19.03.2015

Regionale magters indblanden og senest Islamisk Stats indtog i moradset truer med at udløse endnu en omfattende militærintervention i det olie-rige land, hvor kampene stadig raser mellem Tobruk og Tripoli, operation Dignity og operation Libya Dawn. RÆSON har talt med seniorforsker Rasmus Alenius Boserup om Libyens nære fremtid.

ANALYSE af Hetav Rojan, RÆSONs mellemøstredaktør

I marts er det fire år siden, de første danske F-16 jagerfly smed bomber efter libyske sikkerhedsstyrker som del af NATOs militærintervention. Det blev enden på fire årtiers diktatur under Muammar Gadaffi. Siden har lokale krigsherrer og væbnede militser kæmpet en indædt og bitter kamp om at få overhånden på slagmarkerne. De udfordrer dermed idéen om Libyens fremtid som enhedsstat. I denne kulisse af lovløshed og vold, baseret i hver sin ende af landet, kæmper to stridende regeringer med deres allierede militser om at erklære sig herre over det olierige land.

De skrøbelige fredsforhandlinger, som FN ihærdigt har arbejdet for at holde oven vande, brød sammen i slutningen af februar. Men FN’s støttemission i landet (UNSMIL) har meldt ud, at forhandlingerne genoptages idag [torsdag 19/3, red.]. EUs udenrigschef, Federica Mogherini, udtalte mandag, at EU støtter de nye forhandlinger, og at man fra Bruxelles ikke ser et alternativ til den politiske dialog. Men situationen på landjorden spidser til. Kort efter Mogherinis kommentarer udtalte den egyptisk-støttede, libyske hærfører General Hafter, at hans militæroffensiv vil fortsætte, så der kan blive luget ud i fjendens frontlinjer.

Selvom FNs Sikkerhedsråd tilbage i 2011 pålagde Libyen en omfattende våbenembargo, har en ny rapport fra FN afsløret, at adskillige anonyme våbenladninger har fundet vej til libyske havne, siden borgerkrigen brød ud i 2011. Der tegner sig et billede af et bredere, regionalt tovtrækkeri, som langsomt river Libyen op i limningen. Regionens politiske hovedstæder som Cairo, Abu Dhabi og Doha forsøger ihærdigt at skubbe magtbalancen til egen fordel, hvilket kun forplumrer udsigterne til en fredelig løsning af det libyske stormvejr. Og det er civilbefolkningen, der bøder. De officielle tal fra FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, peger på snart 400.000 internt fordrevne. Men medregner man de flygtninge, der ikke er registreret, kan det reelle tal være langt højere, fortæller UNHCRs kontor i Libyen til RÆSON.

To modpoler deler Libyen på tværs
I kernen af Libyen-konflikten står to regeringer med hver sit parlament, der ikke anerkender modpartens legitimitet. Tobruk-regeringen i øst og Tripoli-regeringen i vest har delt landet imellem sig i et forsøg på at møve modparten væk fra landets politiske scene. Den notoriske mistillid imellem de to parter har rødder tilbage til 2011 og ugerne efter Gaddafi-regimets faldt. På daværende tidspunkt tegnede den dominerende politiske retorik en skillelinje imellem nationalistiske, sekulære militser med loyalitet til sikkerhedsapparatet fra det gamle Gaddafi-regime på den ene side, og islamistiske militser med en større troskab til det Muslimske Broderskab og lignende outlets for politisk islam på den anden side.

Det var med denne konflikt som baggrundstæppe, at en tidligere general i Gaddafis hær, Khalifa Hafter, så sit snit til at kuppe sig til magten. I takt med at islamistiske militser strammede grebet om byer som Derna, Benghazi og Tripoli, frygtede militærapparatets øverste generaler at miste terræn både politisk og militært til de samme militser, der havde hevet Gadaffi af sin enevældige trone. Hafters tæft for politisk mobilisering og hans solide netværk på toppen af Libyens militære magtelite gav ham tilstrækkelig politisk momentum og opbakning til at lancere en militæroffensiv, der skulle luge ud i de fjendtlige militser. Kampagnen blev døbt Operation Dignity. Hafter havde succes med at sælge offensiven til befolkningen som en ”antiterror-operation” ved at benytte sig af det islamistiske fjendebillede som rygdækning. Det opildnede nationalistiske militser og lokale krigsherrer til at gribe til våben og følge generalen til hovedstaden Tripolis byporte.

