11.05.2015

I det globale videnssamfund er vores mere end hundredårige politiske styreform kommet ud af trit med de samfundsmæssige rammevilkår. Som i tidligere epoker i historien vil det føre til et systemskifte. Men indtil det sker, prøver vi at lappe på det gamle systems akutte småskavanker – typisk for et paradigme under opløsning.

Af Christian S. Nissen

HVORFOR HAR DE i de senere år været så mange politisk-administrative møgsager? En række ministre har måttet forlade taburetterne, mens departementschefer og direktører er blevet sat ud på reservebænken eller sendt helt uden for banen. På trods af den store offentlige opmærksomhed, mediernes graven og de mange undersøgelser og kommissioner sekunderet af sagkyndige, professorale eksperter tegner der sig ikke et klart billede af, hvad forklaringen er.

Nogle hævder, at de ensomme ministre på toppen ikke længere er i stand til at overskue og styre deres stadig mere komplekse ansvarsområder – og at magtfulde departementschefer derfor har været nødt til at udfylde tomrummet og er kommet for langt ind på den politiske bane. Andre ser i flere af sagerne, hvordan stærke ministre har trynet deres alt for medgørlige embedsmænd til at bøje regler og principper. Andre igen siger, at det skyldes Folketingets voksende indblanding i forvaltningens arbejde, eller at det er mediernes skyld eller det store dyr i syd, EU, som suger realpolitik og substans ud af det danske folkestyre.
Med en så uklar diagnose er det ikke overraskende, at de mange løsningsforslag udviser en tilsvarende variation. Indførelse af statssekretærer, viceministre eller større politiske sekretariater til styrkelse af ministeriernes politiske ledelse. Opstramning af regler og normer eller whistleblower-ordninger for trængte embedsmænd. Begrænsning af pressens adgang på Christiansborg og hårdere sanktioner mod journalister, der går for langt. Der er ingen ende på opfindsomheden.

Sådan er det, når gamle paradigmer går på hæld. I begyndelsen forklarer vi problemer og dysfunktionalitet som undtagelser og anomalier og forlader os på, at selve systemet/paradigmet i bund og grund er godt nok. Og vi bliver ved med at forsvare det og lappe på det, fordi vi ikke har fantasi til at forestille os, at det kan være radikalt anderledes. Men måske er det hele vores halvandet hundrede år gamle politisk-administrative system og folkestyre, der knager i fugerne, fordi dets rammevilkår er under forandring.
I det følgende vil jeg tage afsæt i regeringsarbejdets øgede kompleksitet, som har gjort det nødvendigt at styrke og centralisere den politisk-administrative tops opgavevaretagelse. Derefter zoomes der ud til de samfundsmæssige rammevilkår og nogle dybereliggende årsager til, at der for tiden opstår sprækker i det herskende paradigme.

Kravene til regeringsapparatet er blevet større og mere komplekse
”Ministeren aabner selv alle indkomne Breve. Dette kan, efter mit Skøn, ikke være anderledes; thi derved vinder Ministeren dog Kundskab om eller Overblik over Departementets Virksomhed …” skrev departementschef J.O. Hansen i 1851 om forretningsgangen i datidens (Undervisnings- og) Kultusministerium. Det var, to år efter at vi med Grundloven fik indført et nyt regeringssystem, hvor ministeren var både politisk og administrativt ansvarlig for alle sagers behandling og afgørelse. Dengang var Kultusministeriets virksomhed – med sine to departementschefer og i alt 22 ansatte – nu også lettere at overskue. I dag er der i Undervisningsministeriet, selv efter at flere områder gennem årene er overført til andre ministerier, ca. 530 medarbejdere. Nu er det dem, der åbner brevene og skriver svarene, hvoraf kun en brøkdel bliver berørt af ministerhånd.

Formelt har regeringssystem og rollefordeling været uændrede i over 150 år, selvom den verden, de fungerer i, er en helt anden. Fra natvægterstatens legalistisk orienterede myndighedsrolle med et meget begrænset ansvarsområde har staten og ministerierne udviklet sig til den store regulator og producent af offentlig service med en styring og kontrol, der griber ind i alle sider af borgernes liv og arbejde helt ud i alle kroge af samfundet.

