12.09.2015

Det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, har i sinde at opgive sin taburet i PLO’s vigtigste styringskomité. Det varsler store omvæltninger i PLO’s indre geledder, som er præget af nepotisme og intriger omkring Abbas’ person som mangeårig, enevældig leder. RÆSON har talt med mellemøstkorrespondent Hanne Foighel om situationen i Palæstina.

INTERVIEW af Nadia Jenayah

RÆSON: Mahmoud Abbas har flere gange truet med at træde tilbage som præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre, fordi fredsforhandlingerne ikke er gået, som han ville. Nu har han meldt ud at, han ikke genopstiller til næste valg. Samtidig fratræder han sin position som formand for PLO’s eksekutivkomité, og flere andre medlemmer af komitéen følger i hans fodspor. Hvad er motivationen bag Abbas’ manøvre – signalpolitik eller realpolitisk manøvre?
FOIGHEL: Intet er klart meldt ud endnu, men der er ingen tvivl om, at det er et led i de magtkampe, der foregår både i PLO, eksekutivkomitéen og selvstyret. Abbas sidder på topposterne i samtlige organisationer – en enerådig diktator om man vil – og han skal hele tiden vinde alle disse kampe. Abbas går dog højst sandsynligt ingen vegne.
Samtidig har rygterne om Abbas’ afgang svirret i noget tid. I første omgang nægtede eksekutivkomiteens generalsekretær, Saeb Erekat, at rygterne havde noget på sig. Nu er det meldt ud, at de begge trækker sig. Men det er kun PNC, der kan anerkende og effektuere en sådan tilbagetrædelse, og de skal ikke mødes før slutningen af november. Det er muligt, at Abbas håber på, at denne symbolpolitik kan få folk til at bede ham om at blive på posten.

RÆSON: Hvad vil manøvren betyde for relationen mellem Hamas og Fatah og de indre spændinger mellem palæstinenserne? Er det fundamentale split mellem Vestbredden og Gaza for dybt til at danne fundament for fred?
FOIGHEL: Fatah og Hamas har forgæves – igen og igen og igen – forsøgt at nå til en form for enighed. Men det lykkedes aldrig. Gaza og Vestbredden er to helt forskellige samfund med to forskellige regeringer og en problematisk historie.
Fatah er en national, sekulær bevægelse, mens Hamas er en islamistisk bevægelse – en palæstinensisk udløber af det egyptiske Muslimske Broderskab. Hamas blev oprettet i 1988 som følge af den første intifada. Da der blev afholdt parlamentsvalg i Det Palæstinensiske Selvstyre for første gang i 1996, stillede Hamas ikke op. Så Fatah vandt valget. Men i 2006 besluttede Hamas sig for at stille op og vandt i både Gaza og på Vestbredden. Abbas nægtede dog at overgive magten til sine politiske modstandere. Og det var her, det gik galt. Havde man ladet Hamas få regeringen, så var de måske blevet en lille smule kultiverede inden for demokratiets regler. Men det skete aldrig. Resultatet blev Hamas’ væbnede magtovertagelse i Gaza i 2007, hvor Fatah-ledere bosat i Gaza måtte flygte til Vestbredden.

Abbas forsøger stadig at bevare illusionen om, at han er præsident for hele selvstyret og dermed også for Gaza.
____________________

 

Abbas var længe af den helt klare overbevisning, at Hamas ikke ville kunne klare sig økonomisk efter at have smidt Fatah ud af Gaza. Nogle har anslået, at det var Abbas, der overbeviste Israel om at lægge en økonomisk klemme på Hamas i 2006, fordi han var overbevist om, at Hamas kunne kvæles økonomisk. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Men Abbas forsøger stadig at bevare illusionen om, at han er præsident for hele selvstyret og dermed også for Gaza. Det har blandt andet fuldstændigt blokeret for genopbygningen af Gaza, hvilket ellers var en del af våbenhvileaftalen efter krigen i Gaza forrige sommer. Mahmoud Abbas skulle stå som garant for genopbygningen, og selvstyret i Ramallah (Fatah, red.) skulle derfor have sine folk genindsat på grænserne til Gaza. For at det kunne lade sig gøre, skulle Abbas indgå en aftale med Hamas. Og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Genopbygningen af Gaza står i stampe. Abbas er efterhånden ved at være ret upopulær blandt palæstinenserne, fordi han og selvstyret fungerer som en form for sikkerhedsunderleverandør til israelerne. Abbas og Israel har en fælles interesse i at holde Hamas nede på Vestbredden.

