28.08.2015

Med venstrefløjskandidaten Jeremy Corbyns forsøg på at blive Labours nye formand står det gamle britiske arbejderparti midt i en ideologisk krise. Store dele af baglandet ønsker tilsyneladende et opgør med New Labour og arven fra Blair. Et opgør, der i sidste ende kan splitte partiet.

ANALYSE af Peter Sinnbeck

Der blev ikke lagt fingre imellem, da Tony Blair – tidligere partiformand og britisk premierminister fra 1997-2007 – for nylig gav sin mening om det nært forestående formandsvalg i det britiske Labour-parti til kende. Det skete i en kommentar til The Guardian.

”Vores parti går med lukkede øjne og fremstrakte arme mod den dybeste afgrund,” lød den bittersøde analyse fra manden, der skaffede valgsejr efter valgsejr og en ubrudt regeringsperiode på 13 år til de britiske socialdemokrater. Blairs ord kom i kølvandet på et utal af meningsmålinger, der giver det mangeårige parlamentsmedlem – og den selverklærede socialist – Jeremy Corbyn sejren ved det kommende formandsvalg i arbejderpartiet.

Og Blair står ikke alene med de dystre forudsigelser. Lige siden Corbyns indtog i valgkampen har en lang række af partiets nestorer offentligt forsvoret et potentielt formandsskab med Corbyn i spidsen. Det er ligefrem blevet sagt, at et sådant lederskab vil gøre partiet ”uvalgbart” ved det næste valg til Underhuset, der senest skal afholdes i maj 2020.

Corbyn-who?
Indtil for nylig var der ikke mange, der kendte Jeremy Corbyn. Den tidligere geografilærer levede en anonym tilværelse i Underhuset, hvor han har været repræsentant for Islington North siden 1983.

Nu giver de seneste meningsmålinger ham mere end 50 pct. af de såkaldte first preference-stemmer og dermed en sejr allerede i formandsvalgets første runde. Hvis dette bliver det endelige resultat, vil det være den største overraskelse i nyere politisk historie i Storbritannien. Og frygten går altså på, at denne overraskelse vil vise sig at være et realpolitisk selvmord for centrum-venstre-partiet, der stadig slikker sine sår efter forårets valgnederlag til premiereminister David Cameron og de konservative.

Flere på Labours venstrefløj ønsker en bredere debat om den politiske linje fremadrettet – en debat, som Corbyn alt andet lige ville kunne skabe – og derfor bliver hans kandidatur af mange opfattet som gavnligt for den demokratiske proces internt i partiet.
____________________

 

I den parlamentariske gruppe er det kun 15 Labour-medlemmer, der har tænkt sig at stemme på Corbyn, og i en rundspørge foretaget af Financial Times er der flere af partiets spidser, der nægter at sidde i Corbyns skyggekabinet.

Men hvordan kan denne mand så stå til at vinde valget? I sagens natur har han aldrig været i forreste geled i britisk politik. Hans politiske profil faldt gedigent ved siden af Blairs midtsøgende New Labour-linje i 90’erne, og derfor så mange Corbyns kandidatur som et mere eller mindre useriøst indslag i formandsvalgkampen.

Men flere på Labours venstrefløj ønsker en bredere debat om den politiske linje fremadrettet – en debat, som Corbyn alt andet lige ville kunne skabe – og derfor bliver hans kandidatur af mange opfattet som gavnligt for den demokratiske proces internt i partiet. Han vil kunne markere venstrefløjens politiske mærkesager og dermed præge den eventuelle vinder i en mere rød retning. Det var i hvert fald kalkulen.

Således var der også flere parlamentsmedlemmer fra Labours højrefløj, der anbefalede hans kandidatur, til trods for at de ikke havde i sinde at stemme på ham. Noget kunne tyde på, at de i den grad har fortrudt sidenhen.

Corbyns popularitet i valgkampen har efterladt Labours partitop med bekymrede miner, da der er bred enighed om, at Corbyn med al sandsynlighed løber med sejren.
____________________

 

John McTernan, tidligere rådgiver og chefstrateg i Labour, udtalte i den forbindelse i et interview på BBC, at ”(…) disse idioter, der har anbefalet Jeremy Corbyn for at fremme debatten, burde få undersøgt deres psyke. De skulle skamme sig”. Corbyn nåede kun med nød og næppe at skrabe de nødvendige 35 anbefalinger sammen inden deadline.

