02.08.2015
.Et år efter Islamisk Stat invaderede Sinjar i det nordlige Irak, dræbte omkring 5.000 yazidier og sendte 50.000 på flugt, kæmper kurdiske styrker stadig for at genvinde området. En intensivering af den amerikanske support fra luften er altafgørende, siger lederen af yazidi-militsen Qassim Shasho til RÆSON. Han kan ikke se grunden til, at amerikanerne ikke sætter hårdere styrker ind mod Islamisk Stat: ”Hvis amerikanerne ville, kunne de besejre Daesh [IS] på 24 timer. Vi giver dem alle de informationer, de skal bruge”.
Af Anne Hertzum Alling, Sinjar, Nordirak
Billederne gik verden rundt. Tusinder af yazidier – mænd, kvinder, børn og ældre – fanget under den brændende sommersol på toppen af Sinjarbjerget uden mad og drikke. De var på flugt fra en dengang forholdsvis ukendt men stadig historisk brutal terrorgruppe. Tusinder var blevet dræbt, inden de nåede bjergtoppen, og nu bukkede yderligere hundrede under for dehydrering og hedeslag. For præcis et år siden, den 3. august 2014, angreb Islamisk Stat Sinjar i det nordlige Irak. Et område primært beboet af den religiøse yazidi-minoritet, der som ikke-muslimer ses som vantro af Islamisk Stat og i løbet af det seneste år har været skydeskive for terrorgruppens massakre mod alle, der ikke lever op til deres selvproklamerede Kalifats regler.
Sinjars yazidier flygtede op i bjergene i håb om derfra at kunne komme i sikkerhed længere oppe i Nordirak i de områder, der stadig var under kurdisk kontrol. Men på bjergets top blev de omringet af Islamisk Stats soldater, og først efter en uge lykkedes det de kurdiske styrker at komme yazidierne til undsætning ved hjælp af den amerikansk-ledede luftkoalition, der bombede en korridor ned af bjergsiden, hvorfra yazidierne kunne flygte ind over grænsen til Syrien og derfra videre nord på tilbage ind i Irak. Omkring 5.000 yazidier mistede livet, yderligere tusinder blev taget som fanger, og 50.000 flygtede fra deres hjem. Hjem, de stadig ikke kan vende tilbage til, da Sinjar stadig kontrolleres af Islamisk Stat.
Beliggende tæt på både den syriske grænse og den irakiske Anbarprovins er Sinjar strategisk vigtigt for Islamisk Stats muligheder for at ekspandere i Irak såvel som Syrien
____________________
Yazidiernes milits
Den kurdiske såvel som amerikansk-ledede koalitions militære indsats for at bekæmpe IS og stoppe massakren mod yazidierne fortsætter. Beliggende tæt på både den syriske grænse og den irakiske Anbarprovins er Sinjar strategisk vigtigt for Islamisk Stats muligheder for at ekspandere i Irak såvel som Syrien.
En af de grupper i området, der kæmper mod IS, er HPS-militsen i Sheferdin på den anden side af Sinjar-bjerget. Militsen er del af det kurdiske Peshmerga men adskiller sig stadig fra de øvrige kurdiske tropper i Irak ved udelukkende at bestå af yazidier – inklusiv deres general og Peshmerga-veteran Qassim Shasho. Efter et års forfølgelse er det i dag vigtigere end nogensinde før for yazidierne at stå sammen, forklarer han fra HPS’ base i Sheferdin, en gammel irakisk politistation overfor landsbyens hellige yazidi tempel: ”Vi er kun en million yazidier i verden, og nu vil Daesh [det arabiske akronym for Islamisk Stat, red.] fjerne os fra jordens overflade. Vi må og skal dræbe alle Daesh-krigere”.
To måneder efter at have indtaget Sinjar by angreb Islamisk Stat så Sheferdin for at vinde mere territorium. Selvom HPS-militsen er en del af Peshmerga, var deres finansielle muligheder stærkt begrænsede, og med kun få hundrede soldater og et sølle udvalg af våben vidste Shasho og hans mænd udmærket godt, at de var Islamisk Stat underlegne. Derfor sendte de med det samme bud til de nærliggende kurdiske styrker efter forstærkning. Men først efter ni måneders kamp gav den kurdiske præsident Masoud Barzani ordrer til at sende flere våben til Sheferdin. HPS mistede 300 mænd, og omkring 3.000 af områdets beboere flygtede, fortæller Shasho. Han forstår stadig ikke, hvorfor det tog den kurdiske ledelse så lang tid: ”Forstærkningen hjalp os til at forsvare Sheferdin, men det er ikke nok”.