RÆSON: Skal Abbas’ varsel om at trække sig tilbage ses som et forsøg på at lede opmærksomheden hen på Israel-Palæstina-konflikten i en periode, hvor alles øjne er rettet mod andre brandpunkter i Mellemøsten såsom Islamisk Stat, Yemen og Libyen?
FOIGHEL: Det er bestemt vigtigt på den interne, politiske scene i Palæstina – og det er uanset, hvad der sker i Syrien og Yemen. Men lige nu har israelerne den mest højreorienterede regering nogensinde, og de er fast besluttede på, at der ikke skal oprettes nogen palæstinensisk stat. Der er ingen forhandlinger. Og der er ingen i den israelske regering, der støtter en tilbagetrækning af israelske soldater.
Vi står samtidig med en situation, hvor Tony Blair forsøger at mægle en tidsbegrænset våbenhvileaftale på plads mellem Hamas og Israel uden om Abbas. Blair har siden 2007 påtaget sig den kontroversielle rolle som erklæret fredsmægler for EU, FN, Rusland og USA i konflikten mellem Israel og Palæstina, hvilket kan blive problematisk. EU er nemlig involveret med millioner af euro i støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre – en stor pose penge, som sendes til Abbas, så han kan videreforvalte støtten. Det er med til at cementere Abbas’ rolle som præsident for selvstyret og give legitimitet til ham som repræsentant for Palæstina. Men når Tony Blair møver sig ind på scenen og egenhændigt forsøger at mægle mellem Hamas og Israel, så brister idéen om, at Abbas skal være frontfigur for fredsforhandlingerne på vegne af hele selvstyret. Hvis den splittelse indtræffer, så må EU og alle vi andre indse, at der ikke findes ét Palæstina – men rettere to splittede regimer: ét i Gaza og et på Vestbredden.

Lige nu har israelerne den mest højreorienterede regering nogensinde, og de er fast besluttede på, at der ikke skal oprettes nogen palæstinensisk stat.
____________________

 

Under indsamlingen til Gaza-stribens genopbygning forsøgte det internationale samfund ellers at støtte Abbas’ legitimitet ved at lade ham forvalte donationerne. Med den store pengepose til Abbas fulgte et krav fra alle donorerne om, at netop Abbas skulle overvære genopbygningen og sende sine militærfolk til Gazas grænser. Det skulle sikre, at Hamas ikke så sit snit til at smugle våben og penge ind til deres hovedkvarter i Gaza City. Den økonomiske støtte kombineret med Fatahs øgede kontrol af Gaza-grænsen skulle give Abbas og Fatah overhånden i forhold til Hamas. Men hvis Blairs manøvre lykkes, kan det tage en del af magten ud af hænderne på Abbas.

RÆSON: Abbas har for nyligt udskiftet eksekutivkomitéens topledelse. Den nye generalsekretær hedder Saeb Erekat og erstatter Yasser Abed Rabbo, som Abbas længe havde et lunkent forhold til. Den nye generalsekretær har i årevis været talsmand for forhandlingsenheden hos PLO. Er det en generel tendens hos Abbas, at han forsøger at slippe af med sine konkurrenter?
FOIGHEL: Yasser Abed Rabbo kunne godt være en potentiel trussel for Abbas’ præsidentpost. For nylig blev blev Abed Rabbo frataget posten som generalsekretær i eksekutivkomiteen og erstattet af Erekat, som er „Abbas’ mand“. I forrige uge begik Abbas dog den fejl at beordre lukningen af organisationen Palestinian Peace Council, som Yassir Abed Rabbo stod i spidsen for. Abed Rabbo var en meget central person i hele fredsforhandlingsforløbet og tæt knyttet til den daværende israelske viceudenrigsminister, Yossi Beilin. Han var meget aktiv i Oslo-processen (fredsforhandlingerne med Israel, red.) og bag kulisserne. Det var blandt andet tydeligt i de uofficielle forhandlinger, der blev kendt som Genevé-initiativet, og som var et vigtigt forum for diplomati og fredsmægling mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre.

