22.07.2015

Pludselig går normaliseringen af forholdet mellem USA og Cuba stærkt. Men kan Cuba åbne sig for nordamerikanske interesser, uden helt at opgive idealismen?

Kommentar af Julie Wetterslev

Mandag 20. juli blev endnu en milepæl i forsoningen mellem USA og Cuba. Cubas flag blev hejst i Washington ved den bygning, som skal huse den cubanske ambassade i USA og USA’s tidligere ‘interesse-sektion’ i Cuba – en beton-kolos i modernistisk brutalistisk stil – fik status af at være en officiel ambassade. Her hejses det amerikanske flag d. 14. august, hvor USA’s udenrigsminister John Kerry aflægger Havana et visit. I en tale til nationen fastslog præsident Obama, at dette betyder en fuld genoptagelse af de diplomatiske relationer, som blev brudt i 1961. Samtidig gives tilladelse til at amerikanere rejser til Cuba og handler med øen. Det er dermed den største forandring af forholdet mellem de to nabolande i 54 år – og endnu et vigtigt skridt på den lange vej henimod ’normale’ forbindelser.

Alle Cubas 12 millioner indbyggere har oplevet konsekvenserne af det anspændte forhold til USA, som begyndte efter Fidel Castro og Che Guevara med deres guerillahær i 1959 overvandt diktatoren Fulgencio Batista, der modtog støtte fra amerikanerne. USA’s økonomiske blokade af øen blev sat i værk i 1962, efter at Castros regering havde beslaglagt amerikanske ejendomme uden at give kompensation. Blokaden gjorde det ulovligt for amerikanske firmaer og enkeltpersoner både at handle med Cuba og at rejse dertil. Fidel Castro allierede sig med Sovjet, som gav cubanerne betydelige handelsfordele og økonomisk støtte. Det sluttede brat i 1990 med Sovjetblokkens sammenbrud, og siden har cubanerne oplevet en alvorlig økonomisk krise. Fra 2002 er Venezuela kommet Cuba til undsætning med gratis olie og høje betalinger for cubanske læger udstationeret i det sydamerikanske. Men det har ikke været nok til at skabe vækst.

De fleste modtager en løn, der ligger på omkring 120 kr. om måneden
____________________

 
Langt størstedelen af cubanerne er statsligt ansatte, og de fleste modtager en løn, der ligger på omkring 120 kr. om måneden. Selvom de fleste er fritaget fra at betale husleje, og el og vand er subsidieret, kan lønnen ikke altid dække de basale fornødenheder. Med mindre man klarer sig godt på det blomstrende sorte marked eller har slægtninge, der sender penge hjem fra udlandet, er der sjældent råd til at spare op eller investere. Derfor har den cubanske regering erklæret, at landet må opdatere sin økonomiske model. Efter at Raúl Castro tog over, da Fidel Castro blev syg i 2008, har regeringen således iværksat omfattende økonomiske reformer efter at have konsulteret befolkningen ved en lang række forsamlinger. Den cubanske regering bryder sig imidlertid ikke om ordet ’reformer’, og taler derfor om en ’opdatering af den socialistiske model’. Sigtet med denne opdatering er at modernisere de nedslidte statslige selskaber, åbne gradvist for privat virksomhed i udvalgte sektorer, afskedige en million cubanere i den offentlige sektor og tiltrække udenlandske investeringer. Mange mindre private forretninger og kooperativer er startet op i senere år, særligt inden for transport, landbrug og turisme. Det ville være oplagt at tiltrække investeringer til de nye initiativer fra den mægtige nabo i nord, navnlig fra de mange cubanere i Miami, men det har USA’s handelsblokade hidtil sat en stopper for.

