16.03.2015

Uoverstigelig gæld venter dømte efter de har aftjent deres straf – ikke som en direkte konsekvens af deres forbrydelse, men fordi de selv skal dække sagsomkostningerne. Det kan have massive sociale konsekvenser, det øger risikoen for tilbagefald i kriminalitet markant, og så stiller det spørgsmål ved vores retsprincipper.

Af Bogdan Vasii

Kriminalitet er hamrende dyrt. Rockwoolfondens Forskningsenhed anslår eksempeltvis, at kriminalitet kostede det danske samfund 9,7 mia.kr. i 2005. Men der er én regning, der ikke havner hos Staten: Regningen på sagsomkostninger. Ligegyldigt om du hyrer din egen advokat eller må ‘nøjes’ med en beskikket forsvarer, så betaler du i udgangspunktet selv salæret, og alt hvad retssagen i øvrigt kræver af tekniske undersøgelser mm. såfremt du dømmes skyldig. Og det ender ofte med at være et betydeligt beløb. Det seneste eksempel jeg har set, var et girokort på knap 900.000 kroner!

Samfundsøkonomisk er det et selvmål, at sagsomkostninger betales af de dømte. Forskningen viser, at dømte har langt sværere ved at resocialisere med den betydelige gæld hængende over hovedet, og at risikoen for at falde tilbage i kriminalitet øges markant, hvilket i sidste ende koster os langt mere end sagsomkostningerne. Præventivt har den betydelige regning næppe nogen effekt – kriminelle bliver med andre ord ikke afskrækket fra at begå ny kriminalitet – da de sjældent er klar over, at de ender med regningen. Og så er der det etiske spørgsmål; er det i overensstemmelse med vores retsprincipper, at man foruden sin formelle dom også kan se frem til – i mange tilfælde livslang – gæld, med de sociale konsekvenser det har?

Betænkning 1547 fra Justitsministeriet, der blev udarbejdet i al hast i 2014, anerkendte delvist disse problemer, men er siden blevet skrinlagt. Professor dr.jur. Flemming Balvig nævner som medlem af kommissoriet bag betænkningen, at regningen for sagsomkostninger er imod formålet med en straffesag. En straffesag skal pålægge den dømte en passende straf i forhold til den begåede kriminalitet. Her medregnes sagsomkostningerne ikke som en del af straffen. Derfor bør de ikke være en del af straffesagen. Dette perspektiv bliver dog ignoreret af flertallet i kommissoriet med henvisning til samfundets økonomi og retsfølelse. Men grundlæggende set idømmer vi den dømte en ekstra skjult straf efter fuldbyrdelsen.

Samfundsøkonomisk selvmål
Rockwoolfondens beregninger på samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med kriminalitet (9.7 mia.kr. i 2005) inkluderede alt fra Politiet og Retsvæsnet til tabt arbejdsfortjeneste som følge af fængselsophold. Af nyere dato reporterede DR magasinet Penge i 2011, at kriminelle kostede staten 9 mia.kr. i 2010. Dette var kun i form af direkte statslige udgifter til f.eks. politi, anklagemyndighed, domstole og fængsler.
Kriminalforsorgen anslår, at recidivister – altså kriminelle gengangere – udgør ca. en tredjedel af alle kriminelle. I Betænkningen er man opmærksom på dette og vurderer, at en afskaffelse af sagsomkostninger vil reducere antallet af recidivister med ca. 10 pct. Fortsætter man tankeeksperimentet, vil en simpel beregning baseret på DR ́s tal føre til, at denne reduktion på 10 pct. rent logisk kan formindske de statslige kriminalitetsomkostninger med 300 mio.kr. (10 pct. af recidivisterne, som udgør en tredjedel af de kriminelle, som koster os 9 mia.) Direktøren for Den Sociale Retshjælp, Sandy Madar mener, at ”de 10 pct. kunne blive til flere. Men man skal tage højde for de mangfoldige juridiske og gældsproblematikker, som recidivisterne også slås med”, hvis man skal have et mere nøjagtigt billede af samfundsbesparelserne.

Af de 300 mio. skulle man naturligvis fratrække regningen for sagsomkostninger, som i dette tankeeksperiment skulle betales af Staten. Der bliver årligt opkrævet 450 mio.kr. af de dømte. Imidlertid bliver kun 150 mio.kr. rent faktisk inddrevet. Størstedelen af de dømte kan simpelthen ikke tilbagebetale gælden. Betænkningen peger på, at det ikke er sandsynligt for 56 pct. af de nuværende skyldnere at tilbagebetale deres gæld – nogensinde.
I forhold til fremtidige konsekvenser vurderes det i Betænkningen, at en afskaffelse af sagsomkostninger vil koste staten omkring 150 mio.kr. årligt, når inddrivelsesudgifter hos Politiet, Kriminalforsorgen og Skat modregnes. Det er under halvdelen af de 300 mio. kr., som kan spares ved at reducere tilbagefaldet i kriminalitet. Så selv med store forbehold ift. beregningsgrundlaget af de 300 mio.kr., burde der så ikke samfundsøkonomisk være en ide i at genoverveje sagsomkostninger i straffesager? Formand Linda Nielsen fra Det Kriminalpræventive Råd havde som medlem af kommissoriet ikke lyst til at kommentere på tallet. Hypotesen bekræftes dog af professor dr.jur. Fleming Balvig, ”Jeg har ingen konkret ide om, hvor meget, men mit gæt er, at det vil blive en besparelse; at det økonomisk set er en gevinst”.

