28.03.2015

Boko Haram-bevægelsen står i dag som en alvorlig trussel mod sikkerheden i Nigeria og hele området omkring Tchadsøen. Gruppen er en del af den internationale islamistiske terrorbevægelse, men står også solidt plantet i lokale politiske og religiøse traditioner. Boko Haram er udtryk for ’stærk religion’, som er en vigtig del af politisk radikalisering i Afrika.

ANALYSE af Niels Kastfelt

I løbet af ingen tid er Boko Haram vokset fra at være en lille gruppe af islamiske aktivister til at være en slagkraftig militærstyrke, som truer Nigerias regering og militær. ”Jeg begyndte med en kniv, og i dag har jeg taget mere end 20 af jeres væbnede køretøjer …” Sådan sagde Boko Haram-bevægelsens leder, Abubakar Shekau, i en tale, der blev lagt på internettet i november 2014. ”I forpligter jer over for Nigeria, jeres land … Jeg, jeg Abubakar Shekau, jeg forpligter mig over for Allah, min Gud.” Ifølge Boko Haram udkæmpes der en afgørende kamp mellem nationen Nigeria og Allah, mellem den verdslige nationalstat og det globale religiøse samfund af rettroende muslimer. Boko Haram vil bekæmpe verdsligheden og den nigerianske stat – og udbrede islam. Dermed er gruppen en del af den vifte af radikale islamiske bevægelser i Afrika, som også omfatter al-Shabaab i Somalia, al-Qaeda i Sahel og islamistgrupperne i Mali, der ligesom de internationale grupper al-Qaeda og Islamisk Stat har som mål at indføre islamisk sharia som grundlag for staten. Men Boko Haram er også andet og mere end et afrikansk udtryk for en international islamisk radikalisering. Gruppen skal også forstås lokalt, dels i en lang tradition for islamisk reform i Nigeria, dels som udtryk for en særlig form for politisk kultur i Afrika, hvor religion spiller en central rolle.

Når man diskuterer afrikansk politik, har det længe været god latin at henvise til de mange svage stater på kontinentet. Dem er der ganske vist også en del af, men den overvældende interesse for, hvad der formodes at være svage stater, overskygger tit det faktum, at Afrika i dag er fuld af såkaldt stærk religion. Det er et udtryk, som nogle religionsforskere har anvendt om det, andre kalder religiøs fundamentalisme. Stærk religion er religion, som tages bogstaveligt, som folk aktivt lever deres liv efter, og som de er parate til at udbrede med radikale midler. Tilhængerne af stærk religion er ofte militante og bekæmper aktivt, hvad de opfatter som en omsiggribende verdslighed. De er som regel offensive og parate til at bruge vold.

Denne form for stærk religion finder vi hos Boko Haram, men den findes også i mildere udgaver. Gennem de sidste par årtier har det afrikanske kontinent været domineret af islamiske og kristne religionsformer, som er langt mere offentlige, politiske og aktivistiske end tidligere. Kristne og islamiske bevægelser spiller en voksende offentlig rolle i afrikanske lande og varetager opgaver inden for sundheds- og uddannelsesvæsen, som i fx Europa udfyldes af staten. I civilsamfundene har de nye aktivistiske islamiske bevægelser og de mange nye pinsekirker været med til at ændre den politiske kultur. Lokalt er de stærke politiske aktører, der former den offentlige politiske retorik og ideologi. De er jordejere og arbejdsgivere og driver skoler og universiteter, hospitaler og klinikker, og de gør, hvad de kan, for at forme staten på grundlag af Biblen eller Koranen. De tilbyder deres tilhængere en hel livsform, der giver dem personlig og social sikkerhed. De fleste af disse kirker og islamiske bevægelser er ikkevoldelige, mens Boko Haram repræsenterer den stærke religion i dens mest voldelige form.

Drømmen om kalifatet
Boko Haram har som mål at omdanne Nigeria til et islamisk kalifat og har allerede udråbt dette styre i den nordøstlige del af landet. I den vestlige offentlighed bliver dette ofte koblet sammen med Islamisk Stats dannelse af et kalifat i Syrien og Irak, og det er da heller ikke forkert, men Boko Harams kalifat står også på skuldrene af et andet kalifat i Nordnigeria, som går tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede. Det såkaldte Sokotokalifat har hovedsæde i byen Sokoto i det nordvestlige Nigeria, hvor sultanen af Sokoto bor. Det blev grundlagt, efter at den store islamiske fornyer Usman dan Fodio i 1804 indledte en væbnet jihad, som i løbet af det 19. århundrede førte til, at det nuværende Nordnigeria blev islamisk. Samtidig opstod den stærke modsætning mellem muslimer og ikkemuslimer, som har præget dele af Nordnigeria sidenhen. Kalifatet bestod af en række emirater, ledet af en emir, det byggede på shariaen – og det fortsatte med at eksistere, efter at England erobrede området i 1903 og i 1914 gjorde det til en del af kolonien Nigeria. Kalifatet lever i bedste velgående den dag i dag – som en integreret del af nationalstaten Nigeria, og sultanen af Sokoto er det religiøse overhoved over alle Nigerias ca. 70 mio. muslimer.

