23.09.2015

Beiruts gader er i disse dage fyldt med demonstranter, sikkerhedsstyrker og tåregasgranater. I fire uger har libaneserne fyldt gader og stræder for at vise deres utilfredshed med et handlingslammet politisk system, der er ude af stand til at løfte selv de mest basale opgaver som afhentning af skrald. Men protestbevægelsen får svært ved at sikre en bæredygtig løsning, både på renovationsproblemet og den bredere politiske krise.

ANALYSE af Rasmus Jacobsen

I midten af juli udløb den libanesiske stats aftale med det renovationsfirma, der i årevis har været ansvarlig for indsamling af skrald i Beirut og områder omkring den libanesiske hovedstad. Samtidig lukkede en losseplads syd for Beirut, der hidtil havde modtaget hovedstadsområdets skrald. Da politikerne ikke kunne finde en ny losseplads eller serviceleverandør, begyndte skraldet at hobe sig op i gaderne i Beirut og andre dele af landet.

Det affødte i august en protestbevægelse under navnet ’I Stinker!’ (You Stink!), der har samlet store dele af en broget middel- og underklasse inklusive studerende og lønmodtagere på tværs af religiøse og geografiske skillelinjer, selvom kristne fra Beirut-området er overrepræsenteret.

Fælles for dem alle er, at de retter en streng kritik imod de libanesiske politikeres manglende evne til at finde en tilfredsstillende løsning på et af samfundets mest basale nødvendigheder. Demonstranterne ser de voksende bjerge af skrald som et symptom på landets dysfunktionelle politiske ledelse. Demonstranternes krav er forskelligartede, hvilket viser, at den folkelige utilfredshed bunder i mange forskellige ting, og at skraldekrisen har været den udløsende faktor til deres utilfredshed. Nogle demonstranter har krævet, at bestemte ministre træder tilbage, mens andre har forlangt hele regeringens afgang og et nyvalg til parlamentet. Libaneserne er således trætte af den politiske korruption, fraværet af en præsident samt manglen på stabil adgang til vand og elektricitet.

Gamle konfliktlinjer splitter parlamentet
Politikernes manglende evne til at løse problemer skyldes bl.a. en dybere fundamental skillelinje i libanesisk politik. I mere end ti år har de libanesiske partier generelt været opdelt i to blokke defineret af deres holdning til Syrien og landets rolle i Libanon. Syrien holdt dele af Libanon under militær besættelse i 30 år og spillede en altafgørende rolle i udformningen af landets indenrigspolitik indtil den syriske hærs tilbagetrækning i 2005. Rivaliseringen mellem den pro-syriske 8. marts-koalition og den anti-syriske 14. marts-koalition er fortsat omdrejningspunktet for libanesisk politik.

Libaneserne er trætte af den politiske korruption, fraværet af en præsident samt manglen på stabil adgang til vand og elektricitet.
____________________

 

Siden konflikten i Syrien brød ud i lys lue i 2011, er forholdet mellem de to parlamentariske blokke gået mere og mere i hårdknude. I marts 2013 opløste daværende premierminister Najib Mikati sin regering og trådte tilbage efter mindre end to år på posten. Dengang var det en øget rivalisering mellem pro-Assad- og anti-Assad-lejrene, der tvang den politiske ledelse i opløsning. Der skulle gå næsten et år, før en premierministerkandidat, der var acceptabel for begge lejre, fik udarbejdet en ny regering i februar 2014.

Tre måneder senere endte daværende præsident Michel Sleiman’s embedsperiode, uden at der var blevet udpeget en arvtager. Den libanesiske præsident skal per lov være kristen maronit og vælges af parlamentet med to-tredjedels flertal. Men fordi ingen af de to parlamentariske blokke har kunnet mønstre det nødvendige flertal til at få valgt deres foretrukne præsidentkandidat, har Libanon nu været uden statsoverhoved siden maj sidste år.

I fraværet af en præsident så parlamentet sig i efteråret 2014 nødsaget til for anden gang at forlænge sit eget mandat, som startede i 2009, og som nu går indtil 2017. Det var ifølge tidligere EU-ambassadør Angelina Eichhorst, flere uafhængige eksperter samt libanesiske religiøse overhoveder et brud på landets grundlov. Parlamentarikerne forsvarede handlingen med, at udskrivning af parlamentsvalg ville være uansvarligt i fraværet af en præsident, da det ville efterlade landet uden nogen politisk autoritet i stand til at håndtere Libanons problemer. Det er i princippet et stærkt argument, når man ser på de enorme negative konsekvenser, den syriske borgerkrig har haft for Libanon.

Borgerkrigen raser på den anden side af grænsen
I august 2014 blev Libanon først rystet af et stort angreb udført af Islamisk Stat og Nusra-fronten i det nordøstlige Libanon, hvor dusinvis af libanesiske soldater blev slået ihjel eller kidnappet. I oktober udbrød der også kampe i den nordlige by Tripoli mellem militante islamister og den libanesiske hær, hvor over 40 mennesker mistede livet, og flere hundrede islamister blev anholdt. Trods kampene og truslen fra militant islamisme var der modstand fra både civilsamfundet og enkelte politiske grupper mod at bruge sikkerhedssituationen til at legitimere en forfatningsstridig forlængelse af parlamentets mandat.