Mange latinamerikanske lande har de sidste 10-15 år gennemgået en skarp venstredrejning – herunder Venezuela, Bolivia, Argentina, Ecuador og Nicaragua. For regeringerne i disse lande står Cuba som det mest lysende og standhaftige eksempel på modstand mod nordamerikansk imperialisme
____________________

 
USA, Cuba – og Latinamerika
Allerede i starten af sin regeringsperiode varslede Obama at han ønskede et forbedret forhold til det latinamerikanske kontinent, men det er ikke en dagsorden, han har plejet særligt omhyggeligt. Overordnet set har amerikanerne mistet fodfæste i regionen, mens Kina, Rusland og Brasilien har indgået store økonomiske aftaler med de latinamerikanske lande i senere år. Obama ønsker derfor i sin sidste tid ved magten at forsone sig med kontinentet. Forholdet til Cuba er afgørende i den strategi.

Mange af de latinamerikanske lande har gennem årene oplevet utidig nordamerikansk indblanding, f.eks. i form af amerikansk støttede militser eller militærkup, der oftest har sigtet mod at beskytte USA’s økonomiske interesser og/eller ’inddæmme den kommunistiske trussel’. Som kuppet i Chile i 1973 der endte med Salvador Allendes død og bragte General Pinochet til magten, kuppene i den Dominikanske Republik og Guatemala i 1963, eller Ronald Reagans finansiering og organisering af de contraer, der søgte at tilbagerulle den nicaraguanske revolution gennem en blodig borgerkrig i 1980’erne. Faktisk er den utidige indblanding fortsat helt op i senere år, da statskuppet der afsatte Manuel Zelaya i Honduras i 2009 ikke blev undsagt af USA, og da bagmændene bag det korte kup mod Venezuelas Hugo Chávez i 2002 også viste sig at have forbindelser til Bush-administrationen. Denne historie glemmes ikke så let i de latinamerikanske lande, hvoraf mange de sidste 10-15 år har gennemgået en skarp venstredrejning – herunder Venezuela, Bolivia, Argentina, Ecuador og Nicaragua. For regeringerne i disse lande står Cuba som det mest lysende og standhaftige eksempel på modstand mod nordamerikansk imperialisme. Derfor kan et forbedret amerikansk forhold til Cuba være med til at bane vejen for et nyt kapitel i forholdet mellem USA og Latinamerika, særligt hvis Cuba kan vise de andre lande, at et normaliseret forhold til naboen mod nord ikke får øen til at sælge ud af det socialistiske arvegods.

Amerikanerne har mistet fodfæste i regionen, mens Kina, Rusland og Brasilien har indgået store økonomiske aftaler
____________________

 
Barack Obama er også klar over at de mere end 2 millioner cubanere i USA nu overvejende støtter op om en normalisering af forholdet mellem de to lande. De seneste 20 år har de cubanske immigranter, der ankommer til Florida, være drevet mere af økonomiske incitamenter end af det brændende had til Castro’erne og kommunismen, som kendetegnede tidligere generationer af cubanske tilflyttere i Miami. I dag ønsker mange cubanske amerikanere at bidrage til en økonomisk genoprejsning af hjemlandet for at hjælpe deres familier. Desuden har det, som Obama har påpeget i sine taler, ikke virket efter hensigten at isolere Cuba. Efter 54 år må USA erkende, at den økonomiske blokade ikke har omstyrtet det cubanske styre, og nu håber Washington tilsyneladende at engagement, samtale og handel kan fremme deres politiske indflydelse i stedet.

Efter 54 år må USA erkende at den økonomiske blokade ikke har omstyrtet det cubanske styre. Nu håber Washington tilsyneladende at engagement, samtale og handel kan fremme amerikanernes politiske indflydelse
____________________

 

Der har således været stærke incitamenter på begge sider for at indlede en gradvis mere åbenhjertig politik. Allerede for år tilbage begyndte Obama-administrationen at lempe rejserestriktionerne til Cuba og give mulighed for at cubanere i USA kunne sende flere penge hjem. Forhandlinger om migration og genetablering af postforbindelser var andre signaler, som i årene 2013 og 2014 indikerede at noget var under opsejling. Ligesom det fangede opmærksomheden verden over, da Barack Obama og Raúl Castro trykkede hinandens hænder og udvekslede et par ord ved en mindehøjtidelighed for Nelson Mandela i december 2013. Alligevel kom det for de fleste som en overraskelse, da præsidenterne et år efter meldte ud, at de nu var klar til at forhandle med henblik på at etablere normale forbindelser. Så indgroet var konflikten mellem Syd og Nord, mellem kapitalisme og kommunisme – så vant var man på begge sider til den bombastiske retorik fra den kolde krigs tid, at man ganske simpelt ikke havde turdet tro det.