Choktilstand i partitoppen
Corbyns popularitet i valgkampen har efterladt Labours partitop med bekymrede miner, da der er bred enighed om, at Corbyn med al sandsynlighed løber med sejren. Han har opnået et gennembrud i medierne, som hans modstandere i valgkampen kun kan drømme om.

Det har resulteret i offentlig kritik og desperate udmeldinger fra ledende medlemmer, der næsten udelukkende går på, at alt andet end Corbyn som partiformand vil være at foretrække. Tidligere minister og en af bagmændene bag partiets forvandling til New Labour under Blair – Lord Peter Mandelson – har endda offentligt opfordret de andre kandidater i feltet til at droppe ud for dermed at fjerne legitimiteten i Corbyns valg – et regulært boykot. En opfordring, der ikke er blevet fulgt.

Før Corbyn blev taget seriøst som kandidat, satte de fleste deres lid til Andy Burnham, der stod til at blive sundhedsminister, hvis Ed Miliband skulle have dannet regering. Men Burnhams kandidatur bliver konstant udfordret med beskyldninger om, at han er for vægelsindet og mangler gennemslagskraft i befolkningen. Det samme bliver sagt om feltets anden sværvægter, Yvette Cooper, der stod til at blive indenrigsminister, hvis Miliband havde vundet valget i maj.

En stor del af baglandet mener, at kampen i Skotland – og for den sags skyld i resten af landet – blev tabt, fordi Labour i for høj grad forsøgte at kopiere den konservative regerings sparepolitik. Omend i en mere lyserød udgave.
____________________

 

Her kan årsagen til Jeremy Corbyns pludselige popularitet også findes – feltet er simpelthen ikke tungt nok. Hugh Muir, politisk analytiker hos The Guardian, skrev tidligere på ugen, at det er uden historisk tilfælde hos Labour-partiet, at man ser en samling kandidater, hvor ingen af dem har en stor stjerne i befolkningen. Efter Milibands nederlag var der ikke mange om buddet. Flere havde dog sat deres lid til, at storebror David Miliband ville forsøge sig igen efter at have tabt til lillebror i 2010, men han foretræk at blive i sin stilling som generaldirektør for IRC (International Rescue Committee) i New York. I dette vakuum efter valgnederlaget har outsideren Corbyn boltret sig lige siden.

Klangbund i baglandet
Roden til Corbyns succes kan til dels findes i årsagerne til valgnederlaget i maj. Meningsmålinger havde i flere måneder spået tæt løb mellem blokkene, men i sidste ende formåede Ed Milibands politiske platform at indkassere endnu et valgnederlag til partiet – og en stor del af partiets græsrødder peger på, at Milibands leflen for midtervælgerne var en forkert strategi.

I kampen om økonomisk troværdighed tabte Labour i England, ligesom partiet i Skotland måtte se sig slået af venstrefløjspartiet Scottish National Party, der vandt i næsten alle valgkredse.
I efterspillet forklarede partiledelsen i Labour ydmygelsen i Skotland som et resultat af revitaliseret skotsk nationalisme i kølvandet på afstemningen om uafhængighed sidste år. Men en stor del af baglandet mener, at kampen i Skotland – og for den sags skyld i resten af landet – blev tabt, fordi Labour i for høj grad forsøgte at kopiere den konservative regerings sparepolitik. Omend i en mere lyserød udgave.

Med andre ord blotlagde valgstrategien en massiv kløft mellem partiets ledelse, den parlamentariske gruppe i Westminster og baglandets græsrødder.

I en kommentar til endnu en måling blandt partimedlemmerne med Corbyn solidt i spidsen skrev direktør i analyseinstituttet YouGov, Anthony Wells, at ”(…) de medlemmer, der meldte sig ind i partiet mellem 2010 og 2015 er i høj grad rødere end ledelsen. Og særligt de mennesker, der er kommet til siden valget i 2015, er i ekstrem grad pro-Corbyn. Og det forklarer hans enorme forspring i øjeblikket”.

Corbyn har stor appel blandt vælgere, der er trætte af ’business as usual’ og traditionel Westminster-spin.
____________________

 

Og i mange traditionelle Labour-vælgeres øjne er Corbyn også mere tro mod partiets kerneværdier. Han er – med troværdigheden i behold – stålsat i sin modstand mod tidens sparepolitik, han foreslår at hæve skatterne på de rigeste samfundsgrupper, og han har f.eks. også foreslået, at staten skal bruge penge på infrastruktur i stedet for at holde hånden under bankerne. Samtidig har han i årevis slået på tromme for at få afviklet Storbritanniens atomvåben, nationalisere jernbaner og energivirksomheder, indføre huslejeloft på almene boliger, beskytte og udvide rettigheder for lønmodtagere samt investere massivt i en mere progressiv klima- og miljøpolitik.