Kampene i Syrien har fået en million syrere til at flygte til Libanon, hvor behovet for humanitær bistand er større end nogensinde. Dertil er krigen i nabolandet også gået hårdt ud over den libanesiske økonomi, idet både turisme- og eksportsektoren har oplevet stor tilbagegang. Samtidig er statens økonomi også i dårlig forfatning, hvilket har betydet forsinkede udbetalinger af offentlige lønninger og store offentlige underskud. Den skrantende økonomi er endnu en faktor, der sår tvivl om demonstranternes evne til opnå en dyr, bæredygtig løsning på Libanons affaldshåndtering.

En splittet protestbevægelse stritter i alle retninger
Det ser dog ikke lovende ud, idet protestbevægelsen selv står over for både indre og ydre udfordringer. På de indre linjer står bevægelsen med et uerfarent lederskab, der har haft problemer med at holde fokus på nogle få, konkrete målsætninger. Fra at have haft fokus på en vedvarende løsning på skraldekrisen har forskellige dele af bevægelsen nu krævet alt fra miljøministerens afgang, indenrigsministerens afgang, regeringens afgang, nyvalg til parlamentet samt at sikkerhedsstyrkerne holdes til ansvar for deres hårdhændede håndtering af demonstrationerne i slutningen af august. Ud over forskellene i demonstranternes målsætninger er nogle lodret uenige med andres krav om hele regeringens afgang.

På de indre linjer står bevægelsen med et uerfarent lederskab, der har haft problemer med at holde fokus på nogle få, konkrete målsætninger.
____________________

 

Sådanne interne uenigheder om målsætninger har affødt flere forskellige udbrydergrupper. Én har som eneste fokus at holde de myndighedspersoner, som stod bag sikkerhedsstyrkernes brug af vold mod demonstranter, til ansvar. En anden gruppe har sagsøgt miljøministeren for at have skabt en miljøkatastrofe. Derudover er bevægelsens protester ifølge flere kilder og medier blevet infiltreret af bøller udsendt af bestemte politiske partier med det formål at starte voldelige optøjer for at miskreditere og politisere den ellers politisk uafhængige protestbevægelse. I midten af september var der endda kampe mellem bøllerne og andre demonstranter.

På den ydre front står protestbevægelsen også over for flere udfordringer. Den første er, at den libanesiske politiske elite har karakter af et kartel, hvor de enkelte partier trods deres uenigheder på mange punkter generelt er enige om at holde sig selv ved magten. Derfor har de udtrykt sympati for demonstranternes sag, samtidig med at de i fællesskab på mere eller mindre elegant vis har pure afvist stort set alle deres krav. Den politiske elite er tilpas enig om at opretholde det politiske system og er tilstrækkeligt sammentømret til at kunne ride stormen af. ’You Stink’-protestbevægelsens primære udfordring er, at selvom alle politikerne selv konstant kritiserer tingenes tilstand og udtrykker sympati for bevægelsens sag, hverken kan eller vil de gøre ret meget for at imødekomme deres krav.

Vestlige diplomater til regeringen: Træd ikke tilbage
Samtidig har flere unavngivne vestlige diplomater fra blandt andet den amerikanske ambassade og EU-ambassaden lagt pres på premierminister Salam for ikke at imødekomme demonstranternes krav om at træde tilbage. Det skyldes, at regeringens afgang ville afvikle det eneste tilnærmelsesvist fungerende politiske organ, og en ny regering ikke ville kunne tiltræde, da den skal udpeges af premierministeren, der selv er udpeget af præsidenten, som Libanon som bekendt ikke har nogen af på nuværende tidspunkt. At imødekomme demonstranternes krav om regeringens afgang ville derfor – i både libanesiske politikeres og det internationale samfunds øjne – kaste libanesisk politik ud i endnu større krise.

At imødekomme demonstranternes krav om regeringens afgang ville – i både libanesiske politikeres og det internationale samfunds øjne – kaste libanesisk politik ud i endnu større krise.
____________________

 

Derudover fremsætter bevægelsen adskillige til tider modsatrettede krav af mere eller mindre klar karakter. Det har sammen med oprettelsen af udbrydergrupper svækket bevægelsens mulighed for at realisere sine mange mål.

Bevægelsen har det til trods for nylig svoret at eskalere sine aktiviteter ved eksempelvis at besætte miljøministeriet, mens ministeren var fanget på sit kontor. Men samtidig med sin ambition om at eskalere afføder bevægelsen flere udbryder-grupper og oplever faldende fremmøde til sine demonstrationer uden for Beirut. Det bliver en udfordring for bevægelsens ledere at eskalere sine aktiviteter og samtidig undgå total fragmentering. ◼

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol fra Syddansk Universitet med speciale i international politik. Han er bosiddende i Beirut og medstifter af Atlas Assistance, der leverer en lang række rådgivnings- og sikkerhedsløsninger i Libanon.

[ILLUSTRATION: En demonstrant i Beirut bærer sin t-shirt om hovedet for at beskytte sig mod tåregas fra politiet. Foto: Victor Choueiri via Flickr]