07.01.2015

1. Mandag faldt den amerikanske børs, tirsdag morgen er Asien fulgt med. Bør verden frygte en ny global nedtur eller opbremsning? Hvis ja, hvorfor nu?
HELGE J. PEDERSEN: Nej, der er usikkerhed for tiden om situationen i Euroområdet ifbm. det græske parlamentsvalg, ligesom de faldende oliepriser skaber usikkerhed til især den del af verdensøkonomien som er bundet op på olieproduktion. Men pengepolitikken vil fortsat være ekstremt lempelig, det understøtter aktiemarkederne – ligesom de faldende oliepriser vil katalysere den økonomiske vækst i de olieimportende lande. Så jeg er ikke bekymret for en ny global nedtur.

2. ECB-chef Mario Draghi har i sidste uge signaleret, at banken måske allerede i januar vil begynde opkøb af finansielle produkter, og dermed sætte gang i den sløve europæiske økonomi (quantitative easing). Markederne regner med et sådant indgreb. Men den tyske Bundesbankchef Jens Weidmann har i december offentligt sat spørgsmålstegn ved effekten af manøvren og talt frygten for deflation ned. Hvem har ret – Draghi eller Weidmann?
PEDERSEN: Jeg er mest tilbøjelig til at holde med Weidmann. Min holdning er, at renten allerede er så lav, at det snarere er manglende tillid til fremtiden, som afholder virksomheder og husholdninger fra at bruge yderligere penge på investeringer og forbrug. Samtidig må det ikke glemmes, at den seneste tids fald i inflationstakten især skyldes lavere energipriser, som vil hjælpe det spirende opsving i euroområdet undervejs – og på lidt længere sigt derfor føre til højere inflation.

3. Er ECB’s optakt til quantitative easing beviset på, at EU’s austerity-politik har slået fejl?
PEDERSEN: Nej. Jeg mener, at det er vigtigt, at der kommer styr på de offentlige finanser i euroområdet – og at de meget gældsatte lande gennem strukturreformer forbedrer deres konkurrenceevne. Når det er sagt er det også klart, at den stramme finanspolitik i en række af de sydeuropæiske lande er med til at holde arbejdsløsheden oppe og inflationen nede i hele euroområdet. Dermed bliver austerity-politikken også en årsag til at ECB må komme med yderligere pengepolitiske lempelser for at leve op til sit mandat, som er at holde inflationen tæt på, men under 2 pct. Derfor er der for tiden også stærke røster, som ønsker, at der indføres en fælles finanspolitik blandt eurolandene, så den overordnede økonomiske politik kan koordineres bedre blandt landende end tilfældet er det nu.

4. Den nye EU-kommission lancerede i slutningen af 2014 med store fanfarer en ny vækstpakke. Hvis væksten fortsat skuffer, er det utænkeligt at der enten på fælleseuropæisk eller nationalt niveau vil blive eksperimenteret mere med alternativer til austerity?
PEDERSEN: Jeg fornemmer, at der for tiden er en vis forståelse for, at finanspolitikken ikke kan strammes yderligere i kommissionen, som dog fortsat på et overordnet plan, må holde sig til retningslinierne for finanspolitikken som udstukket i six-packen. På nationalt plan er der helt klart et politisk krav i mange lande om at der findes alternativer til austerity. Det afspejlede sig bl.a. i valget til Europa-parlamentet i sommers og det vil også vise sig ved de nationale parlamantsvalg, som afholdes i år i bl.a. Grækenland og Spanien.

5. En unavngiven kilde i den tyske regering siger til Der Spiegel, at Tyskland nu mener Euroen kan overleve en græsk exit. Hvad vil Grækenlands exit indebære? Hvorfor er situationen – for Euroen og for Grækenland – i givet fald anderledes i dag end i 2011/2012?
PEDERSEN: Jeg tvivler meget på, at Grækenland forlader Eurosamarbejdet. Det indgår ikke som en del af Syriza’s program, og den folkelige opbakning til euroen er stor. Ifølge Lissabon-traktaten indebærer en exit også udmeldelse af EU, så institutionelt er det ikke nemt at forlade den fælles mønt. Men, hvis det skulle ske, mener jeg, at markederne er anderledes forberedte, ligesom det institutionelle set-up er anderledes solidt i dag. Der er stiftet stabilitetsfonde, og pengepolitikken er nu gearet til at støtte lande fra at lide rentedøden. Default-risikoen er dermed markant lavere nu end for blot få år siden, hvilket på sin side reducerer risikoen for tab for investorerne og for kollaps i den finansielle sektor betydeligt.

6. Lederen af det græske venstrefløjsparti Syriza, Alexis Tsipras, lover forud for valget i januar vælgerne at han kan genforhandle kravene fra den såkaldte Trojka. Det nye spanske parti Podemos (Vi kan, red.) protesterer også mod nedskæringspolitikken. Vil der være nogen forståelse hos EU (Tyskland?) for ønsket om at moderere reformerne?
PEDERSEN: Der vil nok være forståelse, men næppe megen accept herfor, fra Tysklands side. Protestbevægelsernes krav vil formentlig også blive modereret når og hvis de vinder regeringsmagten, hvorfor det er sandsynligt, at der på supranationalt niveau kan findes løsninger, som gør at landenes økonomiske politik ikke konflikter for meget med kravene i budgetlovene.

7. Hvordan er de økonomiske udsigter i 2015 for:
i) Tyskland, der i tredje kvartal 2014 var på kanten af recession og hvor Nationalbanken har halveret vækstskønnet for 2015?
ii) Italien, hvor økonomiministeren lover at 2015 bliver året hvor væksten vender tilbage?
iii) Frankrig, hvor arbejdsløsheden er historisk høj?
i) Tyskland er blevet ramt af konflikten med Rusland, men vil omvendt få medvind fra de lavere oliepriser og den ekstremt lempelige pengepolitik. Så jeg tror fortsat på højere vækst i Tyskland i 2015 end for 2014.
ii) Italien er jeg mere skeptisk ved, især fordi det ikke er lykkes at implementere mange af de reformer, som ellers er blevet vedtaget. Væksten vil være svag, men positiv i 2015.
iii) Frankrig er jeg ligeledes meget skeptisk ved. Igen er det reformpolitikken, som svigter, i et land som er præget af en stor ineffektiv offentlig sektor og svag konkurrenceevne. Væksten vil være svag – i underkanten af 1 pct. – i år.

7. I Storbritannien forventer et massivt flertal af økonomer fortsat (omend lavere) vækst i 2015, ifølge Financial Times. Er det rigtigt at konkludere at briterne har klaret krisen markant bedre end kontinentet? Hvis ja, hvorfor?
PEDERSEN: Ja, Storbritannien ser ud til at være kommet gennem krisen hurtigere end kontinentet. En væsentlig årsag er den lempelige pengepolitik – herunder kvantitative lempelser – som har været medvirkende til at få boligmarkedet og den indenlandske efterspørgsel på rette kurs. Det er værd at pointere, at det er nemmere at gennemføre et kvantitativt lempelsesprogram succesfuldt i en økonomi, hvor de finansielle markeder er meget udviklet, hvor der er en stærk aktiekultur og hvor boligmarkedet er karakteriseret ved en høj ejerandel, som tilfældet er det i Storbritannien. Men Storbritannien er også ramt af strukturelle problemer. Ikke mindst eksportsektoren er karakteriseret ved en svag konkurrenceevne.