I det bondesamfund, hvor departementschef J.O. Hansen virkede for 150 år siden, havde staten kun ringe betydning for og indflydelse på samfundets økonomi. I dag udgør de offentlige udgifter mere end halvdelen af den samlede samfundsøkonomi. Denne udvikling har nødvendiggjort en omfattende og detaljeret statslig regulering. Koordinering og tværgående, central, finanspolitisk styring mellem ministerierne er blevet stadig vigtigere. Dertil kommer, at internationaliseringen og især medlemskabet af EU og harmoniseringen til en kompleks europæisk regeldannelse og regulering har stillet yderligere krav til ministeriernes arbejde.

Fordi hele denne udvikling er sket så gradvist over en så lang periode, har det ikke givet anledning til en grundig og mere principiel overvejelse af, om holdbarhedsdatoen for det 150 år gamle regeringssystem er overskredet. I stedet er opmærksomhed og indsats blevet rettet imod en professionalisering og effektivisering af regeringsarbejdet med en gradvis justering af roller og arbejdsfordeling mellem minister og embedsmænd i ministeriernes ledelsestop.

Minister og departementschef i tandemledelse
En erfaren tidligere folketingspolitiker og minister beskrev for nogle år siden udviklingen sådan: ”Rollerne er næsten blevet byttet om. Vi politikere tager os af alle de mange enkeltsager, der dukker op i pressen og rejses i Folketinget, mens departementscheferne tager sig af den langsigtede politik.” Måske er denne iagttagelse i virkeligheden snarere et tegn på, at behovet for professionalisering af ministeriernes ledelsesarbejde er imødekommet ved en gradvis fusionering af de to roller.

Denne udvikling skyldes først og fremmest, at ministerens traditionelle rolle som ansvarlig for alle beslutninger – både politisk og administrativt set i lyset af den stigende kompleksitet – er blevet helt uoverkommelig. Man kan vel heller ikke se bort fra, at en del ministre ganske enkelt savner en erfarings- og kompetencemæssig baggrund, som er nødvendig for at kunne løfte den meget store politiske og administrative ledelsesopgave, der her er tale om. Det er baggrunden for, at opmærksomheden især har været rettet mod at aflaste ministrene ved fx at introducere politiske viceministre eller statssekretærer, som man kender i de fleste andre lande.

Modstanden mod en sådan løsning er især kommet fra to sider. Ministre ser med forståelig skepsis på at skulle dele deres opgaver og magt med en partifælle, der i mange sammenhænge vil være en konkurrent. Og tilsvarende har departementscheferne ikke været interesserede i at få indskudt et ekstra led mellem sig selv og ministrene. Derfor har det synligste resultat indtil nu været en øget sekretariatsbetjening, bl.a. med et begrænset antal såkaldte særlige rådgivere og spindoktorer.

Mindre håndgribeligt og næsten upåagtet i offentligheden – men af langt større betydning – er der sket en gradvis ændring af departementschefernes rolle og opgaver. De har for at komme ministerens behov for udvidet (politisk) bistand i møde bevæget sig længere ind på den politiske banehalvdel. Det gælder ikke alene taktisk bistand i relation til lovgivningsprocessen og ’markedsføringen’ af ministerens politik. Departementscheferne har også fået en central rolle i det langsigtede arbejde med politikudvikling og håndtering af den stadig mere betydningsfulde koordinering mellem ministerierne og tværgående styring af hele regeringsapparatet med Statsministeriet og Finansministeriet som de centrale aktører.

Selvom en sådan sammensmeltning af de politiske og administrative roller bryder med den traditionelle arbejdsdeling, så har den i det store og hele fungeret hensigtsmæssigt. Problemet er bare, at den rokker ved to afgørende forudsætninger for vores konstitutionelle system: at det i et demokrati er politikere med et demokratisk mandat, der bestemmer og bærer ansvaret, og at loven i en retsstat sætter grænser for politik og dermed for ministrenes handlefrihed.

Den første forudsætning antastes ved indoptagelsen af topembedsmænd i den politiske ledelse. Ansvarsplaceringen bliver uklar, som vi har set i flere af møgsagerne, hvor folketingspolitikere ikke har holdt sig tilbage fra at gøre embedsmænd ansvarlige for fejl og mangler.

Den anden forudsætning om lovens grænsedragning for politisk handlen bygger i vid udstrækning på departementschefernes evne og vilje til at holde en vis distance til det politiske rum og sætte hælene i, når deres minister med vilje eller af vanvare overskrider lovgivningens grænser. Og det har tilsyneladende været et problem i nogle af de betændte sager, hvor embedsmænd – enten direkte presset af en viljefast minister eller under indtryk af, at det forventes af dem – har været ude på eller over grænserne for lovlighed eller god forvaltningsskik.

