09.01.2015

Angrebet på Charlie Hebdo rammer ned i en langvarig debat om islamistisk ekstremisme. Det fandt sted i et politisk klima, hvor Front National i forvejen stod til 30 pct. af stemmerne – men alligevel udelukkes fra en tværpolitisk demonstration på søndag.

Af Ask Paul Lomholt Kemp, Paris

“IDAG blev Frankrig ramt i hjertet”. Sådan sagde præsident François Hollande onsdag aften efter attentatet på det satiriske magasin ”Charlie Hebdo”. Blandt de tolv, som mistede livet, var nogle af Frankrigs mest kendte satiretegnere, der ugentligt har spillet i en betydningsfuld rolle i det franske mediebillede. Attentatet er et hårdt slag mod den franske ytringsfrihed og mod satirikeres traditionelle ret til at gøre sjov med alt og alle. Og det slår ekstra hårdt, fordi man i forvejen i Frankrig har en betændt debat om islam og islamistisk ekstremisme.

Det var ikke mere end få dage siden at de nu afdøde redaktør på bladet, Stéphane Charbonnier – også kendt som ‚Charb‛ – i en tegning gjorde grin med, at islamistiske fundamentalister stadig havde indtil slutningen af januar for at få opfyldt deres nytårsønske om et angreb på fransk jord. I dette enormt tragiske lys var angrebet ikke uventet. Bladtegnerne vidste at de ramte hovedet på sømmet i samfundsdebatten, midt i en længerevarende diskussion om religionens rolle i det franske samfund. Fra politisk hold har man heller ikke lagt skjul på, at et angreb af en sådan art på fransk jord kunne finde sted. Hollande har tilkendegivet, at man i Frankrig den seneste tid – med en skærpet indsats fra efterretningstjenesten – fik afværget adskillige angreb. Men dette attentat var dog noget af det sværeste at beskytte sig imod – siges det. Et angreb begået af to franske statsborgere med forbindelse til et ekstremistisk islamistisk miljø – ikke terrorister, som kom til lejligheden.

Hollande har tilkendegivet, at man i Frankrig den seneste tid – med en skærpet indsats fra efterretningstjenesten – fik afværget adskillige angreb
____________________

 

I Frankrig i onsdags samlede Republikken sig. Man kan mærke sorgen. Det ses med demonstrationer overalt i landet og særligt på République-pladsen aftenen efter attentatet, hvor befolkningen gav udtryk for deres afmagt. Igår torsdag var en national sørgedag, hvor man samledes overalt i landet kl. 12.00 for at afholde ét minuts stilhed til ære of ofrene.

MED UNDTAGELSE AF LE PEN har de ledende franske politikere umiddelbart stået sammen. Præsident Hollande inviterede torsdag morgen tidligere præsident og formand for UMP-partiet, Nicolas Sarkozy, ind til præsidentboligen, Elysée-palæet. Her blev de politiske uenigheder lagt til side for en stund, hvor den tidligere præsident fik lov til at tale til franskmændene. ”De civiliserede mennesker må samles for at besvare disse grusomheder” sagde Sarkozy, tydeligt berørt af begivenhederne. Dette kan måske ses som den umiddelbare reaktion, man ville forvente fra toppolitikere efter et sådant terrorangreb. Men man skal have in mente, at både Hollande og Sarkozy er blevet kritiseret og udstillet voldsomt af Charlie Hebdo – alligevel forsvarer de bladet. Det siger helt generelt noget om det debatmiljø, som omgiver politik og religion i Frankrig, hvor det netop er karakteristisk, at man skal kunne finde sig i at blive gjort til grin.

På opfordring af venstrefløjen skal politikerne på tværs af partierne samles på søndag d. 11 til en ’march for Republikken’. Arrangementet spænder helt fra Jean-Luc Mélenchon på den yderste venstrefløj til Francois Bayrou på midten og UMP på højrefløjen. Det eneste parti, som ikke har fået en invitation, er Front National (FN). Francois Lamy, medlem af det regeringsbærende socialistparti (PS) og ansvarlig for denne ’Republikanske march’ forklarer, at FN ikke er inviteret fordi partiet ”opdeler landet, stigmatiserer vores muslimske borgere og spiller på deres frygt. Den kommende march på søndag handler ikke om de politiske partier, men om dem som vil forsvare de republikanske og demokratiske værdier. For os er dette ikke tilfældet for FN.” Et andet socialistisk medlem af nationalforsamlingen, Pouria Amirshahi, tilføjer ”..hvis |Marine] Le Pen vil have den perverse nydelse af at fremstå udelukket fra et arrangement, som hun alligevel aldrig ville være kommet til, så er det i bedste fald politisk amatørisme, i værste fald uansvarligt”.

