05.06.2015

„Tidligere har Pia Kjærsgaard været meget utvetydig, og kunne aldrig finde på at pege på en socialdemokratisk statsministerkandidat. Men hvis man kun kigger på politikken, så er afstanden ikke så stor som retorikken giver udtryk for. Selvfølgelig vil der være et problem omkring rets- og flygtninge/indvandrerpolitikken – især i forhold til de Radikale og SF. Men der et mønster nu, hvor man hænger fast i en historisk inddeling af det politiske spektrum. Jeg er ikke sikker på, at vi har de her to blokke for evigt. Der er en foranderlighed, og der sker noget i partisystemet.‟ RÆSON: Så man kan godt forestille sig en venstrefløjsregering med støtte fra Dansk Folkeparti? Kosiara-Pedersen: „Ja, eller Dansk Folkeparti som facilitator for en regering over midten.‟

Interview af Mathias Terp

RÆSON: Helt tilbage fra Ellemann overfor Nyrup har man talt om en præsidentialisering af dansk politik. Ser vi en stigende præsidentialisering af dansk politik?
Kosiara-Pedersen: Præsidentialisering kommer på tale, når vi har to blokke med to klare statsministerkandidater.

RÆSON: Har vi det?
Kosiara-Pedersen: Det ser sådan ud. Tidligere har vi oplevet, at midterpartierne ikke var helt hundrede procent afklarede inden et valg. Derfor kunne de afgøre det. Men nu er der to klart opdelte blokke. Det betyder, at man kan tillade sig at fokusere på de to statsministerkandidater.

RÆSON: Kan man virkelig tale om en præsidentialisering, når der er to partier i den ene blok, DF og Venstre, der nærmest er lige store?
Kosiara-Pedersen: Det kommer an på, hvad man mener med præsidentialisering. Mener man, at vi har fået mere markante partiledere over hele linjen, så er der ganske rigtigt en tendens til det, bl.a. fordi medierne i så høj grad fokuserer på dem. Men mener man præsidentialisering i form af, at det kun er to relevante kandidater – to primære aktører – så er der ikke entydigt tale om præsidentialisering. Johanne Schmidt-Nielsen spillede fx en markant rolle i sidste valgkamp.

RÆSON: Er der kommet mere fokus på enkeltpersoner?
Kosiara-Pedersen: Ja, der er mere fokus på enkeltpersonerne og specielt partilederne. Vi mangler dog analyser, der sammenligner, hvor meget partierne har fokuseret på deres partiledere over tid. Der har altid været partier, der spillede meget på deres ledere. Det så vi fx med Stauning, og sådan er det stadigvæk. Hvis lederen i sig selv udgør en fordel for partiet, så udnytter partierne det. Et parti som Enhedslisten er anderledes, fordi de ikke ønsker at fokusere på enkeltpersoner og ikke har én leder.

RÆSON: Hvad betyder det øgede fokus på de to statsministerkandidater for dansk politik?
Kosiara-Pedersen: Det har mange konsekvenser. Partilederskabet kommer til at handle om mere end at være en god partileder eller en god statsminister, når du sidder på taburetten. Du skal også være en god statsministerkandidat – være god til duellerne på TV og til kampagnerne. I det perspektiv synes jeg klart, at der er en præsidentialisering af lederskabet hos Venstre og Socialdemokraterne, sammenlignet med de Konservative og de Radikale. Der bliver stillet nogle andre krav, når vi har fokus på partilederen og især statsministerkandidaten.

RÆSON: Hvem er skyld i det?
Kosiara-Pedersen: Det har været nemt for medierne at anvende en to-bloksretorik og lave topmøder i stedet for partilederrunder. Partilederrunder har været den traditionelle debatform, hvor alle partier skal være repræsenteret grundet Grundlovens §31. Men man er gået væk fra millimeterdemokratiet, hvor alle partiledere havde præcis samme taletid – det kan være fint nok. Men derfra og til at sige, at de to statsministerkandidater kan repræsentere blokkene, er en voldsom beskæring. Det er interessant, fordi vi klart kan vurdere de to kandidater, og hvad de står for. Men at de skal stå i spidsen for en koalition, det glemmer vi nogle gange. Der er ikke et enkelt parti, der har et flertal.