Det er ikke let at pege på en konsekvent løsning af dette problemkompleks. En løsning skal give regeringssystemet den fornødne handlekraft uden at gå på kompromis med de konstitutionelle forudsætninger. Indførelse af viceministre, statssekretærer eller flere ’særlige rådgivere’ er ikke vejen frem. Det vil måske kunne give politikerne mere magt over forvaltningen, men vil næppe sikre retsstatens princip om grænser for politisk handlekraft.

I et bredere perspektiv er problemet imidlertid, at disse og andre forslag i bedste fald kun er symptombehandling på dybereliggende problemer end den øgede kompleksitet i regeringsarbejdet. Vi bliver nødt til at zoome ud fra regeringskontorerne på Slotsholmen og se nærmere på et par andre årsager til, at paradigmet slår revner: det politiske partisystem og mediernes rolle.

Politik i et markedsdemokrati
Det danske partisystem er i sin dannelse og udvikling præget af to faser i vores politiske historie: forfatningskampen op igennem 1800-tallets sidste halvdel frem til Systemskiftet i 1901 og opbygningen af velfærdssamfundet frem til slutningen af det 20. århundrede. I denne periode har først bondebevægelsen og derefter arbejderbevægelsen haft som mål at få magten og bruge den til at ændre samfundet. Deres organisering var imidlertid mere end blot de politiske partier, henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet. De var begge med et klart klassetilhørsforhold forankrede i hver sin produktionsmåde, selvejerbønder i landbrug og lønmodtagere i industrien, for nu at sige det lidt forenklet.

På dette fundament blev der igennem årene bygget stærke organisationer, henholdsvis andelsbevægelsen og fagbevægelsen. Der var tale om to sammenkittede og vidt forgrenede økonomisk-politisk-kulturelle konglomerater med hver sin mission og retning og med faste støtter og en trofast medlemsskare forenede i hver deres skæbnefællesskaber. Det gav en kontinuerlig og nogenlunde stabil basis for det politiske arbejde på Christiansborg.

Begge de to bevægelser sejrede. Det kan symbolsk tidsfæstes til henholdsvis 1901 ved Systemskiftet og 1982, da LO’s Thomas Nielsen proklamerede, at man havde ”sejret ad helvede til – godt”. Samme år opgav Anker Jørgensen ævred og regeringsmagten uden kamp. Da de havde nået deres hovedmål, blev begge bevægelser og partier samfundsbevarende: Nu drejer det sig ikke længere om at udstikke en ny kurs for at forandre samfundet, men om at administrere det bestående og gennem løbende småjusteringer at få det til at fungere bedre. Og det behøver man ikke politikere til. Derfor kan ministre og embedsmænd med en nogenlunde ensartet uddannelse og baggrund forenes i en fælles rolle som professionelt skolede administratorer og funktionærer, der i stedet for at sætte kurs efter fjerne ideelle mål mere styres af nødvendighedens kortsigtede krav, som de tolkes i opinionstal og økonometriske modelberegninger.

Behovet for at træffe egentlige politiske valg, som deler vælgerne efter anskuelser, er hermed mere og mere blevet en illusion – både for partierne og vælgerne. I dag er partiernes samlede medlemstal kun en fjerdedel af, hvad det var for 50 år siden. Partierne har mistet deres folkelige forankring og rolle som politiske bevægelser. Partiorganisation og partiprogram er nærmest blevet en klods om benet, fordi politik i dag udspiller sig i et letbevægeligt marked. Som i ethvert andet marked ser vi derfor, at partiernes operative ledelser søger ind mod midten, hvor de største kundesegmenter, dvs. vælgergrupper, befinder sig. Her drejer det sig om at udvikle serviceydelser og sørge for deres effektive produktion og markedsføring i kortsigtede afvejninger mellem skiftende ønsker og krav fra det politiske systems kunder, dvs. borgerne.

Som i al anden markedsføring er også den politiske kommunikation en central faktor. Men Folketinget er nærmest blevet en institutionel kulisse med etableringen af Folketingets egen TV-kanal som en af den slags frontforkortninger, der ofte orkestrerer tilbagetoget mod det erkendte nederlag. Den reelle kommunikative kampplads er flyttet ud i et andet rum, hvor mediernes redaktioner og de politiske aktørers kommunikationsafdelinger er blevet de reelle kombattanter.