”Hafter er Egyptens stedfortræder i libyisk politik, og bliver kaldt Libyens Sisi af sine modstandere,“ fortæller Rasmus Alenius Boserup, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i arabisk politik til RÆSON. ”Efter revolutionen var han – og er stadig – drivkraften bag den sekulære og nationalistiske tanke, som ‘Operation Dignity’ er et udtryk for. Hans støtter består hovedsageligt af militærfolk fra Gaddafis gamle elite, politifolk, officerer fra flyvevåbnet, hæren og efterretningstjenesterne. General Hafters støtte strækker sig via Cairo til De Forenede Arabiske Emirater og videre ned i Golfen med en stiltiende accept fra Saudi Arabien.”

Som et modsvar til Hafters angreb samlede revolutionære brigader fra Misrata sig omkring militante islamister og lancerede Operation Libya Dawn, der snart rullede østover med bred folkelig støtte i det vestlige Libyen. På kort tid lykkedes det Dawn-koalitionen at jage premierminister Abdullah al-Thanis internationalt anerkendte regering ud af hovedstaden. Thanis regering, vis egentlige kilde til magt er Hafters militær, flygtede til kystbyen Tobruk i det østlige Libyen. Tripoli faldt derved i hænderne på den islamisk-orienterede Nationale Enhedskongres (GNC). Militser loyale til GNC’s regering med premierminister Omar al-Hassi i spidsen sidder således tungt på de tre strategisk vigtige byer Misrata, Benghazi og hovedstaden Tripoli.

Kløften mellem Libyens politiske parter er kun blevet dybere, og Dignity og Dawn-bevægelserne ligger i skyttegravskrig med hinanden. I Tobruk sidder al-Thani med en slagkraftig rygdækning med general Hafters Dignity-koalition af militser samt Cairo og Golflandenes militæraktivisme som trumfkort. I Tripoli har Dawn-koalitionen med al-Hassi i spidsen et godt tag på islamistiske militser bakket op af Broderskabs-venlige stater som Tyrkiet og Qatar. Men borgerkrigens konfliktlinjer strækker sig over klanforhold, lokalpolitik og religiøse enklaver, der både overlapper og konflikter på tværs af hinanden i et virvar af alliancer og rivaliseringer. Derfor kan konflikten læses igennem flere tematikker: revolutionære kontra det gamle regime; politiske islamister kontra sekulære nationalister; etniske arabere kontra berbere og ikke-arabiske mindretal.

Faren ved at se det verserende magtspil udelukkende som et opgør mellem nationalister og islamister er, at fortællingen ofte udvisker uenigheder og magtkampe indbyrdes imellem militserne, der ikke er ubetinget loyale over for den bredere koalition. Men begge fløje benytter sig af netop denne splittende politiske retorik for at samle opbakning bag sig. Så længe det er politisk lukrativt at sælge sin egen kamp i en optik som nationalister versus islamister, vil dén fortælling være fremherskende.

Islamisk Stat i rampelyset
Et svindende antal journalister og manglen på efterretninger om situationen i Libyen vanskeliggør en kortlægning af de interne dynamikker i Dignity- og Dawn-koalitionerne. Men træder man et skridt tilbage, tegner der sig et tydeligt billede af konfliktens indvirkning på regionen. Senest har Islamisk Stat (IS) møvet sig ind på den i forvejen skrøbelige politiske scene for at udnytte det magttomrum, landet politiske splittelse har skabt.