Corbyns politiske platform adskiller ham markant fra hans rivaler, der i manges øjne blot er afledninger af den mere socialliberale New Labour-politik. Det er således ikke overraskende, at Corbyn har stor appel blandt vælgere, der er trætte af ’business as usual’ og traditionel Westminster-spin.

Tilbage til 80’erne
Frygten blandt ledende partimedlemmer og politiske analytikere er dog, at Corbyns mere venstredrejede politik – skulle den blive Labours officielle linje – vil gøre det uhyre svært at lokke de mange midtervælgere tilbage til partiet, som en valgsejr ville kræve. Corbyn som formand vil måske appellere til basen, men midtervælgerne vil flygte i favnen på David Cameron og de konservative, lyder analysen.

Noget kunne måske tyde på, at den analyse ikke er helt ved siden af. Flere meningsmålinger viser, at et stort flertal af de britiske vælgere har forsvindende lille tiltro til, at et Corbyn-ledet Labour kan genvinde magten i 2020.

Og dermed står parallellen til 1980’ernes politiske ørkenvandring ganske nær. Store dele af den retorik, som Corbyn benytter i dag, vækker mindelser om tidligere partiformand Michael Foot, der med en venstreorienteret platform led et historisk nederlag til Margaret Thatcher i 1983. Tony Blair har i denne sammenhæng også kaldt Corbyns platform for et ’blast from the past’.

Flere frygter endda, at højrefløjen i partiet kunne finde på at lade sig inspirere af netop 80’erne, hvor en lang række parlamentsmedlemmer forlod Labour for at danne det nu hedengangne Social Democratic Party, hvis arvtager i dag er Liberaldemokraterne. Konsekvenserne af et sådant opbrud ville være uoverskuelige.

Men omvendt har Corbyns kandidatur mobiliseret tusinder af mennesker. Ved valgmøder, hvor han deltager, møder rekordstore menneskemængder op, og siden hans kampagne tog fart, har Labour oplevet en massiv tilstrømning af medlemmer. Siden valget har næsten 250.000 meldt sig under fanerne i Labour. Dette har dog ført til konspiratoriske udtalelser fra bl.a. kommentatorer i The Independent om, at alle – lige fra trotskyister fra den yderste venstrefløj til hårdføre konservative – har meldt sig ind bare for at kunne stemme på Corbyn og dermed præge formandsvalgets udfald.

Frygten blandt ledende partimedlemmer og politiske analytikere er dog, at Corydons mere venstredrejede politik – skulle den blive Labours officielle linje – vil gøre det uhyre svært at lokke de mange midtervælgere tilbage til partiet, som en valgsejr ville kræve.
____________________

 

For at gardere sig mod en sådan infiltration har partiets øverste ledelse sat sig for at undersøge samtlige nye medlemmers partipolitiske historik. Denne manøvre har blandt andet ført til eksklusionen af flere nye medlemmer – deriblandt et siddende medlem af parlamentet fra de konservative og 200 tidligere kandidater fra The Green Party.

Beskyldningerne om urent trav så tidligt i processen har dog tilsyneladende ikke haft effekt på Corbyns forspring blandt de mere end 600.000 stemmeberettigede, der dækker over både medlemmer og grupperinger i fagbevægelsen.

Uagtet formandsvalget, hvis resultat offentliggøres den 12. september, så er én ting sikkert: Den store debat om Jeremy Corbyns kandidatur har afdækket nogle massive kløfter i Labours organisation. Kløfter, der rækker langt længere tilbage end valget i maj. Også langt længere tilbage end Blairs jordskredsejr med New Labour i 1997. Kløfterne udgør en voldsom udfordring for det gamle arbejderparti, og selv hvis Jeremy Corbyn skulle tabe eller trække sig, så ville kritikken og ønsket om et politisk kursskifte i Labour næppe forstumme. ◼

Peter Sinnbeck (f. 1990) er journaliststuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har tidligere læst BA i statskundskab ved Aarhus Universitet.

[FOTO: Jasn via Flickr]