Efter at have annonceret deres vilje til at normalisere forholdet i december i fjor, mødtes Cubas præsident Raúl Castro og USA’s præsident Barack Obama på det amerikanske topmøde i Panama i april 2015. Det var første gang de to landes præsidenter holdt møde i mere end 50 år. I 1962 blev Cuba ekskluderet fra OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) og har derfor hidtil været afholdt fra at deltage i denne type topmøder, men flere af de latinamerikanske lande havde denne gang truet med at blive væk fra mødet med mindre Cuba blev inviteret med. Dette understreger, at Cuba stadig har en vigtig symbolsk betydning på det latinamerikanske kontinent, hvis folk og lande ikke længere accepterer at blive opfattet som USA’s baggård.

Cubanerne er heller ikke kendt for at være føjelige. Raúl Castro brugte således størstedelen af sin tale i Panama til at udpensle USA’s historisk set interventionistiske politik overfor Latinamerika, og overfor Cuba i særdeleshed. Dog tilføjede han i slutningen af sin tale, at Obama ikke kan drages til ansvar for tidligere amerikanske præsidenters politik overfor Cuba. Og i forbindelse med deres én-til-én møde på topmødet udtalte Raúl Castro at han anser Barack Obama for at være en ærlig mand, ligesom han roste ham for at sætte afskaffelsen af USA’ økonomiske blokade af Cuba på dagsordenen i den amerikanske kongres. Den 83-årige cubanske leder fik efter sigende den amerikanske præsident til at smile hele to gange under deres samtale.

Obama efterkom efter mødet i Panama ét af cubanernes store ønsker, da han anbefalede den amerikanske kongres at fjerne Cuba fra listen over lande, der ifølge USA støtter international terrorisme. Cuba kom på listen i 1982, grundet den støtte landet gav til guerillabevægelser i Latinamerika og oprørsbevægelser i Afrika. De sidste mange år har det imidlertid været vanskeligt at forestille sig, at den kriseramte cubanske økonomi skulle have haft ressourcer til at støtte nogen bevægelser nogen steder, hvorfor Cubas plads på terrorlisten blev mere og mere absurd. Ikke desto mindre har terror-prædikatet haft stor negativ indvirkning på den cubanske økonomi, da USA har anlagt sag mod banker og firmaer verden over for at handle med de lande, der står på terrorlisten. Således gav domstolen i New York i 2014 den store franske bank BNP Paribas en bøde på 9 milliarder dollars for at have handlet med Cuba, Iran og Sudan. Bøder af den størrelsesorden har formentlig afskrækket mange banker og investorer fra at forsøge sig på det cubanske marked, også selvom USA’s blokade af Cuba i princippet ikke burde angå tredjelande. Da kongressen i maj 2015 officielt fjernede Cuba fra terrorlisten var det derfor det første konkrete og helt håndgribelige resultat af det forbedrede forhold Cuba og USA imellem.

Kampen om menneskerettigheder
Tilbage står endnu nogle af de mest kontroversielle emner i forhandlingerne: USA’s økonomiske blokade af Cuba, som endnu ikke er ophævet, Guantánamo-basen i det østlige Cuba, som ikke er leveret tilbage til cubanerne, samt debatten om demokratiopfattelse og menneskerettigheder, som for cubanerne er tæt sammenkædet med spørgsmålet om suverænitetsprincippet.

