17.09.2015

“Det mest triste ved den retorik, regeringen og DF anvender, er, hvor meget de kan slippe af sted med uden at få bemærkelsesværdigt modspil af os i oppositionen. Faktisk ville oppositionen stå stærkt, hvis man en gang for alle, stoppede med at blive bange for, at ens vælgere ville sive til Dansk Folkeparti”.

KOMMENTAR af Lars Aslan Rasmussen, politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns borgerrepræsentation



Den danske flygtningedebat er ligeså tragisk, som den er kynisk. Det lader til, at der er gået sport i at tale til laveste fællesnævner. Hver gang man tror, man har nået et nyt lavpunkt i debatten, dukker der et nyt op. Vi har oplevet Venstres Inger Støjberg slå plat på situationen ved at lave en selvpromoverende tur rundt til flygtningelejre i nærområderne til Syrien. Medierne lod sig frivilligt bruge i dette cirkus, hvor ministeren skiftevis oploadede billeder af de bedste shawarmaer i området og ellers fortalte, hvor vigtigt det var, at flygtningene boede i nærområderne, hvilket jo er komisk, eftersom hun repræsenterer en regering, der vil skære flere milliarder af ulandsbistanden – en besparelse, som netop vil gå udover hjælpen til verdens fattigste. Kort tid efter trumfede Dansk Folkeparti ved at lade Martin Henriksen lave en video, der advarede mod at lade flygtningebørn bo i nærheden af danske børn.

DET MEST TRISTE ved den retorik, regeringen og DF anvender, er, hvor meget de kan slippe af sted med uden at få bemærkelsesværdigt modspil af os i oppositionen. 
Faktisk ville oppositionen stå stærkt, hvis man en gang for alle, stoppede med at blive bange for, at ens vælgere ville sive til Dansk Folkeparti, og i stedet kom med fælles centrumvenstreløsninger på problemet. Noget som selvfølgelig kan lade sig gøre, hvis der er politisk vilje til det. Fuldstændig ligesom det har været muligt at blive enige omkring andre store emner som miljø, arbejdsmarked, narkopolitik osv.

Jeg savner politikere, der tør komme med konkrete løsninger på, hvad der kan gøres for at hjælpe til med at formindske flygtningekrisen
____________________

 

Jeg savner politikere, der tør komme med konkrete løsninger på, hvad der kan gøres for at hjælpe til med at formindske flygtningekrisen, og hvordan der kan skabes fred i Syrien. Jeg savner ikke mindst politikere, der tør appellere til det bedste i deres medmennesker og sige, at vi i den rige del af verden selvfølgelig har et ansvar for at hjælpe.

HVIS VI STARTER MED selve flygtningestrømmen, så bør der hjælpes massivt i nærområderne. Libanon, der både i areal og indbyggerantal er mindre end Danmark, har taget over en million syriske flygtninge. Tyrkiet og Jordan mindst ligeså mange. Det er klart, at hjælpen til flygtningelejrene i disse lande skal styrkes, og derfor skal ulandsbistanden ikke sættes ned, men op. Samtidig er man nødt til på EU-plan at finde en fælles løsning på problemet. Her mener jeg, at man bør fordele flygtninge efter landenes økonomi. Det er det mest retfærdige, men det kræver politisk mod at foreslå det.

Men hvad, der kræver endnu mere mod end at finde en fair politisk løsning på flygtningekrisen i Europa, er at få stoppet borgerkrigen i Syrien. Over et års bombardementer af Islamisk Stat har på ingen måde hjulpet – og frontlinjerne i krigen har desværre ikke rykket sig væsentligt.

KRIGEN KAN STOPPES, ligesom vi så det i sin tid i Bosnien-Hercegovina. I Syrien som i Bosnien er der tale om en krig, hvor en række forskellige parter bekriger hinanden. I Bosnien drejede det sig kroatere, serbere og muslimer. I Syrien går skillelinjerne i konflikten primært mellem kristne, alevitter, sunnimuslimer og kurdere.

Fælles for de to konflikter er, at gensidige etniske udrensninger har skabt så meget had og mistro, at det er nødvendigt at skille grupperne fra hinanden rent fysisk. I Bosnien satte man FN-soldater ind, delte landet op og satsede milliarder på genopbygningen. Er der ren lykke i Bosnien her knapt 14 år efter fredsaftalen? Næppe. Men der er fred i landet. Og flygtningestrømmen stoppede øjeblikkeligt, efter at det internationale samfund handlede og stoppede med at se passivt til. Efterhånden er også krigsforbryderne på de forskellige sider blevet stillet til regnskab.

Krigen i Syrien har efter min mening skabt så meget etnisk og religiøst had, at vi er nødt til også at dele landet op.
____________________

 

Det samme kan vi selvfølgelig også gøre i Syrien. Vi skal lægge et alvorligt økonomisk pres på de lande, der støtter de forskellige forbrydere i konflikten – hvad enten det er Tyrkiet, der lader jihadister turnere ind og ud over deres grænser, rige golfstater, der støtter IS, samt Iran og Rusland, der finansierer Assad-styret økonomisk og militært. Krigen i Syrien har efter min mening skabt så meget etnisk og religiøst had, at vi er nødt til også at dele landet op. Enten som flere helt selvstændige stater eller som autonome områder i en større føderation. Her skal der være internationalt beskyttede områder til hhv. kurderne, alevitterne og de kristne. Og det sunni- muslimske flertal kan så bo i resten af Syrien. Denne løsning er simpelthen bydende nødvendig, hvis vi ønsker at skabe reel og varig fred i Syrien. Og det vil tilmed være et nødvendigt og retfærdigt opgør med de grænsedragninger, som blev tegnet af datidens kolonimagter.


Den politiske vilje til at løse problemet er fraværende. Og debatten herhjemme er fuldstændig blottet for udsyn og mod. ◼

Lars Aslan Rasmussen (f.1978) er politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns borgerrepræsentation. Uddannet lærer og medlem af borgerrepræsentationen siden 2005. Han har dansk/kurdisk baggrund og har desuden rejst meget i Mellemøsten, særligt i Tyrkiet og Israel.


(ILLUSTRATION: Dansk Folkepartis husvogn under Folkemødet 2011. Foto: News Øresund – Johan Wessman)