14.09.2015

På søndag, den 20. september, skal grækerne til valgurnerne, og der er i øjeblikket dødt løb mellem det venstreorienterede Syriza og det konservative Nyt Demokrati. I den brede befolkning er troen på forandring dog forsvundet, og mange overvejer nu helt at lade være med at stemme. RÆSON har talt med Grækenlands-ekspert og lektor ved Københavns Universitet Mogens Pelt, der følger valgkampen fra Athen.


INTERVIEW af Johan Varning Bendtsen

Forventningerne var høje, da den karismatiske Alexis Tsipras og hans venstreorienterede parti Syriza i januar sidste år vandt det græske valg. Efter en turbulent sommer med tomme banker, Grexit-rygter og fortsat nedskæringspolitik er euforien dog forduftet sammen med det parlamentariske grundlag. 25 af Syrizas parlamentsmedlemmer valgte i august at forlade partiet, hvilket tvang Alexis Tsipras til at gå af og udskrive valg – blot syv måneder efter at det fremadstormende parti havde indtaget regeringskontorerne.

Det er særligt den låneaftale med de internationale kreditorer, som Alexis Tsipras forhandlede igennem i juli, der har skuffet mange grækere både inden og uden for partiet. Den 20. september skal grækerne nu tage stilling til, om de fortsat tror på Syriza og forandringen.

RÆSON: Ser grækerne frem mod valget med forhåbning eller nervøsitet?
Mogens Pelt: I Athen kan man overhovedet ikke se, at der snart er valg. Der er selvfølgelig noget i aviser og i fjernsyn, men befolkningen er fuldstændig ligeglade. Valg var indtil for nogle år siden noget, grækerne gik meget op i, men sådan er det ikke længere. En masse mennesker, jeg har talt med, har ikke engang tænkt sig at stemme, for de tror alligevel ikke på, at det medfører nogen forandring. Der er en opgivende stemning. Politikerleden og mistroen over for systemet har en lang historie i Grækenland, men i modsætning til tidligere er folk ikke længere forhåbningsfulde på egne partiers vegne.

RÆSON: Hvilke temaer dominerer den debat, der trods alt er?
Mogens Pelt: Det er især de to store partier (det venstreorienterede Syriza og det konservative Nyt Demokrati, red.), som kritiserer hinanden. Syriza forsøger at italesætte sig selv som det nye, friske pust over for de gamle magtpartier (Nyt Demokrati og det socialdemokratiske Pasok, red.).
Nyt Demokrati og de andre pro-europæiske partier forsøger derimod at fremstille Alexis Tsipras som en utroværdig politiker, som bærer hovedansvaret for sommerens forhandlingskrise, der blandt andet resulterede i, at de græske banker i en periode stod tomme. Det overraskende indslag er, at Nyt Demokratis leder, Evangelos Meimarakis, har erklæret, at han ønsker en bred koalition efter valget – inklusive Suriza. Det er trods alt et signal om, at man ønsker så meget stabilitet som muligt, samtidig med at man giver Syriza dødskysset i forhold til partiets inkarnerede venstreorienterede tilhængere, der absolut ikke ønsker et samarbejde med Nyt Demokrati.

Kampen om de uafklarede

RÆSON: I de seneste målinger er der stort set dødt løb mellem Syriza og Nyt Demokrati. De befinder sig begge på omkring 27 procent – dog har Nyt Demokrati størst momentum i øjeblikket. Hvad kommer til at afgøre, hvem af de to der trækker det længste strå?
Mogens Pelt: Opløbet er overraskende tæt. For en måned siden lå Syriza højt i meningsmålingerne, og Alexis Tsipas var meget populær. Det er helt klart vendt – rusen fra Tsipras’ tur ud i Europa, hvor han i mange grækeres øjne stod op imod EU, er forduftet. Samtidig har Nyt Demokrati fået vind i sejlene – muligvis fordi man skiftede den tidligere formand Antonis Samaras, som tilhører partiets højrefløj, ud med den mere midtersøgende Evangelos Meimarakis, der appellerer til de vigtige midtervælgere.

