man skulle gå til grækerne. For alle lande spillede det nok også ind, at de aldrig har været længst fremme, når det gælder om at overholde euroen’s spilleregler. Kort sagt: de kan meget vel have frygtet, at det var dem, der næste gang blev udsat for kritik.

På euro-gruppemødet var der imidlertid stor opbakning til den tyske position – anført af Holland, Finland og en stor gruppe af de central- og østeuropæiske lande. For sidstnævnte stater var det ganske enkelt uacceptabelt, at de efter at have gennemført hårde reformer på egen hånd, nu skulle betale til et land, der har en væsentlig højere mindsteløn og pensionssatser. Bannerfører for dette synspunkt var Litauens præsident, Dalia Grybauskaité, der efter Grækenlands folkeafstemning lakonisk konstaterede: ”Vi har med et land at gøre, som vil feste og vil have andre landes penge til at afholde festen”.

Trods ni timers forhandlinger lykkedes det ikke euro-gruppen at blive enige om et samlet papir. I stedet afleverede finansministrene et fem siders papir med en række skarpe parenteser, hvori de havde sammenfattede de største stridspunkter. Ét af dem drejede sig netop om en midlertidig ”grexit”: ”I det tilfælde, at der ikke kan opnås enighed med Grækenland, skal landet tilbydes en hurtig forhandling om en ’timeout’ fra euro-zonen med mulig gældsrestrukturering”.

Ikke mindst formuleringen om en midlertidig ”grexit” fik Frankrig, Italien og Cypern til at gøre deres stilling klar. Ganske vist var de også frustrerede over Grækenlands zigzag-kurs, men for landene var ”grexit” ikke en option, ikke mindst på grund af de potentielle geopolitiske konsekvenser
____________________

 

Nattedrama i Bruxelles
Da stats- og regeringscheferne ankom til topmødet, var der ikke den store optimisme at spore. Frankrigs præsident Francois Hollande brugte sin taletid på at slå fast, at en midlertidig ”grexit” var en illusion – enten forlod man euroen, eller så forblev man i euroen. Vittige sjæle bemærkede da også tørt på gangene i Justus Lipsius-bygningen, at det som oftest resulterer i en skilsmisse, når en ægtefælle anmoder om en fem års tænkepause! Merkel derimod slog fast, hvad hun mente, der var topmødets egentlige emne: ”Den vigtigste valuta er gået tabt – tillid”. Bemærkningen var en slet skjult hentydning til, at tyskerne havde svært ved at tro på Tsipras’ ”hyperdialektik”: Hvorfor ville han pludselig nu gennemføre reformer, som han få dage for inden havde opfordret befolkningen til at forkaste ved en folkeafstemning? Hvis grækerne ville vinde de øvrige landes tillid, kunne de derfor passende starte med at vedtage nogle reformer frem for kun at tale om dem. ”Just do it”, som Schäuble sagde. Det styrkede bestemt ikke tilliden til Grækenland, at landet ifølge IMF var bagud med 15 reformer, som de havde forpligtet sig til i den anden hjælpepakke.

Lige så vigtigt var det dog, at Kanslerens udtalelse kunne tolkes som en understregning af nødvendigheden af at bevare tilliden til euroen selv. For hvordan skulle markederne og andre lande dog fremadrettet have tillid til euroen, hvis et land bare kunne ændre reglerne efter forgodtbefindende? Hermed rørte Merkel ved et emne, der spillede en central rolle op til euroens fødsel i Maastricht: Ville euroen, modsat D-marken, ende med at blive en blød valuta (”weicher Euro”), fordi landene ikke ville overholde reglerne?

På selve topmødet måtte forhandlingsleder Donald Tusk adskillige gange afbryde plenumforhandlingerne og rykke forhandlingerne ud i mindre grupper (”skriftestol”). Som regel bestod undergruppen af Tusk, Merkel, Hollande og Tsipras. Netop det forhold, at Merkel og Hollande (trods de knubbede ord op til topmødet) forhandlede side om side var afgørende for topmødets udfald. I et klassisk tysk-fransk kompromis blev Merkel og Hollande enige om, at Merkel skulle acceptere, at sætningen om et midlertidigt ”grexit” skulle fjernes, mod at Hollande accepterede den tyske mærkesag om etableringen af en græsk privatiseringsfond efter tysk forbillede. I forbindelse med genforeningen stod en fond (Treuhandanstalt) således for privatiseringen af de østtyske statsejede virksomheder.