Usman dan Fodios projekt havde interessante ligheder med Boko Haram. Det var stærkt inspireret af den frembrydende wahhabisme i Saudi-Arabien og var del af en international islamisk vækkelse i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Som Boko Haram vendte Usman dan Fodio og de andre jihadister sig både mod ikkemuslimer og mod de muslimer, som ikke levede op til Usmans opfattelse af sand islam. Han havde sine modstandere blandt de øvrige islamiske fornyere, ikke mindst i det nuværende Bornu i Nordøstnigeria, der i dag er midt i Boko Harams højborg. Boko Harams kalifat er derfor også et historisk modsvar til Sokotokalifatet og dermed en del af en århundredlang rivaliseren mellem Sokoto og Bornu.

Der er dog også store forskelle mellem Usman og Boko Haram. Usman dan Fodio var stærkt påvirket af sufismen, der af Boko Haram opfattes som vantro. Han var en højt respekteret islamisk lærd, en belæst mand og forfatter til en lang række teologiske og poetiske værker, som den dag i dag kan købes overalt i Nordnigeria, og som stadig læses flittigt. Endnu i dag er han idealet om den lærde og fromme islamiske lærer og leder, indbegrebet af mutumin kirki – ’den gode mand’ – og en figur, som muslimer i Nordnigeria i dag viser stor hengivenhed, mens Boko Harams Abubakar Shekau derimod af de fleste opfattes som en voldsmand uden lærdom, fromhed eller ydmyghed. Blandt Nordnigerias muslimer er tilslutningen til ham minimal.

Boko Haram og traditionen for islamisk fornyelse
Det er altså ingen nyhed, at islamiske jihadbevægelser opstår i Nordnigeria. I netop det nordøstlige Nigeria, hvor Boko Haram dominerer, er der en lang tradition for reformbevægelser, og indtil 2009 lignede Boko Haram da også i store træk alle de andre bevægelser, der tidligere var opstået i samme område. Reformbevægelserne var rettet mod andre muslimer og stræbte efter en religiøs renselse, men samtidig var de vendt mod den verdslige stat – først imod kolonimagten England og siden uafhængigheden i 1960: imod den nigerianske stat. Også her er reformbevægelserne del af et bredere mønster. Det er en udbredt opfattelse blandt Nordnigerias muslimer at se ’Nigeria’ næsten som et fremmed land. ’Nigeria’ repræsenterer modsætningen til umma, de rettroende muslimers verdensomspændende samfund, og der er i Nordnigeria en lang tradition for periodisk at trække sig tilbage fra ’Nigeria’ og at unddrage staten sin loyalitet. Staten Nigeria er netop det boko, som indgår i navnet Boko Haram. I medierne oversættes Boko Haram som regel til ”vestlig uddannelse er forbudt”, men boko er meget mere end vestlig uddannelse. Ordet benævner nemlig alt det, der forbindes med vestlig civilisation – kristendom, verdslig livsstil, uddannelse, videnskab, menneskerettigheder, demokrati, lighed mellem kønnene og meget andet – og det omfatter alt det, som muslimer forbinder med den moderne nigerianske stat og dens korruption og materialistiske griskhed (som politikere fra det islamiske Nordnigeria dog også tager livligt del i).

De islamiske reformbevægelser rummer således en radikal og religiøst forankret statskritik og en undsigelse af nationalstaten. Skal vi forstå bevægelser som Boko Haram, må vi altså også gå bort fra at se de afrikanske nationalstater som vores selvfølgelige analyseenhed. For de pågældende muslimer er der andre arenaer, som er langt vigtigere.