USA udtrykker således med jævne mellemrum bekymring over manglende ytringsfrihed, informationsfrihed og forsamlingsfrihed på Cuba, og dette er den største kilde til mislyd i forhandlingsrunderne. Den cubanske regering fastholder, at Cuba er et demokratisk samfund hvor alle har stemmeret ved valgene og mulighed for at påvirke beslutningsprocesserne nedefra og op i diverse borgerfora. Endvidere påpeger de cubanske repræsentanter, at den største forbrydelse mod cubanernes menneskerettigheder skal findes i USA’s interventionisme, som har truet landets selvstændighed siden Cuba blev fri af spanierne i 1898. Dette underbygges bl.a. ved at henvise til ’The Platt Amendment’, et tillæg til den cubanske grundlov fra 1901-34, som efter den spansk-amerikanske krig gav USA ret til at intervenere militært i Cuba når amerikanerne fandt det belejligt. Lejeaftalen om Guantánamo-basen er fra 1903 og giver amerikanerne ret til at bruge basen mod en betaling på et par tusinde dollars om året. Den cubanske regering har krævet lejeaftalen ophævet og kaldt den ulovlig under international lov siden revolutionen i 1959. Mest direkte har truslen fra USA ifølge cubanerne været efter revolutionen, hvilket for eksempel underbygges ved at henvise til det mislykkede amerikanske forsøg på at invadere Svinebugten i 1961. Den cubanske regering har siden den tid anset stort set alle opponenter til den cubanske kommunisme for at være ’imperialismens lejesvende’, finansieret af USA’s statsbudget eller af højreorienterede eksil-cubanske grupper i Miami. Endelig hævder Cubas regering at USA’s økonomiske blokade af landet har fastholdt cubanerne i fattigdom, og har gjort det overmåde vanskeligt for den cubanske regering at lykkes med det socialistiske projekt – herunder at garantere basale menneskerettigheder såsom sundhed og uddannelse for alle borgere i Cuba.

De cubanske repræsentanter mener, at den største forbrydelse mod cubanernes menneskerettigheder er USA’s interventionisme, som har truet landets selvstændighed siden Cuba blev fri af spanierne i 1898
____________________

 

Cubas repræsentanter ynder at sige at menneskerettighederne er udelelige, og at økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er en forudsætning for at kunne udøve civile og politiske rettigheder. ’Man kan ikke udøve sin ytringsfrihed, hvis ikke man kan læse og skrive’, lyder argumentet, som er ganske overbevisende. Omvendt kan man argumentere for at de politiske rettigheder også fungerer som garant for de økonomiske og sociale rettigheder, hvorfor det er problematisk når cubanske myndigheder f.eks. anholder fredelige demonstranter eller fængsler kritiske journalister, der skriver om kolera-udbrud, dårlige hygiejniske forhold på landets sundhedscentre eller nedslidte bygninger, der styrter sammen i Havana, og man kan undre sig over hvorfor disse nyheder sjældent når frem til de officielle cubanske medier.

Alligevel er det umuligt ikke at anerkende de cubanske succeser, som særligt ligger inden for de sociale, økonomiske og kulturelle menneskerettigheder. Cuba har nogle af de laveste tal for børnedødelighed og mødre-dødelighed i regionen, og er det første land, der har formået at udrydde overførslen af HIV og syfilis fra mor til barn fuldstændigt. Landet har nået en høj grad af ligestilling mellem mænd og kvinder, og man har sikret borgerne gratis og universel skolegang på alle niveauer og gratis sundhedspleje. Selv USA, som er ét af verdens rigeste lande, har svært ved at leve op til alt dette. Den cubanske regering fremlægger også gerne de resultater, cubanerne har opnået i de mange lande i Afrika og Latinamerika, som Cuba har samarbejdet med for at styrke adgangen til sundhed og uddannelse. Seneste eksempel på dette samarbejde så man i det Ebola-ramte Vestafrika, hvortil cubanerne sendte hundredevis af læger og andet sundhedspersonale. Endelig svarer de cubanske delegationer på USA’s menneskerettighedskritik ved at udtrykke deres bekymring over fattigdom, brud på arbejdsrettighederne og manglende universel sundhedsdækning i Guds eget land, eller ved at påpege diskrimination, magtmisbrug og overgreb fra politiets side i USA.

