27.01.2015

Israels siddende premierminister Benjamin Netanyahu og hans Likud-parti forsøger forud for parlamentsvalget 17. marts at få sikkerhed øverst på dagsordenen og forrest i vælgernes bevidsthed. Det kan – som så mange gange før – blive nøglen til succes for Likud og dermed for Bibis mulighed for endnu en periode som premierminister.

ANALYSE af Rasmus Jacobsen

Der er valg til Israels parlament, Knesset, 17. marts, da Benjamin Netanyahus regeringskoalition efter blot 18 måneders levetid brød endegyldigt sammen i slutningen af 2014. Sammenbruddet kom i kølvandet på længere tids uoverensstemmelser og magtkampe mellem Netanyahu og flere ministre som konsekvens af de mange forskellige, inkompatible politiske og personlige målsætninger blandt koalitionsparterne. Det er blandt andet fredsprocessen med palæstinenserne og en mulig tostatsløsning, som de mere centristiske partier er fortalere for, mens de højreradikale partier principielt er imod. Dertil kommer uenigheden om et lovforslag om juridisk at definere Israel som en jødisk stat og fortsat bygge videre i de kontroversielle bosættelser – to ting som de centristiske partier er imod, mens den yderste højrefløj er for. Hertil kommer det store spørgsmål om Israels økonomi, der bidrager til det politiske morads.

Anyone but Bibi
En central regeringspartner, der nu truer Netanyahu, er Yair Lapid fra centrum-højre-partiet Yesh Atid (da: „Der er en fremtid“). Det er nu det største parti i Knesset efter, at fremtrædende Likud-politikere trak sig fra parlamentet sidste år i kølvandet på opløsningen af Likuds alliance med Yisrael Beitenu (da: „Israel er vort hjem“), udenrigsminister Liebermans parti. Yesh Atids politiske styrke forstærker spekulationer blandt politikere, journalister og iagttagere om, at formand Yair Lapid har ambitioner om at erstatte Netanyahu som premierminister efter næste valg. Netanyahu er også presset fra den anden fløj i parlamentet, hvor formanden for Labor, Isaac Herzog, er gået i valgforbund med Netanyahus tidligere justitsminister Tzipi Livni. Deres forbund præsenterer Herzog som et centrum-venstre-alternativ til Netanyahu med bred politisk opbakning og ligger i meningsmålingerne side om side med det højrekonservative Likud.

Den brede utilfredshed med Netanyahu har resulteret i en kampagne under sloganet ”Anyone but Bibi”, hvor parlamentarikere på tværs af partier og politiske skel forenes i ønsket om en ny premierminister. Ifølge en meningsmåling for Jerusalem Post i starten af december ønskede hele 60 % af adspurgte israelske vælgere en anden premierminister end Netanyahu, og ifølge meningsmålingen var økonomien – ikke sikkerhedsspørgsmålet – det vigtigste emne for vælgerne.

Gamle kneb
Derudover er mange israelere bekymrede for den stigende internationale isolation, Israel har oplevet under Netanyahus lederskab. Herunder at flere europæiske lande har anerkendt staten Palæstina, at israelske ledere som følge af Palæstinas optagelse i den internationale krigsforbryderdomstol i Haag risikerer retsforfølgelse for krigsforbrydelser samt det forværrede forhold til alliancepartneren USA.

Netanyahu er over for disse udfordringer faldet tilbage på en velkendt kampagnestrategi: at forsøge at få landets sikkerhedsudfordringer øverst på den politiske dagsorden. Det har tidligere sikret Likud succes.
Som eksempel udskrev Netanyahu i oktober 2012 valg, og seks uger senere under valgkampagnen dræbte israelske styrker det fremtrædende Hamas-medlem Ahmad Jabari i et bombeangreb. Det var starten på Israels militære operation „Pillar of Defense”, som var målrettet Hamas og Islamisk Jihad i Gaza. Efter parlamentsvalget to måneder senere kunne Netanyahu igen danne regering som premierminister.

I samme dur blev der i februar 2009 efter Israels ”Operation Støbt Bly”, som også var målrettet Hamas i Gaza, afholdt parlamentsvalg, hvor Likud under Netanyahus ledelse gik hele 15 mandater frem og erobrede premierministerposten. På lignende vis oplevede Likud i januar 2003 (dengang under Ariel Sharons formandskab) en fremgang på hele 19 mandater og en bevaring af premierministerposten under en valgkamp defineret af den anden palæstinensiske intifada og sikkerhedstruslen mod israelere.

De succeser forsøger Netanyahu i dag at fortsætte ved at fremhæve de nære trusler mod Israel over for de israelske vælgere. Samtidig har han også søgt at koble trusler og angreb fra andre dele af verden til det israelske trusselsbillede. Det gør han for at aktualisere sikkerhed som politisk emne i valgkampen og samtidig modarbejde Israels stigende internationale isolation.

Derfor rejste Netanyahu til Paris i kølvandet på terrorangrebet på Charlie Hebdo. Her gik Netanyahu forrest med andre fremtrædende statsoverhoveder i protestmarchen mod terrorisme, ligesom han holdt tale i en fransk synagoge og senere i Jerusalem ved begravelsen for fire jøder, der mistede livet i et angreb på en kosherforretning i Paris. Netanyahu har italesat angrebene i Paris som manifestationer af den samme, aktuelle trussel fra islamistisk terrorisme, som Israel også selv står over for; Vesten og Israel er i samme båd.

