10.10.2015

Det er umuligt at forudse, hvad de kommende uger og måneder vil bringe. Ingen forudså de to forrige intifadaer, så hvem ved? Måske er grænserne for tålmodighed nået. Og måske netop derfor venter en større israelsk modaktion lige om hjørnet. Det er for tidligt at udelukke nogen scenarier.

PERSPEKTIV af Leila Stockmarr

I sidste uge holdt den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas en dundertale ved åbningen af FN’s Generalforsamling i New York. Her bebudede han, at palæstinenserne (her repræsenteret ved den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO) ikke længere var bundet af aftaler med Israel. Han henviste til Oslo-aftalerne, som siden begyndelsen af 1990’erne har dannet rammen for samarbejdet mellem PLO og Israel, og som er den politiske basis for det palæstinensiske selvstyre.

Med talen håbede mange palæstinensere, at Abbas ville gøre ord til handling og opløse det omfattende sikkerhedssamarbejde mellem selvstyret og Israel. Et samarbejde, der efterhånden har gjort, at selvstyret betragtes som besættelsens lange arm — et reelt kollaboratørregime, der aktivt er med til at underminere den palæstinensiske frihedskamp. En udvikling, der ikke ville være et ønskescenarie for Israel.

Måske var skuffelsen oven på den udeblivende handling med til at accelerere de nuværende voldudgydelser. Men det er klart, at skuffelserne over egne ledere ikke står alene. Bag tæppet af aktuelle begivenheder ligger et lag af strukturelle forhold, der på den ene side fordrer vrede, oprør og terror, men som på den anden side også kan forhindre den form for organiseret opstand, som ville kunne udløse en tredje intifada.

Israels containing strategi er uholdbar
Besættelsen og Israels enorme bosættelsesprojekt har betydet, at der nu bor over en halv million jødiske bosættere på besat palæstinensisk territorium. Det er old news men en grundbetingelse for den nuværende situation.

Israels systematiske annektering af palæstinensisk land, statens apartheidpolitik samt differentieret lovgivning over for israelere (bosættere) og palæstinensere inviterer til en eskalation og er en naturligvis en tikkende bombe under hele konfliktkomplekset. At undertrykkelse på så mange planer avler vold kan vel ikke overraske, og det er i min optik derfor misvisende at tale om sporadisk opståede voldspiraler som jævnligt forekommende fænomener, der med tiden går i sig selv igen eller hidkalder en diplomatisk charmeoffensiv. Vi bør hellere tale om kolonisering og modstand mod kolonisering — logikker, der både kan tale voldens sprog, men som også kan rumme ikke-voldelige organiseringsformer.

Mens Mahmoud Abbas er paralyseret, og det internationale samfunds reaktioner udebliver, øjner palæstinenserne ingen forandring af deres håbløse situation.
____________________

 

Israels såkaldte containing strategi, der handler om at opretholde status quo og holde den palæstinensiske befolkning under administration, er grundlæggende uholdbar. Men det er alligevel værd at spørge, hvorfor vi lige nu ser en eskalation, og hvad de mere langsigtede perspektiver er.

Situationen i de besatte områder er spidset til
Udover den umiddelbare skuffelse over udeblivende konsekvenser af Abbas dundertale er Israel-Palæstina i store træk forsvundet fra den internationale dagsorden. De sidste års nederlag for amerikansk diplomati og Netanyahus deklaration om, at der under hans ledelse ikke kommer en palæstinensisk stat, har sammen med regionens øvrige store kriser og konflikter (særligt Syrien og atomaftalen med Iran) fjernet Israel-Palæstina fra den øverste prioriteringsliste. For ikke at tale om de arabiske staters totale svigt.

