30.03.2015

Det politiske Frankrig er i dag vågnet op med kodyle tømmermænd. Valgsystemet har holdt det højrenationalistiske Front National uden for lokalparlamenterne de fleste steder – men alligevel er Marie le Pen og hendes følgere nu for alvor blev en tredje magtbase i fransk politik. Imens ligger den franske venstrefløj i ruiner og Sarkozy kan gnide sig i hænderne. Alles øjne er nu rettet mod præsidentvalget i 2017.

ANALYSE af Jon Egeris Karstoft

“I et system med tre magter, skal man være én af de to.” Sådan citerede den franske avis le Monde i lørdags Kansler Bismarck. I Frankrig har det i altid været en naturlov, at det politiske liv var bygget op omkring to poler, to store partier, der regerede i hver deres lejr. Valgformen med flertalsvalg i enkeltmandskredse gør det næsten umuligt for små partier at sætte sig igennem udenom deres lejrs “storesøster”.

Alle valg foregår i to runder: fra første runde fortsætter de to kandidater med flest stemmer. I anden runde er vinderen valgt. Derfor har det været god skik, at det socialdemokratiske PS og det borgerlige UMP har indgået alliancer med småpartierne på deres respektive fløje. Så maksimerer man sin lejrs chance for at nå til den forjættede anden valgrunde. Den højrenationalistiske Front National med Marine le Pen i spidsen har altid stået uden for disse handler. De var ikke stuerene, lød det fra de store partier.

Sådan har tingene fungeret i umindelige tider. I første valgrunde kunne franskmændene få lov til at skeje ud og stemme på obskure kandidater fra en af de mange minipartier på den franske venstrefløj. I anden runde stod man så alligevel tilbage i den trygge, vante situation: et valg imellem venstre og højre. Udenom de store partier var der ingen, der nåede til andenrunden.

Efter valget til de franske departementers (en slags amter) lokalparlamenter den 22. og den 29. marts er denne situation slut. I stedet for to magtpoler har franskmændene nu fået 3. Marie le Pen er for alvor trådt ind på scenen.

Front National missede magten, men er blevet et etableret parti
Valgets to hovedpersoner har været den blå socialdemokrat, premierminister Manuel Valls, og lederen af den højrenationalistiske Front National, Marine le Pen. For le Pen må anden valgrunde søndag have været en alvorlig skuffelse. Partiet havde sat snuden op efter at få flertallet i ét – måske endda tre – departementer og opnå en reel lokal forankring med folkevalgte i mange departementer (med alt hvad der følger med af ansatte og lokal eksponering). Mandag morgen vågner de op med knap 60 valgte (i et valg, hvor der skulle besættes over 4.100 embeder) og ingen flertal i sigte. Det franske valgsystem har atter udspillet sin rolle: at holde den yderste højrefløj udenfor. I valget imellem en kandidat fra de traditionelle partier og en Front National-kandidat vælger langt størstedelen af franskmændene stadig det første.

Alligevel har le Pen grund til glæde oven på valget, når valgstemningen er ovre og de lange lys sat på. I første valgrunde stemte 25 % af vælgerne på Front National, hvilket gør dem til landets andetstørste parti, foran de regerende socialdemokrater. Det er deres bedste resultat nogensinde. Normalt er der (næsten) ingen, der når anden valgrunde udenom de traditionelle blokke. Alligevel lykkedes det Front National – helt uden alliancer med den traditionelle højrefløj – at komme videre til anden valgrunde i over halvdelen at valgkredsene. Nationalfronten er blevet en tredje pol i fransk politik, og det er kun valgssystemet, der holder dem uden for indflydelse.

Front National er med andre ord på vej til at blive normaliseret. Det har to effekter: på den ene side bliver partiet hevet ind på midten af deres lyst efter magt og deres behov for at appellere til svingvælgerne. Front National er ikke længere det parti, hvis formand glædede sig over, at sygdomme i de afrikanske lande sikrede, at der ville komme færre indvandrere til Europa (den slags udtalelser har den franske medianvælger det sjovt nok ikke så godt med). Transformationen har gjort le Pen valgbar, også hos den “gennemsnitlige” franskmand. De seneste målinger viser da også, at Marine le Pen i alle tænkelige scenarier vil være én af to kandidater i anden valgrunde til præsidentvalget. Og selvom hun skulle tabe, bliver det med æren i behold. Stillet overfor valget imellem hende og den nuværende præsident Hollande (PS) er det kun med knebne 51 pct., at sidstnævnte ville vinde.