Men siden er det lykkedes HPS-militsen at forhindre et nyt angreb fra Islamisk Stat på landsbyen og ikke mindst det hellige Sheferdin-tempel, en vigtig helligdom for den irakiske yazidi-befolkning.
”Hvis amerikanerne ville, kunne de besejre Daesh på 24 timer. Vi giver dem alle de informationer, de skal bruge” – General Shasho
____________________
Amerikansk støtte er afgørende
Fra kun at tælle et par hundrede soldater, da HPS blev stiftet, tæller yazidi-militsen i dag mere end 2000 mænd, og med sine bedrifter i Sheferdin og arbejde for at samle yazidierne i fælles kamp mod Islamisk Stat er general Shasho i dag et kendt og respekteret navn i kurdiske såvel som yazidi-kredse i Nordirak. Men for at opnå det overordnede mål – om at bekæmpe Islamisk Stat i både Sinjar og Irak generelt – er popularitet og øget støtte fra Peshmerga ikke nok. En intensivering af den amerikansk-lede luftkoalition er altafgørende, mener Shasho. Han kan ikke se grunden til, at amerikanerne ikke sætter hårdere styrker ind mod Islamisk Stat: ”Hvis amerikanerne ville, kunne de besejre Daesh på 24 timer. Vi giver dem alle de informationer, de skal bruge,” siger generalen.
Samme opfattelse dominerer blandt Peshmergas Regiment 12, der kæmper ved den kurdiske frontlinje tættest på Sinjar by. Ifølge regimentets kommandogeneral, Heresh Marnand Salifi, er der en større samlet plan for Tal Afar, Mosul og Sinjar på vej, men det er ikke i hans hænder at beslutte, hvornår og hvordan den skal føres ud i livet. Ordrene må først og fremmest komme fra amerikanerne, forklarer General Salifi.
General Salifi, Shasho og deres mænd er ikke kun afhængige af den amerikansk-ledede koalition. Udover Peshmerga deltager både PKK og YPG nemlig også i den kurdiske kamp mod Islamisk Stat i Nordirak og har blandt været afgørende i det seneste års kampe og tilbageerobringer af byer og områder omkring Sinjar. Men hvor Peshmerga kommunikerer direkte med de internationale styrker, er samarbejdet med især PKK, der står på både EU, USA og Tyrkiets terrorliste noget mere kompliceret. Den amerikanskledede koalition ønsker ikke at assistere PKK’s kamp mod Islamisk Stat. Og efter terrorangrebet i Suruc i Tyrkiet tæt på den syriske grænse i sidste måned, der kostede mindst 31 mennesker livet, har Tyrkiets Præsident Erdogan sendt luftstyrker til Irak for at bombe PKK’s positioner. Angreb, der kan svække den samlede kurdiske kamp mod Islamisk Stat og dermed også kan vise sig at få betydning for HPS og Peshmergas indsats ved Sinjar.
I løbet af de seneste måneder er hundredevis af yazidier sluppet fri fra Islamisk Stats fangenskab, mange af dem med hjælp fra den regionale kurdiske regering i Nordirak, KRG. Ifølge Noorin O. Abdulrahman, leder af det Kurdiske Institut for Koordinering og Opfølgning i KRG og en ledende skikkelse i regeringens indsats for at hjælpe yazidierne fri, har det været muligt for dem at flygte fra terrorgruppen, fordi Islamisk Stat er ved at miste interessen for yazidierne: ”ISIS ville ydmyge og dræbe yazidierne, og det har de gjort. Men nu er begynder de at give slip. De overvåger dem ikke lige så godt mere […] Yazidierne begynder at blive en byrde for Islamisk Stat,” forklarer Abdulrahman.
Men tilbage i Sheferdin er Shasho uenig i den analyse: ”Hvis de kan, vil de komme tilbage og angribe os igen,” lyder det overbevist fra generalen. Ved frontlinjen til Sinjar er Kommandogeneral Salifi ikke i tvivl om, at Islamisk Stat er lige så ivrige for at tage mere land og slå flere både soldater og civile ihjel, som de var for et år siden: ”Daesh vil udvide deres Kalifat og slå uskyldige civile ihjel […] De vil have både Sinjar og resten af det nordlige Irak, det hele”. ◼
Anne Hertzum Alling (f. 1988) er international freelancejournalist for både danske og udenlandske medier. Hun har de seneste to år haft base i Mellemøsten og dækket konflikter i blandt andet Gaza, Libyen og Irak. ILLUSTRATION: Amerikanske fly over Irak, på vej hjem fra togt over Syrien, 23. september 2014 [foto: Dept. of Defense]