”Islamisk Stat i Libyen er skabt af hjemvendte syrienskrigere, som samlede sig omkring en af Abu Bakr al-Baghdadis operative agenter sendt fra Raqqa. Et af IS’ tilholdssteder er kystbyen Derna, som er kendt som et hotspot for militante islamister. Eksporten af salafistiske foreign fighters [helligkrigere, red.] fra Derna har været skyhøj igennem de sidste 10 år – helt tilbage til Irak-krigen i 2003, men også til Syrien-konflikten. Den tendens for aktivistisk og militant islamisme skal læses som symptom på et Libyen under Gadaffi, som var overordentligt repressivt over for islamister af enhver afskygning,” forklarer Rasmus Boserup.

Men som landet ligger nu, levner han ikke IS mange chancer for en ligeså succesfuld ekspansion, som vi har været vidner til i Irak og Syrien: ”IS’ grundtaksonomi holder ikke i Libyen. Der findes ikke et sunni-shia-sekterisk skel, som gruppen kan udnytte. Derimod er der etniske spændinger, og dét kan udvikle sig til at blive voldeligt. Men det er en gnist, IS ikke har haft held med at antænde,” fortsætter han.

Egyptisk opportunisme
Derimod peger Boserup på, at Cairo benytter truslen fra Islamisk Stat som påskud for at udvide sin rolle i Libyen. Særligt efter udgivelsen af IS’ kontroversielle video, der viser 21 koptiske kristne egypteres simultane halshugninger foran rullende kamera. Under et døgn senere var egyptiske F-16 kampfly på vingerne for at hævne sig på de militante islamister. Men analytikere peger på, at Dawn-koalitionens militser også blev mål for de egyptiske bomber. Cairo bruger nu IS’ tilstedeværelse i Libyen som påskud for en række militære indgreb i landet. Rasmus Boserup mener, at luftbombardementer ligeledes benyttes til at skubbe magtbalancen mellem Tobruk og Tripoli til egen fordel.

Alison Pargeter, analytiker ved den britiske tænketank Royal United Services Institute, læner sig op ad samme læsning: ”Egypten er særligt interesseret i at forstærke truslen fra Islamisk Stat i Libyen, da man desperat søger godkendelse for en international intervention i landet,” fortalte Pargeter til BBC for nyligt.

Det regionale spil
Men de egyptiske luftbombardementer over libysk luftrum er ikke første gang, at udenlandske spillere blander sig i libyske affærer. Kampfly fra Egypten og de Forenede Arabiske Emirater fløj bombemissioner over Libyen allerede i august sidste år, mens kampene var centreret omkring Tripolis internationale lufthavn, udtalte fire amerikanske embedsmænd til New York Times sidste år. Og på landjorden har specialstyrker med tilknytning til Egypten og Emiraterne angiveligt angrebet og destrueret en base for militante islamister tæt på byen Derna. Cairo har gentagne gange nægtet at spille en rolle i begge sager. Men flere observatører mener, at regionale magter bruger konflikten mellem Tobruk og Tripoli til at udfordre hinandens politiske indflydelsessfærer:

”I enhver arena – i Syrien, Irak, Gaza, Libyen, og selv Egypten – har denne regionale polarisering med Saudi Arabien, Emiraterne, eller UAE, på den ene side, og Qatar og Tyrkiet på den anden side, vist sig at være en enorm hæmsko for den internationale indsats for at løse disse kriser,” udtalte mellemøsteksperten Michele Dunne fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace til New York Times sidste år.

I denne optik skriver Libyen-konflikten sig således ind i en bredere magtkamp; de arabiske autokrater imod de islamistiske bevægelser. Det er en læsning, der blandt andet blev bekræftet, da den egyptiske General Abdel-Fattah el-Sisi med brutale midler afsatte det Muslimske Broderskabs fra magten i Egypten i juli 2013. Dengang hentede Sisi øjeblikkelig diplomatisk og militær støtte fra Saudi Arabien og Emiraterne. Sisis kup vakte dyb harme i Tyrkiet og Qatar, vis regeringer til en vis udstrækning læner sig op ad Broderskabets ideologi. Tyrkiets daværende premierminister Recep Tayyip Erdogan fra det islamistiske parti AKP tordnede imod ”tyranten Sisi” i Cairo og kaldte det for en ”slagtning af demokratiet” foran FNs Generalforsamling, mens han tillod Broderskabs-venlige og Sisi-fjendtlige medier fri sendetilladelse fra Tyrkiet. Sisi svarede igen ved straks at sende den tyrkiske ambassadør hjem og hjemkalde Egyptens repræsentant i Ankara. Siden er relationerne mellem de to blokke kun forværret.

