06.05.2015

Golfstaterne er begyndt at røre på sig. Aldrig før har de olierige kongedømmer spillet så aktiv en militærrolle i regionens sikkerhedspolitiske brændpunkter. En saudisk-ledet koalition på ti lande er nu engageret i en omfattende luftoperation imod Yemens houthier, mens den Arabiske Liga har løftet sløret for en fællesarabisk indsatsstyrke. RÆSON har talt med seniorforsker Jane Kinninmont med ekspertise i den Arabiske Halvø.

Interview af Hetav Rojan, RÆSONs Mellemøstredaktør

Saudi Arabiens kong Salman Abdulaziz al Saud har beordret landets nationalgarde til at være klar til en muligt forestående landoffensiv ind i Yemen. Er det sabelraslen eller vil saudierne gøre alvor af truslen?
JK: Det er slet ikke sandsynligt. Allerede i 2009 satte Riyadh gang i en mindre landinvasion imod houthierne i Nordyemen, og det var ikke en succes. Det er et scenarie, man er bange for at gentage. Når kong Salman beordrer, at Nationalgarden skal stå klar til en invasion, så er det sædvanlig sabelraslen. Men vi kan naturligvis ikke udelukke, at det vil kunne ske. Få analytikere havde regnet med, at Riyadh ville lancere luftbombardementerne – og især ikke i den størrelsesorden, som vi var vidner til. Den generelle antagelse blandt vestlige analytikere var, at [saudierne] ville intensivere deres indflydelse i Yemen på den ‘gammeldags’ facon. Primært igennem stedfortrædergrupper og ved at bevæbne yemenitiske klaner. Det var forventeligt, at saudierne ville spille med musklerne i form af enkelte luftoperationer, men generelt holde sig til ‘business as usual’. Senest har Riyadh bedt Pakistan om at bidrage med tropper til operationen, men det blev afslået i det pakistanske parlament.

Ræson: Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater er for alvor drejet ind på en mere militær-aktivistisk linje – senest med luftoperationen i Yemen. Det er ikke set tidligere. Det falder sammen med Washingtons faldende dominans i regionen og præsident Obamas øgede udenrigspolitiske fokus på Sydøstasien. Er vi vidner til et større skifte i regionens sikkerhedsdynamikker?
JK: To punkter. For det første er usikkerheden omkring USAs fremtidige rolle i regionen bestemt tilstede. Det kan dog diskuteres, hvorvidt Washington virkelig kommer til at spille en mindre rolle i regionen på længere sigt. Men i mange af Mellemøstens hovedstæder er det bestemt opfattelsen, at USA har mistet lysten til at spille en større rolle. Tankegangen i Golfstaterne er, at amerikanerne brændte sig på nallerne i Irak-krigen og langsomt viser tegn på, at have mindre brug for golfregionens olie. Frygten er imidlertid, at Washington fuldstændig ‘skifter side’, nu hvor man er engageret i en atom-aftale med Iran. Men hvis vi ser på det fra Washington, virker Golfstaternes bekymringer en anelse som overreaktioner. Der er stadig mange problematikker, der hiver USA ind i Mellemøsten – ikke mindst Israel og forhandlingerne med Iran, som også er store emner på den indenrigspolitiske scene i USA.

For det andet, så er Golfstaterne hver især i gang med at modnes som nationalstater. Landene er forholdsvis unge, hvoraf Saudi Arabien, der blev dannet i 1932, er det ældste. De fleste har kun været selvstændige siden 1971 og føler sig tynget af mærkatet som uselvstændige kolonistater domineret af de tidligere vestlige kolonimagter. Derfor er de alle undervejs med statsdannelses-processer: Eksempelvis ved at kultivere patriotisme som del af en større, national identitetskonstruktion. Det gælder særligt for de Golfstater, hvor antallet af gæstearbejdere og udlændinge overgår andelen af statens oprindelige befolkning. Og udvidelsen af deres militære kapaciteter er en del af denne overordnede statsdannelsesproces. Saudi Arabien, de Forenede Arabiske Emirater og Qatar har sågar introduceret værnepligt for deres borgere. Så det bunder også i indenrigspolitiske dynamikker, når monarkerne i Riyadh og Doha spiller med de militære muskler.

Ræson: Den 25. marts dette år lancerede Den Arabiske Liga med Egypten i spidsen, hvad man kalder en Joint Arab Defence Force med 40,000 tropper. Idéen er, at styrkerne skal sættes ind imod “terrorgrupper” og imødekomme “nationale sikkerhedstrusler,” som truer de arabiske nationer. Selvom den Arabiske Liga er kendt som en arena, der oftest spænder ben for sig selv pga interne uoverensstemmelser, lader der til at være bred opbakning bag projektet. Hvad er fremtidsudsigterne?
JK: Egypten’s langsigtede ønske er at iscenesætte sig selv som en samlende figur for arabiske stater i regionen. Men akkurat nu er deres interne sikkerhedsprioriteter koncentreret omkring Sinai-halvøen, mens Libyen ligger i toppen på listen over eksterne sikkerhedsprioriteter. Kairo håber på, at interventionen i Yemen forløber problemfrit for dermed at opbygge velvilje nok hos Golfstaterne til at opnå deres støtte til en mulig intervention i Libyen. Vi har allerede set nyheder om Egyptens militære indgreb i Libyen i form af luftbombardementer – både imod den islamistiske Dawn-koalition men også imod Islamisk Stat. Dernæst støtter man stedfortrædergrupper militært, særligt general Hafter (leder af Dignity-koalitionen, red.) for at skabe modvægt til Tyrkiet og Qatar, som siges at støtte islamisterne i den modsatte lejr: Dawn-koalitionen. Egypten håber sandsynligvis, at den foreslåede fælles-arabiske indsatsstyrke kan rykke ved to ting: dels at skubbe den militære balance til fordel for general Hafter, og dels at sende et politisk signal til Tyrkiet og Qatar og dermed tale dem fra at støtte Hafters modstandere. Men der lader ikke til at være hverken en langsigtet plan eller politisk vilje til at arabiske styrker bliver involveret i en længere og omkostningsfuld afvæbning og demobilisering af landets militser.

Jane Kinninmont er seniorforsker og viceleder i afdelingen for Mellemøst og Nordafrika-studier ved tænketanken Chatham House. Hun er BA fra University of Oxford og MSc fra School of Oriental and African Studies ved University of London. Hun bidrager regelmæssigt til blandt andre The Economist, the Guardian og Foreign Policy. Følg hende på Twitter: @janekinninmont. ILLUSTRATION: Kong Salman i spidsen for et møde mellem Golfstaterne i Riyadh, 5. maj 2915. [Foto: Houseofsaud]