21.08.2015

Marine Le Pen fik i går smidt sin far – den mangeårige formand og stifter af Front National, Jean-Marie Le Pen – ud af partiet. Eksklusionen kommer på et vigtigt tidspunkt, kun fire måneder før næste lokalvalg i Frankrig. Marine Le Pen har nu mulighed for uforstyrret at samle partiet og realisere sit projekt frem mod præsidentvalget i 2017.

ANALYSE af Ask Paul Lomholt Kemp

I går aftes sluttede en af de største politiske begivenheder i det højre-nationale parti Front National. Partiets eksekutivkomité besluttede således at ekskludere den mangeårige formand og stifter Jean-Marie Le Pen med det nødvendige flertal.

Opgøret med den tidligere formand kommer som en følge af flere ekstreme ytringer gennem en årrække. Uenighederne blev tydelige, da Jean-Marie Le Pen i april gentog kommentaren om nazistiske gaskamre som ”en detalje i historien” og desuden hyldede den franske Vichy-regering, der samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig, i magasinet Rivarol. Udtalelserne var en hæmsko for datteren Marine Le Pens mere moderate partilinje og skabte et åbent slagsmål i partiet.

Det helt store spørgsmål er derfor fremadrettet, hvor meget skade han kan volde Front National som outsider. Partiet er nu – set med Marine Le Pens øjne – på rette kurs mod regionalvalget i december og præsidentvalget i 2017, hvor Jean-Marie Le Pens kritiske røster kan afvises som en gal mands snak, der intet længere har med partiet at gøre.
____________________

 

Ledelsen havde op til eksklusionen forgæves forsøgt at sætte Jean-Marie Le Pen uden for indflydelse. Man prøvede i marts at suspendere ham midlertidigt, hvilket i juli blev annulleret og underkendt af domstolene. Få dage senere blev også en urafstemning om en fjernelse af ærespræsidentsbeføjelserne fra partivedtægterne – som kun vedrørte Jean-Marie Le Pen (da han var den eneste ærespræsident) – underkendt af retten.

Forskelle mellem far og datter
Tidligere i denne måned nåede den ældre Jean-Marie Le Pens kritik uanede højder i magasinet Le Journal du Dimanche, hvor han meldte ud, at han nu ikke kan se sig selv stemme på sin datter som præsidentkandidat i 2017, hvis hun ville fortsætte i samme politiske spor (og hvis ”gud da ville give ham livet indtil da”). Jean-Marie Le Pen udtalte bl.a., at “Marine Le Pen hverken har de etiske eller politiske evner til at indfri sine ambitioner om at blive præsident i 2017” (…) ”Hun saver den gren over, hun selv sidder på.” Adspurgt til forskellen mellem ham og datteren, svarede Jean-Marie Le Pen: ”Min moral og retfærdighed, og indstillingen til Anden Verdenskrig, som jeg personligt har kendt til, og som hun [Marine Le Pen] kun er blevet fortalt om”.

Eksklusionen lå således i luften, men det var først i går ved den fysiske tilstedeværelse af Jean-Marie Le Pen foran eksekutivkomitéen, at det juridisk lod sig gøre.

Jean-Marie Le Pens eksklusion er desuden heller ikke en overraskelse i den forstand, at 94 pct. af partimedlemmerne i Front National for nyligt brevstemte for en fjernelse af ærespræsidentens beføjelser (40 pct. stemte dog ikke). Ærespræsidents beføjelser indbefatter bl.a., at han man kan sidde med i alle partiets politiske organer. Selvom afstemningen var uden juridisk betydning (og kostede partiet 70.000 euro), viste den trods alt, at Marine Le Pen med eksklusionen har partimedlemmernes opbakning.

Det, som imidlertid kan overraske, er, at Jean-Marie Le Pen har trukket slagsmålet så langt. Han har taget både den verbale og juridiske kamp med partiledelsen i fuld offentlighed. Handlingerne har uomtvisteligt skadet partiet, men Jean-Marie Le Pen har ikke villet lade sig tryne af nogen.

Med Marine Le Pen i spidsen har Front National udviklet sig til et parti, som kæmper side om side med de to andre store partier, Parti Socialiste (PS) og Les Républicains (LR) – i hvert fald hvis man sammenligner vælgertilslutningen. Dermed er det højre-nationale parti formelt gået fra et protest- til et folkeparti, og Frankrig er gået fra to- til et trepartisystem.
____________________

 

Det helt store spørgsmål er derfor fremadrettet, hvor meget skade han kan volde Front National som outsider. Partiet er nu – set med Marine Le Pens øjne – på rette kurs mod regionalvalget i december (svarende til de danske regionalvalg) og præsidentvalget i 2017, hvor Jean-Marie Le Pens kritiske røster kan afvises som en gal mands snak, der intet længere har med partiet at gøre.

