19.03.2015

Valget er overstået, og israelerne har talt. Likud bliver landets største parti, Netanyahu får lov at danne regering, og venstrefløjens håb om et nyt Israel er blevet manet til jorden.

ANALYSE af Jotam Confino.

De seneste ugers meningsmåler fra den israelske avis Haaretz viste dødt løb i mellem Israels to største partier, Likud og Zionist Union. Og valgkampens centrale emner har gennemgående været i Zionist Unions favør, nemlig de socioøkonomiske udfordringer, Israel står overfor, og korruptionsanklagerne mod både Netanyahu og Avigdor Lieberman. Anklagerne blev massivt dækket i Israel, men også i USA, hvor interessen for valget har for vane at være stor.

At Netanyahu endnu engang har formået at overbevise israelerne om, at han har en retmæssig plads som landets leder, bør dog ikke komme som et chok. To centrale punkter kan forklare højrefløjens sejr. Det ene er Netanyahus tale i kongressen, hvor han anklager han Ayatollah Khamenei for at ville destruere Israel, og sammenligner truslen fra Iran med Holocaust. Det er ikke første gang, at Netanyahu bruger denne retorik. Men denne gang lød den eksplicitte kritik fra lederne af Zionist Union, Isaac Herzog og Tzipi Livni, at det mest af alt lugtede af et forsøg på at vinde stemmer.

Den evige frygt
Få uger inden valget rejste Netanyahu til USA og talte foran den amerikanske kongres om atomtruslen fra Iran, til trods for Obama-administrationens modvilje. Netanyahu er ikke udpræget populær på den internationale scene, specielt pga. bosættelsesudvidelsen på Vestbredden. Bla. har David Cameron kaldt bosættelserne for: ”Ulovlige i henhold til internatinal lov, og yderst beklagelige”. På samme måde har Obama administrationen givet udtryk for utilfredsheden med de udvidelser af bosættelser, der har fundet sted under Netanyahu.

Ikke desto mindre har han, på trods af sin begrænsede magt i international politik, ført an i kampen for at forhindre Iran i at få atomvåben. Hans tale i kongressen viste en klar utilfredshed med de diplomatiske forhandlinger, der er foregået mellem Iran og Vesten sidenhen. Ydermere har han modstået presset fra USA i fredsforhandlingerne med palæstinenserne, og endnu engang cementeret Israels rolle som selvstændig aktør, der ikke går på kompromis med landets sikkerhed. Der er ingen tvivl om, at talen til kongressen var et led i Netanyahus valgstrategi, der som altid har truslen fra Iran og Palæstinenserne i fokus.

Det andet afgørende punkt var hans radikale ”valgløfte”, som blev fremført i et interview med mediet NRG, dagen inden valget: der vil ikke blive etableret en palæstinensisk stat, så længe han er ved magten i Israel. De krigstraumer, der præger den israelske befolkning, skal ikke undervurderes. Hans ”valgløfte” skal på mange måder ses i forlængelse af Gazakrigen, og den frygt, den har medført.

Israelerne har for vane at stemme på højrefløjen, når der har været krig eller i perioder med terrorhandlinger. Begge elementer har gjort sig gældende det seneste år, og valgresultatet afspejler i høj grad, hvor udsatte israelerne føler sig. Det faktum spiller til Netanyahus fordel. Han kom ud af Gazakrigen med hovedet højt, og blev af mange israelere set som en stærk leder, der traf den rigtige, men svære beslutning om at gå ind i Gaza. De seneste terrorhandlinger i Jerusalem og Tel Aviv har kun bidraget til ønsket om en stærk leder, der kan håndtere den konstante sikkerhedstrussel, mange israelere føler, de står overfor. Uanset hvilken koalitionsregering, der bliver dannet, er spørgsmålet om fredsforhandlingerne ikke til at komme udenom.

Aflivningen af en palæstinensisk stat
Ræson har talt med mellemøstekspert og Ph.d.-studerende på Roskilde Universitet, Leila Stockmarr, der jævnligt debatterer om konflikten mellem Israel og palæstinenserne i de danske medier.