Tidligt om morgenen accepterede Tsipras efter en række telefonopkald til Athen så kravet om, at IMF og dermed Trojkaen også skulle være involveret i en tredje hjælpepakke. Kl. 6 var der derfor kun én knast tilbage: hvor stor skulle privatiseringsfonden være, og skulle alle penge gå til at afdrage grækernes gæld? Efter endnu en forhandling mellem Tusk, Hollande, Merkel og Tsipras var det kun få milliarder, der skilte parterne. Merkel insisterede på, at 10 mia. euro skulle gå til investeringer; Tsipras 15 mia. Ifølge Der Spiegel foreslog Merkel nu, at topmødet skulle afbrydes, og at der skulle indkaldes et nyt om onsdagen. Det fik Tusk til at sætte hårdt mod hårdt: ”Hvis I stopper forhandlingerne, siger jeg følgende til pressen: Europa er tæt på en katastrofe pga. 2,5 mia. euro”. Kompromiset blev en fond på op til 50 mia., hvoraf 12,5 mia. skal gå til investeringer. I modsætning til Tysklands oprindelige forslag kom fonden også til at ligge i Athen og ikke i Luxembourg.

Efter mødet fløj Tsipras direkte hjem, hvor han mere end antydede, at han havde fået pistolen for tindingen: ”Jeg stod over for tre muligheder: at acceptere aftalen, som jeg på flere punkter er imod, en ukontrolleret statsbankerot eller Schäuble-planen”. Efter trusler om at gå af – og trods nejstemmer fra en fjerdedel af hans eget partis parlamentsmedlemmer – lykkedes det den 16. juli Tsipras at få opbakning til de første fire retsakter i en lang stribe af reformer, der skal vedtages, før forhandlingerne om den tredje hjælpepakke kan afsluttes.

Tusk satte hårdt mod hårdt: ”Hvis I stopper forhandlingerne, siger jeg følgende til pressen: Europa er tæt på en katastrofe pga. 2,5 mia. euro”.
____________________

 

Det tyske Europa…?
Nærstuderer man aftalen, er der ingen tvivl om, at den i høj grad er skrevet med tysk blæk. I realiteten kom Tyskland igennem med alle sine specifikke krav:

For det første er IMF fortsat en del af den nye hjælpepakke. Netop IMFs rolle har hele vejen igennem været altafgørende for Merkel. Reelt er dét også et spørgsmål om tillid – Merkel har nemlig langt større tillid til, at IMF kan kontrollere processen i Grækenland end at EU-kommissionen vil kunne det. Dertil kommer, at IMF traditionelt er i stand til at få sine udlånte penge tilbage.
For det andet fik Tyskland opbakning til etablering af en græsk privatiseringsfond – en fond, der i tysk optik skal øge chancerne for, at der endelig sker noget på privatiseringsfronten i Athen. Beløbet på ”op til 50 mia. euro” blev fastholdt på trods af, at flere lande, og også Europa-Parlamentets formand Martin Schulz, fremførte, at det var urealistisk.
For det tredje skal grækerne – igen efter tysk forbillede – indføre en gældsbremse (”Schuldenbremse”), så de fremadrettet ikke kan generere nye underskud. I princippet indgår bremsen dog allerede i Finanspagten, der blev vedtaget i 2011.

Sidst men ikke mindst lykkedes det for Tyskland (og Finland, Holland m.fl.) at blokere for alle græske ønsker om gældseftergivelse. Det eneste grækerne fik, var et gammelt løfte fra 2012 om, at euro-landene er villige til at se på en omstrukturering af gælden, når grækerne HAR leveret reformer. Igen og igen slog Schäuble fast, at gældseftergivelse ikke var tilladt inden for traktaten og dermed den økonomiske og monetære union. Hvis Grækenland insisterede herpå, måtte de derfor træde midlertidigt ud af euroen. Ikke mindst i amerikanske medier blev synspunktet mødt med kritik, og paralleller til Versailles-traktaten og gældseftergivelse til Tyskland i 1953 blev trukket frem – sammenligninger, som kansleren på sin afsluttende pressekonference efter topmødet afviste: ”Jeg deltager ikke i historiske analogier, især ikke når jeg ikke selv har opstillet dem. Efter min opfattelse er der tale om et program, som ligger fuldt på linje med det, vi har indgået med andre lande. Det var også det budskab som [Irlands premierminister] Enda Kenny, [Portugals premierminister] Pedro Coelho og [Spaniens premierminister] Mariano Rajoy fremførte i går og i dag. Det er ikke et unikt [program], rent bortset fra at finansieringen er relativt stor”.