Fra reform til terror
Ved grundlæggelsen af Boko Haram var det ikke givet, at gruppen skulle udvikle sig til en terrorbevægelse. Det begyndte i 1990’erne i det islamiske miljø i Maiduguri, hovedstad i delstaten Borno State. Som i andre islamiske byer i Nordnigeria var der i Maiduguri intense diskussioner om den rette reform af islam. En ledende inspirator var Shaykh Abubakar Mahmud Gumi (død i 1992), som i 1978 grundlagde den såkaldte Izalabevægelse, der blev samlingspunkt for muslimske intellektuelle, som var inspireret af salafismen. Diskussionerne handlede især om den rette forvaltning af salafismen, og de intensiveredes i 1990’erne, da en række unge muslimske intellektuelle vendte hjem fra deres studier ved islamiske universiteter i Saudi-Arabien. Disse mænd var opsatte på at udbrede deres idéer, der var grundlæggende præget af wahhabismen og salafismen, men deres ambitioner om at grundlægge deres egne moskéer og skoler blev forhindret af den ældre generation af islamiske lærde, som var uvillig til at lukke dem ind i varmen. Resultatet blev oprettelsen af en række nye salafiyya-organisationer, og blandt de utilfredse var Muhammad Yusuf, der senere grundlagde Boko Haram. Yusuf var radikal i sit syn på Vesten.

I modsætning til andre grene af salafismen i Maiduguri afviste han kategorisk al uddannelse og al anden indflydelse fra Vesten, og han afviste ubetinget, at muslimer kunne arbejde for den nigerianske stat. Snart var han på vej mod en konfrontation – både med andre muslimer og med den nigerianske stat. Fra sin grundlæggelse i 2002 var Boko Haram radikal, men ikkevoldelig. Det store vendepunkt kom i juni-juli 2009, hvor Boko Haram hørte op med at være én blandt mange andre klassiske islamiske fornyelsesbevægelser. En gruppe Boko Haram-medlemmer blev angrebet af politiet ved en begravelse. Situationen blev hurtigt optrappet, og snart udkæmpede man et regulært slag i Maiduguri mellem Boko Haram og Nigerias hær og politi. Bevægelsens leder, Yusuf, blev fanget og kort efter dræbt af politiet. Hundredvis af Boko Haram-medlemmer og deres familier blev arresteret, og der er ingen tvivl om, at hærens og politiets voldsomme fremfærd radikaliserede Boko Haram yderligere. Hermed var det Boko Haram født, som vi kender i dag: et resultat af klassisk islamisk reform og voldelig statslig undertrykkelse.

Fra terror til oprør
Siden sensommeren 2009 har Boko Haram foretaget en lang række angreb mod personer og institutioner i de nordøstlige delstater Borno, Yobe og Adamawa, som i de sidste to år har været i undtagelsestilstand. Gruppen har formentlig dræbt 10-15.000 mennesker, og mere end 1,5 mio. er blevet fordrevet fra deres hjem. Angrebene har udviklet sig gennem forskellige faser, hvor taktik og strategi har skiftet. Fra efteråret 2009 til efteråret 2014 angreb man gennem en lang række hit and run-aktioner. De rettede sig i første omgang mod personer og institutioner, som repræsenterede den nigerianske stat: soldater, officerer og kaserner, politifolk og politistationer osv. Målet var at sprede frygt, at stjæle våben og at skaffe forsyninger til sine egne soldater. Herefter rettede angrebene sig mod kristne og kirker, og man forsøgte på den måde – uden held – at puste til de stærke modsætninger mellem det overvejende islamiske Nordnigeria og det overvejende kristne Sydnigeria.

I den næste fase optrappede Boko Haram deres egentlige terroraktioner. Fra baser i grænseområderne mellem Nigeria og Cameroun angreb de en lang række landsbyer, hvor de ofte bortførte kvinder og børn og myrdede alle andre indbyggere, plyndrede, hvad de kunne, og afbrændte husene, inden de trak sig tilbage. Herefter gik man i stigende grad over til kidnapninger, hvor den mest kendte er kidnapningen af omkring 275 piger i byen Chibok i april 2013. Men fra efteråret 2014 begyndte gruppen at ændre sin terrorstrategi til en territorialstrategi – man sigtede nu ikke blot mod at udøve terror, men også mod at opbygge en stat. Abubakar Shekau udråbte et nyt kalifat, formentlig ikke blot ud fra lokale forbilleder, men også efter inspiration fra Islamisk Stat. Fra hit and run-aktioner gik man nu over til at ville indtage større byer og at kontrollere territorium. Det første eksempel var byen Mubi, hvor Boko Haram dog hurtigt blev slået tilbage af Nigerias hær.

