03.06.2015

I Danmark ligner vi vores svenske naboer politisk på mange områder: Prioriteringen af vores skandinaviske velfærdsmodel, et grundlæggende ønske om lighed og verdens højeste skattetryk. Men når det kommer til flygtningepolitik er der stor forskel på landene. Mens Sverige fører den mest lempelige flygtningepolitik i Europa, er stram flygtningepolitik blevet en fællesnævner på tværs af begge fløje i Danmark.

BAGGRUND af Viktor Emil Madsen og Emilie Christoffersen

Den svenske flygtningepolitik er markant anderledes end den danske. Udover at svenskerne får betydeligt flere asylansøgere, end vi gør i Danmark, så får en større andel af ansøgerne i Sverige også asyl (se faktaboks). Samtidig er der stor forskel på selve processen. I Danmark er det svært at få en permanent opholdstilladelse, mens det er udgangspunktet for flygtninges vej ud i det svenske samfund.

Antal asylansøgere, 2014
– Sverige: 81.180 (8.415 pr. mio. indbyggere)
– Danmark: 14.680 (2.610 pr. mio. indbyggere)
Anerkendelsesprocent
– Sverige: 77 pct
– Danmark: 68 pct
Kilde: Eurostat

Men forskellene stikker dybere end asylsystemet. Svenskerne mener, at den danske debat er alt for hård, mens vi i Danmark mener, at svenskerne aldrig tager ordentligt fat om problemerne. Forskellene kommer også til udtryk i den politiske arena, hvor Dansk Folkeparti har en markant vigtigere og mere anerkendt position end deres svenske pendant, Sverigedemokraterna. Det indvandrerkritiske parti, som får stigende tilslutning i de svenske meningsmålinger, blev sat udenfor indflydelse med decemberaftalen sidste år.
RÆSON har talt med historiker Lars Hovbakke Sørensen fra Københavns Universitet om forskelle og ligheder mellem dansk og svensk flygtningepolitik.

To århundreders udenrigspolitik bestemmer nutidens flygtningepolitik
Lars Hovbakke Sørensen peger på de to skandinaviske landes forskellige udenrigspolitiske roller i de sidste to århundreder, som afgørende for deres flygtningepolitik i dag. ”Sverige har en lang tradition for neutralitet og alliancefri politik, som de er meget stolte af, og som er en stor del af svensk selvforståelse. Man er alliancefri i fredstid og neutral i krigstid, som de selv siger. Sådan har det været i 200 år.”

Sverige står ofte i spidsen for at arrangere internationale konferencer og facilitere fredsmægling mellem internationale parter, og gør derved meget ud af ikke at være en del af en bestemt blok. Det var særligt markant under den kolde krig, påpeger Hovbakke: ”Under den kolde krig var det meget vigtigt for Sverige at være åbne overfor tredjeverdenslande; dem, der ikke var en del af hverken Øst- eller Vestblokken, men typisk lande i Asien, Afrika og så videre”.

Han hævder, at traditionen for neutralitetspolitik i Sverige har smittet af på andre politikområder, og derfor er en del af årsagen til, at svenskerne er så åbne og tolerante overfor folk fra andre dele af verden. Ligeledes peger Hovbakke på, at Danmarks rolle under den kolde krig har haft stor indflydelse på udenrigspolitikken i dag. ”På grund af Danmarks rolle som en del af den vestlige blok under den kolde krig, lagde man meget vægt på de liberale, vestlige værdier. Det, ser vi nu, har smittet af i den senere udenrigspolitiske debat, hvor vestlige liberale værdier bliver brugt som en del af argumentationen for den danske udenrigspolitik”.

Arven fra 1864
Men for at forstå den radikale forskel i dansk og svensk flygtningepolitik, skal vi endnu længere tilbage i historien end den kolde krig, mener Hovbakke. Han peger på en af de mest markante begivenheder for dansk udenrigspolitik: nederlaget mod tyskerne i 1864. Tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg blev afgørende for den danske kultur. “Det var kun danskere, der boede i Danmark – uanset, hvordan man definerer en dansker: Om det er ud fra noget etnisk, kulturelt, sprogligt, religiøst og så videre. Alle spiste det samme, gik i den samme slags tøj og havde den samme omgangstone. Det var et ekstremt homogent samfund, kulturelt set”.

Homogeniteten har gjort, at danskerne har haft svært ved at acceptere andre end etniske danskere som landsmænd. Selvom Sverige ligeledes var et homogent samfund, har neutralitetspolitikken givet dem en anden tilgang til indvandrere og dermed også flygtninge.