Valgkampsretorik
Netanyahu forsøgte på lignende vis i sin tale til FNs generalforsamling i september at koble Islamisk Stat, som store dele af det internationale samfund anser for en trussel, til truslen mod Israel fra Hamas. Her sagde Netanyahu: ”Hamas, ligesom Islamisk Stat, ønsker et kalifat. Hamas’ umiddelbare mål er at ødelægge Israel men har en længere målsætning lig med ISIS’… Hamas er ISIS, og ISIS er Hamas. Israels kamp mod Hamas er [også] verdens kamp mod militantisme… kampen mod militant islam er udelelig.”

I FN nævnte Netanyahu også truslen fra Irans atomprogram og forsøgte at koble den trussel sammen med truslen fra Islamisk Stat ved at henvise til Iran som ”Den Islamiske Stat Iran” og ikke landets officielle navn ”Den Islamiske Republik Iran”. Netanyahu berettiger sit fokus på Iran med en devise om, at Iran udgør en større trussel mod Israel og Vestens ”fælles fremtid”, end ISIS gør.

Derudover har Netanyahu fremhævet Israels geografisk nære trusler over for de israelske vælgere. Da to israelske soldater blev såret i en eksplosion i oktober ved grænsen mellem Israel og Libanon, udtalte Netanyahu: “Vi er vidner til en stigning i truslerne mod os; trusler som hele verden nu er bevidst om.”
Efter et knivstikkeri i en bus i Tel Aviv 21. januar dette år udtalte Netanyahu: ”Den samme terror forsøgte at skade os i Paris, Bruxelles og overalt.” Og da en israelsk kamphelikopter dræbte mindst seks Hezbollah-medlemmer i Syrien 18. januar udtalte Netanyahu: “Israel påkalder sig retten til at forsvare sig mod alle, der fremmer terrorisme og andre angreb mod dets borgere og det territorium.”

Den israelske general Yoav Galant har over for israelsk tv antydet, at der kan ligge motiver knyttet til valgkampagne-hensyn bag timingen af angrebet, som det angiveligt er skete tidligere. Efter massiv kritik fra flere politikere fra både venstre- og højrefløjen trak han dog udtalelsen tilbage. Uanset om det blot er spekulation, viser historien dog, at Likud og Netanyahu har haft succes i parlamentsvalg efter sikkerhedsepisoder.

Som startskud til valgkampagnen udtalte Netanyahu ved et partimøde den 5. januar dette år: ”Lad være at gamble med Israels sikkerhed i det kommende valg. Kun Likud kan garantere jeres sikkerhed”. Om venstrefløjen generelt og Labor især advarede han omkring konflikten med palæstinenserne: ”Venstrefløjen forstår ikke, at selv hvis vi trækker os tilbage hver en centimeter, vil der være elementer der ønsker at udslette os. Denne trang, denne afvisning af vores ret til at eksistere, er roden til konflikten.”

Oppositionens svar har været, at netop Netanyahu qua sin manglende vilje til at indgå i seriøse forhandlinger med palæstinenserne og samtidige udvidelse af bosættelserne er skyld i Israels diplomatiske modgang. Herzog og Livnis modsvar er, at få forhandlet en tostatsløsning med Palæstinenserne, hvilket frigør offentlige midler fra bosættelserne til at stimulere Israelsk økonomi på anden vis. Samtidig kan man på den måde genvinde noget af den tabte status i det internationale samfund, lyder argumentet.

I forsøget på at reparere forholdet til USA har Netanyahu takket ja til en invitation fra den amerikanske kongres’ formand, John Boehner, til at holde tale for både senatet og repræsentanternes hus to uger før det israelske valg. Det kan i valgkampen give Netanyahu mulighed for at fremstå som manden med forbindelserne i orden og evnen til at genetablere det gode forhold til USA.

Udover Israels forværrede forhold til USA og Europa er Palæstinas optagelse ved domstolen i Haag blevet et varmt emne, som kan resultere i yderligere isolation af Israel. Særligt hvis flere militære og politiske ledere anklages og dømmes for krigsforbrydelser i forbindelse med krigen i Gaza sidste sommer. Derfor har Netanyahu gjort sit for at miskreditere domstolen: ”Det er demokratiet Israel, en global leder i bekæmpelse af terrorisme, der bliver slæbt til Haag, mens de terroristiske krigsforbrydere fra Hamas er dem, der står for sigtelsen,“ er premierministeren citeret for at have sagt.

Spidse albuer
Det er svært at sige, om Netanyahus kan bringe sikkerhed øverst på dagsordenen og samtidig redde Israel fra international isolation for derved at sikre sig endnu en periode på premierministerposten. Ifølge en ny meningsmåling for Jerusalem Post fra januar dette år havde Likud nu overhalet Labor som største parti, og opbakningen til Netanyahu som person var også steget.

Men det var før Netanyahus besøg i Paris, der endte som en PR-katastrofe for Bibi. Franske jøder besvarede hans opfordring til at flytte til Israel ved at synge Frankrigs nationalmelodi, og under statsledermarchen var han blevet filmet i færd med at møve sig frem i forreste række med spidse albuer. Begge hændelser blev genstand for hån og satire i Israel.

Kan Netanyahu bevare sikkerhed øverst på dagsordenen og i vælgernes bevidsthed frem til valget samtidig med, at han modarbejder Israels internationale isolation og undgår episoder som i Paris, står han en chance for at blive genvalgt til marts. Det er samtidig hans eneste chance, da mange vælgere er utilfredse med hans præstation på flere andre politikområder, især den skrantende israelske økonomi. Derfor har Netanyahu ikke overraskende valgt at sætte sin lid til samme tilgang som så ofte før.

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol fra SDU med speciale i international politik. Han har været i praktik i udenrigstjenesten, har været valgobservatør med Silba i både Makedonien og Ukraine og arbejder nu som sikkerhedskonsulent i Mellemøsten. ILLUSTRATION: “Strong against Hamas”, Netanyahus valgplakat, 2006 [foto: Hadar Naim]