Politikerleden og mistroen over for systemet har en lang historie i Grækenland, men i modsætning til tidligere er folk ikke længere forhåbningsfulde på egne partiers vegne.
____________________

 

Det afgørende er de 15-20 procent, som endnu ikke har besluttet sig. De fleste af dem stemte sidste gang Syriza uden dog nødvendigvis at være inkarnerede venstreorienterede, så den store opgave bliver at få mobiliseret denne gruppe. Rigtig mange unge er skuffede over Syrizas politik. Alexis Tsipras har også udtalt, at den nuværende generation af unge er ”en tabt generation”, og at han nu bare håber, at man kan skabe bedre forhold for den næste generation. Det er klart, at det skaber en utilfredshed blandt disse såkaldte ”tabte.”
Pt. er der dog stadigvæk en lille chance for, at Syriza kan vinde rimelig stort, men mest sandsynligt er det, at enten Syriza eller Nyt Demokrati vinder med en lille margin og derefter bliver nødt til at forme en koalition – evt. sammen, hvis Tsipras ikke har andre muligheder.

RÆSON: Herhjemme er det svært at se, hvorfor et parti som Syriza – der vel mest af alt minder om Enhedslisten – danner regering med et konservativt parti som Nyt Demokrati. Hvorfor er det et realistisk scenario i Grækenland?
Mogens Pelt: Det er selvfølgelig også specielt – og et gamble fra Nyt Demokratis side. Men det er i høj grad også udtryk for situationens alvor. Situationen i Grækenland er så tilspidset, at nu er der behov for at løfte opgaven i et nationalt fællesskab. Samtidig signalerer man, at Syriza har mistet en stor del af sin ideologiske kant, og det kan også være et strategisk træk. I den seneste valgkamp var taktikken at tale Syriza så langt ned under gulvbrædderne, at ingen skulle stemme på dem, hvilket ikke virkede, og nu har man så valgt den modsatte taktik med dødskysset.

RÆSON: Det store gamle venstrefløjsparti Pasok og det relativt nye centrumparti To Potami ligger i øjeblikket til fem-seks procent af stemmerne. Lige over dem ligger det ultra nationalistiske Gyldent Daggry, som ingen vil røre ved, og lige under er kommunistpartiet KKE, som heller ikke er samarbejdsvillige. I Grækenland skal man som regel opnå omkring 35 procent af stemmerne for at opnå fuld majoritet, og lige nu står både Syriza og Nyt Demokrati altså til omkring 27 procent. Er det ikke stort set givet, at uanset hvem der bliver størst på valgnatten, så er de tvunget til at indgå i en koalition?
Mogens Pelt: Alexis Tsipras hævder stadig, at han går efter at opnå fuld majoritet (i Grækenland får det største parti automatisk tildelt 50 ekstra mandater, red.) og et klart folkeligt mandat, men det er ikke for alvor realistisk. Grækerne ønsker virkelig ikke at skulle til valg igen-igen, hvis ikke det lykkedes at danne en regering efter valget, så Syriza må med al sandsynlighed bide i det sure æble og samarbejde med nogle af de andre partier. Den seneste uge har der også været nogle åbninger over for det socialdemokratiske Pasok, som bl.a. har fået ny leder, hvilket har løsnet lidt op i de to partiers forhold.