Resocialisering
Job, uddannelse, fast bolig samt ens sociale relationer og økonomiske situation er anerkendte faktorer i en succesfuld resocialisering. Og de bliver alle påvirket negativt af sagsomkostninger ifølge Anette Olesens ph.d. afhandling fra 2013. En stor gæld til det offentlige medfører en mindre velvilje til at arbejde, da al overskud bliver inddrevet af Skat og Politiet. Logisk set medfører det en større risiko for, at man ernærer sig ved hjælp af kriminelle aktiviteter eller sort arbejde. Manglende fast adresse kan næsten fungere som en hjælp i denne sammenhæng, da restance- og andre myndigheder ganske enkelt ikke kan finde skyldneren. Her nævnes det i Betænkningen, at særligt den enkeltes ”sociale bånd” til samfundet igennem eks. fast job og parforhold er centralt. Men som en prøveløsladt fra Olesens afhandling spørger: ”Kan jeg tillade mig at indlede et forhold med en så stor og ubetalelig gæld? Synes ikke rigtig, jeg kan byde nogen det, hvilket selvfølgelig er en lidt trist erkendelse”. Samlet er det bl.a. en ubetalelig gæld, RKI og nogle fastsatte krav fra Skat om personlige rådighedsbeløb, som møder den dømte i porten til friheden.

Rådighedsbeløbet er her sammenligneligt uanset om den løsladte er på kontanthjælp eller i fast arbejde. Forskellen i indkomst kommer kun til udtryk ved hastigheden, hvormed gælden bliver tilbagebetalt. Men hvis gælden synes ubetalelig er der kun eftergivelse af gæld, overskridelse af forældelsesfristen eller død tilbage. Foruden kriminalitet og sort arbejde, naturligvis. Eftergivelse af sagsomkostninger sker kun sjældent. Betænkningen forklarer den lave frekvens med, at sagsomkostninger sidestilles med gæld fra bøder, altså egentlige strafferetlige sanktioner. Dette må dog betyde, at man forstår sagsomkostninger som værende en dom, eller som en del af dommen hos Skat? I de få tilfælde, hvor gælden alligevel eftergives, er det i 96 pct. af tilfældene som følge af forældelse af sagen eller domfældtes død (tal fra 2012).

Restfølelsen
En dom skal pålægge den dømte en passende straf i forhold til den begåede kriminalitet. For det første for at straffe den enkelte for den begåede kriminalitet. For det andet for at afskrække andre. Og for det tredje for samfundets retfærdighedsfølelse. Her er det vel rimeligt, at det er den dømte, der betaler for sagsomkostningerne. Tidligere justitsministers, Karen Hækkerups, kommentar til Betænkningen var i tråd med dette i foråret 2014: ”Når man i Danmark selv skal betale omkostningerne i sin straffesag, skyldes det populært sagt, at man selv skal betale for det rod, man har lavet”.

Imidlertid viser undersøgelser fra 2006 og 2009 udarbejdet af dr.jur. Flemming Balvig, at et flertal i befolkningen ikke er klar over, at sagsomkostninger bliver pålagt den dømte. Og vigtigere endnu, så mener flertallet i disse undersøgelser, at dømte ikke bør blive pålagt sagsomkostninger. ”Det ville være en straf oveni straffen”, er den typiske kommentar i disse undersøgelser.
Og i tråd med befolkningens manglende kendskab til emnet er hele 93 pct. af Anette Olesens interviewpersoner, som tidligere dømte, ikke bekendt med, at de skulle betale for sagsomkostninger. Andelens størrelse er problematisk på mange måder. I denne sammenhæng mest ift. antagelsen om at sagsomkostninger afskrækker andre fra at begå kriminalitet, hvilket næppe sker, hvis de ikke er klar over det, inden de begår kriminalitet.

Betænkningen
Professor dr.jur. Flemming Balvig er forundret: ”Man lavede en ændring af retsplejeloven i Grønland i 2010, som stadigvæk er en del af det danske justitssystem. Her indførte man i den grønlandske retsplejelov, at man som regel ikke skal betale sagsomkostninger. Det gav imidlertid ikke anledning til, at man så sig i spejlet og kiggede på, hvordan det er i Danmark”. Spørgsmålet er om det politiske terræn har ændret sig. I et svar til Karsten Nonbo (V) svarer justitsminister Mette Frederiksen i december 2014, at “en ny ordning for sagsomkostninger i straffesager (indgik i) regeringens oplæg til satspuljen for 2015. Desværre var der ikke tilslutning”. Hvad skal der mon til for at føre sagen frem i et valgår? ■

Bogdan Vasii (f.1981) er personundersøger for Kriminalforsorgen og ekstern lektor i Kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet. [Foto: Kristoffer Winther Balling]