07.04.2015

BAGGRUND. Efter 35 års politisk fejde imellem Washington og Teheran kan stridsøksen snart være begravet. Iran og de såkaldte „P5+1‟-lande er efter langvarige forhandlinger i den schweiziske by Lausanne nået til enighed om en rammeaftale om at begrænse Irans uranberigelse. RÆSON har talt med Iran-ekspert Janne Bjerre Christensen om aftalens betydning for Iran og regionen.

INTERVIEW af Line Mohr Drewes

RÆSON: Hvordan har civilbefolkningen i Iran modtaget nyhederne om atomaftalen?
JBC: Det første, man overhovedet så i Iran, var spontane jubelscener. Der var masser af billeder på de sociale medier, BBC og andre medier af folk, der var vildt glade. Og den iranske udenrigsminister fik en heltevelkomst, da han kom til lufthavnen. Generelt er den iranske befolkning meget begejstrede – man ser det som en fantastisk sejr for diplomatiet, og som en begyndelse på en normalisering af relationerne til omverdenen.

RÆSON: Hvad er det, der optager det iranske folk? Er det de økonomiske sanktioner, eller er det den politiske isolation, som man ønsker at gøre op med?
JBC: Den iranske befolkning ønsker både at bryde den økonomiske og den politiske isolation. Man er utroligt frustreret over, at Iran har et image og en status som en paria-stat. Samtidig er man frustreret over sanktionerne, som har ramt den iranske befolkning meget bredt. Sanktionerne har netop ikke kun været målrettet atomprogrammet. Mange af sanktionerne har været meget brede.

Generelt er den iranske befolkning meget begejstrede – man ser det som en fantastisk sejr for diplomatiet, og som en begyndelse på en normalisering af relationerne til omverdenen.
____________________

RÆSON: Hvordan kommer den enkelte iraner til at mærke suspensionen af sanktioner?
JBC: Den iranske olieeksport er blevet halveret siden 2012. Valutaen styrtdykkede i den forbindelse. Der har været høj inflation og meget høj arbejdsløshed. Og det er klart, at sanktionerne mod bankerne har været meget problematiske, fordi de rammer samtlige transaktioner ind og ud af landet. Det vil sige, at [sanktionerne] også rammer ting som livsvigtig medicin, selvom det egentlig er fritaget for sanktioner. Alt det vil blive bedre, når sanktionerne bliver løftet.

RÆSON: Hvordan kan civilbefolkningernes reaktion og ønsker for fremtiden påvirke indenrigspolitikken i et styre som det iranske?
JBC: Det er selvfølgelig vigtigt, hvad den iranske civilbefolkning mener og tænker. Det er jo ikke et totalitært styre som sådan. Der er parlamentsvalg og valg til eksperternes råd i 2016. Atomaftalen vil med stor sikkerhed give et boost til den moderate dagsorden og til regeringen i forbindelse med valget. Samtidig vil der også være kritikere, som mener, at regeringen har solgt ud. Og jeg tror heller ikke, at man skal forestille sig, at det her kommer til at løse alle Irans problemer. Det gør det heller ikke i forhold til den iranske økonomi, som har en lang række andre problemer – herunder korruption. Man kan håbe på, at det med tiden kan skabe rum for en form for politisk åbning internt i Iran. Især hvis de moderate bliver styrket. Og det er jeg ikke i tvivl om, at de gør.

RÆSON: Hvordan vil atomaftalen påvirke det strategiske forhold mellem USA og Israel i regionen?
JBC: Israel har jo frygtet, at USA med denne aftale vil give køb på Israels sikkerhedsinteresser. Israels reaktioner har derfor været meget kritiske. Man antager aftalen for at være helt forkasteligt. Og selvom jeg ikke mener, at Israel bliver truet af den her aftale, tværtimod, så er det klart, at det umiddelbart vil skabe flere spændinger i forholdet mellem Israel og USA. Alligevel vil USAs relation til Israel ikke ændre sig betydeligt. USA har også lagt vægt på, at man fortsat vil presse Iran på en lang række andre ting, hvor man ikke er enige med styret.

USAs relation til Israel vil ikke ændre sig betydeligt. USA har lagt vægt på, at man fortsat vil presse Iran på en lang række andre ting, hvor man ikke er enige med styret.
____________________

RÆSON: Hvorvidt har forholdet til Israel indgået i Irans og i USAs overvejelser i forhold til aftalen?
JBC: Der har været meget støj på senderen i form af Republikanernes kritik og i form af Netanyahus tale i den amerikanske kongres, hvor han gjorde, hvad han kunne, for at forpurre aftalen. Så Obama-administrationen har kæmpet hårdt for at holde kursen og holde fokus på fakta. Særligt på grund af Republikanernes modstand og Netanyahus tale, der var smækfuld af faktuelle fejl omkring, hvad Irans atomprogram handler om, og hvad vi ved om det allerede. Vi ved med stor grad af sikkerhed, at de ikke har et atomvåbenprogram, hvilket Netanyahu til stadighed påstår, at de har.

RÆSON: Hvordan står det til med den generelle opbakning til atomaftalen i den amerikanske kongres?
JBC: Der er et flertal af Republikanere i Kongressen, som er utilfredse og truer med flere sanktioner. Men til gengæld understregede Obama i sit pressemøde i torsdags, at det her ikke kun er en aftale mellem Iran og USA. Det er en aftale mellem Iran og en række af verdens store magter. Og hvis Kongressen har tænkt sig at stikke en kæp i hjulet og forpurre aftalen, så vil det være USA, som får skylden for, at aftalen falder på gulvet. Med det indrømmer man på forhånd sin skyld og åbner en ladeport for kritik – ikke bare fra Iran – men fra Rusland og Kina. Jeg tvivler på, at Rusland og Kina vil fastholde sanktionerne mod Iran, hvis USA springer på målstregen.