Det moderne, succesfulde Front National
I mange år var Jean-Marie Le Pen ellers det, man forbandt med Front National. Men partiet har udviklet sig – særligt efter formandsskiftet i 2011, hvor Marine Le Pen tog over. Den ældre Le Pen har siden partiets oprettelse i 1972 formået at skabe den højrefløjsbevægelse, som nu står stærkt i Frankrig. Jean-Marie Le Pens største triumf var i 2002, hvor han kvalificerede sig til anden valgrunde ved præsidentvalget foran den socialistiske kandidat, Lionel Jospin. Det førhen utænkelige scenarie, at en Front National-kandidat kunne blive præsident, var dermed en realitet.

Med Marine Le Pen i spidsen har Front National udviklet sig til et parti, som kæmper side om side med de to andre store partier, Parti Socialiste (PS) og Les Républicains (LR) – i hvert fald hvis man sammenligner vælgertilslutningen. Dermed er det højre-nationale parti formelt gået fra et protest- til et folkeparti, og Frankrig er gået fra to- til et trepartisystem. Mandatantallet er endnu ikke fulgt med opbakningen, men det skyldes i højere grad valgsystemet. Ingen vil benægte, at det går godt for Front National.

Ved kommunalvalget i foråret 2014 fik partiet 14 borgmesterposter, hvilket var langt flere end først forventet. Europa-Parlamentsvalget få måneder efter regnes som Marine Le Pens største sejr, siden hun kom til magten i 2011. Front National vandt med 25 pct. af stemmerne (dog med en stemmeprocent på 43 pct.) og kunne brande sig som ”Frankrigs største parti” i EU.

I efteråret 2014 fulgte en symbolsk sejr ved valget til Senatet med to pladser, hvor det ikke før havde været repræsenteret. Senest kunne partiet notere sig sin absolut bedste valgsejr på lokalplan ved departementsrådsvalget i marts dette år med 22 pct. af stemmerne mod 11 pct. af stemmerne ved valget i 2011.

Marine Le Pens opgør med sin far handler dog først og sidst om præsidentvalget i 2017, hvor hun udmærket er klar over, at hun ikke har en chance, hvis ikke hun formår at ændre partiets blakkede ry.
____________________

 

Marine Le Pen har derudover dette forår medvirket til at danne gruppen ”Nationernes og Frihedernes Europa” (ENF) i EU-parlamentet. Det har været længe undervejs – og med en del besværligheder, da gruppen ikke ville acceptere hvem som helst. Det, at det er lykkedes Front National at danne en gruppe i EU, betyder, at Front National-parlamentarikerne med Le Pen i spidsen har fået en helt ny arena at promovere deres politik på. De får nu mere taletid, finansiel støtte og bedre mulighed for at blive en del af udvalgene i EU-parlamentet.

Front Nationals nye strategi
Der er i Front National indtruffet en langt skarpere og mindre tolerant linje over for de mere fanatiske partimedlemmer. Den hårde linje kunne bl.a. ses i starten af juni, hvor 16 partimedlemmer blev ekskluderet – fuldstændig på linje med Jean-Marie Le Pen – som følge af homofobiske, racistiske eller antisemitiske udtalelser ved tidligere departementsvalg.

Marine Le Pens opgør med sin far handler dog først og sidst om præsidentvalget i 2017, hvor hun udmærket er klar over, at hun ikke har en chance, hvis ikke hun formår at ændre partiets blakkede ry. Ved forrige præsidentvalg fik Nicolas Sarkozy og François Hollande henholdsvis 27 og 28 pct. af stemmerne i første runde. Marine Le Pen fik til sammenligning 17 pct. Hvis hun skal finde større opbakning i befolkningen, skal Front National gøres stuerent (”dediaboliseres”). Den udfordring har Marine taget på sig i tæt samarbejde med næstformand Florian Philippot.

De to ledende frontfigurer afviser fx helt lavpraktisk betegnelsen af Front National som et ”højreradikalt” parti. Philippot finder i stedet inspiration til den ”højrenationale” linje i gaullismen – den nationalistiske, protektionistiske ideologi. Philippots erklærede helt er derfor heller ikke så overraskende den tidlige franske præsident Charles de Gaulle.

Front National har desuden taktisk profileret sig på at lægge afstand til det etablerede politiske system (og ikke mindst alt hvad der forgår i Bruxelles). Man har derfor omdøbt de to store partier, Union pour un Mouvement Populaire (UMP) og Parti Socialiste, under én samlet betegnelse: ”UMPS” – altså at det kan være det samme. Efter oppositionspartiet UMP’s taktiske navneskifte dette forår til Republikanerne, Les Républicains, hvor Sarkozys nye titel som partiformand er ”président des Républicains” – hvilket pudsigt nok minder meget om den officielle præsidenttitel i Frankrig, ”président de la République” – er Front Nationals kritik blevet en smule svagere, da det at være republikaner definitorisk er positivt.