RÆSON: Hvordan kan det være, at Abbas ser sin tidligere partikollega Rabbo som en så alvorlig trussel imod sin egen magtbase?
FOIGHEL: Yassir Abed Rabbo oprettede Palestinian Peace Council som en palæstinensisk del af den organisation, der stod bag Geneve-initiativet. Fredsrådet har siden 2003 forsøgt at udbrede og promovere ideen om en tostatsløsning. Som et udtryk for den interne magtkamp på den palæstinensiske politiske scene lukkede Mahmoud Abbas Fredsrådets kontor. Men han blev lynhurtigt – på anmodning fra både EU og USA –ånødt til at genåbne kontoret og lade Rabbo fortsætte sin organisation. Der er enkelte, der mener, at Abbas forsøgte at stække Abed Rabbo, fordi han er for tæt på en anden potentiel rival i magtkampen om rollen som fremtidig palæstinensisk lederfigur: Mohamed Dahlan. Dahlan var chef for det palæstinensiske selvstyres sikkerhedsstyrker i Gaza i 1994. Han kommer selv fra Gaza, men sidder nu i selvvalgt eksil på den Arabiske Halvø og trækker i trådene herfra. Der er mange i Fatah, der føler sig truet af den private magtbase, som Dahlan bygger op. Og Abbas har igennem årene beskyldt ham for at modarbejde selvstyret – endda for at arbejde sammen med Hamas, fordi Dahlan er langt den mest populære Fatah-mand i Gaza. Generelt er mange palæstinensere utilfredse over, at Abbas ikke foretager sig noget. Og Dahlan, som også er en del yngre, kunne i deres øjne godt være kandidat til præsidentposten i Selvstyret – hvis der nogensinde kommer et valg.

RÆSON: Fredsprocessen med Israel har længe hængt i en tynd tråd. Hvad vil Abbas’ manøvre betyde for den fremtidige fredsproces?
FOIGHEL: Siden slutningen af 1990’erne har mange unge Fatah-aktivister stået klar til at rykke højere op i rækkerne. Men de er ikke kommet til endnu. Jo mere Abbas klynger sig til magten, desto mere mister han terræn. Man kan spørge, om partiet så småt også mister støtte. Hamas står efterhånden stærkere og stærkere, fordi Fatah ikke leverer – fordi Abbas ikke leverer. Og hvis Israel og Hamas får mæglet en tidsbegrænset våbenhvileaftale på plads, så kan det betyde, at Abbas ser sig selv og Fatah forbigået i processen. ◼

_______________

FAKTABOKS

PLO
Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (People’s Liberation Organisation) er en paraplyorganisation. PLO står for fredsforhandlinger med Israel.

Fatah
Fatah er den mest indflydelsesrige af PLO’s mange undergrupper. Den sekulære Fatah-bevægelse er socialistisk og revolutionær, og partiet udgør den største og mest indflydelsesrige fraktion i PLO. Mahmoud Abbas er formand for partiet, der har hovedkontor i Ramallah på Vestbredden.

Hamas
Det islamistiske parti Hamas administrerer Gaza-striben og figurerer på EU og USA’s terrorlister. Fatah og Hamas er politiske rivaler. Hamas er ikke medlem af paraplyorganisationen PLO.

Eksekutivkomitéen
PLO styres af to vigtige organer, hvor man fastlægger organisationens fremtidige politiske kurs: Eksekutivkomitéen samt det Palæstinensiske Nationalråd (PNC). Abbas er præsident for begge politiske organer. PNC består af 740 medlemmer, hvoraf mange af dem lever uden for Palæstina. PNC’s medlemmer har til opgave at vælge medlemmerne til eksekutivkomitéen.

________________

Hanne Foighel (f. 1956) er mellemøstkorrespondent og har bl.a. arbejdet for DR, Weekendavisen, Berlingske Tidende og Politiken.

(Foto: Olivier Pacteau via Flickr)