20.06.2015

Heller ikke denne gang kunne Lars Løkke Rasmussen erobre statsministerposten ved egen kraft. Vil Løkke – efter tabet af 13 mandater – kunne afslå de vilkår, som Thulesen Dahl byder ham?

RÆSONS KRONIK af Esben Schjørring, journalist

MERE END NOGENSINDE før fortoner det borgerlige projekt sig i horisonten. Lettet skattetryk, mere personligt ansvar, mindre statslig indblanding? Nej. Samlet set er de partier, der kæmper for reformer af velfærden gået mærkbart tilbage ved dette valg. I 2001 og tre valg frem var Dansk Folkeparti Socialdemokraternes store problem. I 2015 er problemet blevet Venstres. DF er en nødvendig betingelse for nøglerne til Slotsholmen – og samtidig det, der blokerer for borgerlig politik.

Det moderne Venstre skulle have været et hus, der kunne stå i prunk og pragt i mindst 100 år. Men allerede efter 15 år piber vinden i de sprukne ruder, og der er begyndende skimmelsvamp i kælderen. Fra Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre i 1998 og påbegyndte forandringen fra et velfærdskritisk til meget velfærdsvenligt Venstre satte han aldrig barren lavt: Venstre skulle dominere og definere det 21. århundrede, som Socialdemokratiet havde domineret og defineret det 20. Og sådan tog det sig også ud med tre valgsejr i træk – 2001, 2005 og 2007. Efter det dårligste Venstre-valg i 20 år må man konstatere, at partiet har måttet afgive pladsen ved den skrivepult, hvorfra man nedfælder danmarkshistorien til Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl.

Mere end nogensinde før fortoner det borgerlige projekt sig i horisonten
____________________

 

Da Fogh detroniserede Poul Nyrup Rasmussens SR-regering fik Venstre 31, 2 pct. af stemmerne. I 2015 har man tabt mere end hver tredje af dem og kan kun mobilisere 19,5 pct. I 2001 kunne VK mobilisere over 40 pct. af vælgerne – i dag kan de ikke engang komme over 23 pct. Lægger man LAs stemmer til, når man kun lige over 30 pct. Det borgerlige Danmark er med andre ord gået 10 procentpoint tilbage på 15 år – hvoraf man selv har haft regeringsroret i de ti. Til gengæld er Dansk Folkeparti næsten fordoblet fra 12 pct. i 2001 til 21,1 pct. i 2015.

Så Lars Løkke Rasmussen lider stadig af det syndrom, der i 2009 skaffede ham det lidet attråværdige øgenavn ”vikaren” og som bragte VK-regeringen til fald i 2011: han kan ikke blive statsminister ved egen kraft – andre skal berede vejen for ham.

JA, LØKKE havde overtræk på kontoen for personlig troværdighed og ja, det er et problem, når de politiske forskelle er så små, at de nærmest ikke engang lever op til betegnelsen narcissistiske. Men nej, det er ikke den grundlæggende forklaring på, at Løkke og Venstre tabte 13 mandater og kun med Kristian Thulesen Dahls overraskende mandatfremgang i disse dage leder forhandlingerne om en ny regering. Forklaringen er – heldigvis må man konstatere i disse tider – politisk. At det er lykkedes Thulesen Dahl og DF at blive større end Venstre skyldes ikke mindst det mere end ti år lange og meget tætte samarbejde op gennem nullerne med netop – Venstre. Finanslov efter finanslov, og udlændingelov efter udlændingelov har i den grad legitimeret DF som et parti, vælgerne kan deponere deres tillid til. I 2006 fastslog Claus Hjort Frederiksen at der var en høj grad af ”værdifællesskab” mellem de to partier. Venstre har simpelthen mere end nogen anden blåstemplet DF, og ikke sjældent på bekostning af Venstres historiske samarbejdspartner i De Konservative, som gang på gang gennem nullerne måtte finde sig ydmyget af folkepartisterne med Venstres tavse billigelse. Venstre kom K til undsætning, da DF krævede, at Fogh skulle holde partiet ude af regeringen i 2001. Men ikke, da den senere partiformand og daværende minister for familie- og forbrugeranliggender, Lars Barfoed, ved DFs mellemkomst blev sat fra bestillingen i december 2006 i kølvandet på den såkaldte ”kødskandale”.