De stuerene
Et andet nedslagspunkt i historien, som er afgørende for udviklingen i de to landes flygtningepolitik, er terrorangrebene i New York og Washington d. 11. september 2001. Ved valget i november 2001 oplevede Dansk Folkeparti (DF) en massiv vælgerfremgang og blev med 12 pct. af stemmerne Danmarks tredjestørste parti. Partiet, der tidligere var blevet kaldt både usympatisk og uværdigt af begge fløje i dansk politik, udgjorde nu det parlamentariske grundlag for VK-regeringen. Partiet var blevet stuerent, stik imod Poul Nyrups forudsigelse i starten af nullerne. Den indvandrerskeptiske politik blev legitimeret af Fogh-regeringen. DF havde fået magt.

Hovbakke mener, at DF’s nye legitimitet skyldtes den topstyrede ledelse: ”Landsbytosserne og dem med de ekstremistiske holdninger har man renset ud med hård hånd fra begyndelsen i DF. Det skyldes blandt andet de erfaringer, man havde fra Fremskridtspartiet, hvor man havde meget besvær med ekstremistiske holdninger”. DF’s konsekvente politik overfor deres medlemmer fra begyndelsen har altså medvirket til, at de kunne moderere deres synspunkter, og derved gjort dem legitime – både på Christiansborg og i befolkningen.

Den danske udvikling i Sverige
Selvom svenskerne i mange år hårdnakket har holdt fast på en lempelig og human flygtningepolitik, er man også i Sverige begyndt at stramme retorikken i forbindelse med flygtningepolitikken. Det skyldes ikke mindst den svenske pendant til DF, Sverigedemokraterna (SD). Kigger vi lige over Øresund til vores svenske naboer, stormer SD frem i meningsmålingerne med mærkesager som strammere indvandrerpolitik og mere velfærd til de ældre. Det er altså et parti med slående ligheder til DF. Det er derfor nærliggende at spørge sig selv: Er den udvikling, vi ser i Sverige, den samme, som vi så i Danmark op gennem slut-90’erne?

Det mener blandt andre Christina Höj Larsen, Riksdagsmedlem for Vänsterpartiet, der beskriver Sverige som en tidslomme og ser den politiske udvikling i Sverige som parallel til Danmark i 90’erne (Information, 27. november 2012). Ser man på resultatet for sidste Riksdagsvalg i september 2014, kan man være tilbøjelig til at give hende ret. Her fik SD 12,9 pct. af stemmerne, og blev dermed Sveriges tredjestørste parti: Nøjagtig samme situation som DF ved valget i 2001. Lighederne er slående.

Og dog.

Modsat datidens VK-regering, der valgte at give DF indflydelse og magt ved at konstituere sig med partiet som støtteparti, så valgte svenskerne en anden vej. I stedet for at inddrage SD i en borgerlig regering, opgav Alliansen – den blå blok i Sverige – regeringsmagten. I stedet fik de svenske socialdemokrater statsministerposten med Stefan Löfven ved roret. Modsat Danmark, har de svenske partier gjort alt, hvad der stod i deres magt for at holde SD udenfor politisk indflydelse. Regeringen endte med at indgå decemberaftalen med den borgerlige opposition. Aftalen sætter SD uden for al reel indflydelse indtil 2022. En aftale, der i Danmark blev kritiseret som værende stærkt udemokratisk, mens den i Sverige møder stor opbakning blandt diverse medier og kommentatorer.

Efter decemberaftalen, der glimrende illustrerer den hårdnakkede, insisterende idealisme i svensk politik, er de svenske partier nu begyndt at gå i en ny retning, påpeger Hovbakke. ”I Danmark diskuterer vi meget, hvor mange udlændinge, der skal have lov til at komme ind i landet. Det har været tendensen, at svenskerne overhovedet ikke ville røre dette emne med en ildtang i mange år – indtil for få måneder siden. Nu er nogle af de borgerlige partier så småt begyndt på at være villige til at diskutere udlændingepolitikken på en ny måde. Især Kristdemokraterna og Folkpartiet, som blandt andet er begyndt at stille større krav til indvandrere.”

Men SD’s tilhørsforhold til den borgerlige blok er langtfra stålfast. Svenske Anders Sundell, som er ph.D. i statskundskab ved Göteborg Universitet, har på bloggen Politologerna lavet en analyse, der viser, at SD oftere stemmer sammen med de svenske socialdemokrater end med de borgerlige oppositionsledere hos Moderaterna. Der er altså mulighed for samarbejde med begge blokke for SD.

