25.06.2015

Der er mange historiske forklaringer på hvorfor DF, den politiske kæmpebaby med særlige behov, er blevet dansk politiks epicenter. Men kan den dyrekøbte lære af historien i sidste ende blive Socialdemokratiets – og DF-vælgernes – redning fra de radikale?

RÆSONS KRONIK af Jakob Terp

I 1987 FORSØGTE Anker Jørgensen at italesætte en socialdemokratisk retræte i den flygtninge-indvandrerpolitik, som partiet havde været så uforsigtigt at støtte siden skæbneåret 1983.

Måske havde Anker, som sidste barn af fagbevægelsen, en mavefornemmelse af, hvad hans ufaglærte kernevælgere var optaget af. Et emne, som i årtier kunne fodre den unævnelige indre svinehund, hvis egenskaber næsten tredive år senere i brede kredse er blevet politisk korrekt.

Socialdemokrater med politisk langtidshukommelse ærgrer sig nok over, at man ikke lyttede til den gamle fagforeningsmand. Ikke mindst, fordi det netop blev Glistrups kandiserede arvtagere i Dansk Folkeparti, der rendte med den sidenhen altafgørende indvandrerdagsorden i dansk politik.

I 1987 kom der nemlig et tilsvarende indvandrerkritisk parti i Folketinget, Preben Møller Hansens nu for længst glemte Fælles Kurs. Havde sømandsbossen dengang modereret sin rødbedefarvede retorik, havde han måske suget den populistiske folkerøst til sig, hvorefter store dele af det indvandrerkritiske segment kunne være holdt „hjemme‟ – i venstre side af folketingssalen.

MEN SÅDAN SKULLE det som bekendt ikke gå. Fælles Kurs fik et kort liv i Folketinget, og samme år overtog den socialdemokratiske 68´er-klike formelt magten i Ankers gamle arbejderparti. Perioden 1987-2001 blev den kulturradikale, politiske korrektheds storhedstid. Det var her den bedrevidende, akademiske elite tabte Socialdemokratiets sjæl, og banede vejen for Pia Kjærsgaards stuerene udgave af Fremskridtspartiet. De belærende førstegenerationsakademikere smed, groft sagt, deres vælgere – og med dem: velfærdsstatens skæbne – i armene på Venstre!

Hvad værre er: 68’erne var så optagede af sig selv, at de overså nødvendigheden af talentpleje. Ironisk nok er det præcis denne undladelsessynd, der på alle måder karakteriserer 68-generationens tilgang til livet: „Efter os – intet!‟. Lige siden har dette princip idémæssigt karakteriseret Socialdemokratiet. De, der husker partiets oprindelige idegrundlag, ynder fortsat at kalde det Socialdemokratiet. De såkaldte fornyere, der satte hele arven over styr, holder desperat fast i deres tids betegnelse, Socialdemokraterne.

Thorning-generationens byrde, blev at de hoppede på limpinden om, at ideologierne døde med Berlinmurens fald
____________________

 

Hvor 68’er-kliken troede de kunne belære og opdrage deres arbejdere, blev Thorning-generationens byrde, at de hoppede på limpinden om, at ideologierne døde med Berlinmurens fald. Særligt de liberale tænkere havde dengang travlt med at afskrive historien – og ikke mindst historien om Socialdemokratiets, fagbevægelsens og velfærdsstatens bedrifter i det tyvende århundrede. Måske var det bare almindelig historieløshed, når Thorning og hendes folk åd dén udlægning. Under alle omstændigheder er halvfemsernes Tony Blair-psykose i den grad blevet udlevet. Resultatet er det, Mette Frederiksen nu skal prøve at samle op: Et identitetsløst og ideologisk afvandet socialdemokrati, som ikke engang fagbevægelsen tør røre ved.

UMIDDELBART ser det helt anderledes ud på de lette løsningers holdeplads, hos valgets store vinder, DF.

„Giv mig min førtidspension og hold de fremmede ude‟. Sådan lyder budskabet – med endnu stærkere ord – fra den ufaglærte udkantsvælger og hendes politisk resignerede mand, som i bedste fald og med det yderste af neglene har bevaret sit lavtlønsjob. Udlændingespørgsmålet er afgørende – for hvad kan ellers forklare den økonomisk set vanvittige og i bund og grund uhellige alliance mellem DF´s fattige pensionister og Venstres boligejere?

Stakkels Helle mødte sin endegyldige politiske skæbne 17. juni. Her blev hun slagtet af Thulesen Dahl i valgkampens sidste partilederrunde, og hun var tydeligvis ikke forberedt på at blive konfronteret med regeringspartnerens giftige realpolitik på bolig- og skatteområdet. Hendes radikale spindoktor havde åbenbart ikke sandsynliggjort, at S-kampagnens fokus på at ynke DF-vælgeren kunne ende som en retorisk boomerang OG at et modangreb i form af at smaske Liberal Alliance i hovedet på Thulesen Dahl, nok havde været mere bevendt end et skingert løfte om at frede den urørlige boligejerkaste i endnu ti år.

De skæbnesvangre ti skridt fra hendes eget podie og hen til Lars Løkkes var måske lige præcis de skridt, som Thornings teflonbelagte valgkampagne ikke kunne holde til. Gennem hele valgkampen havde hun satset på at tirre Løkkes velkendte temperament, og så endte hun i stedet med selv at få et tenderende hysterisk anfald for åben skærm. Ironien er til at få øje på.

Alt det, som Thorning i sin frustration over de radikale boligskatter således ikke fik påpeget i de skæbnesvangre minutter under partilederrunden d. 17. juni, er nu bagtæppet for både Løkke og DF. I kulissen står Anders Samuelsen og sliber den ideologiske kniv. LA kan i løbet af få år have overhalet Venstre som landets største liberale parti. Måske er Anders Samuelsen de borgerliges statsministerkandidat om bare to folketingsvalg?