RÆSON: Men når man laver de skarpe personorienterede opstillinger – Helle Thorning-Schmidt overfor Lars Løkke Rasmussen – er der så ikke en risiko for, at vi får en ekstrem personfikseret valgkamp, hvor politikken ikke betyder særlig meget?
Kosiara-Pedersen: Der er en risiko for det. Men der bliver stadig diskuteret politik, og der er en forskel på, hvad de vil gøre. Der er forskellige politiske meldinger, og hvis vi tager det parlamentariske grundlag med, så er der altså langt fra Liberal Alliance til Enhedslisten. Det bliver lettere personfikseret, men jeg synes dog stadig, at medierne husker på, at der er 800 andre kandidater på valg, og at det er politik, det handler om. Vores undersøgelser viser, at kandidaternes kampagner kan forklare en del af valgresultatet, men der er stadig en hel del politisk motivation tilbage i, hvor vi sætter krydset.

Negative Kampagner

RÆSON: S har senest rettet skytset mod Løkke med kampagnen ”Hvem skal betale Løkkes regninger?”. Er det et bevis for, at der en personalisering af dansk politik?
Kosiara-Pedersen: Budskabet – at fokusere på troværdigheden hos lederen af oppositionen – er ikke nyt. Men måden, S gør det på, er ny. Nogle vil sige, at kampagnen er over grænsen, andre at den er lige til grænsen. Det er nok mere en form, vi forventer af en ungdomsorganisation. Men det er sådan, at hvis man sympatiserer med blå blok, synes man i højere grad, at den er over stregen. Og hvis man er tilhænger af rød blok, synes man, at det er et kreativt indslag, og at Løkke får, som han har fortjent. Så vi ser det igennem den farve briller, vi har på.

RÆSON: Kommer vi til at se flere af de her negative kampagner der går lige til eller over stregen?
Kosiara-Pedersen: Det er min vurdering, at vi får mere, der går til stregen. Det gør vi, fordi partiernes kampagner er blevet mere professionaliserede – de bruger langt flere ressourcer på det, og de er mere trænede til det. Jeg forventer ikke en amerikanisering af det danske system, men det er blandt andet dér, de henter idéerne.

RÆSON: Men virker de her kampagner?
Kosiara-Pedersen: Jeg har ikke adgang til målinger på de konkrete kampagner, og jeg må formode, at partierne gør dét, de mener gavner dem. Forskningen om negative kampagner er ikke entydig. Negative kampagner kan både være en fordel, men de kan også give bagslag, den såkaldte boomerang-effekt, hvor afsenderen straffes for en negativ kampagne. Og problemet i et flerpartisystem som det danske er, at en negativ kampagne jo godt kan skræmme vælgere væk fra ét parti, men at det ikke betyder, at det er partier i den modsatte blok, der nyder godt at det. Det kan også styrke vælgere i nærheden.

Professionalisering af politikken

RÆSON: Nu taler du selv om en professionalisering af partierne. Er det ensbetydende med, at magten internt i partiet er rykket væk fra det traditionelle bagland og mod en magtelite internt i partiet?
Kosiara-Pedersen: Helt formelt er der ikke sket store forrykninger, men reelt er der sket en centralisering af magten og de politiske beslutninger. Partimedlemmerne er formelt med til at vedtage et partis program, men det er Christiansborg og de ansatte i partiets sekretariat, der bestemmer, hvilke områder, der skal prioriteres. De finder ud af – måske sammen med fokusgrupper – hvordan politiske tiltag skal præsenteres. Kommunikationsbureauerne siger ikke, hvad partierne skal mene. Men de kan godt sige noget om, hvad de skal sige noget om. Det er blevet professionaliseret på den måde, at det ikke udelukkende handler om politikernes mavefornemmelse, eller hvad de hører fra græsrødderne.

RÆSON: Er det ikke potentielt skadeligt for det danske demokrati?
Kosiara-Pedersen: Professionaliseringen kan betyde, at opgaverne bliver udført mere kompetent, effektivt osv., hvilket er godt for demokratiet. Professionaliseringen kan også betyde, at vælgerne kan blive hørt, selvom de ikke melder sig ind og er aktive i et parti. Hvis partierne lytter til alle vælgere, og ikke kun de vælgere, der sikrer dem regeringsmagten, kan professionaliseringen være en styrkelse af demokratiet. Men problemet er, at vælgerne ikke nødvendigvis er lige interessante for partierne, og at de derfor ikke alle bliver hørt. Professionaliseringen kan også være skadelig for det folkelige engagement i demokratiet, der måske føler sig fremmedgjorte. Specielt er det oplagt, at vælgerne ikke har lyst til at melde sig ind i de politiske partier, hvis de oplever, at de ikke har indflydelse.