Venstre har simpelthen mere end nogen anden blåstemplet DF, og ikke sjældent på bekostning af Venstres historiske samarbejdspartner i De Konservative
____________________

 

DF leverede det stabile flertal, Fogh så som nødvendigt for at forskanse den bastion, Venstre skulle kæmpe fra for at få førstefødselsretten til regeringsmagten i det nye århundrede. Modsat den hårdhændede behandling, Socialdemokraterne med jævne mellemrum udsætter deres parlamentariske grundlag i SF og Enhedslisten for, fik DF i nullerne uhørt meget opmærksomhed og indflydelse. Ikke mindst fordi de havde lagt næsten ustoppelige dræn ind i Socialdemokraternes vælgerbase. Det er en ikke ubetydelig årsag til, at DF valg for valg er vokset – og nu har overhalet Venstre.

Den pagt, som Fogh Rasmussen indgik med DF, har i 2015 afsløret sig som noget af en faustisk handel [Faust indgår en handel med djævelen i skuespillet af samme navn, red.]. Ja, man fik i 2001 den regeringsmagt, man følte Socialdemokraterne havde snydt Uffe Elleman-Jensen for i 1998, og ja, man nedkæmpede først Poul Nyrup Rasmussen, så Mogens Lykketoft og til sidst måtte også Marianne Jelved forlade sin formandspost. Og jo, man vandt historiske tre valg i træk, hvilket ikke var lykkedes en Venstre-statsminister i 100 år. Men man betalte med sin sjæl og sin mission. Undervejs lod Fogh skattetrykket sætte Danmarksrekord og den offentlige sektor vokse i en takt, der oversteg Nyrups og Lykketofts beregninger. Kort før han alligevel kastede sig ud en dagpengereform annoncerede Løkke Rasmussen på helsider i aviserne med, hvor mange flere offentligt ansatte, der var blevet hyret under ham.

Man vandt historiske tre valg i træk, hvilket ikke var lykkedes en Venstre-statsminister i 100 år. Men man betalte med sin sjæl og sin mission
____________________

 

I STARTEN AF 2015-VALGKAMPEN forsøgte Lars Løkke Rasmussen og Venstre sig for første gang siden 1998 med en – omend meget moderat – borgerlig kampagne. Man talte om mådehold i det offentlige forbrug i almindelighed (nulvækst eller udgiftsstop) og på de sociale ydelser i særdeleshed (kontanthjælpsloft) og om lavere skat – ganske vist kun på de lave indkomster, men dog alligevel.

I partiet har man ellers fulgt den såkaldte Claus Hjort-doktrin. Af det famøse valgnederlag fra 1998 drog man den lære, at Venstre tabte folketingsvalg, når man gik ind i en åben fordelingspolitisk slagudveksling med Socialdemokraterne, der til gengæld kunne nedkæmpes på den værdipolitiske flanke. Den morale blev i og for sig bekræftet i valgkampens første uge, hvor man ganske vist havde held til at sætte dagsordenen, men jo samtidig bekræftede Socialdemokraternes påstand om, at valget VAR et dilemma mellem skattelettelser og velfærd. Det var ikke kun, fordi Løkke havnede i dokumentationsproblemer (”Panorama”), at Helle Thorning Schmidt pludselig fik momentum og siden tog føringen i meningsmålingerne. Det er også en pointe, at hver gang Løkke lagde den liberale trompet til munden for at udbasunere sit budskab, lagde DF så tykt et forbehold på, at tonerne – om lavere skat og en mere mærkbar difference mellem løn og forsørgelse – blev en næsten uhørlig piben. Thulesen Dahl gik endda så vidt som at true med at gro vinger og blive en ”fri fugl”, hvis ikke Løkke droppede nulvæksttankerne. Dermed fordampede provenuet til skattelettelserne og bunden røg ud af det første spæde forsøg på en klassisk borgerlig valgkampagne i 17 år. Hvorefter Thulesen Dahl indgik en dagpengeaftale med SFs Pia Olsen Dyhr, som Løkke Rasmussen nu på den ene eller den anden måde bliver nødt til at finde pengene til.

Til gengæld støvede Venstre nu Hjort Frederiksens gamle visdom af og hentede de udlændingepolitiske stramninger frem – oven i købet tilsat EU-skeptisk støtte til briterne, der gerne vil slå streger i sandet, når det kommer til såkaldt velfærdsturisme. Det virkede. Meningsmålingerne trak i blå retning igen. Problemet var bare, at det ikke forøgede Venstres popularitet, men DFs. Iagttagere har undret sig over, at DF har ligget så forholdsvis brak de seneste tre uger. Men anden valgkamps-uge gav meget af svaret på hvorfor. Hvorfor skråle højest op, når alle andre i kor alligevel synger den sang, man selv har skrevet? Hos DFs strateger ved man udmærket, at når dagsordenen er udlændinge og EU-skepsis, lander mange kryds helt automatisk på liste O. Det var ikke for ingenting, DF havde valgt det tilsyneladende intetsigende slogan, at vælgere jo godt vidste ”hvad vi står for” – uden nærmere specificering. Når man ikke engang føler det nødvendigt at sætte ord på egen politik, og man stadig vokser med 50 pct., er man altså magtfuld på et helt særligt niveau.