Stakkels Helle mødte sin endegyldige politiske skæbne 17. juni. Her blev hun slagtet af Thulesen Dahl i valgkampens sidste partilederrunde, og hun var tydeligvis ikke forberedt på at blive konfronteret med regeringspartnerens giftige realpolitik på bolig- og skatteområdet
____________________

 

Helt efter drejebogen er DF´s hvedebrødsdage i den borgerlige presse forbi. Nu hvor Jyllands-Posten m.fl. ivrigt har hjulpet med at lempe udkantsstemmerne over i blå blok – uden at stille ét kritisk spørgsmål til partiet – forventer man naturligvis at DF leverer varen, med eller uden røde pølser og kaffestellet til fint. Men der kan meget hurtigt blive trængsel ved udgangen, når man skuffer de de letkøbte vælgere.

MEN DEN STORE JOKER i dansk politik bliver, hvordan forholdet mellem de Radikale og Socialdemokraterne vil udvikle sig i den kommende oppositionsperiode. Og hvilke muligheder S har for at genvinde den forventede horde af frafaldne DF-vælgere ved næste folketingsvalg. Står S efter den blå sejr i virkeligheden med en unik chance for, én gang for alle, at få udraderet de Radikale og sendt dem under spærregrænsen ved det kommende valg?

Står S efter den blå sejr i virkeligheden med en unik chance for, én gang for alle, at få udraderet de Radikale og sendt dem under spærregrænsen ved det kommende valg?
____________________

 

Enhver oprigtig socialdemokrat hader inderst inde de radikale af et godt hjerte. Kan S droppe alliancen med dem? Valgkampen viste med al tydelighed, at de Radikale ikke appellerer til den borgerlige kernevælger. Samtidig undergraver partiet det samlede centrumvenstres politiske levedygtighed.

De radikales stemmeandel indikerer, at partiets morakkerstrategi i.f.t. en ansvarlig skattepolitik, herunder boligbeskatning, ikke i samme grad som tidligere appellerer til det traditionelle, bedrevidende segment med den markante selvbevidsthed.

Sandsynligvis er det gået op for den radikale vælger, at den latente opposition til socialdemokraternes centrumvenstre-dagsorden er skadelig for centrum-venstre som et samlet rødt alternativ. Derudover har tilbuddene om henholdsvis progressiv liberalisme (LA) og den nye hippiemidte for nostalgikere med friværdi (Store Å), i den grad omklamret det radikale tilbud om at være lidt bedre, lidt federe og noget klogere end andre.

Det borgerlige Danmark har brugt de sidste 25 år på et revanchistisk opgør med det socialdemokratiske ejerskab til velfærdsstaten. Er tiden nu inde for S til at finde tilbage til en politisk linje, der appellerer til andet end angste, offentligt ansatte?

Er der nogen, som har styrken til at dreje partiet er det Mette Frederiksen
____________________

 

ET GRUNDLÆGGENDE OPGØR med Corydons socialdemokratiske konkurrencestat, kræver utvivlsomt en hårdfør leder, der tør tage et opgør med partiets førende karriereopportunister – ingen nævnt, ingen glemt. De borgerlige har på forhånd udråbt denne strategi til „venstreopportunisme‟, og vil i det hele taget meget gerne indsnævre den ideologiske afstand mellem socialdemokraternes venstrefløj og Enhedslisten.

Men er der nogen, som har styrken til at dreje partiet er det Mette Frederiksen. Også selvom hun, på linje med andre tidligere ministre har, hvad en anonym rustbanker karakteriserer som „den sorte beg‟ på hænderne, jf. det Thorningske knæfald for de radikale i 2011.

Problemet for en socialdemokratisk bevægelse i opposition til det globale markedsregime er som bekendt, at man ikke kommer udenom EU. Og her er DF´s succes i bogstavelig forstand billedet på, hvor svært at forklare hele vælgerkorpset at vi kun ved at skabe en europæisk, politisk modvægt til den usynlige, men hårdtslående globaliserede hånd, kan langtidssikre velfærden hvadenten man stemmer S eller DF.

Problemet for en socialdemokratisk bevægelse i opposition til det globale markedsregime er som bekendt, at man ikke kommer udenom EU
____________________

 

MED ANDRE ORD: Mette Frederiksen har en unik historisk mulighed for, en gang for alle, at vippe de radikale ud af det røde regeringsalternativ. Og eftersom de borgerlige partier næppe tager imod Morten Østergaards tropper med kyshånd, kunne man med lidt held forvente, at partiet ryger ud af Folketinget ved næste valg. Friheden fra de radikale vil omvendt betyde, at S atter kan fremstå som et troværdigt alternativ for de DF-vælgere, der i den kommende tid vil flygte over stok og sten fra folkepopulismens pauvre skæbne under ansvarets ulidelighed.

Valgnederlaget kan således blive Socialdemokratiets store chance. Forudsat, at man formår at forklare den nationalkonservative centrumvenstre-vælger om logikken i EU-samarbejdet; slipper af med de radikale – og igen gør Socialdemokraterne til Socialdemokratiet. ★

Jakob Terp (f. 1966 i København). Cand.scient.pol. IFSK 1993. Chefkonsulent indenfor social og arbejdsmarkedsområdet, undervisningsassistent ved Aarhus Universitet og tekstforfatter. Aktiv debattør og foredragsholder. Blogger på jp.dk, med særligt fokus på udfordringen for den universelle velfærdsmodel i det 21. århundrede. ILLUSTRATION: Frederiksen til hovedbestyrelsesmøde i S [foto: Carsten Bundgaard/POLFOTO)]