Hvorvidt denne udelukkelse af FN er berettiget er grundlæggende et politisk spørgsmål. Torsdag fastslog Marine Le Pen, at hun gerne ser en folkeafstemning om genindførsel af dødstraffen. Hun understregede dog også, at man skal huske at skelne mellem de mange moderate muslimer, som fredeligt bor i Frankrig, og de få ekstreme islamister, der begår disse handlinger.

DE FRANSKE MUSLIMER udgør en stor minoritet i landet – på ca. 5 million mennesker – og den underliggende debat om islam og den ekstreme islamisme i samfundet har hersket længe. Diskussionen har dybe rødder og kan spores mere end 50 år tilbage, især set i lyset af et anspændt forhold til og en krig med den tidligere koloni Algeriet. Charles Pasqua var indenrigsminister både i slutningen af 80’erne og igen i midt 90’erne og som er en af stifterne af det gaullistiske parti RPR (Rassemblement pour la République), der var en forløber til det nuværende UMP-parti. Han udtalte i onsdags til avisen Le Figaro at ”truslen fra den ekstreme islamisme i dag er større end den var i 1995”. Han sammenligner onsdagens hændelser med en tid, hvor man oplevede angreb fra den algeriske islamiske terrorgruppe GIA, der grundlæggende ønskede et islamisk styre i Algeriet. Mest opsigtsvækkende var kapringen af et Air France-fly i 1994, som GIA-terroristerne eftersigende havde haft til formål at flyve ind i Eiffeltårnet. Det blev dog undveget, da flyets piloter med en løgn fik overbevidst flykaprerne om, at de måtte lande flyet i Marseille for at genoptanke. Her blev de islamistiske terrorister efterfølgende neutraliseret af franske specialstyrker. Både i 1995 og 1996 var der i kølvandet på kapringen bombeangreb fra GIA i undergrunden i Paris, hvor flere døde og mange blev såret. Det var dengang et svar på Frankrigs støtte til mere moderate kræfter i styret i Algeriet.

NU HAR FRANKRIG måske oplevet deres 9/11. Selvom et meget lignende angreb fandt sted for ikke mere end to år siden i Toulouse, hvor den 24-årige islamist Mohammed Merah slog 7 mennesker ihjel ved en jødisk skole kort før det planlagte præsidentvalg. Sammenligningen med angrebet på Tvillingetårnene i New York kan virke overdreven, hvis man simpelt måler det i antallet af ofre. Men dét gør en forskel, at attentatet på ”Charlie Hebdo” foregik i hjertet af Paris, og desuden ikke bare virkede som meningsløs vold, men som kynisk vold mod udvalgte franskmænd, der levede af benytte deres ytringsfrihed til bl.a. at kritisere islam.

Nu har Frankrig måske oplevet deres 9/11
____________________

 

Debatten om islam har i en længere periode været fremherskende i mediebilledet. Der var stor polemik tilbage i 2004, da man fra politisk hold besluttede at bandlyse religiøse symboler – heriblandt tørklæder – på offentlige skoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner. Selve princippet i denne lovgivning var ikke revolutionært, men sådan set bare en videreføring af staten Frankrigs selvopfattelse som sekulær (hvad der blev fastslået i 1901). Men i praksis havde loven stor symbolværdi, og var derfor ophav for megen debat. I dette efterår har islam i sin ekstreme form haft enorm mediebevågenhed, især på grund af Islamisk Stats hærgen i Irak/Syrien, hvor Frankrig som bekendt stadig er engageret. Debatten har, meget lig den danske, været præget af hvad man skal stille op med de såkaldte syrienkrigere. Den franske indenrigsminister Bernard Caseneuve har bekræftet, at ca. 900 franskmænd er taget af sted for at kæmpe, hvilket ift. indbyggertallet er højt sammenlignet med andre europæiske lande – dog proportionelt mindre end i Danmark.

MAN KAN kalde det et sammentræf – men i dagene op til onsdagens terrorangreb var islam også på dagsordenen. Forfatteren Michel Houellebecq udgav samme dag bogen ’Soumission’ – ’Underkastelse’ – hvor han forestiller sig at Frankrig i 2022 får en muslimsk præsident. ’Politisk fiktion’ kalder han scenariet hvor kandidaten fra Det Muslimske Parti om 7 år sejrer i anden valgrunde over Marine Le Pen. Ifølge romanen vil Le Pen også vil lide nederlag i 2017, hvor hun taber til… Hollande. Men hvem kan vide det? Allerede inden i onsdags lå Front National og svævede på omkring 30 pct. i meningsmålingerne. ■

Ask Paul Lomholt Kemp (f. 1991) studerer Statskundskab (AU) og har i efteråret 2014 været på udveksling ved Université Panthéon-Assas (Paris II). Han er fortsat bosiddende i Paris, hvor han nu indtil efteråret 2015 skal i praktik på Danmarks ambassade. ILLUSTRATION: Demonstration i Paris, 7. januar [foto: Nigel Dickinson/Polaris/Polfoto]