At der trods alt var tale om, at Tyskland måtte give sig på nogle punkter, fremgår bl.a. af den manglende ”grexit-sætning”. Her valgte Merkel at støtte Francois Hollande frem for sin finansminister. Sætningen havde udviklet sig til en rød klud for grækerne og var sandsynligvis i høj grad udtryk for forhandlingstaktik: hvis ikke I leverer, Grækenland, er der en plan B. Som Kansleren nøgternt fremførte på pressekonferencen, var plan B under alle omstændigheder afhængig af grækernes accept, da EU-traktaten ikke tillader, at lande smides ud af euroen. I samme dur forsøgte Forbundspræsident Joachim Gauck at nedtone sætningen: ”Et så stort land som Tyskland bliver nødt til også at overveje forskellige løsningsmodeller”.

I Merkels optik var topmødet derfor ikke udtryk for et tysk diktat: tyskerne gav sig på ”grexit” og forfægtede konsekvent synspunkter, som flertallet af euro-landene også støttede. Ifølge Donald Tusk var det faktisk ikke Tyskland, der var den hårdeste forhandler: ”omkring kl. 23 stod det klart, at det ikke var Tyskland, der var det hårdeste land… Kansler Merkel var klar til at indgå et kompromis, og nogle af landene var bange for, at dette kompromis ville være uacceptabelt for dem eller for deres parlamenter”. Eller som en euro-gruppe-minister (måske ikke videre charmerende) udtrykte det over for Financial Times: ”Manden i kørestolen ved bordenden er ikke den hårdeste mand i lokalet”.

Tager man endnu højere op i helikopteren, var det forhold, at Tyskland overhovedet accepterede endnu en hjælpepakke udtryk for, at landet tænkte europæisk. Gang på gang havde Kansleren således forsikret sit skeptiske bagland i CDU/CSU om, at det ikke var nødvendigt med endnu en græsk hjælpepakke – en pakke, som Tyskland i henhold til fordelingsnøglen skal betale 26 pct. af. At der bestemt også er analytikere uden for Tyskland, der abonnerer på dette synspunkt, er Financial Times’ Gideon Rachman et godt eksempel på: ”Den tyske regering har netop accepteret en ny multi-milliard-hjælpepakke til Grækenland – den tredje i rækken. Som modydelse har den modtaget løfter om økonomiske reformer fra en græsk regering, som har gjort det klart, at den grundlæggende er helt uenig med det, den har accepteret. Syriza-regeringen vil gøre alt, hvad den kan for at forpurre aftalen. Hvis det er en tysk sejr, så ville jeg nødig se et tysk nederlag”. Efter topmødet var Donald Tusk inde på noget tilsvarende: ”Jeg er 100 procent sikker på, at Tyskland ikke er vinderen i politisk forstand… da Tyskland økonomisk skal bidrage meget mere end noget andet land”.
Set fra Berlin var der derfor samlet set tale om, at Tyskland ganske vist forsvarede de tyske interesser, men samtidigt også bidrog til en europæisk løsning. Eller for at omskrive Hans-Dietrich Genschers ordsprog til i dag: Grækenlands-topmøde er et tegn på, at vi 25 år efter genforeningen både har et tysk Europa og et europæisk Tyskland. Tyskerne tænker fortsat europæisk og vil, ikke mindst på grund af den tyske historie, nødigt stå med ansvaret for, at Grækenland forlader euroen. Dertil kommer bekymringen for, at et kaotisk ”grexit”, uden grækernes accept, ville svække stabiliteten på Balkan, vanskeliggøre en fælles flygtningeindsats – på et tidspunkt, hvor Grækenland har overgået Italien, som det EU-land, der modtager flest flygtninge – og ikke mindst: komplicere en fortsættelse af den fælles sanktionspolitik over for Ruslands Putin.