Det kan i det hele taget lyde hult, når USA vil belære Cuba om brud på menneskerettighederne
____________________

 
Det kan i det hele taget lyde hult, når USA vil belære Cuba om brud på menneskerettighederne. Amerikanerne har ikke lukket fængslet på Guantánamobasen endnu, selvom man har beviser for at tvangsfodring af sultestrejkende og andre torturmetoder benyttes på basen. USA har ikke ratificeret FN’s konvention om børns rettigheder, og heller ikke konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Flere stater i USA har endnu ikke afskaffet dødsstraffen. Desuden står det efterhånden klart at USA’s militære operationer i Latinamerika såvel som i Vietnam, Afghanistan og Irak har haft andel i så voldsomme brud på menneskerettighederne, at kritikken af Cuba blegner i sammenligningen.

Ikke desto mindre har amerikanerne alligevel en pointe, når de taler om manglende ytrings- og forsamlingsfrihed på den caribiske ø. Det politiske system i Cuba er et étpartisystem, der undertrykker dissidenter og kontrollerer medier, internet og informationsstrømme, og cubanerne kan hverken strejke, organisere sig frit eller arrangere protester uden at bringe sig på kant med loven. Fængslede journalister, kunstnere og politiske aktivister har gennem årene kompromitteret den cubanske regerings selvretfærdighed, ligesom konstant og effektiv overvågning har sat sine spor i den cubanske befolkning. Mange anser diskussioner om politik for at være for farlige, og flere endnu lever i evig mistro overfor naboernes nysgerrige blikke og i frygt for revolutionskomitéernes anmeldelser af ureglementeret aktivitet.

Amerikanerne har en pointe, når de taler om manglende ytrings- og forsamlingsfrihed. Cuba er et étpartisystem, der undertrykker dissidenter og kontrollerer medier, internet og informationsstrømme – og cubanerne kan hverken strejke, organisere sig frit eller arrangere protester uden at bringe sig på kant med loven
____________________

 
Disse problemer er imidlertid også forbundet med USA’s politik overfor Cuba. Uden blokaden og den meget velfinansierede propaganda fra Miami ville den cubanske stat ikke have haft nogen undskyldning for at benytte ufine metoder til at dæmpe oppositionen på øen. Og hvis blokaden virkelig afskaffes vil det ikke længere være muligt for den cubanske regering at argumentere for, at Cuba og den kommunistiske vision er under angreb fra en mægtig fjende udefra, eller for at oppositionen i Cuba repræsenterer denne fjende. Dermed vil det blive sværere for den cubanske stat at begrænse cubanernes civile og politiske rettigheder, at forsvare at man bibeholder dødsstraffen i den cubanske lovgivning, og at man ikke hurtigere får udbredt adgangen til internet (Cuba er et af de lande i verden, der har den laveste grad af internet-adgang). Og det vil være sværere at forklare hvorfor Cuba endnu ikke har ratificeret de to store FN-konventioner om menneskerettigheder.

Amerikanske motiver og cubanske udfordringer
Hvis forhandlingerne for alvor skal rykke ved noget, må de derfor også føre til at USA ophæver den økonomiske blokade overfor Cuba én gang for alle, da dette er en forudsætning for at opnå normale relationer. Det lader også til at være Obamas mål, men det er en beslutning som først skal igennem det Republikanske flertal i den amerikanske kongres. Meningsmålinger viser, at der blandt amerikanerne er overvejende støtte til beslutningen om at ændre forholdet til Cuba. Selv flertallet af de cubanske amerikanere i Miami støtter op om normaliseringen, fordi de gerne ser Cubas økonomi forbedret. Det amerikanske handelskammer er for længst begyndt at drive lobby-virksomhed overfor kongressen for at få adgang til det eftertragtede cubanske marked, og amerikanerne har også lagt mærke til, at cubanerne anlægger en ny og strategisk vigtig dybhavshavn i Mariel, 50 km nord for Havana.