Sverigedemokraterna skal styres med hård hånd
Der er mindst lige så store forskelle, som der er ligheder mellem DF og SD. DF udsprang af Fremskridtspartiet, som har rod i skattenægterbevægelsen i 70’erne, mens SD har nynazistiske rødder. Derfor ser mange svenskere med stor skepsis på det svenske parti, mens der ikke er helt samme instinktive ubehag mod DF.

Men SD arbejder hårdt for at opnå samme politiske anerkendelse. Så sent som i april 2015, blev 22 partimedlemmer, herunder ledelsen af Sverigedemokratisk Ungdom (SDU), indstillet til eksklusion, fordi de ikke fulgte moderpartiets linje. I 2011 indførte partiet nultolerance overfor racistiske udtalelser.

Dermed følger de samme strategi som DF, der har tradition for stram topstyring, herunder eksklusion og irettesættelse af ulydige partimedlemmer. Det samme gælder franske Front National, som for nylig har nedlagt partistifteren Jean-Marie Le Pens kandidatur til det franske parlament på grund af racistiske udtalelser.

“Hvis der bliver ved med at være intern ballade i SD, så vil de ikke kunne fortsætte deres fremgang. Det viser erfaringer fra både Danmark og Sverige. Fremskridtspartiet i Danmark gik jo ned på intern ballade til sidst, og de overlevede kun, fordi Pia Kjærsgaard og andre brød ud og skabte DF, hvor der var meget mere styr på tropperne fra starten. Man har også set det i Sverige, hvis man har fulgt meningsmålinger de sidste mange år. Hver gang, der har været intern uro, er SD gået ned i meningsmålingerne.” udtaler Lars Hovbakke Sørensen.
Han mener dog, at SD kan blive politisk anerkendt på niveau med DF: “Det kræver, at de holder meget konsekvent fast i den hårde kurs.”.

Bolden ligger hos de andre partier
Man skal ikke have meget kendskab til svensk politik for at vide, at politikere fra begge fløje ønsker at forhindre, hvad de kalder ‘den danske udvikling’ i svensk politik. Men er det en udvikling, der er mulig at vende? Kigger man udover det europæiske politiske landskab, er eksemplerne på højreradikale partiers fremgang talrige. I Frankrig er Front National en reel spiller til præsidentvalget i 2017, UKIP fik tredjeflest stemmer ved det britiske valg i maj og PEGIDA-bevægelsen havde stor opbakning i Tyskland. Noget tyder på, at ‘den danske udvikling’ i højere grad er en europæisk udvikling.

De svenske partier har indtil for nylig formået at ‚holde stand‛ mod SD. Men som Lars Hovbakke Sørensen påpeger, er Kristdemokraterna og Folkpartiet – to mindre partier i den borgerlige blok – begyndt at overtage en del af SD’s retorik. Moderaterna, som er den svenske udgave af Venstre, er stor modstander af den indvandrerskeptiske tilgang, men også her er der intern splittelse. Målinger har vist, at op mod hver tredje SD-vælger kommer fra Moderaterna, og dette skaber problemer i partiet.

De svenske politikere må vælge en vej. Enten skal de gøre som i Danmark og acceptere SD’s holdninger som legitime. Dermed vil de udtrykke samme holdning til demokratiet, som den franske politiker, der under revolutionen sagde: “Der går mit folk. Jeg må se, hvor de går hen, så jeg kan føre dem: For jeg er deres leder!”. Alternativt skal de blive ved at stå fast på den velkendte svenske idealisme, som man så det i decemberaftalen sidste år. Svenskerne må spørge sig selv, hvem der skal diktere tonen: SD’s 13 pct af vælgerne eller de resterende 87 pct.

Viktor Emil Madsen (f.1993) studerer statskundskab på Københavns Universitet og var elev på Politikens kritikerskole i 2014. Han har tidligere undervist i folkeskolen og udvikler i dag undervisningsmateriale i samfundsfag for LOF. Særlig interesse indenfor uddannelsespolitik, integrationspolitik, europæiske forhold og international politik. Kontakt: ve.madsen@gmail.com.
Emilie Reinhold Christoffersen (f. 1994) studerer Statskundskab på KU og arbejder til dagligt med politisk varetagelse for HK. Har tidligere primært beskæftiget sig med uddannelsespolitik og socialpolitik. Sidstnævnte gennem Huset Zornig og kommunalvalgskampagnen „Stemmer På Kanten.‟ Emilie har desuden været bosat i Nepal en række måneder, hvor hun arbejdede med udviklingspolitik og rettighedsarbejde. ILLUSTRATION: Sverigedemokraterna til Almedalsveckan [Foto: News Oresund]