Lige så klart er det imidlertid, at redningen i høj grad skulle ske på tyske præmisser, så opbakning på hjemmefronten kunne sikres. I realiteten illustrerer Grækenlandtopmødet derfor, at Tyskland, helt som andre nationalstater, skal balancere mellem overordnede strategiske interesser og specifikke økonomiske og indenrigspolitiske interesser. Kort sagt: Tyskland er blevet ”normalt”.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad det var for ”tyske” interesser, der fik Merkel og Schäuble til at vælge en kurs, som også har udløst betydelig kritik internt i Tyskland. Klarest i mælet var filosoffen Jürgen Habermas: ”Jeg frygter, at den tyske regering, inklusive den socialdemokratiske koalitionspartner, på én nat har tabt al den politiske kapital som et bedre Tyskland har opsamlet i et halvt århundrede…Hidtidige tyske regeringer har udvist større politiske følsomhed og en større ’post-national-mentalitet’”.

I realiteten illustrerer Grækenlandtopmødet derfor, at Tyskland, helt som andre nationalstater, skal balancere mellem overordnede strategiske interesser og specifikke økonomiske og indenrigspolitiske interesser. Kort sagt: Tyskland er blevet ”normalt”
____________________

 

Umiddelbart bidrog 3 faktorer til den hårde tyske linje:

I) I forbindelse med den seneste Grækenlandsredning (2011-2012) fastslog Merkel, at euroens sammenbrud automatisk vil få den europæiske integrationsproces til at bryde sammen: ”Scheitert der Euro, scheitert Europa”. Denne sætning blev tolket som, at Merkel netop ville holde Grækenland i euroen for at redde samarbejdet. Hvis først et land forlod euroen, kunne det skabe præcedens, og krisen kunne hurtigt sprede sig til flere lande. Den risiko måtte man undgå. Efter at Grækenland over flere omgange ikke havde levet op til euro-spillereglerne, var betydningen af det samme slogan imidlertid en ganske anden i 2015: EU-samarbejdet og euroen risikerer at bryde sammen, hvis lande ikke overholder de mest basale spilleregler. Euroens troværdighed vil hurtigt gå fløjten, og andre lande vil efter protestvalg kunne stille sig op i køen og forlange lignende store milliardpakker. Hvorfor skal f.eks. Spanien fortsætte den hårde reformkurs, hvis en regering anført af protestpartiet Podemos kan pege på, at man i stedet kan satse på en hjælpepakke? Eller som en skribent på månedsmagasinet Ciceros hjemmeside udtrykte det: ”Man er kun en god europæer, hvis man sætter en stopper for, at spillerne Tsipras og [ex-finansminister] Varoufakis kan bruge euroen som deres legetøj”. Dette var også et synspunkt, som den indflydelsesrige avis Frankfurter Allgemeine Zeitung gentog igen og igen. Schäuble, støttet af mange kommentatorer, slog også fast, at situationen i 2015 var en fundamental anden end i 2011-12. Euro-landene havde nemlig brugt den mellemliggende periode til at opføre en brandmur bestående af en finanspagt og bankunion, der sikrede, at et ”grexit” ikke umiddelbart ville brede sig som en steppebrand til nabolandene – der for øvrigt også havde fortsat de stramme økonomiske reformer. Kort sagt: der var ikke længere et økonomisk argument for, at et ”grexit” kunne rive hele euroen (for slet ikke tale om integrationsprocessen) med ned i faldet.