Siden januar 2015 har Boko Harams nye strategi især rettet sig mod millionbyen Maiduguri. Inden for de senere uger har Boko Haram rettet en række angreb mod Maiduguri, og de kontrollerer i øjeblikket fire af de fem indfaldsveje ind i byen. Maiduguri er en millionby af stor økonomisk og strategisk betydning – og desuden byen, hvor Abubakar Shekau og andre af Boko Harams ledere blev født, voksede op og blev uddannet. I Shekaus taler er Maiduguri også Boko Harams Mekka – byen, hvorfra bevægelsen udsprang, og som den blev tvunget til at forlade af den nigerianske hær. Abubakar Shekau ser dette som en hijra, en parallel til profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i 622. Som profeten vil Boko Haram sejre og vende tilbage til Maiduguri.

Det afgørende spørgsmål er, om Boko Haram er i stand til at forvandle sig fra en terrorbevægelse til en statsbærende bevægelse som Islamisk Stat. Militært kunne det umiddelbart se ud, som om det vil kunne lade sig gøre, men på den anden side har Boko Haram indtil nu ikke haft held til at erobre og fastholde større byer. De to gange, de har forsøgt det – i Mubi i oktober 2014 og i Maiduguri i januar og februar 2015 – er det ikke lykkedes. Men slaget om Maiduguri vil uden tvivl blive afgørende for konfliktens videre forløb og vise, om Boko Haram magter mere end terror. Boko Haram råder formentlig over 5-6.000 soldater, men vi ved kun lidt om bevægelsens organisation. Ledelsen er samlet i en lille gruppe omkring Abubakar Shekau, og soldaterne er spredt ud over et stort område i mindre og stærkt mobile grupper. Hvordan Boko Haram vil administrere de områder, de måtte erobre, ved vi heller ikke meget om, bortset fra at de vil blive administreret efter Boko Harams opfattelse af shariaen. I modsætning til fx Islamisk Stat har Boko Haram endnu ingen erfaring med at opbygge en civil administration, så derfor er det et åbent spørgsmål, hvordan de i givet fald vil administrere erobrede territorier.

Hvorfor tøver Nigeria?
Indtil videre har Boko Harams succes kunnet forklares af to forhold – gruppens egen styrke og modstanderens svaghed. Bevægelsen har længe været langt bedre organiseret, bevæbnet og motiveret end Nigerias hær. Desuden har Nigerias regering og hær indtil for nylig demonstreret en bemærkelsesværdig mangel på interesse for konflikten og tilsyneladende vandret mod ragnarok med vidt åbne øjne. Hvordan kan man forklare, at en afrikansk regering ser passivt til, mens en oprørsgruppe tiltager sig kontrollen over et væsentligt landområde inden for dens grænser?

Rygterne i Nigeria har længe villet vide, at muslimske politikere og officerer i Nordnigeria støtter Boko Haram, både ved at sabotere bekæmpelsen af bevægelsen og ved at sælge den våben. Mange i den sydnigerianske politiske elite og i regeringspartiet People’s Democratic Party ser konflikten som orkestreret af oppositionspartiet All Progressives Congress for at underminere Goodluck Jonathans regering, og af den grund har de intet motiv til at løse den.

En plausibel forklaring er, at regeringens manglende interesse for konflikten skyldes den grundlæggende modsætning mellem det muslimske nord og det kristne syd, som præsident Goodluck Jonathan kommer fra. Konfliktens forløb og regeringens passivitet har måske deres egen klare logik – nemlig at Nigeria reelt er delt i et nord og et syd, og at den politisk-psykologiske afstand mellem de to områder er så stor, at konflikten med Boko Haram simpelthen bliver opfattet som uvedkommende sydpå.

Siden begyndelsen af 2015 har Boko Haram foretaget et strategisk skift, der har bidraget til at gøre konflikten mere regional. Nu er målet ikke blot Nigeria, men i stigende grad Cameroun og muligvis også Tchad. Boko Harams angreb på Cameroun kommer sikkert som en reaktion på, at landets hær har indledte en offensiv imod gruppen i grænseegnene mod Nigeria – faktisk har Cameroun tilsyneladende været mere opsat end Nigeria på at bekæmpe gruppen effektivt. Konflikten blev optrappet yderligere, da Den Afrikanske Union på sit møde i Addis Abeba den 30.-31. januar vedtog at lade en multinational styrke med tropper fra Nigeria, Cameroun, Tchad, Niger og Benin gå efter Boko Haram. Det er i skrivende stund (9. februar, red.) et helt åbent spørgsmål, hvad det vil betyde. Men det kan dårligt undgå at medføre en yderligere militarisering af det nordøstlige Nigeria – og dermed fordrive endnu flere fra området end de 1,5 mio., der allerede er flygtet.

