11.12.2015

“Danskerne er dødtrætte af EU. Dansk Folkeparti er i den seneste valgkamp blevet beskyldt for at sprede mistillid til politikerne fra ja-partierne – hvilket er totalt urimeligt. Vi ønsker simpelthen bare en anden europapolitik for Danmark og en reform af EU.”

KOMMENTAR af Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører & næstformand for Europaudvalget, Dansk Folkeparti

53 procent af danskerne takkede i en byge af trusler om at asylsøgerne ville vælte ind over Danmarks grænser og beskyldninger om at Danmark ville miste forbindelsen til de øvrige europæiske politimyndigheder, ’nej’ til regeringens tilbud om en tilvalgsordning på retsområdet. Det er flot, at den danske befolkning igen har stået imod en trussels- og forvirringskampagne fra ja-partierne.

Danskerne er dødtrætte af EU. EU har totalt svigtet ikke alene den danske befolkning, men alle Europas folk ved fuldstændigt at opgive forsvaret af de ydre grænser, der jo var selve forudsætningen for afskaffelsen af grænsekontrollen mellem de enkelte EU-lande. EU har tromlet de østeuropæiske lande, som ikke ønskede at tage imod asylsøgere og EU har holdt Grækenland i et økonomisk jerngreb i stedet for at tilbyde landet en kontrolleret udmeldelse af euroen. Samtidig har danskerne udtrykt opbakning til det britiske ønske om en reformkurs for EU, hvor EU tager sig af færre opgaver – og midt ind i den debat kom regeringen så anstigende med et ønske om mere EU.

Ja-partierne har i og efter valgkampen frustreret tilkendegivet, at nej-partierne har været med til at så mistillid til ja-partierne, når vi har tilkendegivet, at vi ikke har tillid til at ja-partierne kunne forvalte et ’ja’ til tilvalgsordningen på en ordentlig måde. Jeg har meget vanskeligt ved at forstå argumentet.

3 partier i Folketinget plæderer for mindre EU. De øvrige 7 partier ønsker mere EU. Det er da helt naturligt, at de partier, som er skeptiske over for EU også er skeptiske over for at give partier, der ønsker mere EU, magt til at afgive suverænitet på danskernes vegne. Det har ikke noget med mistillid at gøre – det har at gøre med, at den pro-EU-linje, som disse partier fører, ikke er nej-partiernes. Vi har altså ikke spredt mistillid til politikerne fra ja-partierne. Vi har blot sagt, at vi ikke er enige i deres måde at føre europapolitik på.

Det er praktiske udfordringer som selvfølgelig kan løses politisk, hvis der er en vilje hertil, men de er i virkeligheden slet ikke så interessante som den basale situation om i hvilken retning EU skal udvikle sig. EU kan hurtigt ende i en regulær overlevelseskamp, hvis de nationale regeringer ikke er villige til at lytte til befolkningernes skepsis.
____________________

 

Og netop europapolitikkens fremtid bør også være genstand for en drøftelse i lyset af afstemningsresultatet. Den nuværende aftale stammer fra 2008 og rummer blandt andet ønsket om, at Danmark skal være så tæt på kernen i EU som overhovedet muligt. Danmark skal altså være en slags Luxembourg, der er med i det hele og som ikke galper for meget op, når de store lande svinger taktstokken. Men det er ikke den rolle Dansk Folkeparti – og tror jeg – størstedelen af befolkningen ser for Danmark. Vi ser tværtimod et EU, hvor man er med på forskellige forpligtelsesniveauer. Det er også derfor, at Dansk Folkeparti fuldt ud har støttet de britiske tanker om en reform af EU, der jo i sin essens vil understøtte opfattelsen af et EU i flere tempi.

I Dansk Folkeparti vil vi ikke stå i vejen for, hvis nogle lande ønsker et endnu snævrere samarbejde. Men jeg vil dog opfordre disse lande til et virkelighedstjek og spørge deres befolkninger om de rent faktiske er enige i den ambition, for jeg tror efterhånden, at den skepsis, der er over for EU, favner bredt i de europæiske befolkninger. Men i Danmark bør regeringen og de EU-positive partier snart forstå budskabet: Danskerne ønsker mindre EU – ikke mere EU – og det bør afspejle sig i den danske europapolitik.

Danmark bør stå skulder ved skulder med den britiske og polske regering i ønsket om et mindre forpligtende EU-samarbejde, der er opbygget omkring mellemstatslighed i stedet for overstatslighed. Derudover bør regeringen arbejde for, at ambitionen i Laeken-erklæringen genaktiveres – altså at det undersøges om ikke suverænitet kan tilbageføres til de enkelte medlemslande, så den kontinuerlige overlevering af suverænitet fra medlemslandene til EU bringes til ophør. Endelig bør der fastlægges snævrere rammer for, hvad der rent faktisk betragtes som ”grænseoverskridende” udfordringer. EU har anlagt en alt for vid fortolkning heraf. Disse ambitioner bør ideelt set udtrykkes i en ny dansk europapolitik.

I forhold til den konkrete situation, der nu er opstået i relation til Danmarks tilknytning til Europol: Dansk Folkeparti har lovet, at Danmark fortsætter i Europol. Og det gør vi. En parallelaftale ligger lige for, og samtidig kan Danmark fx bede om at komme med i PNR-registeret (’EU Passenger Name Record’, fælles EU-register over flypassagerer, red.) på mellemstatslig basis. Det er praktiske udfordringer som selvfølgelig kan løses politisk, hvis der er en vilje hertil, men de er i virkeligheden slet ikke så interessante som den basale situation om i hvilken retning EU skal udvikle sig.

EU kan hurtigt ende i en regulær overlevelseskamp, hvis de nationale regeringer ikke er villige til at lytte til befolkningernes skepsis.

ILLUSTRATION: Angela Merkel til topmøde [pressefoto: EU]