16.01.2015

Efter angrebet på Charlie Hebdo deltog flere stats- og regeringsledere i en støttemarch for ytringsfriheden. Ved nærmere eftersyn kan næsten ingen af deltagerne sige sig fri for netop have krænket ytringsfriheden på deres egne hjemmebaner.

KOMMENTAR af Rasmus Jacobsen

ANGREBET MOD det franske magasin Charlie Hebdo er retmæssigt blevet mødt med kritik fra nærmest alle kanter i både Frankrig, Danmark og resten af verden. Desværre er tragedien, som det ofte er tilfældet, blevet misbrugt på hyklerisk vis til at tjene egeninteresser og pleje image. Det fremgår tydeligt under en gennemgang af de statsledere, der under sloganet ’”Je suis Charlie” (Jeg er Charlie), deltog i en march for ytringsfriheden i Paris’ gader.

Tilstede var eksempelvis Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som Francois Hollande ellers havde bedt om ikke at møde op. Under krigen i Gaza i sommeren 2014 dræbte Netanyahus sikkerhedsapparat 13 journalister, ifølge Reporters without Borders. Og så sent som i december blev otte palæstinensere fra det besatte Østjerusalem fængslet for i Facebook-opdateringer at have kritiseret israelske overgreb mod palæstinensiske demonstranter. Derudover er begrænsningerne på ytringsfriheden i Israel mange, inklusive en lov fra 2011 mod verbal opfordring til boykot af israelske varer, og omfattende begrænsning af palæstinensere med israelsk statsborgerskabs ret til forsamling og ytring. Netanyahu er i hvert fald ikke Charlie.

I marchen deltog også det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, der i 2013 fik to journalister fængslet for at have fornærmet ham på sociale medier, den ene ved at sammenligne Abbas med en skurk fra et syrisk tv-show (begge journalister blev dog senere løsladt). I 2012 fængslede Abbas’ selvstyre journalisten Yousef al-Shayab, fordi han ville beskytte sine kilder i en artikel om mulig spionage begået af selvstyret mod palæstinensere i udlandet. Abbas er heller ikke Charlie.

En anden deltager var Egyptens udenrigsminister, Sameh Shoukry. Under Shoukrys præsident, Abdul-Fattah al-Sisi, regeringstid er Egypten ifølge The Committee to Protect Journalists blevet et af de farligste lande for journalister. Sidste sommer blev tre journalister fra Al Jazeera dømt til mellem syv og ti års fængsel for at bl.a. at have tilknytning til det (forbudte) Muslimske Broderskab og have rapporteret ’falske nyheder’ under Sisi-regeringens hårdhændede behandling af Sisi-kritiske demonstranter i slutningen af 2013. I alt er mindst 20 journalister fra Al-Jazeera alene blevet anholdt fra december 2013 til januar 2014. Shoukry er ikke Charlie.

Til marchen i Paris fandt man også Tyrkiets premierminister Ahmet Davutoglu, som blev sendt afsted, fordi præsident Erdogan fandt Netanyahus fremmøde stødende. Davutoglus tilstedeværelse i en march for ytringsfrihed kommer efter, at Tyrkiet i 2012 og 2013 havde verdensrekorden i antal fængslede journalister; mere end selv lande som Iran, Kina og Rusland. Og 14. januar i år ransagede tyrkiske myndigheder avisen Cumhuriyet, fordi den havde bragt tegninger fra Charlie Hebdo, som Davutoglu havde marcheret i forsvar for få dage forinden. Dagen efter begrundede Davutoglu ransagningen med ordene: ”Pressefrihed betyder ikke frihed til at fornærme.” Han er i hvert fald ikke Charlie.

En stat med samme afslappede forhold til ytringsfrihed og islamisme til stede ved marchen var Saudi Arabien repræsenteret af den saudiske ambassadør. Netop Saudi Arabien idømte 9. januar bloggeren Raif Badawi 1000 piskeslag og 10 års fængsel for at have kritiseret fremtrædende religiøse personer i Saudi Arabien på sin blog, og i 2012 fik saudisk politi med hjælp fra Interpol (som er baseret i Frankrig) anholdt og udleveret den saudiske journalist Hamza Kashgari fra Malaysia, fordi han havde kritiseret profeten på twitter. Den saudiske ambassadør er heller ikke Charlie.

Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, var også til stede. Rusland har som nr. 148 på Reporters without Borders’ liste over pressefrihed længe været kendt for forfølgelse af kritiske journalister. 14. januar truede russiske myndigheder endda med at lukke medier, der bringer Charlie Hebdo-karikaturer. Og lørdag den 10. januar blev demonstranter med “Je suis Charlie”-skilte på Manezhnaya-pladsen i Moskva anholdt. Trods sin deltagelse i marchen i Paris, er Lavrov helt sikkert ikke Charlie.

Dertil kommer personager som Jordans Kong Abdullah, Tunesiens premierminister, og udenrigsministrene fra Bahrain, Algeriet og De Forenede Arabiske Emirater – fem lande langt uden for top 100 i Reporters without Borders’ indeks over landes pressefrihed. Der er ikke nogen Charlie blandt dem.

Forvirringen omkring ytringsfrihedens principper er desværre ikke begrænset til diverse illiberale regeringer i Mellemøsten og Østeuropa. Francois Hollandes deltagelse i marchen kommer efter, at Frankrig sidste år ulovliggjorde afholdelse af pro-palæstinensiske demonstrationer med henvisning til mulige voldsmanifestationer. Med den logik burde Charlie Hebdos (og Jyllandspostens) tegninger ulovliggøres, da de også kan medføre vold. Frankrigs dobbeltmoral over for ytringsfriheden blev også udstillet efter angrebet på Charlie Hebdo, da franske myndigheder anholdt den franske komiker Dieudonné for at lave komik (satire) om angrebet. Han blev arresteret for at ytre sin mening om et angreb på ytringsfriheden. Hollande selv er ikke Charlie.

En anden vestlig repræsentant var den britiske premierminister David Cameron. Med hans kendskab anholdt britisk politi sidste sommer David Miranda i Heathrow lufthavn, tilbageholdt ham i ni timer og konfiskerede hans telefon, PC, USBer, kamera og andet elektronik. Miranda havde sammen med The Guardian-journalisten Glen Greenwald med udgangspunkt i Edward Snowdens afsløringer arbejdet på artikler om amerikanske og britiske efterretningstjenesters masseovervågning. Det arbejde blev konfiskeret. Tidligere samme år havde britiske myndigheder tvunget The Guardian til at destruere harddiske med dokumenter fra Snowden. Dertil kommer, at David Cameron siden marchen for ytringsfrihed har overvejet helt at lukke for adgang til medier som Whatsapp og Snapchat grundet frygt for terror. Cameron er heller ikke nogen Charlie.

Til marchen var også den amerikanske justitsminister Eric Holder, der er øverste chef for de amerikanske politistyrker. I august sidste år anholdt amerikansk politi adskillige journalister under deres dækning af politiets hårdhændede håndtering af optøjerne i Ferguson, Missouri. På lignende vis arresterede amerikansk politi flere journalister i færd med at dække Occupy Wall Street-bevægelsen i 2011 (herunder journalister som politiet selv havde givet akkreditering til at dække begivenhederne). Eric Holder er ikke Charlie.

Vesten har mængder af lovgivning, der begrænser ytringsfriheden: forbud mod at benægte holocaust, racismeparagraffer, injurielovgivning, forbud mod hatespeech, forbud mod opfordring til vold og støtte til terrorisme osv. For det andet er ytringsfriheden principielt i karambolage med andre hensyn, f.eks. hensynet til at modarbejde religiøs fundamentalisme og radikalisering. I eksempelvis Israel bragte avisen HaMevaser mandag d. 12. januar en forsidehistorie om marchen i Paris med et billede, hvor kvindelige ansigter var redigeret væk (inklusive Angela Merkel og Simonetta Sommaruga, præsident af Schweiz) af hensyn til avisens ultrareligiøse læsere. Accepterer man den slags, forsvarer man ytringsfriheden, men giver plads til religiøs fundamentalisme. Forbyder man det, undertrykker man ytringsfriheden men bekæmper religiøs fundamentalisme.

VI I VESTEN må indse, at vores idealer ikke er absolutte. Vestlige regeringer lever langtfra selv op til dem, og kan det for så vidt heller ikke, fordi flere idealer er i modstrid med hinanden. Derfor er der slet ingen Charlie – udover Charlie.

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol fra SDU med speciale i international politik. Han har været i praktik i udenrigstjenesten, har været valgobservatør med Silba i både Makedonien og Ukraine og arbejder nu som sikkerhedskonsulent i Mellemøsten. [Foto: Maya Athagene]