Ræson:Som det ser ud nu, står Netanyahu til at forblive premierminister og får lov til at danne koalition med Præsident Rivlins beføjelse. Hvordan vurderer du udsigterne til en eventuel tostatsløsning?
Leila Stockmarr: ”De er lukkede, og det vil jeg også argumentere for, at de var før. Siden Netanyahu blev valgt i 2009, hvor han holdt sin famøse Bar Illan tale, og erklærede principiel støtte til en palæstinensisk stat, har han ikke arbejdet aktivt for at realisere det på nogen måde. Det, der er nyt nu, er at man ikke blot erklærer tostatsløsningen de facto død, men at man principielt ikke støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat. Og det bliver nødt til at ændre det internationale samfunds kurs overfor Israel. Nu har man en selverklæret modvilje imod etableringen af en palæstinensisk stat. Jeg er ikke overrasket over udmeldingen, da man hele tiden i realiteten har ført den samme politik. Nu vil jeg ikke påstå, at udmeldingen var tungen på vægtskålen i valget. Men det er klart, at fløjene stod meget lige, inden det her blev meldt ud. Så den her udmelding, kombineret med at Netanyahu advarede mod konsekvensen af at den arabiske fællesliste, har vundet mange stemmer. At spille frygtens politik ser umiddelbart ud til at virke”.

Højrefløjens terrordiskurs
Moradset efter det arabiske forår har gjort regionen mere ustabil, og det fylder mere i den israelske bevidsthed, end de fleste mennesker udenfor Israel kan forstå. Den israelske højrefløj har gentagne gange sat lighedstegn mellem Islamisk Stats fremmarch og den radikale islamisme, der figurerer i dele af den arabiske verden. Her skal det selvfølgelig understreges, at der er tale om den israelske højrefløjs vurdering af radikal islamisme, hvor både Iran, Hizbollah og Gaza udgør samme eksistentielle trussel mod Israel.

Stockmarr fortæller, at Netanyahu i denne valgkamp har brugt den regionale ustabilitet som led i sin valgkampagne: ”En af de ting, der har været meget central i Netanyahus strategi i forhold til den måde, man italesætter terror på, er at knytte en klar sammenhæng mellem regionale trusler og lokale palæstinensiske trusler. Det er alt fra påstanden om, at der er en direkte sammenhæng mellem, hvad Hamas sidder og planlægger i Gaza, til hvad de sidder og diskuterer i Tehran. Det er en afpolitisering af det palæstinensiske spørgsmål. Det er en måde at få fokus væk fra Palæstina og for at skrive sig ind i den vestlige diskurs i forhold til den kamp, vi fører mod terror”.

Bosættelsernes rolle
Terrordiskursen vil formentlig fortsætte under den nye regering, hvor specielt Habayit Hayehudis partileder, Naftali Bennett, har skudt med skarpt over for den radikale islamisme i Gaza og i de omkringliggende arabiske lande. Partiet er stærkt nationalistisk, hvilket Bennetts ikke lægger skjul på, tværtimod. Ønsket om at udvide bosættelserne på trods af de konflikter det utvivlsomt vil medføre, er en af mærkesagerne for partiet. Intet tyder på, at det vil ændre sig i den nye regering. Specielt konflikten om Jerusalems rolle i et zionistisk Israel står ikke til diskussion, hvis man spørger Bennett.

Jerusalem vil aldrig blive delt mellem Israel og palæstinenserne, hvilket han symbolsk fik fastslået i en tale i Tel Aviv kort før valget. Her sang han ”Jerusalem of gold” foran de mange tusinde fremmødte. Netanyahu var på talerstolen samme aften, og slog ligeledes fast, at Jerusalem aldrig vil blive delt under hans ledelse. Samtidig gjorde han det klart, at der fortsat vil blive bygget jødiske boliger i og omkring Jerusalem. Strategisk forsøgte han selvfølgelig at stjæle stemmer fra Habayit Hayehudi, men de bramfri udtalelser i forhold til Jerusalem og tostatsløsningen er ikke hidtil set fra Netanyahus side. Det vidner i høj grad om, at Netanyahu har opgivet at være en omfavnende statsleder, der forsøger at repræsentere brede dele af befolkningen. Han har indset at vælgerne skal hentes på højrefløjen, og muligvis stjæles fra andre partier. De sidste 6 år har han givet udtryk for, at han ønsker fred med palæstinenserne, og i kraft heraf støtter en tostatsløsning. Denne politik blev på mange måder ført for at tilfredsstille de midtervælgere, der stemte Likud på valgdagene. Den nuværende situation i Israel og de seneste meningsmålinger har fået Netanyahu til at opgive den brede vælgerskare og gå direkte efter højrefløjen, hvilket resulterede i en overraskende stor valgsejr.

