08.08.2015

Med Mette Frederiksen har Socialdemokraterne årtiers chance for at lukke udlændingespørgsmålet og vinde et stærkt momentum. Imens har Venstre fået et problem: DF.


Kommentar af Jakob Terp

MAN SKULLE NÆSTEN TRO, Dansk Folkeparti blev opfundet af Venstre. Ihvertfald var en retorisk desinficeret udgave af det vulgær-populistiske Fremskridtsparti præcis hvad Venstre havde brug for i slutningen af 1990erne – da man ville omfavne den trætte socialdemokratiske kernevælger, og skabe fortællingen om den såkaldt moderne – og liberale – udgave af Socialdemokratiets velfærdsstat. Men nu er Danmarks engang så liberale og økonomisk ansvarlige parti et offer for DF’s styrke – med EU-populisme og bagstræberiske finanspolitiske manøvrer som konsekvens.

I 1999 afgav Nyrup et knivskarpt og ædrueligt vidnesbyrd om DF´s politiske karakter: Stuerene – det bliver I aldrig! Mens Venstre udstillede gabet mellem S-vælgernes fremmedfjendske tilbøjeligheder og Birthe Weiss´ ukuelige tro på alle flygtninges integrationspotentiale. Socialdemokraterne overså og undervurderede gæringspotentialet i de letkøbte og nu meget forhenværende S-vælgeres motiver, når de gik fra S til DF.

DF´s aktuelle styrke skyldes, at man dygtigt råber op om forhold man finder forargelige og utilfredsstillende. Men helt i vælgersegmentets ånd, viger man derefter nemt og opportunt udenom forklaringer, årsager og realistiske løsninger. Så Venstre regerer nu på nåde af et vælgersegment, hvis politiske statement er noget i retning af: ”Vi vil kun høre om det, vi i forvejen brokker os over, og ellers gider vi ikke politik”.

Til Venstres umiddelbare fordel lykkedes det i 2001 ved hjælp af klassisk velfærdsretorik DF at få fingrene i de vælgere, det nu engang var muligt at trække hen over midten. Med den manøvre fik Fogh og Hjort på én gang fik parlamentarisk rygdækning for skattelettelser til deres egne kernevælgere, samtidig med at man opretholdt illusionen om den lighedsfremmende velfærdsstat.

Fogh og Hjort fik parlamentarisk rygdækning for skattelettelser til deres egne kernevælgere, samtidig med at man opretholdt illusionen om den lighedsfremmende velfærdsstat
____________________

 

FOGH SELV OMKLAREDE kun velfærdstaten af opportun nødvendighed. Og DF var dengang billigt til salg.

Men i 2015 fanger bordet for den hårdt prøvede Løkke og hans regering. Man kan gøre sig sine tanker om, hvordan f.eks. en Kristian Jensen egentlig har det med, at han nu er nødt til at tage til Bruxelles som klassens bagstræberiske dreng; og at han som fagøkonom er nødt til at møde op med en indstuderet, inkompetent mine? For alle lærde i kredsen, inklusivt ham selv, ved som bekendt, at hans nationalkonservative håndfæstning er det rene nonsens i virkelighedens EU. Her har Venstre i sin iver for at behage DF, svigtet fatalt. Man er trådt langt mere over stregen, end mange traditionelle Venstre-vælgere havde forventet.

Socialdemokratiet kan på den baggrund – og trods valgnederlaget – afventende glæde sig over et fremtidigt politiske potentiale. Med Venstres knæfald for DF står S nu tilbage som garanten for en aktiv Europapolitik – partiet, der vil forsvare og udvikle Danmarks interesser i regional og global sammenhæng. Det åbner flere interessante muligheder for S. For det første har man måske langt om længe fundet den port til traditionelle borgerlige stemmer, som Thorning og Corydon så håbløst prøvede at slå ind med deres i socialdemokratisk kontekst så usmagelige finans- og arbejdsmarkedspolitik. For det andet er det ideologisk set centrumvenstre, der på den lange bane har mest at vinde ved en overnational, politisk modvægt til det globaliserede markedsregime. Særligt hvis målet faktisk er at genfinde en mere traditionel, socialdemokratisk politik, med kant til de sejrrige markedskræfter og det gældende overnationale finanshegemoni.

HVOR S UNDER THORNING-REGERINGENS umage dans med sine kernevælgere, med rette kunne frygte DF som en seriøs konkurrent på velfærds- og dagpengeområdet, står Mette Frederiksens nye socialdemokrati i en helt anden og styrket position. Dels skal DF nu holde hånden under et umage borgerligt flertal, hvilket reducerer muligheden for at dele milde gaver ud i slipstrømmen af budgetter, man ikke selv står til ansvar for. Dels er der en sjælden stemning af troværdighed omkring Mette Frederiksens person. En fornemmelse, som de færreste socialdemokratiske vælgere har haft omkring partiets ledelse siden kuppet mod Svend Auken i 1992. Dermed står S med en unik chance for at formulere og genvinde den velfærdsdagsorden, som historisk set tilhører partiet.