I starten af 2015-valgkampen forsøgte Lars Løkke Rasmussen og Venstre sig for første gang siden 1998 med en – omend meget moderat – borgerlig kampagne.
____________________

 

Grundlæggende kan man føre to slags valgkampagner – en bevaringskampagne eller en forandringskampagne. Mens Socialdemokraterne siden nytår satsede entydigt og benhårdt på den første type, var det som om, Venstre ikke kunne blive enig med sig selv om det skulle være forandring – som i uge 1 – eller bevaring som i uge 2 og 3, hvor man sluttede af med bannerannoncer på avisernes hjemmesider, der opfordrede vælgerne til ”vælge det sikre” og sige ”ja til velfærd”.

Venstre havde vanskeligt ved at få budskabet frem – for hvad VAR budskabet? Og årsagen til Venstres problemer med at føre en ensartet kampagne rækker også tilbage til Fogh. Det var ham, der fra 1998-2001 opfandt en helt særlig dobbeltposition, hvor han på én gang kunne love forandring (især på værdipolitikken) og bevaring (især på velfærds- og fordelingspolitikken), og med skattestoppet i virkeligheden lovede at forandre ved at bevare. Igennem ti år kunne Venstre på én gang føre en bevaringskampagne og en forandringskampagne. I 2015 fungerede dette dobbeltgreb for Løkke mere som selvmodsigelser og tvetunget tale: så skulle der være kontanthjælpsloft, men ikke skæres i selve kontanthjælpen. Så skulle der være nulvækst, men det skulle der så ikke være alligevel. Så skulle dansk velfærd reformeres, for at det bedre kunne betale sig at arbejde, men der skulle også dannes vognborg om dansk velfærd, så vandrende arbejdstagere ¬– de af Løkke benævnte ”jordbærplukkere” – fra Østeuropa ikke levede på nas. Helt parodisk blev det, når man forsøgte at kritisere Socialdemokraterne for at have gennemført de facto nulvækst i kommunerne de seneste fire år. Ja, og? Det er svært at gøre sig selv til det borgerlige Danmarks leder, når man gør brug af SFs og Enhedslistens argumenter imod en politik, man med stor sandsynlighed ikke selv kan få lov at føre for DF, hvor end man ellers gerne ville.

Det er svært at gøre sig selv til det borgerlige Danmarks leder, når man gør brug af SFs og Enhedslistens argumenter imod en politik, man med stor sandsynlighed ikke selv kan få lov at føre for DF, hvor end man ellers gerne ville
____________________

 

Dertil kom de selvforskyldte plager – herunder de sårbare hverdagseksempler, der skulle vise, at Løkke ikke var så borgerlig at det gjorde noget, men faktisk bare indlejrede sig i den lille (panorama-)mands tale eller i frustrationerne hos en bagerjomfru fra Svenninge. Og det decideret mærkværdige løfte om en hemmelig vismand, der skal gentænke hele rigets udenrigspolitiske kurs.

SKAL BORGERLIGE vælgere i stedet glæde sig over, at Liberal Alliance toner mere rent flag? Ikke rigtigt. Engang var der en fælles platform for borgerlige partier: lavere skat, især topskat – samt en mindre omfangsrig offentlig sektor, som blander sig mærkbart mindre i borgernes privatliv. Men dén liste er i dag reduceret til et særstandpunkt for aficionados med hang til Børsens lyserøde avispapir, filosoffen Ayn Rand og en årlig ironman. LA er selve udtrykket for, at der ikke længere er et bredt forankret fælles udgangspunkt for de borgerlige partier i Danmark.

Vil Løkke forny Foghs pagt med et Dansk Folkeparti, der er fordoblet i styrke? Står han internt i Venstre så svagt, at han ikke har andet valg end at række ud efter regeringsmagten? Eller mente han det, da han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris?

I 2001 ville Fogh gøre Venstre til det 21. århundredes centrale politiske magtfaktor i Danmark. Men i 00erne syntes partiet at glide længere og længere væk fra sit ideologiske udgangspunkt, da man fik ansvaret for – og videreførte – verdens største eller næststørste velfærdsstat. Nu er regeringsmagten inden for rækkevidde, men uden folkeligt mandat. Fortsætter udviklingen ender Venstre både uden magt og uden sjæl. ■


Esben Schjørring er journalist og tidligere medlem af RÆSONs chefredaktion. ILLUSTRATION: Dronningerunde [foto: Polfoto/Jens Dresling]