En venstrefløj i ruiner
For valgets anden hovedperson, premierminister Manuel Valls, var valget et bittert, personligt nederlag. Det er lykkedes for den franske socialdemokratiske regering at få fremmedgjort næsten alle deres traditionelle allierede på venstrefløjen. Ja, oprøret strækker sig langt ind i PS’ egne rækker. Adskillige af partiets egne parlamentarikere nægtede således at stemme for årets finanslov. Vælgerne er dybt skuffede over regeringens socialliberale politik. Parallelt med situationen i Danmark er det ikke den regering, venstrefløjsvælgerne følte de stemte på ved de nationale valg i 2012, som de føler de har i 2015. Derfor valgte flere venstrefløjspartier at stille op til valget separat fra PS. I nogle valgkredse kunne man stemme på hele 3 eller 4 venstrefløjskandidater – hvilket mindsker chancen for at nogen af dem når anden valgrunde.

På vegne af sit socialdemokratiske parti, det regerende PS, havde premierministeren kastet sig personligt ind i valgkampen og gjort det til et valg imellem de republikanske værdier og Front National. Rationalet var, at man ved at spille på frygten for et stærkt Front National ville kunne mobilisere nogle af de venstrefløjsvælgere, der er dybt skuffede over regeringens socialliberale politik – uden at skulle ændre politik af den grund.

Alligevel endte valget katastrofalt for PS. I over en fjerdedel af valgkredsene røg venstrefløjen helt ud, allerede i første valgrunde. Det er partiets eget worst case scenario, der blev til virkelighed. PS har tabt tidligere sikre valgkredse, heriblandt premierministerens og præsidentens egne departementer. Eneste magre trøst for Hollande er, at præsidentens konkurrenter i hans eget parti ikke har klaret sig bedre. Lederen for PS’ venstrefløj måtte erklæres ude allerede i første valgrunde. Internt kan premierministerens og præsidentens fløj derfor argumentere med, at det ikke var gået bedre, hvis man havde ført en mere venstreorienteret politik.

Det står klart for alle på venstrefløjen, at hovedårsagen til det bitre nederlag er, at man ikke kunne stå sammen før valget. Allerede mandag mødes premierministeren med repræsentanter for de Grønne og kommunisterne for at sondere terrænet. Det vil være et mareridt for PS at ryge ud i første valgrunde til præsidentvalget, så det gælder om at sikre sig resten af venstrefløjens opbakning. De andre partier vil naturligvis bede om politiske indrømmelser, men dem kan og vil Hollande ikke levere (se her hvorfor). Kan man mon samle en vindende koalition på venstrefløjen omkring det ene fællespunkt, at man ikke ønsker at stille sine vælgere i den situation, at skulle vælge imellem en borgerlig og en nationalist til præsidentvalget?

Sarkozy gnider sig i hænderne
Valget har været helt centreret omkring konfrontationen imellem PS og Front National, men det er ekspræsident Sarkozy, der som formand for det borgerlige UMP kan glæde sig mest. Partiet står til en kolossal valgsejr. Under overfladen hersker dog ikke just harmoni. Partiet har gennemgået en årrække med ekstremt blodige interne opgør, indtil Sarkozy vendte tilbage fra den politiske kirkegård som den store redningsmand. Hans linje er simpel: UMP skal tage afstand fra Front National, men samtidig overtage deres retorik på indvandrings- og retsområdet.

Sarkozy står dog i hård konkurrence med den mere midtersøgende (og i den brede befolkning mere populære) Alain Juppé om partiets kandidatur til præsidentvalget i 2017. For partiet er spørgsmålet eksistentielt: skal man gå efter at holde på de af partiets vælgere, der skeler til Front National (det kan Sarkozy), eller skal man appellere bredt fra starten (det kan Juppé). Sarkozy har kløgtigt (og ikke særlig subtilt) iscenesat de borgerliges store valgsejr ved søndagens lokalvalg som en personlig sejr for ham og hans linje.

Alle partier har blikket stift rettet mod præsidentvalget i 2017. Frankrig er nu et land med tre politiske poler. Der dog kun plads til to i et præsidentvalgs andenrunde.■

Jon Egeris Karstoft (f. 1992) har boet 8 år i Paris og studerer økonomi ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Front National til vælgermøde under sidste præsidentvalg [Foto: flickr.com, Creative Commons]