Medierne – ’den fjerde statsmagt’?
Medierne omtales ofte som demokratiets vagthunde. I højtidelige stunder ligefrem beskrevet som en kontrollerende ’fjerde statsmagt’, hvis rolle er at indgå i en afbalancering af magtens fordeling mellem Folketing, regering og domstole. Spørgsmålet er, om de senere års udvikling i medierne har været fremmende for en sådan rolle.

På den ene side har medierne – i hvert fald når vi ser på volumen – oprustet deres dækning af det politiske stofområde. Flere radio- og TV-kanaler har nyhedsudsendelser mindst en gang i timen døgnet rundt. En stribe magasinprogrammer dækker forskellige politiske temaområder, og et væld af nyhedssites og blogs på internettet opdateres kontinuerligt med ’breaking news’, kommentarer og politisk petitstof. Nu er der ikke længere et døgns tid til at sunde sig over et kritisk indslag i TV-Avisen og en afslørende artikel i et dagblad, hvor det politiske ’offer’ kan forberede et modtræk i næste dags udgave. Politikerne, især ministrene, oplever sig som konstant jaget vildt.

Det er ikke uden grund, at TV 2 News kører fast på TV-skærmene på Christiansborg, og at de folkevalgte sidder i salen og under udvalgsmøder og scroller på deres smartphones. Ingen sag er så lille, og ingen politiker så ophøjet, at mediernes søgelys ikke kan finde fejl og mangler i det politiske livs småtingsafdeling, hvor bilagsbunker og skraldespande endevendes, så det nærmer sig ren personforfølgelse.

På den anden side er denne detaljerede ildhu måske netop et af problemerne, fordi det journalistiske væsentlighedskriterium ofte sættes på standby. En af forklaringerne er, at konkurrencen og redaktionelle sparekrav har medført, at der ofte gås efter det spektakulære og sensationelle med mere vægt på at være først med det seneste end det grundige – og derfor meget dyre – kritiske researcharbejde. Der udføres ganske vist også politisk journalistik, hvor dygtige såkaldte graverhold og stædige fribyttere bider sig fast og afdækker alvorlige problemer i regeringsførelsen, der af og til kan rokke ved de ansvarliges ministertaburetter. Men der er længere mellem forsøg på en kritisk belysning af baggrund for og konsekvenser af den førte politik på de brede og væsentlige politikområder, som forudsætter en dybere, faglig indsigt. Det er fx tankevækkende, at en grundig, kritisk vurdering af Foghregeringens økonomiske politik og den danske deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak først nu er begyndt at dukke op – med ti års forsinkelse.

Det samlede billede af mediernes muligheder for at øve indflydelse på den politiske proces og påvirke magtbalancerne er således ikke entydigt. Der skydes mere, men oftest med finkalibret skyts og middelmådig træfsikkerhed. Spørgsmålet er så, hvilken effekt det har fået på den anden side af frontlinjen blandt politikerne og i regeringskontorerne.

Medierne som magtens megafon
I markedsdemokratiet har den politiske debat, eller snarere kommunikation, fået en helt afgørende betydning. Det har sat sit præg på det politiske sprog og på udvikling af retoriske virkemidler og er baggrunden for udbygning af et stort, professionelt presseberedskab i ministerier og politiske partier.
Tabet af den direkte vej til vælgerne, som skete med ophævelsen af dagbladenes tilknytning til de politiske partier, er mere end kompenseret med en langt mere kreativ, ressourcestærk og systematisk brug af medierne til at nå ud til borgerne.

Politikernes brug af sociale medier er et interessant eksempel. Man kan diskutere den kommunikative effekt af et opslag på Facebook over for en tusindtallig skare af ’followers’. Det er imidlertid næppe dem, der er den vigtigste målgruppe. For med den rette vinkling og et bevidst iøjnefaldende ordvalg bliver opslag af selv helt ligegyldige, private oplevelser – fx fra en biograftur – med stor sikkerhed opfanget af journalister, som tjenstvillige sørger for bred omtale i landsdækkende medier.

