08.09.2015

I december mødes verdens lande i Paris for at forhandle en ny global klimaaftale på plads. Forhandlingerne har dog endnu ikke bragt nogen større enighed med sig, men Danmarks klimachefforhandler, Mercan-Ellen Nielsen, stadig optimistisk. Hun tror, at Paris bliver stedet, hvor den store klimaaftale indgås.

INTERVIEW af Peter P. Bjerregaard, RÆSON’s klimaredaktør

Inden ministrene ankommer til Paris, har de enkelte landes embedsmænd forhandlet på højtryk i mere end et år for at lægge fundamentet til en aftale, der er spiselig for alle.

Ifølge Danmarks chefforhandler, Mercan-Ellen Nielsen, er det dog svært at sige noget klogt om, hvor langt forhandlerne når, inden ministrene sætter sig ved forhandlingsbordet i starten af december.

”I Lima (COP20, red.) fik vi det første udkast til en aftale – og formålet i Geneve (forhandlingsmøde i foråret, red.) var at forkorte teksten, hvilket ikke lykkedes. Tværtimod voksede den til mere end 80 sider. I juni forsøgte vi igen at forkorte teksten, og det lykkedes heller ikke, så det, vi sidder med nu, er små 88 sider med enormt mange optioner under de forskellige temaer. Det er ikke en tekst, nogen kan forstå – næsten ikke engang os chefforhandlere. Det er heller ikke en tekst, der er moden til politiske drøftelser. Udfordringen er, at vi endnu ikke har taget hul på egentlige substansdrøftelser,” siger Mercan-Ellen Nielsen.

RÆSON: Hvis vi ikke engang er gået i gang med at forhandle om substansen, er det så realistisk at forvente en juridisk bindende aftale i Paris om tre måneder?
”Jeg er optimistisk. Jeg tror, at det er ret typisk i sådanne forhandlingsforløb, at jo tættere vi kommer på deadline, desto mere holder parterne deres kort tæt ind på kroppen,” siger Mercan-Ellen Nielsen.

RÆSON: Flere forhandlere i EU’s chefforhandlerteam siger, at vi halter så langt bagefter, at det er urealistisk at tro, at vi når en juridisk bindende aftale i Paris. Tager de fejl?
”Jeg er enig i, at vi er langt fra målet, og jeg er enig i, at vi langt fra har set de fremskridt i år, som EU og Danmark ønskede, men jeg tror stadig ikke, at det er urealistisk at få en aftale. Spørgsmålet er så, hvilken aftale vi kan få. Det, man formentligt kan få i Paris, er en forholdsvis overordnet aftale.”

RÆSON: Bliver den juridisk bindende?
”Det er i hvert fald det, vi arbejder for i EU. New Zealand og USA støtter den såkaldte hybrid-model, hvor der indgår en core-agreement, som er en kortere og noget mere overordnet aftale, men med nogle juridisk bindende elementer. Eksempelvis at alle parter til enhver tid skal have et reduktionsmål. Selve reduktionsmålene bliver dog formentlig ikke juridisk bindende.”

Vi topper næppe i 2020

RÆSON: Er det rigtig forstået, at Paris-aftalen skal være gældende fra 2020?
”Ja.”

RÆSON: Det betyder, at der er et hul fra 2015 til 2020?
”Ja.”

RÆSON: Der er en hel del klimaforskere og internationale organisationer, som understreger vigtigheden af, at vores udledninger topper i indeværende årti, hvis vi skal nå målsætningen om at undgå mere end to graders temperaturstigning i 2100. Hvor sandsynligt er det, at vi topper inden 2020?
”Lige nu er der rigtig mange lande, der allerede har reduktionsbidrag frem mod 2020, så det er jo ikke, fordi der ikke kommer til at ske noget frem til 2020. Fra EU’s og Danmarks side synes vi dog ikke, at der sker nok, og vi arbejder også på at øge ambitionsniveauet før 2020. Netop fordi vi ikke mener, at vi kan vente så længe og det er en særlig dansk prioritet, og derfor leder Danmark arbejdet om at øge reduktionsindsatsen før 2020 i EU. Vi har fokus på at udbrede de mange konkrete løsninger og erfaringer, særligt inden for energieffektivitet og vedvarende energi, hvor der er store reduktionspotentialer. Her har danske virksomheder også meget at byde ind med. I forhold til om vi når to-graders-målsætningen, så afhænger det af de samlede bidrag, og vi har endnu ikke alle bidragene på bordet. Indtil videre har vi dækket godt 60 pct. af de globale udledninger, men det er ikke sandsynligt, at vi når 2-gradersmålsætningen i Paris. Derfor arbejder Danmark og EU for at gøre aftalen fleksibel, så vi løbende kan øge reduktionsniveauet efter Paris.”

