02.12.2015

De EU-begejstrede politikere i Danmark har mange gange råbt ”ulven kommer” forud for folkeafstemninger. Men ulven er aldrig kommet – og det gør den heller ikke nu.

KOMMENTAR af lektor i international økonomi, cand.polit. Frank Dahlgaard

Det skete således ikke efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Vi forhandlede os nemlig hurtigt frem til fire undtagelser fra de almindelige EU-regler – de fire såkaldte forbehold. Det har ikke skadet Danmark det mindste – det erkendte selv Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, senest mandag den 30. november på TV.

Ulven kom heller ikke, efter vi havde stemt nej til euroen i år 2000. EU-politikerne havde ellers med alvorlige miner påpeget, at et nej ville betyde højere rente i Danmark, højere arbejdsløshed, færre investeringer og lavere levestandard. Men renten faldt faktisk allerede dagen efter det danske nej til euroen, aktiekurserne steg, og Danmark har i dag den laveste rente i Europa. Vores arbejdsløshed er væsentlig lavere end i euro-landene, vi har store overskud på betalingsbalancen, og vores levestandard er højere end i næsten alle de andre euro-lande. Og få måneder efter euro-nej’et 2000 besluttede den amerikanske medicinal-gigant, Biogen, at bygge en stor medicin-fabrik ved Hillerød. Der er tale om den største udenlandske investering i Danmark nogensinde. Så det var altså også falsk tale, at udenlandske investeringer ville gå uden om Danmark, hvis vi holdt fast i vores egen valuta. Ulven kom slet ikke.

Den politiske aftale om at garantere asyl- og flygtningepolitikken på danske hænder, som ja-partierne har indgået, gælder nemlig ikke “til solen brænder ud” som statsminister Lars Løkke Rasmussen selv har udtrykt det
____________________

 

Nu skal vi så 3. december stemme om fjernelse af et andet af vores forbehold over for EU: Retsforbeholdet. Igen er budskabet fra ja-partierne, at ulven kommer, hvis et flertal stemmer nej. Socialdemokraterne viser således på sine valgplakater en lille ulykkelig pige, der er blevet seksuelt misbrugt. Budskabet er tydeligvis, at Danmark vil blive et fristed for pædofile misbrugere, hvis vi stemmer nej. Så ryger vi nemlig ud af politisamarbejdet i Europol, og så får de pædofile bedre muligheder i Danmark. Forkert.

Europol beskæftiger sig stort set ikke med pædofilisager. Det gør derimod det verdensomspændende politisamarbejde Interpol, hvor Danmark er og forbliver medlem. Historien blev bragt for nogle uger siden i Metroxpress og er siden bekræftet. Pinligt, at Danmarks største parti begår sådan en brøler på deres valgplakater. Nej, ulven kommer ikke.

”Hvis vi ikke stemmer ja, ryger vi ud af politisamarbejdet i Europol”. Dét er ja-partiernes hovedargument. De kunne lige så godt påstå, at tyngdekraften bliver ophævet ved et nej. Intet er nemlig mere sikkert, end at lande, som har fælles interesser, finder sammen i et samarbejde. Tyskland og de øvrige EU-lande ønsker naturligvis ikke, at Danmark bliver et fristed, hvor kriminelle fra bl.a. deres egne lande kan skjule sig. Derfor vil alt praktisk politisamarbejde helt sikkert fortsætte under én eller anden form. Det er ikke blot i Danmarks interesse, men sandelig lige så meget i Tysklands og de andre EU-landenes interesse. EU-landene har da også et velfungerende politisamarbejde med Schweiz og Norge, der end ikke er medlemmer af EU. Om man kalder det en ”parallelaftale” eller et ”operationelt samarbejde” er flintrende ligegyldigt. Det skal bare fungere, og det gør det.

Jeg stemmer nej på torsdag. Jeg vil ikke bytte en teoretisk mulighed for at påvirke reglerne ude i hele Europa, med vores nuværende gode muligheder for selv at bestemme over retsvæsnet og retstilstanden i vores eget lille land. Jeg vil ikke være med til at flytte beslutningerne længere væk fra Danmark. Jeg vil ikke underminere det danske folkestyre.

Hvornår indser ja-partierne, at de har opbrugt deres troværdighed, når det gælder EU?
____________________

 

Folkeafstemningen den 3. december er noget demokratisk luskeri. Regeringen prøver nemlig at fortie, at et ja den 3. december vil betyde, at et almindeligt flertal i Folketinget fremover vil kunne overlade stadig mere af vores retspolitik til EU – uden at beslutningen senere kan fortrydes. Har Folketinget én gang ladet et retspolitisk område overgå til EU, så kan det ikke tages tilbage igen. Hvis et nyvalgt folketing en gang i fremtiden måtte ønske beslutningsretten over retspolitikken tilbageført til danske myndigheder, så er det bare trist. Det kan ikke lade sig gøre. Og uanset hvad ja-partierne i dag forsikrer os om, så vil et ja den 3. december også betyde, at vi kan miste kontrollen over vores egen asyl- og flygtningepolitik. Den politiske aftale om at garantere asyl- og flygtningepolitikken på danske hænder, som ja-partierne har indgået, gælder nemlig ikke ”til solen brænder ud”, som statsminister Lars Løkke Rasmussen selv har udtrykt det. Hvorfor skulle de næste generationer af danske politikere dog føle sig bundet af dén aftale?

Jeg stemmer nej. Tyskerne og svenskerne skal ikke med deres naive flygtninge- og indvandrerpolitik kunne påtvinge Danmark at tage imod tusinder af helt kulturfremmede mennesker, som de har lukket ind i deres egne lande. Hvornår indser ja-partierne, at de har opbrugt deres troværdighed, når det gælder EU?

De fleste danske vælgere husker stadig daværende statsminister Poul Schlüters beroligende ord i 1986: ”Unionen er stendød”. Det var dengang, vi skulle stemme om Det Indre Marked. Få år senere (i 1992) skulle vi så stemme om Den Økonomiske og Monetære Union. Nej, Unionen var – og er – aldeles ikke stendød.

Ja-siden henviser til, at stort set alle organisationer og aviser anbefaler et ja 3. december. Det er i hvert fald svært at finde organisationer og redaktører, der advarer mod et ja. Rigtigt, men præcis sådan var situationen også op til folkeafstemningen om euroen i år 2000. Et flertal stemte alligevel nej, og siden har dansk økonomi udviklet sig særdeles flot. Ulven kom ikke. De tog alle sammen fejl – og det gør de også nu.

ILLUSTRATION: Debat i Europa-Parlamentet [foto: European Parliament via Flickr]