RÆSON: Hvordan vil aftalen påvirke forholdet mellem Iran og ærkerivalen Saudi Arabien?
JBC: På linje med Israel har Saudi Arabien været dybt kritiske over for aftalen. De frygter en normalisering af forholdet til Iran. Det anstrengte forhold mellem USA og Iran har betydet, at USA har været afhængige af Saudi Arabiens olie. Hvis man så begynder at lukke Iran ind i varmen og løfte sanktionerne, så muliggør man på sigt købet af iransk olie. Med EUs boykot af Irans olie er det i høj grad Saudi Arabien, der har tjent på sanktionerne. Så der er en hel række økonomiske interesser på spil for Saudi Arabien. Derudover vil en normalisering af forholdene også med tiden kunne gøre Iran til en forhandlingspartner i forbindelse med andre regionale spørgsmål. Eksempelvis i spørgsmålene om en politisk løsning i Syrien, Afghanistan og Irak. Heri ligger også en potentiel trussel for saudiarabiske interesser. På trods af disse forhold ser jeg atomaftalen som en mulighed for at skabe større stabilitet i regionen.

Med EUs boykot af Irans olie er det i høj grad Saudi Arabien, der har tjent på sanktionerne. Så der er en hel række økonomiske interesser på spil for Saudi Arabien.
____________________

RÆSON: Kunne et mere åbent Iran få betydning for vestligt engagement i andre militære konflikter i regionen?
JBC: Der er i hvert fald en række sammenhænge, hvor USA og EU har sammenfaldende interesser med Iran. Det gælder først og fremmest i forhold til at skabe stabilitet i Afghanistan. Stabilitet er i Irans klare interesse, fordi det er dem, som lider under konsekvenserne af den nuværende situation. Derudover fylder spørgsmålet om Islamisk Stat rigtig meget i Iran – både i Irak og Syrien, men iranerne frygter også, at Islamisk Stat er ved at slå rod i Afghanistan. Iran var de første, som militært forsøgte at bekæmpe Islamisk Stat. I Teheran siger folk, at „havde det ikke været for os, så havde Islamisk Stat taget Bagdad allerede sidste sommer‟. Så selvfølgelig ønsker Iran at blive anerkendt som en regional magt, der kan blive taget med på råd i de her spørgsmål. Som sagt løser denne atomaftale ikke alle problemer. Der vil stadig være en række spørgsmål, hvor man er dybt uenig med iranerne – blandt andet i forhold til Irans støtte til Assad i Syrien. Men omvendt kan man sige, at de her spørgsmål har vist sig at være utroligt svære at løse, så længe atomkonflikten spærrede for, at man kunne tale med iranerne.

Iran var de første, som militært forsøgte at bekæmpe Islamisk Stat. I Teheran siger folk, at „havde det ikke været for os, så havde Islamisk Stat taget Bagdad allerede sidste sommer‟. Så selvfølgelig ønsker Iran at blive anerkendt som en regional magt, der kan blive taget med på råd i de her spørgsmål.
____________________

RÆSON: Hvad mener du, der er det vigtigste udfald af atomaftalen?
JBC: Jeg synes, det vigtigste er, at man har fået lavet en win-win-løsning. At begge parter tydeligvis har indgået en række kompromisser. Som jeg læser teksten, er man lykkedes med at mødes på midten. Begge parter har fået en aftale, som de er i stand til at sælge hjemme. Det er rigtig vigtigt for Iran, at man bliver anset for at være en ligeværdig partner, og at man bliver behandlet med respekt. Således at Iran ikke føler, at de bliver presset til at kapitulere og nedlægge deres atomprogram. Det er en kæmpe sejr for iranerne, at de har fået en værdig aftale og har fået anerkendt deres ret til at have atomprogrammet. Selv hvis det er i en begrænset version.

Det er en kæmpe sejr for iranerne, at de har fået en værdig aftale og har fået anerkendt deres ret til at have atomprogrammet. Selv hvis det er i en begrænset version.
____________________

Det store resultat fra amerikanernes side er selvfølgelig, at man tillader atomprogrammet, men gør det med en meget robust kontrol af programmet. Så man med god ret kan sige, at Iran ikke er i stand til at udvikle atomvåben under disse omstændigheder. Det er også vigtigt, som Obama skildrer på sit pressemøde, at hvis Iran implementerer aftalen, og hvis alle parter lever op til de krav, der bliver stillet, så vil Iran med tiden være fuldt i stand til at deltage i det internationale samfund. Og det er virkeligt nye toner efter 36 års udtalt fjendskab mellem Iran og USA. ■

Janne Bjerre Christensen (f. 1973) er ekspert i iranske anliggender ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun har tidligere forsket i den islamiske republiks civilsamfund og narkotikapolitik men arbejder i øjeblikket på et postdoc-projekt vedrørende det økonomiske sanktionsregime imod Teheran og hvilke konsekvenser, det medfører både indenrigs- og udenrigspolitisk. Line Mohr Drewes (f. 1987) er kandidat i international sikkerhed og folkeret fra Syddansk Universitet og Master of Law (LLM) fra University of Nottingham. ILLUSTRATION: Atomforhandlinger i Lausanne [Foto: European External Action]