RÆSON: Det er 54 lande ud af 195, der har præsenteret deres klimaplaner. Hvad fortæller det dig, at så få lande overhovedet kan overholde deadline i forhold til at indsende deres reduktionsbidrag til FN’s klimasekretariat?
”Det, man skal vide, er, at der er rigtig mange ulande, for hvem det er en kæmpe udfordring at vurdere, dels hvor meget de kan melde ind af reduktionsbidrag, og dels overholde de ret detaljerede krav om, hvilke sektorer reduktionerne skal omfatte. De mangler simpelthen kapaciteten. Når det så er sagt, så synes jeg, at vi skal hæfte os ved, at mange af de store udledere er på banen. Vi har USA, vi har Kina og selvfølgelig også EU. Og som sagt dækker de nuværende bidrag godt 60 pct. af de globale udledninger – og til sammenligning dækkede Kyoto-protokollen mindre end 15 pct., så vi er bestemt på vej i den rigtige retning.”

Læren fra COP15

Sent om aftenen d. 18. december 2009 begyndte den længe ventede plenumdebat i Bella Center om teksten, der skulle blive kendt som Copenhagen Accord. Efter 13 stive timer blev de delegerede enige om at ”notere sig” aftalen og forsætte forhandlingerne.

RÆSON: Hvordan vil du karakterisere processen omkring klimaforhandlingerne?
”Man kan sagtens være idealistisk på vegne af både klimaforhandlingerne og FN-systemet generelt, men efter COP15 har klimaforhandlingernes natur ændret sig markant. Vi er gået fra en top-down-tilgang, hvor vi havde en ide om, at vi kunne vurdere, hvad klimaet har brug for og så diktere, hvad de enkelte lande skulle reducere deres udledninger med. Det lykkedes jo ikke. I dag forhandler vi ud fra et regime, hvor alle parter som regel selv bestemmer, hvad de vil reducere med. Man kan sige, at forhandlingerne efter COP15 nu i højere grad afspejler realiteterne i verden uden for forhandlingsrummene.”

RÆSON: Civilsamfundet og store virksomheder presser i stigende grad på for at få en pris på CO2. Hvor stor en rolle spiller dette pres i forhandlingerne?
”Man kan jo sige, at den virkelige verden på mange måder har overgået forhandlingerne. De resultater som forhandlingerne endnu ikke har kunne levere, er jo heldigvis blevet overhalet af handling fra civilsamfundet og ikke mindst private virksomheder. Senest har en række prominente amerikanske virksomheder i slutningen af juli udmeldt reduktionsmål.”

RÆSON: Har det nogen konkret betydning i forhandlingerne?
”Det har ikke nogen direkte indflydelse, men når det så er sagt, så vidner det jo også om, at vi er på vej ind i en anden virkelighed, hvor virksomhederne også ønsker at tage del i den grønne omstilling.”

RÆSON: I de senere år er begrebet ”loss and damage” begyndt at få en mere og mere fremtrædende rolle i forhandlingsteksterne. Hvordan skal vi tolke den udvikling?
”Loss and damage har altid været en del af forhandlingerne, men det er rigtigt, at det i stigende grad fylder. Jeg tror, at alle parter ser Paris som den bedste og muligvis også den sidste mulighed for at få deres ønsker opfyldt.”

RÆSON: Hvorfor den sidste?
”Fordi det er her, vi skal forhandle den store aftale. Det er her, eventuelle nye penge skal lægges på bordet. Det, vi forhandler om nu, er en langsigtet aftale. Det er forhåbentligt ikke noget, som vi skal genforhandle om fem eller ti år. Det skal altså skrives i et så generisk sprog, at det kan holde i mange år. Det betyder, at loss and damage, reduktionsmål og klimafinansiering og mange andre områder skal med i aftalen nu. Det er også nu, der er politisk momentum. Jeg tror, at stats- og regeringslederne på den anden side af Paris vil tænke, at nu fik vi endelig den aftale på plads, og derfor vil det ikke få samme opmærksomhed.”

1,5 eller 2 grader

RÆSON: I København blev vi enige om to-graders målsætningen, men flere og flere klimaforskere advarer mod to-graders målsætningen og mener, at 1,5 grader er det absolutte maksimum, før vi vil opleve ødelæggende klimaforandringer. Har et 1,5-mål gang på jorden?
”1,5 grader er nævnt i den nuværende tekst på foranledning af de små østater, og i alle officielle dokumenter refereres både til 1,5 og 2 graders målsætningen. Det er min klare forventning, at vi vil se begge tal i den nye aftale. Men det er desværre ikke ensbetydende med, at vi når hverken 1,5 eller 2 graders målsætningen i Paris – forhåbentlig på sigt.”

RÆSON: En af de helt store knaster i forhandlingerne er kampen mellem ”bør” og ”skal”. Hvor tror du, vi lander i Paris i forhold til, hvad der bør gøres, og hvad der skal gøres?
”Jeg tror, at alle parter skal have et reduktionsbidrag i den nye aftale. Så er der andre svære spørgsmål såsom klimafinansiering, hvor vi fra EU’s og Danmarks side meget gerne vil opbryde denne firewall mellem i- og ulande. Vi mener, at det ikke kun skal være de nuværende ilande, som skal betale, men at det f.eks. også er Singapore.”

Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost.

ILLUSTRATION: Klimastunt lavet af gruppen Oxfam ved COP17 i Durban, 2011. Foto: Ainhoa Goma/Oxfam.