Situationen i de besatte områder er samtidig spidset til. I Østjerusalem er situationen særligt tilspidset, da Israel den seneste tid har intensiveret repressionen af byens palæstinensiske indbyggere. Det sker gennem en myriade af israelske mikropolitikker, der i sin grundessens handler om at underminere mulighederne for at etablere en palæstinensisk hovedstad i østbyen. Kampen om Jerusalem implicerer også konfliktens religiøse dimension, hvilket gør situationen særligt prekær og aktiverer kræfter i den bredere muslimske verden. Desuden har palæstinensere i Østjerusalem friere adgang til israelske mål. På Vestbredden reduceres mødet mellem befolkningerne til det næsten daglige møde mellem soldat og palæstinenser, mellem bosætter og palæstinenser. Bosættelsesudvidelserne forsætter også ufortrødent på Vestbredden. Gaza ligger stadig i ruiner og er under massiv blokade.

Håbløshed skaber håbløse reaktioner
I foråret i forbindelse med valget i Israel erklærede premierminister Netanyahu, at Israel under hans ledelse ikke ønsker en palæstinensisk stat. Når den absolut stærkeste part melder sådan ud, kan man de facto og principielt ikke tale om nogen som helst form for ”fredsproces”. Mens Mahmoud Abbas er paralyseret, og det internationale samfunds reaktioner udebliver, øjner palæstinenserne ingen forandring af deres håbløse situation. Desværre skaber håbløsheden håbløse reaktioner.

Dertil kommer også det voksende problem med bosættervold. Ligesom antallet af ulovlige bosættere vokser, stiger frekvensen af bosætterangreb på palæstinensere også. De velkendte kampe mellem palæstinensere og israelske soldater udbygges af en voksende kamp mellem en slags uautoriserede bosættermilitser og palæstinensiske grupper og individer (sjældent repræsenteret ved de politiske magthavere) – både dem, der gør brug af vold, og dem, der ikke gør. Volden atomiseres altså i stigende grad ud blandt selvbestaltede grupper på begge sider. Det medfører en forskydning af konfliktens voldstruktur til en ny kamparena (der dog ikke ville kunne forsætte uden den israelske stats sanktionering).

Et andet markant forhold er det palæstinensiske lederskabs totale fallit på bekostning af de kræfter, der arbejder med folkelig mobilisering og samling af det palæstinensiske folk. Den manglende repræsentation af palæstinensiske interesser over for Israel og en fejlslået forhandlingsstrategi udstiller lederskabets manglende vision. For de fleste palæstinensere opleves det som en prioritering af at tilfredsstille eksterne aktører og donorer på bekostning af palæstinensernes egne interesser. Alt imens eroderes den territoriale basis for en palæstinensisk stat. I Gaza er den demokratiske frihedskamp også aflyst. Hamas undertrykker på samme måde sine egne og har overtaget, radikaliseret samt re-militariseret kampen mod besættelsen.

Det palæstinensiske folk er mere splittet end nogensinde
____________________

 

Langt hed ad vejen er de palæstinensiske sporadiske demonstrationer og individbaserede angreb på israelere – civile og soldater — lige så meget et oprør mod den palæstinensiske politiske ledelse som mod besættelsesmagten.

Intifada kan antage mange former
Men hvis betingelserne for voksende modstand er til stede, hvad taler så imod en organiseret modstand — altså en tredje intifada som i 1987 og i 2001?

Man kan indledningsvist spørge, hvad skal der til for, at man kan tale om en intifada. Kan summen af vrede unge mænd, der kaster med sten eller begår grove mord på civile med simple håndvåben, udgøre en intifada? Selvom en intifada ikke er en entydig størrelse, er det næppe nok. Det er klart, at en intifada kan antage mange former alt afhængigt af kontekst og betingelser. Men som minimum må man antage en form for kollektivitet og på sigt lade sig forme af en form for strategi og sigte mod politisk nybrud. Det mangler vi endnu at se konturerne af, og det er tvivlsomt, om det kommer.