Ikke alene viste Mette Frederiksen som justitsminsiter, at hun turde tryne sine DJØF´ere; hun fik også lejlighed til en gang for alle at aflive billedet af det for DF-vælgeren så foragtelige, pladderhumanistiske socialdemokrati
____________________

 

HVAD DET ØMMESTE PUNKT ANGÅR, nemlig 68´ernes udlændingepolitik, kan Mette Frederiksen passende sende en sidste kærlig tanke til sin tidligere chef. Thorning lod hende kæmpe med uriasposten som Justitsminister. Ikke alene viste Mette Frederiksen her, at hun som en af få ministre turde tryne sine DJØF´ere; hun fik også lejlighed til en gang for alle at aflive billedet af det for DF-vælgeren så foragtelige, pladderhumanistiske socialdemokrati. Sjældent har S haft så gode muligheder for – én gang for alle – at lukke udlændingeflanken som nu. Skulle de reducerede radikale atter forsøge sig i den blindgyde, kan man jo passende – og med henvisning til en stram dagsorden – bede dem fremskaffe flertal for deres politik!

Men om vi så nogensinde får fortidens store, reformistiske Socialdemokrati tilbage, er et åbent spørgsmål. Uden yderligere politisk integration i den europæiske union, vil fremtidens centrumvenstre halte videre i sporene efter den lille, åbne økonomis skæbne i det globaliserede markedsregime, præcis som under Thorning. Ikke desto mindre er det S, der med DF´s smalle Venstre-regering har vundet momentum i EU-politikken – og det endda med et betydeligt vælgermæssigt potentiale indenfor rækkevidde. For nok behagede det Venstres skatteplagede kernevælgere, at DF lagde ryg til de rare skattelettelser i 00´erne, men i dag skærer den useriøse EU-populisme Venstres solide, borgerlige kernevælgere fælt i ørerne

Uden yderligere politisk integration i den europæiske union, vil fremtidens centrumvenstre halte videre i sporene efter den lille, åbne økonomis skæbne i det globaliserede markedsregime, præcis som under Thorning
____________________

 

I ANDEGÅRDEN, hvor rammerne som bekendt matcher DF´s politisk-økonomiske know-how noget bedre end den store og svære europæiske andengradsligning, blev vi op til valget lovet guld og grønne skove i den offentlige sektor. Og hvad skete der? DF stikker halen mellem benene, udpeger en smal Venstre-regering og fralægger sig ansvaret for, at kommunerne herefter får strikken om halsen. Naturligvis med det formål at skabe manøvrerum for, at Venstre-regeringen til november kan lade DF genopføre farcen om den årlige finanslovsmilliard til Ældrelefleriets Bevarelse. Skulle nogen være i tvivl, fik vi forevist traileren ved DF´s pressemøde i onsdags. Naturligvis med den strukturforvridende effekt til følge, at lav- og middelindkomsternes incitament til selv at spare op til pensionen, bliver yderligere skævvredet. Flot show, men økonomisk set det rene galimatias, hvor man må spørge: Hvor meget af sin politiske integritet vil Venstre ofre?

Thulesen Dahl skubber let og elegant aben videre, velvidende at hans vælgere faktisk ikke rigtigt gider høre om politik
____________________

 

DF-HYKLERIETS SANDE ANSIGT viste sig allerede under selve regeringsdannelsen. Pludselig ville DF ikke stille krav, og valgløfter blev til halvløfter, tilsat gode intentioner. Senest har man så også kunnet opleve Thulesen Dahl fralægge sig ansvaret for, at DF´s mange nye kommunalbestyrelsesmedlemmer over en bred kam har stemt for det stik modsatte af partiets politik – nemlig massive, kommunale besparelser på ældreområdet. Igen en elegant opvisning indenfor hykleriets kunst. Thulesen Dahl skubber let og elegant aben videre, velvidende at hans vælgere faktisk ikke rigtigt gider høre om politik. For en stor del af dem handler politik kun om, at det skal være stuerent at brokke sig.

Hvorfor dannede Thulesen Dahl ikke selv den smalle borgerlige mindretalsregering, som i de kommende år risikerer at suge al t ud af Danmarks engang så liberale parti? Venstres problem er nu, at den himmelråbende politiske utroværdighed som udtrykkes gennem DF´s populisme – herunder ikke mindst partiets manglende mod til at påtage sig et regeringsansvar – i sidste ende rammer Venstre selv. Her trækker DF Venstre med ned i en utilsløret foragt for demokratiet. Venstre får lov at styre et forretningsministerium på Thulesen Dahls nåde.

I det lys handler DF´s hykleri måske ikke længere så meget om de letkøbte og i uendelighed beskrevne populistiske holdninger, herunder hvorvidt det er stuerent at sende flygtningefamilier ud af landet fordi de har adfærdsvanskelige børn. Derimod handler diskussionen efterhånden mere om niveauet for politisk ansvarlighed, og om respekten for demokratiets principper. For mange borgerlige kernevælgere må det være bemærkelsesværdigt at bevidne hvad Venstre har solgt sig til. ★

Jakob Terp (f. 1966 i København). Cand.scient.pol. IFSK 1993. Chefkonsulent indenfor social og arbejdsmarkedsområdet, undervisningsassistent ved Aarhus Universitet og tekstforfatter. Aktiv debattør og foredragsholder. Blogger på jp.dk, med særligt fokus på udfordringen for den universelle velfærdsmodel i det 21. århundrede. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto fra Venstre/Jens Astrup