Opgøret med de gamle partier

RÆSON: Ved valget i januar slog Syriza sig op på at være opgøret med det etablerede politiske systems indgroede korruption og klientelisme – og denne gang har Tsipras igen udtalt, at en stemme på Pasok og Nyt Demokrati er en stemme på ”fortidens synder.” Pasok er stort set forvitret, men opbakningen til det gamle Nyt Demokrati er overraskende stor – og i øjeblikket stigende. Hvordan kan det være?
Mogens Pelt: Hvis man ser på det græske politiske landskab i perioden lige før den økonomiske krise for alvor satte ind – altså tilbage til omkring valget 2009 – så stemte mellem 80 og 90 procent næsten altid på Pasok og Nyt Demokrati. De plejede så hver især deres vælgergrupper på hver deres fløj og tildelte dem forskellige privilegier. Det kunne lade sig gøre i de år, hvor økonomien stadigvæk var nogenlunde fornuftig. I dag har de to partier ikke mere end 30-35 procent tilsammen. De to store partier er blevet ramt hårdt af krisen, som betød, at de ikke længere kunne tage sig af deres ”klienter” – altså vælgergrupper.

Situationen i Grækenland er så tilspidset, at nu er der behov for at løfte opgaven i et nationalt fællesskab.
____________________

 

Syriza er så ny et parti (stiftet i 2012 som et egentligt parti, red.), at de ikke er smittet af fortiden. De har ikke vænnet vælgerne til belønning på samme måde. Det er samtidig først Pasok og dernæst Nyt Demokrati, som har gennemført de hårde reformer og nedskæringspolitikker siden 2009 og indtil januar i år, så befolkningens utilfredshed er – eller har i hvert fald været – rettet mod dem. Og det har kostet ekstremt dyrt. Nyt Demokrati havde deres dårligste valg i 2012, men på højrefløjen har der ikke på samme måde været et alternativ, og Nyt Demokrati er derfor ikke blevet reduceret så betragteligt som Pasok.

RÆSON: Flere kommentatorer har peget på, at det faktisk var strategisk dårligt for Syriza at vinde valget i januar, da man kort tid efter skulle forhandle en ny låneaftale på plads, hvorfor man ville miste sin ’uskyld’ og blive associeret med de gamle partier og den hårde reformkurs. Hvad vil det bedste være for Syriza denne gang?
Mogens Pelt: Den analyse er stadigvæk udbredt. Nogle peger på, at endnu en sejr – og dermed endnu en tur i spidsen for fyringer af offentligt ansatte, indhug i lønninger, pensioner og en række andre upopulære tiltag vil gå meget hårdt udover Syriza. Man har jo et privilegium i opposition. Og hvis Syriza havde tabt valget tilbage i januar, så havde de stået markant stærkere nu og vundet et valg på det her tidspunkt helt suverænt. Men nu kan kurven meget vel være knækket for alvor.

RÆSON: Ikke desto mindre er Syriza og Nyt Demokrati både lige store og markant større end de andre græske partier. Man kunne også anlægge det synspunkt, at Syriza måske blot har overtaget Pasoks rolle fra præ-krisens de facto to-parti system?
Mogens Pelt: Ja og nej. Det er ikke 1:1, da hverken Syriza eller Nyt Demokrati i dag vil kunne regere alene, sådan som Pasok og Nyt Demokrati tidligere gjorde. En forklaring på, hvorfor det er Pasok, der har tabt mest terræn af de to gamle partier, er, at det var dem, der havde magten, da krisen ramte. Det var dem, der indgik den første låneaftale med trojkaen (IMF, ECB og Europa-Kommissionen, red.), og som medførte en lang række hårde reformer. Samtidig holdt Nyt Demokrati sig så længe som muligt i opposition og kritiserede låneaftalen sønder og sammen, hvilket afgjort har virket. Og så er der samtidig en noget kortere vandring på venstrefløjen fra Pasok til Syriza, end der er fra Nyt Demokrati og så ud til fx Gyldent Daggry.