På det organisatoriske niveau er oprustningen endnu tydeligere. For 30 år siden klarede de fleste ministerier sig med en enkelt pressemedarbejder, der i ro og mag læste dagens aviser igennem, orienterede ministersekretariatet om dagens høst og gav embedsapparatets udkast til ministerens læserbrev en journalistisk vask og strygning. I dag har ministerierne pressesekretariater med professionelle kommunikationsfolk i døgnberedskab. Deres bistand er nu udviklet til også at omfatte ren markedsføring og proaktiv ’damage control’. Politiske initiativer lanceres med en nøje tilrettelagt kommunikationsplan. Problematiske sager, som risikerede at blive til dårlige nyheder, bliver efter udenlandsk forbillede (”a good time to dump bad news”) lækket til pressen på tidspunkter, hvor man ved, at den er optaget af større historier. Gravende journalister er blevet truet af overivrige spindoktorer, og deres historier er blevet søgt afmonteret, længe før de er blevet bragt – som det fx var tilfældet med dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’ (2006).

Endelig hører det med til billedet af mediernes stilling i forhold til det politiske system, at staten ejer, kontrollerer og delvist finansierer de to dominerende TV-stationer, udpeger medlemmerne i det kontrollerende ’Radio- og tv-nævn’ og yder et milliardstort økonomisk tilskud i pressestøtte til de danske bladhuse. Det er trods armforlængende mekanismer og principper måske ikke så mærkeligt, at liberalt tænkende (udlændinge) opfatter det som nærmest ’nordkoreanske tilstande’.

Hvis man således sammenligner styrkeforholdet og indsatsens karakter på hver sin side af demarkationslinjen mellem medierne og det politiske system, kan der være god grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om pressen overhovedet kommer i nærheden af en position som ’den fjerde statsmagt’ på linje med Folketing, Højesteret og regering. Rollen som vagthund i demokratiet er stadig vigtig, men i sin udførelse ikke længere indlysende og uantastet.

Det fører os tilbage til kapitlets centrale spørgsmål om, hvorvidt balancen i vores regeringssystem er blevet forrykket på grund af den fusion mellem ministrene og centraladministrationens top, som er sket for at kunne håndtere de øgede og mere komplekse krav til regeringsførelsen.

Ingen over og ingen ved siden af …
”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget,” sagde den radikale politiker Viggo Hørup under forfatningskampen i slutningen af 1800-tallet. Hermed understregede han det parlamentariske princip, der blev indført ved Systemskiftet i 1901: at regeringsførelsen ikke kunne ske mod Folketingets flertal. Som beskrevet i det foregående er dette princip blevet svækket, fordi den udøvende magt (dvs. regeringen) i de seneste årtier har fået en stadig stærkere position på Folketingets bekostning.

For det første er det sket ved tendensen til fusion mellem regeringens ministre og toppen af embedsapparatet. For det andet har det (parti)politiske fundament under folkestyret – inklusive Folketinget – mistet sin målsættende og retningsgivende kraft og legitimerende rolle i takt med partisystemets svækkelse og det politiske arbejdes mere markedslignende karakter. For det tredje er pressens rolle som den bidske vagthund og fjerde kontrollerende magt ved at blive udmanøvreret af et bevidst og meget effektivt modspil.

Dertil kommer, at de stærke, folkeligt forankrede organisationer og bevægelser nu spiller en anden og mindre rolle. Op igennem 1900-tallet var de takket være en formel eller uformel rolle som forhandlingsberettiget part i stand til at sætte visse (forsinkende) begrænsninger for regeringens handlefrihed. I dag kæmper mange af dem for at overleve på sidelinjen i en ny rolle som professionelle, upolitiske lobbyister.

Ud over disse vægtforskydninger af strukturel karakter har skiftende regeringer gennemført justeringer i lovgivningen og deres arbejdsmæssige praksis, som trækker i samme retning. Her kan nævnes den ændrede brug af bredt sammensatte kommissioner til forberedelse af større lovreformer og tendens til i stedet at klare den slags opgaver bag lukkede døre internt i ministerierne. Der nedsættes stadig kommissioner, men de spiller en mindre rolle, fordi deres forslag overhøres, hvis de ikke passer ind i regeringens kram. Et andet eksempel er, at der – trods tilbagevendende kritik fra Folketinget – gives meget korte høringsfrister til regeringens lovforslag, så høringsberettigede organisationer ikke får reel mulighed for at give et seriøst, fagligt funderet modspil. Helt i tråd med denne tiltagende lukkethed må man også se den begrænsning i muligheden for aktindsigt i embedsværkets rådgivning af ministeren, som blev gennemført ved ændring af Offentlighedsloven i 2013. Det ramte ikke kun pressens og offentlighedens, men også Folketingets mulighed for at få indsigt i regeringsarbejdet.