Koalitionsdannelsen
Som det ser ud lige nu, er Likuds eneste mulighed at overbevise Moshe Kahlons parti, Kulanu, om at gå med i en koalitionsregering, så der bliver skabt flertal på højrefløjen. Kahlon er gammel Likud-politiker, og han startede sit eget parti af ”ideologiske årsager”. Kahlon forklarede sit exit fra Likud med, at partiet er overtaget af den ekstreme højrefløj, og at hans nye parti ville koncentrere sig om de socioøkonomiske problemer Israel står over for . Der vil dog sandsynligvis være konsensus i partiet om at danne regering med Likud, Habayit Hayehudi og de religiøse partier. Således får det nystiftede parti også en central rolle i regeringen som det bliver det næststørste parti. Partiet Habayit Hayehudi mistede en tredjedel af deres mandater i denne omgang, men vil stadig kunne yde indflydelse på de områder, der er vigtigst for dem – nemlig bosættelserne på Vestbredden. Eftersom Habayit Hayehudi er et parti der bliver støttet i stor stil af de jødiske bosættere, er der et stort pres på dem I forbindelse med at føre en aktivistisk bosættelsespolitik.

Zionist Union har i teorien stadig en chance for at sidde i regeringen, hvis Netanyahu tillader det. Men lederen af Labour partiet, Isaac Herzog, afviste allerede dét scenarie dagen efter valget. Venstrefløjens kampagne med Isaac Herzog og Tzipi Livni i spidsen lagde i lang tid et godt pres på Netanyahu, specielt med den massive mediedækning, der har været på Netanyahu-familiens brug af offentlige midler. Men hverken korruptionsanklagerne eller valgløfterne om at ændre de socioøkonomiske forhold i Israel, var nok til at høste de afgørende stemmer.

Hvis Kahlon beslutter sig for at træde i regering med Netanyahu, således at en ren højrefløjsregering bliver skabt, vil de kommende fire år formentlig byde på endnu en optrapning af konflikten med palæstinenserne. Det vil sandsynligvis isolere Israel yderligere fra det internationale samfund. Forholdet til USA har i forvejen lidt under de to foregående regeringer. I bedste fald vil Netanyahu og Obama kunne undgå at udstille hinandens svagheder, men en ny omgang fredsforhandlingerne med USA som mægler virker på nuværende tidspunkt som ønsketænkning.

Et anstrengt forhold
Ræson spurgte Leila Stockmarr om mulighederne for at presse Israelerne til at skifte kurs.

Ræson: Er der nogen realistisk mulighed for, at USA kan presse den nye regering til fredsforhandlinger med palæstinenserne, eller er det løb kørt?
Leila Stockmarr: ”Det er først og fremmest et internt spørgsmål om, hvordan man sammensætter sin koalitionsregering. Men der er ingen tvivl om, at Obama mere eller mindre formelt vil presse Netanyahu til at skabe en bredere koalitionsregering, hvor man har den Zionistiske Union med. . Men selv hvis der kommer en bred koalitionsregering, vil det være Netanyahu, der sidder som premierminister. Og hans ord om, at man ikke vil oprette en palæstinensisk stat, vil stadig stå ved magt. Det er jo et valgløfte. Men er klart, at det forværrer relationen til USA. Obama vil blive irriteret over, at man efterlader det internationale samfund i en situation, hvor de [USA, red.] bliver blottet, og den tillid, de har sat til israelernes fredsvilje, bliver gjort fuldstændig til skamme. Man tvinger USA til at reformulere sin tilgang til konflikten, og det har man ikke lyst til på nuværende tidspunkt. Man har indenrigspolitiske hensyn at tage. Jeg tror mere på, at USA vil tage en kold tyrker og distancere sig fra overhovedet at involvere sig i konflikten i en periode. De har simpelthen ikke råd til at gå ud med radikale alternativer, såsom at erklære tostatsløsningen død, eller at tale for en mere offensiv strategi mod Israel.” ■

Jotam Confino (f. 1990) er studerende i Internationale Studier og har særligt fokus på Mellemøsten. Han er født i Israel, og har fungeret som debattør i flere danske medier. ILLUSTRATION: Netanyahu foran kongressen, marts 2015 [Foto: Caleb Smith]