Ikke overraskende har General Hafters og Tobruk-regeringens retorik lænet sig op ad Sisis politiske linje. I juli sidste år forlangte han, at tyrkiske og qatari statsborgere skulle forlade Libyen inden for 48 timer, mens han åbent har beskyldt Qatar for at stå bag finansieringen af Tripoli-regeringens militærmaskine. Selvom Qatars har benægtet beskyldningerne, har landets varme relationer til palæstinensiske Hamas og Broderskab-venlige imamer kun forværret landets image i egyptiske øjne. Men det har skaffet Doha politiske point hos AKP-regeringen i Ankara, der selv har tætte relationer til Hamas.

Kilden til de Broderskabs-fjendtlige staters militære aktivisme skal findes i en årtigammel magtstrid mellem Golfmonarkiernes og Broderskabets græsrodorganisering i Saudi Arabien og Egypten. Frygten for at blive kuppet og truslen fra en alternativ ideologi ligger stadig dybt i regeringskontorerne i Saudi Arabien, Emiraterne og Egypten. Her opfatter man den politiske islam, og særligt det Muslimske Broderskabs version, som en direkte eksistentiel trussel mod egne enevældige troner. Det blev især slået fast kort efter, at Sisi kuppede sig til magten i Cairo og afsatte Mohamed Mursis islamistiske regering. Dengang udråbte Riyadh det Muslimske Broderskab til at være terrororganisation på lige linje med Islamisk Stat og al-Qaidas franchise i Syrien, Jabhat al-Nusra. Men det Muslimske Broderskab nyder stadig stor støtte i visse befolkningsgrupper i Golfmonarkierne, hvilket ikke vil blive mindre af staternes repressive og benægtende tilgang til Broderskabets eksistens og ideologi. Men den dominerende tankegang i Riyadh, Abu Dhabi og Cairo er til stadighed, at man for enhver pris må hindre udbredelsen af en ideologi, de frygter, vil opildne Broderskabs-støtter inden for deres egne landegrænser.

Islamisk Stats indtog på den politiske scene i Libyen anses derfor som et lykketræf for Tobruk-regeringen og dets allierede. Det kan nemlig lykkes for Cairo at samle et regionalt mandat, der lovliggør en intervention i Libyen for at udrydde truslen fra IS. En intervention, der potentielt set kan give frit lejde for at fjerne de politiske rivaler i Tripoli.

Rasmus Boserup uddyber pointen: ”Tobruk-regeringen er fristet til at få trukket en militæraktion ind i landet, som ikke kun fjerner truslen fra IS men også bringer deres politiske modspillere i knæ. Tripoli-regeringen kommer ikke i nærheden af, at have en ligeså slagkraftig, regional rygdækning, som kan matche Tobruks. Derfor holder Qatar et vågent øje med det egyptiske opråb om intervention. Hvis Egypten formår at samle et regionalt mandat bag sig med påskud om at udrydde IS i Libyen, så vil konflikten mellem Tripoli og Tobruk for alvor udfolde sig på den store arena.” ■

Hetav Rojan (f. 1990) er RÆSONs mellemøstredaktør. Han er BA i Globale Studier ved Roskilde Universitet og har arbejdet som freelancejournalist baseret i både Irak, Tyrkiet og Saudi Arabien. Han har bidraget til flere af RÆSONs udgivelser, senest bogen Mellemøsten i Krig. ILLUSTRATION: Mindeshøjtidlighed for krigens martyrer. [Foto: UN Photo]