II) Den anden forklaring skal søges i, at tyske politikere vitterlig er overbeviste om, at de har ordineret den rette økonomiske medicin – reformer og styr på offentlige udgifter. Allerede op til Europa-Parlamentsvalget i 2014 slog Schäuble til lyd for, at de andre lande skulle gøre som Tyskland – simpelthen fordi de er udsat for den samme internationale konkurrence: ”Det drejer sig om at skabe rammebetingelser for vores erhvervsliv i den globale konkurrence i en tid, hvor Europa også er udfordret af den demografiske udvikling. Det er ikke tyske ideer, men et bud på en politik, der sikrer fremtiden”. Hans Kundnani fra German Marshall Foundation har udtrykt samme pointe på følgende vis: ”Den tyske regering er af den opfattelse, at det grundlæggende er i Europas interesse at blive mere som Tyskland… Strategien over for Grækenland er udtryk for, at Tyskland prøver at ophæve sin egen historie til en universel visdom”. Som en konsekvens heraf har tyske politikere med Kansleren i spidsen konsekvent henvist til, at reformkursen jo har virket i Irland, Spanien, Italien – ja, selv i Grækenland var væksten så småt begyndt at vende tilbage, før Syriza kom til. Kernen i den græske krise er derfor, at grækerne ikke har taget deres medicin til tiden, og at det præcist er dét, der frustrerer tyskerne! Eller som Frankrigs økonomiminister Emmanuel Macron har udtrykt det: ”Europa gennemgår en religionskrig mellem et calvinistisk Nordeuropa, som ikke vil tilgive synderne, og et katolsk Europa [Frankrig og Italien] i syd, som vil gå videre til næste kapitel”. I samme dur har Merkel i de senere år udviklet et mantra, som stort set indgår i alle hendes taler: med en befolkning på mellem 6 og 7 pct. af verdens indbyggere står Europa for ca. 25 pct. af verdens BNP, men hele 50 pct. af verdens udgifter til sociale ydelser. Kort sagt: Hvis Europa fortsat skal kunne klare sig i konkurrencen med nye vækstøkonomier som Kina, er der ingen vej uden om reformer.

III) Den tredje forklaring på forhandlingskursen er ren indenrigspolitisk. Allerede i forbindelse med afstemningen om støtte til Grækenland i februar 2015 stemte 29 CDU/CSU medlemmer nej til en forlængelse af hjælpepakken, samtidigt med at 118 afgav en ”stemmeerklæring” om, at de ville have svært ved at stemme for en tredje hjælpepakke. I forhandlingerne var Merkel derfor tvunget til at insistere på klare reformtilsagn fra grækerne. Situationen blev ikke lettet af, at hun i slutspurten blev overhalet indenom af sin vicekansler, SPD’s formand Sigmar Gabriel. Allerede inden valgresultatet var offentliggjort fra den græske folkeafstemning, erklærede han, at Grækenland nu havde ”brændt den sidste bro”. Analysen fra Gabriel, der dog kom under beskydning fra egne række, var klar: Merkel havde i de sidste mange år vundet mange stemmer på at være den dygtige ”Krisenkanzler”, der vogtede over tyskernes penge. Nu gjaldt det om også at indtage denne position. Ellers kunne SPD godt glemme alt om igen at erobre kanslerposten.

Den kritiske kurs over for Grækenland blev kun understøttet af, at Gabriels nye strategiske sigtemærke op til Forbundsdagsvalget i 2017 er ”den arbejdende midte”, altså midtervælgere fra arbejdsklassen. Og de var mildest talt ikke interesserede i at betale mere til Grækenland. Som en logisk konsekvens var Merkel (og Gabriel) nødt til at insistere på meget detaljerede reformer – også fordi de ellers ville være stødt ind i betydelige problemer under ratifikationen i Forbundsdagen.

På den indenrigspolitiske front kommer man heller ikke udenom, at såvel Merkel som Gabriel også skelede til det nye euro-skeptiske parti, Alternative für Deutschland. Partiet klarede spærregrænsen til Europa-Parlamentsvalget og er også kommet ind i fem delstater. Lige p.t ligger partiet underdrejet pga. personopgør, der resulterede i, at partistifter Bernd Lucke blev væltet dagen før den græske folkeafstemning. Spørgsmålet er imidlertid om partiet ikke for alvor kunne have slået mønt af Grækenland, hvis det havde haft styr på tropperne. Er man i tvivl om, at der er en massiv euroskeptisk grobund i Tyskland, skal man bare gå ind på tabloidavisen BILD-Zeitungs hjemmeside. Avisen har dækket de sidste ugers opgør om Grækenland som en fodboldkamp – med Wolfgang Schäuble som nationens ypperste spiller og anfører. Samlet set var Merkel og Gabriel derfor så pressede indenrigspolitisk, at de følte sig nødsaget til at insistere på markante reformer. Ellers risikerede de ganske enkelt at støde ind i betydelige komplikationer, når Grækenlands-beslutningen skulle godkendes i Bundestag. I den sammenhæng hjalp det bestemt ikke på tilliden til grækerne, at Tsipras undlod at informere Merkel om, at han ville anbefale et nej i folkeafstemningen, samtidig med at han fandt det passende at ringe til Putin før til Berlin efter afstemningen.