Det palæstinensiske folk er mere splittet end måske nogensinde. Geografisk er befolkningen opdelt i forskellige geografiske zoner (Gaza, Vestbredden, Israel, Østjerusalem og den globale diaspora), der betinger forskellige vilkår, politiske prioriteter og ikke mindst handlemuligheder. Israels ‘del og hersk’-metode har, faciliteret af rammevilkårene for Oslo-aftalerne, haft sin virkning. Selvom det palæstinensiske fælles mål om national selvbestemmelse naturligvis består, vokser interessemodsætningerne blandt palæstinenserne – i hvert fald på den korte bane. Desuden er det helt konkret svært at organisere modstand, når man er adskilt af mure og hegn. Og netop udviklingen og raffineringen af den israelske besættelsesarkitektur som fx muren på Vestbredden og sofistikeret teknologi som fx dronekrig og checkpoints gør det nemmere for Israel at modarbejde folkelig mobilisering og krigslignende konfrontationsscenarier. Det giver Israel mulighed for at inddæmme større oprør mere effektivt.

Desuden ser det på nuværende tidspunkt ikke ud til, at de palæstinensiske aktioner beror på en bredere forankring i organiseret græsrodsarbejde. Demokratisk koordinering og lokal forandring var blandt de forhold, der gjorde den første intifada stærk og endda mindre militariseret i modsætning til den anden intifada. Den anden intifada, der brød ud i 2000, blev hurtigt kuppet af både Fatah og Hamas, der igangsatte de ødelæggende selvmordsaktioner mod civile i Israel. Her mistede man i den globale offentlige opinion meget af sympatien for den palæstinensiske sag. I skrivende stund er kursen for de palæstinensiske oprør ikke klar.

Ingen forudså de to forrige intifadaer
I Palæstina har græsrodsarbejdet de seneste mange år haft svære kår. Der er sket en professionalisering af mange NGO’er, der har haft mere fokus på at tjene donorhensyn og teknokratisk statsopbygning end på at styrke lokale kræfter og støtte lokale prioriteter. Det betyder ikke, at palæstinensiske grupper ikke arbejder for at styrke deres sag. Men det er et arbejde, der konstant blokeres af besættelsens jerntæppe, lokale egeninteresser, egne fodfejl, og det internationale samfunds udeblivende opbakning og handlen.

Som kloge folk påpeger, var der ingen, der forudså de to forrige intifadaer, så hvem ved?
____________________

 

Udover den fysiske splittelse er der også stor chance for, at organiseret modstand vil møde modarbejdelse fra politiske eliter — magtfulde folk, der har adgang til de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, og som frygter, at situationen vil komme ud af kontrol og dermed true deres egen position. Desuden er den kunstigt høje levestandard på Vestbredden bundet op på bistandsmidler, der kanaliseres ud gennem selvstyret. Den almindelige palæstinensernes økonomiske afhængighed af selvstyret kan vise sig at være en faktor, der vil holde en palæstinensisk ‘all-in strategi’ nede. Også fordi de menneskelige omkostninger simpelthen kan blive for store. Fordi man har brug for brød på bordet, og fordi man ved, hvad Israels nul-tolerancepolitik over for vold kan betyde for ens nære og kære.

Det er umuligt at forudse, hvad de kommende uger og måneder vil bringe. Der var ingen, der forudså de to forrige intifadaer, så hvem ved? Måske er grænserne for tålmodighed nået. Og måske netop derfor venter en større israelsk modaktion lige om hjørnet. Det er for tidligt at udelukke nogen scenarier. ◼

Leila Stockmarr (f. 1982) er ph.d.-studerende ved RUC med speciale i Israel-Palæstina-konflikten og har gennem en årrække beskæftiget sig med Mellemøsten og har ad flere omgange været bosat i regionen.

[ILLUSTRATION: Mahmoud Abbas holder tale for FN’s 70. generalforsamling, 30. september 2015. UN Photo/Cia Pak]