Denne forskydning af magten fra den lovgivende til den udøvende magt opleves åbenbart som et reelt problem blandt Tingets medlemmer. Flere har spagfærdigt luftet tanken om, at Folketinget bør få direkte adgang til ’regeringens embedsmænd’ ved at kunne indkalde dem til høringer og samråd, eller mere drastisk at Folketinget bør etablere sit eget embedsapparat.

I en bredere sammenhæng hører det også med til billedet, at der siden Nyrup Rasmussen-regeringens første terrorpakke i 2001 løbende er gennemført en stadig tættere overvågning af og kontrol med borgerne. Sikring af klassiske frihedsrettigheder som brevhemmelighed og boligens ukrænkelighed med domstolskontrol bliver gradvist udtyndet. Det er, som om vi er ved at vende frihedsrettighederne på hovedet. Hvor de oprindeligt blev opfattet som en sikring af borgerne mod overgreb fra statsmagten, drejer det sig tilsyneladende nu snarere om at beskytte staten mod borgerne.

Vi står derfor i et svært dilemma. På den ene side er magtforskydningen mellem regering og Folketing i et forfatningsmæssigt perspektiv et væsentligt problem. Men på den anden side har den relative styrkelse af regeringsmagten været nødvendig. Det er den slags paradokser, der tyder på problemer af en dybere og mere strukturel karakter.

Hvem styrer i Folkestyret?
Hvis vi lægger kapitlets mange brikker sammen, får vi konturerne i et billede af et politisk system på vej om ikke tilbage til enevælden, så dog til en situation, der på flere punkter minder om forfatningskampen i slutningen af 1800-tallet.

Omkring midten af 1800-tallet havde enevældens konstitutionelle paradigme overlevet sig selv og måtte vige under indflydelse af internationale strømninger og de forudgående års grundlæggende samfundsforandringer. Men fra enevældens afskaffelse i 1849 tog det 50 års udvikling, eller rettere kamp mellem Folketing og regering om deres indbyrdes magtforhold, før den parlamentariske styreform i 1901 blev gældende praksis. 1849-grundloven kan – ligesom enevældens indførelse i 1660 – ses som det konstitutionelle paradigmeskift, der brød igennem, fordi der i begge perioder skete nogle grundlæggende ændringer i samfundets produktionsmåde og økonomisk-sociale rammevilkår. Tilsvarende er der noget, der tyder på, at folkestyret i dag står over for et nyt paradigmeskift, fordi vi under konkurrencestatens banner nu forlader bonde- og industrisamfundet og er på vej ind i det internationale videnssamfunds nye økonomi og produktionsmåde.

Forfatningskampen i 1800-tallets slutning drejede sig om, hvem der skulle have magten. I Grundlovens terminologi stod kampen mellem ’kongen’ (dvs. regeringen) og parlamentets andetkammer (dvs. Folketinget). Kampen blev med Systemskiftet i 1901 bragt til en afslutning – Folketinget sejrede. Det kan nærmest symbolsk aflæses i rækkefølgen mellem de to begreber i ’FOLKE-STYRE’. Denne rækkefølge er der nu ved at blive byttet om på, fordi en ny og kompleks verden med langt større krav til regeringsførelsen flytter vægten tilbage til regering og embedsværk. Meget tyder på, at det nu nærmest drejer sig om, hvordan man mest effektivt kan styre folket.

I det perspektiv er de mange møgsager ikke problemet, men snarere symptomer – og de mange løsningsforslag kun kosmetiske lapperier. Som det gælder generelt ved paradigmeskift, er både aktører og iagttagere ude af stand til midt i ’kampens hede’ at finde relevante løsninger på de synlige problemer. Vi er heller ikke rede til at erkende de dybereliggende årsager og kan derfor ikke forudsige, hvilken retning udviklingen vil tage. Prægede af modernitetens rationalisme er det et forhold, nutidens magthavere – og alle vi andre – har svært ved at acceptere. Vi kan kun trøste os med, at vi her deler standpunkt og skæbne med dem, der indtog samme positioner for 150 år siden.

Christian Nissen (f. 1945) er politolog, forfatter og foredragsholder. 1994-2004 generaldirektør i Danmarks Radio, og han har desuden blandt andet været økonomidirektør på Nationalmuseet, administrerende direktør for Rigshospitalet og formand for Roskilde Universitets bestyrelse. Forfatter til bogen ‚Lederskab til borgernes bedste‛ (2011). Illustration: Andreas Krautwald, 2K.