Spørgsmålet er, om den afrikanske styrke kan slå Boko Haram. Især Tchads hær vil kunne gøre en forskel – den har sammen med Frankrig haft stor succes med at bekæmpe islamistgrupperne i det nordlige Mali, men havde til gengæld ikke held med at deltage i de fredsbevarende styrker i Den Centralafrikanske Republik, hvor hæren blev kritiseret for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.

I øjeblikket er det umuligt at sige, om konflikten vil eskalere så meget, at en regional indsats ikke længere er tilstrækkelig. Det mest sandsynlige er dog, at konflikten ender med at blive løst gennem indsættelsen af en multinational styrke. Men om denne styrke skal være regional eller international, er et åbent spørgsmål. Hverken Frankrig, England eller USA er begejstrede for at gribe ind, og EU fastholder, at konflikten skal bekæmpes regionalt – af afrikanske tropper, som kan støttes økonomisk af EU. Men i øjeblikket er det umuligt at sige, om konflikten vil eskalere så meget, at en regional indsats ikke længere er tilstrækkelig.

Udfaldet af konflikten afhænger ikke blot af den militære udvikling, men også af den politiske. Nigeria skulle have afholdt præsidentvalg 14. februar, men valget er lige blevet udsat i seks uger. Hovedbegrundelsen er netop Boko Haram: Militæret meddelte, at det ikke kan afsætte styrker til at opretholde sikkerheden ved valgstederne, fordi alle kræfter er koncentreret om gruppen. Så besluttede den nationale valgkommission at udsætte valget. På den måde var Boko Haram igen med til at sætte den nationale politiske dagsorden – og Nigerias politiske fremtid er gjort endnu mere usikker og uforudsigelig.

Stærk religion og ny politik
Fordi Boko Haram ofte ses som et produkt af den voldsomme sociale og økonomiske ulighed mellem nord og syd i Nigeria, mener mange, at en langsigtet løsning på problemet er at investere massivt i uddannelse og beskæftigelse i Nordnigeria. Det skulle gøre det vanskeligere for gruppen at rekruttere tilhængere blandt unge mænd og kvinder uden fremtidshåb.

Og der er ingen tvivl om, at der er et desperat behov for mere uddannelse og beskæftigelse, som kan give en generation af unge mænd og kvinder i Nordnigeria håb. Men en sådan udviklingspolitik vil ikke løse problemet, fordi Boko Haram ikke bunder i mangel på udvikling, men i stærk religion. Stærk religion og udvikling hænger naturligvis sammen – og stærk religion har vist sig usædvanlig effektiv til at mobilisere folkelige sociale og politiske bevægelser og tilbyde sine tilhængere en alternativ livsform. Men selv med voksende investeringer i uddannelse og ungdomsbeskæftigelse i Nordnigeria vil bevægelser som Boko Haram fortsat kunne rekruttere tilstrækkeligt med tilhængere. Radikale islamiske reformbevægelser har altid eksisteret i denne del af Nigeria, omend ikke i den ekstremt voldelige form, som vi ser nu, og intet tyder på, at det ikke vil fortsætte i fremtiden. Selvom Boko Haram nu skulle blive nedkæmpet af en regional militærstyrke, vil lignende bevægelser altså – før eller senere – dukke op igen.

Boko Haram er udtryk for stærk religion, og bevægelser med stærk religion driver politik efter nye regler. Det er regler, som vi i Vesten første gang så antydet med revolutionen i Iran i 1979, og som vi siden har set mange steder i verden, senest med Islamisk Stat. Det er en politik, som ikke primært orienterer sig efter nationalstaternes grænser, men udfordrer arven efter hele det verdslig-koloniale projekt i Mellemøsten og Afrika. Ligesom Islamisk Stat udfordrer den engelsk-franske Sykes-Picot-aftale i Mellemøsten, udfordrer Boko Haram grænser, der blev efterladt af den europæiske kolonialisme i Vestafrika. Og set i et langt historisk perspektiv er det måske det, Boko Haram i sidste ende handler om. Nemlig at stærk religion er vejen til den endelige afkolonisering. ■

Niels Kastfelt (f. 1950) er historiker og lektor ved Afdeling for Kirkehistorie og Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet. Han har arbejdet i det nordøstlige Nigeria siden midten af 1970’erne og har bl.a. udgivet bøgerne ’Religion and Politics in Nigeria’ (London, 1994), ’Scriptural Politics’ (London, 2003) og ’Religion and African Civil Wars’ (London, 2005). ILLUSTRATION: Kvinder på flugt fra Boko Haram, flygtningelejren Gagamari [Foto: European Commission, DG ECHO]