Svære betingelser for politik i Grækenland

RÆSON: Med den låneaftale, som i juli blev indgået med de internationale kreditorer, peger flere eksperter på, at det politiske manøvrerum er væsentligt indskrænket for en kommende græsk regering. Er det i virkeligheden ligegyldigt, om det er konservative eller socialister, som sidder i regeringskontorerne, hvis de næste år blot byder på en bunden administrationsopgave?
Mogens Pelt: Den bindende karakter af de aftaler, som skiftende græske regeringer har indgået med kreditorerne siden 2010, reducerer helt afgjort politik-domænet meget markant. Der er et minimalt spillerum for at føre en bestemt økonomisk politik. Retningslinjer skal følges og aftaler overholdes, så det er stort set ikke muligt at agere på det felt, som betyder mest for grækerne lige nu – nemlig hvordan deres materielle fremtid kommer til at se ud. Så kan der excelleres en smule værdipolitisk, men det er ikke for alvor nok til få folk op af stolene. Så jo, ideologien er måske svær at få øje på, og mange stiller i stedet sig selv spørgsmålet: Hvem er i stand til at regere landet i den her dybt alvorlige situation?

RÆSON: Da man i sommers indgik aftalen om den tredje lånepakke, medførte det, at 25 af Syrizas parlamentsmedlemmer forlod partiet i vrede (og stiftede partiet Folkelig Enhed, som i øjeblikket står til 4-5 procent, red.). Når en stor del af partiets interne hardliners nu er væk, betyder det så, at det er et mere samlet Syriza, som går til valg?
Mogens Pelt: Alexis Tsipras har ikke den samling på tropperne, han kunne ønske sig. Det er naturligvis positivt at være fri for den mest højtråbende del af den interne opposition, men Syrizas ungdom er ligeledes kritisk (de har efterfølgende frigjort sig helt fra moderpartiet og har trukket støtten i valgkampen, red.), og samtidig sidder der mange i tilbage i partiet, der vil få svært ved fortsat at se sig selv i et parti, som har været med til at indgå den aftale, der vil betyde hårde reformer de kommende år. I mange medlemmers selvforståelse er det jo netop det, Syriza skulle og skal være en kamp imod.

RÆSON: Betragtet fra resten af Europa, ikke mindst euro-zonen, er der i særdeleshed to temaer, der er interessante, når snakken falder på Grækenland: Økonomisk krise og flygtningespørgsmålet. Men vil der være nogen reel forskel på håndteringen af disse udfordringer, afhængigt af hvem der vinder valget?
Mogens Pelt: Da Alexis Tsipras trådte tilbage, var der jo ikke for alvor utilfredshed at spore i Bruxelles, hvilket først og fremmest skyldes, at man var overbevist om, at Syriza igen ville vinde stort, og så ville man fortsætte med den mand, man havde indgået en aftale med for nylig. Alexis Tsipras havde jo på kort tid gået fra at være enfant terrible til i højere grad at være den, som man i EU valgte – mere eller mindre nødtvungent – at tro på. Nu risikerer man så en regering bestående af eksempelvis Nyt Demokrati, Pasok og To Potami, som er lidt mere ukendt. I Bruxelles er ønskescenariet den brede koalition med både Nyt Demokrati og Syriza.

Der er et minimalt spillerum for at føre en bestemt økonomisk politik.
____________________

 

I forhold til flygtninge tror jeg heller ikke, at der vil være den store forskel. Hvis det er et spørgsmål om, hvorvidt man skal forsøge at afvise flygtningene, inden de når Grækenland, så er det noget, hvor EU skal ind over og tage ansvar. Hernede griner man jo lidt af, at det skaber opstandelse, at der kommer 800 flygtninge til Danmark. Man efterlyser simpelthen, at europæerne kommer grækerne til hjælp på det her område. Man føler lidt, at man først får skældud for at behandle flygtningene dårligt, og dernæst får man så lov til at modtage dem i mange, mange tusindvis. Og det vel og mærke i en situation, hvor økonomien ligger i ruiner.

Mogens Pelt er Grækenlands-ekspert og lektor i International Historie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Derudover følger i han i øjeblikket den græske valgkamp fra Athen.

Johan Varning Bendtsen (f. 1990) studerer Journalistik og Politik & Administration på Roskilde Universitet. Han har tidligere boet og arbejdet i Grækenland.

(ILLUSTRATION: Demonstranter i Athen protesterer mod græske spareplaner, juli 2015. Foto: Jan Wellmann via Flickr)