Men hvis den økonomiske blokade løftes vil det også medføre store udfordringer for det cubanske system. Et normaliseret forhold til USA vil betyde både flere turister og store investeringer. Hvis cubanerne skal sikre at investeringerne kommer alle til gode uden at skabe galopperende ulighed og store miljøødelæggelser skal de derfor holde tungen lige i munden når det gælder lovgivning om ejendomsret, arbejdsvilkår og miljøbeskyttelse.

I dag er Cuba et af de lande i verden, der har den mest bæredygtige udvikling, forstået på den måde at den enkelte cubaners økologiske fodaftryk er meget lille, i forhold til det niveau af menneskelig udvikling, som man (trods vanskelighederne) har opnået for den cubanske befolkning. USA er i den modsatte ende af spektret hvad angår økologisk bæredygtighed. Man må håbe, at det bliver amerikanerne, der lærer af cubanernes opfindsomhed hvad angår genbrug og bæredygtig økologisk produktion, men man kan frygte at det bliver omvendt, da cubanernes vaner i høj grad også har haft med nød og mangel på benzin og sprøjtemidler at gøre. Cubanernes lille økologiske fodaftryk har således ikke nødvendigvis kun været resultatet af et ønske om grøn og bæredygtig livsstil og produktion – ikke desto mindre er det dét, man har praktiseret.


Figur 1. På baggrund af data fra 2005 har Global Footprint Network udarbejdet denne graf over mere eller mindre bæredygtig udvikling, som krydser data for menneskelig udvikling med data for økologisk fodaftryk.

 
“Menneskelig udvikling” refererer til FN’s Human Development Index som sammenfatter statistik om forventet levealder, uddannelse og indkomst pr. capita. Økologisk fodaftryk er en måde at måle menneskelig belastning af øko-systemet på. Det opmåler hvor stort et biologisk produktivt areal (land og vand) der er nødvendigt for at opretholde de ressourcer en menneskelig befolkningsgruppe forbruger, samt for at nedbryde det affald den producerer.

Når man sammenfatter de to (Human Development Index og økologisk fodaftryk), er Cuba ifølge grafen det eneste land der kan kaldes bæredygtigt i både social og miljømæssig forstand.

Endnu mere ømtåleligt er spørgsmål om investeringer og ejendomsret. Loven om udenlandske investeringer giver indtil videre udenlandske selskaber større muligheder for at investere i landet, end cubanerne selv har, og staten (dvs. parti-toppen) kontrollerer endnu disse investeringer meget stramt. Udenlandske selskaber i Cuba kan således kun hyre cubanske medarbejdere gennem et statsligt agentur. Det har skabt en situation, hvor politisk tilhørsforhold og kammerateri er altafgørende for at nærme sig den fremvoksende økonomiske elite i landet. Og der er behov for flere investeringer i mindre forretninger og initiativer ’på gadeplan’, der kan komme den almindelige cubaner til gode, hvis ikke utilfredsheden og utålmodigheden skal vokse den cubanske regering over hovedet.

Der er behov for flere investeringer i mindre forretninger og initiativer ’på gadeplan’, der kan komme den almindelige cubaner til gode, hvis ikke utilfredsheden og utålmodigheden skal vokse den cubanske regering over hovedet
____________________

 
Cubansk-amerikanske familier i Miami vil stå på spring for at investere i mindre forretninger i hjemlandet, men formentlig vil mange også have ønsker om at generobre familie-ejendomme, der blev beslaglagt som led i revolutionens omfordelingspolitik i 1960’erne og 1970’erne. Den private ejendomsret er først genindført i Cuba fra 2010, og gælder kun for cubanere. Indtil videre kan udlændinge kun købe helt bestemte ejendomme af staten i Cuba, og langt de fleste ejendomme kan kun sælges og købes af fastboende cubanere (at disse så ofte køber for penge fra udenlandske forbindelser er en anden sag). Indtil videre er der ikke noget der tyder på at ejendomsmarkedet sættes frit – og det er godt, for hvis regeringen lader cubanske amerikanere købe ejendom kan det hurtigt blive umuligt for den almindelige cubaner at finde en bolig.