”Republikken” kendetegner det franske samfund og det verdslige princip, som ligger til grund for det – ytringsfrihed, demokrati, frihed, lighed, broderskab og retten til forskellighed. Ifølge partierne Parti Socialiste og Les Républicains er Front National ikke en del af det fællesskab.

Striden er blevet en politisk kamp om, hvem der repræsenterer franskmændene. Det kan fx ses ved, at Parti Socialiste først i sidste øjeblik inviterede Front National til den ”Republikanske march” i januar efter terrorangrebene i Paris, hvor verdens ledere og franskmænd i millionvis var samlet i gaderne. Arrangementet blev italesat som en samlende begivenhed for hele folket, hvilket i Parti Socialistes optik ikke inkluderede Front National.

Hvem stemmer på Front National?
De seneste års problem for Parti Socialiste og Les Républicains er, at mange ”almindelige” franskmænd har søgt tilflugt hos Front National. Partiets vælgere kan nu være Monsieur og Madame hvem-som-helst. De øvrige partier har forsøgt sig med en strategi om at tie holdningerne ihjel, hvilket i den grad har slået fejl. Samtidigt er den mere moderate højrefløj – med Sarkozy i spidsen for det nye Les Républicains – også begyndt at tage den nationalistiske retorik til sig, især i forhold til udlændingepolitikken, hvor man prøver at vinde vælgere fra Front National.

Stereotypen for en Front National-vælger som en ældre, underuddannet og små-fascistisk galning holder dog ikke længere stik.
____________________

 

Meningsmålinger foretaget det første halvår af 2015 viser, at Front National stadig har opbakning fra ca. 25 pct. af befolkningen. Partiet har dog immervæk visse mangler som folkeparti. Størstedelen af opbakningen kommer fx stadig fra mænd, mens Front National kun formår at have tillid fra 20 pct. af de kvindelige vælgere. Til sammenligning har Parti Socialiste og Les Républicains opbakning fra henholdsvis 36 pct. og 30 pct. fra kvinderne.

Stereotypen for en Front National-vælger som en ældre, underuddannet og små-fascistisk galning holder dog ikke længere stik. Nu er der mange årsager til, at man vælger at stemme på Front National. Foruden dem, som ideologisk set er enige med partiet, kan et par årsager fremhæves:

Først og fremmest hersker der en udbredt politikerlede. Se blot på vælgertilliden: 9 ud af 10 franskmænd har ikke bare et dårligt indtryk af de politiske partier, de stoler heller ikke på politikerne eller tror på, at de formår at komme med effektive løsninger på politiske problemer. Det hjælper selvfølgelig heller ikke ligefrem på politikerleden, når deres premierminister, Manuel Valls, flyver til Champions League-finale med sine børn på skatteborgernes regning.

Front National profiterer på at fremstå som repræsentanter for den almindelige franskmand ved at lægge afstand til de elitære politikere. Front National har effektivt ført en strategi, hvor kandidater findes og rekrutteres lokalt – og fortællingen om Front National som et folkeparti underbygges. De opstillede kandidater ved forrige lokalvalg var derfor karakteriseret ved at være bredt forankrede og afspejlede meget overraskende nogenlunde nøjagtigt den socioøkonomiske fordeling i befolkningen. Front National havde desuden i gennemsnit de yngste kandidater (49 år) og tilmed den yngste og ældste opstillede kandidat på henholdsvis 18 og 91 år.

Sidst men ikke mindst tiltrækker Front National også vælgere fra det stadig blødende socialistparti. Den frustrerede arbejder, som førhen stemte på venstrefløjen, føler, at regeringen fører liberal politik. De er blevet trætte af, at arbejdsløsheden ikke falder, som præsident François Hollande højt og helligt lovede og gik til valg på i 2012. I dag ligger den stadig og svæver på omkring 10 pct.

Front Nationals fremtid
Mange spår, at Marine Le Pen kvalificerer sig til den anden præsidentielle valgrunde i 2017. Hvis hun kvalificerer sig, vil det være en enorm sejr, hvis hun kan slå en af de etablerede partiers kandidat ud, som hendes far gjorde det før hende. Den næste udfordring for Front National er det forestående regionalvalg, som i øvrigt er det sidste valg inden 2017. Front National står stadig stærkt frem mod valget, da kandidaterne skal vælges efter en mere proportional valgmetode (tilsvarende EP-valget).

Regeringen vil til den tid have travlt med COP21, hvor et lokalvalgsnederlag for socialistpartiet vil kunne blive overskygget, hvis regeringen formår at sikre en ambitiøs klimaaftale. Regionalvalget vil således give endnu et fingerpeg om styrkeholdet mellem partierne og sandsynligvis – igen – bekræfte, at Frankrig ikke længere har to, men tre store partier. ◼

Ask Paul Lomholt Kemp (f. 1991) har en bachelor statskundskab fra Aarhus Universitet og læser nu på kandidatdelen ved Københavns Universitet. Han har desuden boet to år i Frankrig, hvor han har rejst, været på udveksling og senest været i praktik ved den danske ambassade i Paris.