Det hjalp bestemt ikke, at Tsipras undlod at informere Merkel om, at han ville anbefale et nej i folkeafstemningen, samtidig med at han fandt det passende at ringe til Putin før til Berlin efter afstemningen
____________________

 

Det tyske århundrede?
Det dramatiske topmøde i Bruxelles fandt sted på årsdagen for én af Merkels absolutte stjernestunder – Tysklands VM-sejr i fodbold på Maracanã i Rio. Tyskernes fejende flotte fodboldspil, men også ydmyge facon, hvor de næsten undskyldte for 7-1-sejren i semifinalen over værtsnationen, udløste en bølge af Tysklands-eufori på globalt plan. Tag bare det amerikanske tidskrift Newsweek, der gik så vidt som til at indvarsle ”det tyske århundrede”: ”Hvor Storbritanniens dominans i det 19. århundrede hang sammen med koloniernes rækkevidde, og det amerikanske århundrede voksede ud af militær styrke og kulturelt overherredømme, skyldes Tysklands fremmarch i dag snarere den fredelige eksport af politiske løsninger og forretningsmodeller, som har vist sig at være uhyre succesfulde på hjemmefronten”.

I dagene og ugerne efter topmødet vil pendulet uden tvivl svinge den anden vej, og som den rationelle og analytiske kansler som Merkel er, vil hun vil sikkert kaste et kritisk blik på forløbet. Var det f.eks. nødvendigt at insistere på op til 50 mia. euro til den græske privatiseringsfond? Hvor klogt var det, at Schäuble over for sin amerikanske finansminister kollega ”jokede med”, at han gerne optog det gældsplagede Puerto Rico i Euro-zonen, hvis USA blot tog Grækenland med i Dollar-zonen? For slet ikke at tale om Tysklands insisteren på, at IMF skal med i den tredje hjælpepakke, når IMF to dage efter topmødet argumenterede for, at Grækenland har brug for gældsnedsættelse?

Grundlæggende ændrer dette imidlertid ikke ved, at Merkel (i sin egen optik) forsøgte at balancere mellem tyske og europæiske interesser.

Lige så klart er det, at topmødet også viser, at det øvrige Europa fortsat har svært ved at acceptere, at Tyskland et kvart århundrede efter genforeningen og 70 år efter Anden Verdenskrigs afslutning også har en legitim ret til at forsvare sine egne interesser. De mange nazi-analogier fra græske aviser og ikke mindst den tidligere finansminister Varoufakis’ reference til en ny Versailles-traktat på topmødenatten var således direkte forsøg på at mistænkeliggøre enhver form for tyske interesser og fremstille dem som illegitime.

I de kommende måneder bliver der derfor meget at samle op på. Hvis resten af Europa ikke vil acceptere, at det i stigende grad er Tyskland, der svinger taktstokken, vil de så være villige til at indkapsle den tyske magt i øget integration – helt som efter murens fald med Maastricht-traktaten – også selvom det kræver ny suverænitetsoverførelse og nye folkeafstemninger? Og kan en tysk regering i 2015 få opbakning fra sin egen befolkning til den finanspolitiske union og politiske union, som Helmut Kohl altid mente var nødvendig, men som han ikke kunne få franskmændene med på? I dagene efter topmødet satte Schäuble ord på denne komplicerede situation, hvor euroen synes fanget i et ingenmandsmand – mellem den nuværende ustabile konstruktion og Kohls gamle vision: ”I de senere år er det ikke blevet lettere at gå ind for ’mere Europa’. Men jeg giver ikke op; jeg er realist, og derfor påstår jeg ikke, at vi kun kan redde euroen, hvis vi kommer igennem med traktatændringer. Så må vi klare os uden. Altafgørende bliver det så, at vi overholder og gennemfører reglerne. Når vi så gør det, ja så bliver vi mødt med anklagen om, at vi indretter et protektorat eller afskaffer demokratiet”. Set i det lys havde Renzi ret, da han på vej ud af topmødet udbrød: ”I dag har vi måske reddet Grækenland. Nu gælder det om at redde Europa”.