RÆSON: Er det også med til at udviske forskellen mellem blokkene?
Kosiara-Pedersen: Den klare opdeling i to blokke gør, at midtervælgeren bliver afgørende – dem man kan flytte fra den ene side til den anden. Derfor kan man sagtens forstå, hvis der er en konvergens mod midten.

Konvergens mod midten

RÆSON: Er der en konvergens mod midten?
Kosiara-Pedersen: Der er flere dimensioner i det danske politiske system. Partier som Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance klarer sig fint og er ikke midtsøgende. Så jeg vil ikke sige, at der er en konvergens mod midten af hele systemet. Men der er enkelte partier, der har haft en midtsøgende strategi. Det, man så fra Venstre i perioden fra 1998 til 2001, var klart midtsøgende. Det er heller ikke svært at argumentere for, at den nuværende regering har rykket mod midten. Så man kan godt sige, at der er sket en konvergens på partiniveau. Men på systemisk niveau er det ikke så entydigt – der er også partier, der trækker den anden vej.

RÆSON: Hvordan kan man forklare det paradoks, du opstiller – at der både er en konvergens mod midten og en polarisering af fløjene?
Kosiara-Pedersen: For de partier, der jagter nøglerne til regeringskontorerne, er det afgørende at kunne tælle til 90. For dem er det vigtigt at få flertallet, og her er midten interessant. For andre partier er det vigtigere at markere sig med klare politiske holdninger, eventuelt yderligt på det politiske spekrum, for at have en klar profil, der kan tiltrække vælgere.

RÆSON: Er der en tendens til, at blokkene bliver mere og mere fasttømrede?
Kosiara-Pedersen: Dét, at Kristendemokraterne og CD forsvandt, og at Liberal Alliance viste sig ikke at være et midterparti alligevel, gør at de Radikale står alene tilbage på midten. De Radikale har altid haft et rødt og et blåt element, og dét, at de peger på en statsministerkandidat til venstre for midten, betyder, at vi har to blokke. Hvis de ikke gjorde det, ville systemet fungere på en anden måde. Så er der Dansk Folkepartis rolle. De ligger rigtig fint i målingerne, og vi har lige nu tre store partier. Det gør, at man kan problematisere, hvorfor der kun skal være to partiledere i nogle af de her dueller og ikke tre. Der er truffet nogle valg i dækningen af valgkampen, der baserer sig på, at hver blok har et stort parti, men sådan er det ikke nu.

Derudover kan vi se, at vælgerne placerer Dansk Folkeparti som mere midtsøgende på de økonomiske spørgsmål – til venstre for de andre borgerlige partier. Tidligere har Pia Kjærsgaard været meget utvetydig, og kunne aldrig finde på at pege på en socialdemokratisk statsministerkandidat. Men hvis man kun kigger på politikken, så er afstanden ikke så stor som retorikken giver udtryk for. Selvfølgelig vil der være et problem omkring rets- og flygtninge/indvandrerpolitikken – især i forhold til de Radikale og SF. Men der et mønster nu, hvor man hænger fast i en historisk inddeling af det politiske spektrum. Jeg er ikke sikker på, at vi har de her to blokke for evigt. Der er en foranderlighed, og der sker noget i partisystemet.

RÆSON: Så man kan godt forestille sig en venstrefløjsregering med støtte fra Dansk Folkeparti?
Kosiara-Pedersen: Ja, eller Dansk Folkeparti som facilitator for en regering over midten. Nu snakker vi ikke til næste valg, men hvis du ser på partiernes programmer, er der måske flere konstellationer end den, som vi hidtil har set i praksis.

RÆSON: Hvorfor er vi så endt i de her faste konstellationer som vi er i nu? Du nævner de Radikale som afgørende. Hvorfor har de valgt så entydigt at pege på en enkelt blok?
Kosiara-Pedersen: Det er den holdning, der er i gruppen på det her tidspunkt. Dem, der stod for en mere blå linje, har forladt partiet – f.eks. Naser Khader og Anders Samuelsen. Men det betyder ikke, at det kommer til at være sådan for evigt. Jeg siger ikke, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er på vej til et samarbejde efter næste valg – det er meget længere ude i fremtiden.

Karina Kosiara-Pedersen (f.1972) er partiforsker og siden 2006 lektor i Statskundskab ved Københavns Universitet. I sin forskning har hun især beskæftiget sig med partiorganisering, partimedlemskab og kampagner. 
Mathias Terp (f.1993) er medlem af RÆSONs redaktion og studerer statskundskab på Københavns Universitet. [Foto: Jens Astrup, Venstre]