Og så er der migrationen. Med reformen af den cubanske migrationslov i 2013 blev det lettere for cubanerne at forlade landet på lovlig vis, og USA har i de senere år udstedt flere visa, både til besøg og til arbejde. Men strømmen af bådflygtninge fra Cuba til USA er steget i det seneste år – fordi mange forventer at USA snart afskaffer den omdiskuterede ’Cuban Adjustment Act’, som giver cubanske bådflygtninge permanent opholdstilladelse i USA hvis de når frem til stranden i Florida. Den cubanske regering påpeger overfor USA at loven er en absurd konstruktion som opfordrer cubanere til at migrere på farlig og (fra cubansk perspektiv) ulovlig vis. Med det nye forhold mellem de to lande vil mulighederne for at migrere lovligt mangfoldiggøres, hvilket på mange måder er positivt, fordi det kan sikre udveksling af viden og kvalificeret arbejdskraft. Men højtuddannede cubanere vil øjne chancen for at bo og arbejde i USA uden at være afskåret muligheden for at vende tilbage til Cuba på et senere tidspunkt, og den amerikanske regering er helt klar over, at der er mange dygtige læger og ingeniører i Cuba, som drømmer om en højere indkomst. Dermed kan de forbedrede relationer også risikere at medføre et brain-drain af dimensioner, som kan gøre det vanskeligt at højne niveauet for de sociale ydelser i Cuba.

KONSEKVENSERNE af et tættere forhold til USA er derfor ikke givne på forhånd. De vil naturligvis også afhænge af den politiske udvikling i Cuba. Raúl Castro har annonceret at han går af i 2018, og mens vicepræsident Miguel Diaz-Canel står klar til at tage over, kan ingen endnu sige om den politiske model i Cuba vil overleve de gamle guerillaers exit. Indtil nu er de økonomiske reformer ikke blevet fulgt af en politisk åbning mod mere parlamentarisme á la Vesten. Nogle forestiller sig at Cuba i stedet er på vej mod en mere kinesisk eller vietnamesisk model.

Under alle omstændigheder er det altid en god nyhed, når to nabolande nærmer sig hinanden efter mange års fjendskab, særligt fordi der i den cubansk-amerikanske historie gemmer sig så mange historier om menneskeligt savn og afsavn, på trods af at blot 90 sømil adskiller de to lande. Normalt bliver forholdet ikke med det samme, men hidtil er fremdriften i forhandlingerne blevet sikret af parternes evne til at lytte respektfuldt på hinanden ved forhandlingsbordet, selv når det handler om demokratiopfattelse og menneskerettigheder.

Nogle forestiller sig at Cuba er på vej mod en mere kinesisk eller vietnamesisk model
____________________

 
I processen risikerer begge parter at lære noget. USA kan lære at se på sine egne menneskerettighedsproblemer med friske øjne, ligesom nordamerikanerne kan lære om bæredygtig udvikling, om at sætte uddannelse og sundhed i højsædet, og om at selv små nationer har krav på respekt og selvbestemmelse. Cuba kan måske omsider miste frygten for politisk pluralisme og åben debat. Og en tiltrængt finansiel indsprøjtning vil kunne omsætte den cubanske kreativitet og arbejdsomhed i en mere produktiv kultur, hvad enten det gælder små iværksætteres initiativer, kooperativer eller statslige tiltag. Så på trods af de mange faldgruber giver et forbedret forhold til storkapitalen udsigt til konkrete forbedringer, både for de hårdt prøvede cubanere og for de mange cubansk-amerikanske familier, som er blevet delt af Florida-strædet og af fem årtiers mangel på dialog. ◼

 
Julie Wetterslev (f.1983) har læst Internationale Udviklingsstudier og Spansk sprog og kultur. Hun boede i Cuba og arbejdede med politik og menneskerettigheder på EU’s Delegation i Havana fra 2013-14. ILLUSTRATION: Havana [begge fotos: Rene Leupert]