Renzi havde ret, da han på vej ud af topmødet udbrød: ”I dag har vi måske reddet Grækenland. Nu gælder det om at redde Europa”
____________________

 

Efterskrift
Den 17. juli – på Angela Merkels 61 års fødselsdag – stemte et flertal i Forbundsdagen (439 mod 119) ja til, at forhandlingerne om en tredje hjælpepakke kan gå i gang. 60 parlamentarikere i Merkels egen CDU/CSU-gruppe stemte mod Merkel, medens 5 stemte blankt. Hermed var det en femtedel af Merkels parlamentarikere, der ikke kunne bakke op om hendes politik på et uhyre centralt område.

Hos SPD var der mere styr på tropperne – kun 4 stemte imod. Det skabte dog nogen opmærksomhed, at den ene var partiets tidligere kanslerkandidat, Peer Steinbrück, der også havde været Merkels finansminister under finanskrisen. Ifølge ham er det kun et spørgsmål om tid, før EU må tilbyde Grækenland en fjerde hjælpepakke. Ligesom Schäuble var han derfor af den opfattelse, at et ”midlertidigt grexit” – kombineret med gældseftergivelse – var en bedre løsning.

Op til afstemningen lagde Merkel særlig vægt på de geopolitiske konsekvenser ved en manglende aftale. ”Hvad sker der med Grækenland i lyset af flygtningekatastrofen og truslen fra islamisk stat?” spurgte hun. Under debatten betonede Kansleren, at Tyskland indgår i et ”skæbnefælleskab” med hele EU: ”Det kan kun gå Tyskland godt, hvis det går Europa godt”. Den af mange foretrukne ”forhandlede grexit” var ikke en mulighed, da Grækenland pure havde afvist den. Alternativet til pakken var derfor ”kaos og vold… et brud med ’ansvarsfællesskabet’”. Ifølge Kansleren var det et åbent spørgsmål om euro-gruppen og Grækenland efterfølgende kunne blive enige, men det ville være uforsvarligt ikke at give dem chancen.


Det forhold, at så mange i CDU/CSU stemte imod hende, vil uden tvivl indsnævre Kanslerens handlerum, når forhandlingerne om den konkrete hjælpepakke går i gang efter sommerferien. I Tyskland skal Forbundsdagen nemlig også give dets accept til det endelige forhandlingsresultat. Over for kollegerne kan Merkel og Schäuble derfor konsekvent sige: ”Beklager, vi kan ikke rykke os mere. Prøv at se hvor mange, der allerede stemte imod i vores parti i juli”.

Samme dag som Forbundsdagen stemte, viste en ny meningsmåling, at den tyske befolkning er stærkt splittede i to næsten lige to grupper: Ifølge 46 pct. af tyskerne bør Forbundsdagen acceptere, at der forhandles; 49 pct. er imod. Kun 11 pct. er af den opfattelse, at den tredje hjælpepakke for alvor styrker Grækenlands økonomi. Målingen viste dog også, at kansler Merkels parti ikke har tabt på Grækenlandsredningen. Tværtimod, hendes parti er gået marginalt frem (fra 40 til 41 pct.), mens socialdemokraterne i SPD tilsvarende har tabt et procentpoint.
Dagen efter målingen meldte CSU-formand Horst Seehofer klart ud: Merkel skal genopstille ved Forbundsdagsvalget i 2017 – ”Vi kan kun vinde med hende”. På trods af – eller måske netop pga. Merkels (hårde) Grækenlandspolitik – er det mest sandsynlige scenario da også, at hun i 2017 kan vinde sit fjerde forbundsdagsvalg i træk. ◼

Lykke Friis’ seneste bog er ”Hund efter Tyskland – 25 år murens fald” ( Gyldendal Business 2014). Hun har desuden skrevet kapitlet om Tyskland i ”Verdens Magter” (RÆSONs Forlag 2014). ILLUSTRATION: Merkel til topmøde [foto: Xinhua/Zhou Lei/ZUMA Wire/Polfoto]