17.11.2015

D. 15 maj 2015 underskrev regeringen i Mali en fredsaftale. Siden fortsatte forhandlinger og d. 10 juni 2015 underskrev resten af de stridende parter aftalen. Der hersker nu en skrøbelig våbenhvile i landet. RÆSON har spurgt Jean-Hervé Jezequel fra International Crisis Group, hvorvidt freden kan holde.

INTERVIEW af Line Mohr Drewes

RÆSON: Hvordan vil du beskrive den nuværende sikkerhedssituation i Mali?
JEZEQUEL: Overraskende nok en smule bedre end tidligere. Vi har været meget pessimistiske omkring situationen i Mali, fordi kampene fortsatte på trods af fredsforhandlingerne. I maj publicerede vi en rapport. Det var i tidsrummet mellem, at parterne underskrev fredsaftalen. Vi har været meget kritiske, fordi vi mente, at fredsaftalen havde store mangler. Og vi havde ret. På trods af, at parterne underskrev, var der kampe i Norden. Men det har nu ændret sig.

RÆSON: Hvilke mangler var der i aftalen?
JEZEQUEL: Det, der manglede i aftalen, var, at der var en masse spændinger mellem lokale samfundsgrupper, politikere og narkohandlere. Denne spænding er skyld i meget af voldeligheden i Norden. Men aftalen håndterede ikke problemet, fordi det er for følsomt at snakke om narkotikahandel i en fredsaftale. Så de internationale mæglere vendte det blinde øje til. Man håbede, at stabiliteten overvinde urolighederne på sigt. Men kampene fortsatte.

RÆSON: Hvad har ændret sig nu?
JEZEQUEL: Nu er der et lokalt initiativ. Så i slutningen af september lavede man en aftale, som er et lokalt initiativ, der inkluderer narkohandlere og krigsherrer. Og det er altså folk har en masse penge og magt. Og man kan sige, at aftalen gør, at de får mulighed for at forblive i centrum. På den måde går det ikke fremad. Tværtimod risikerer man forsatte kampe i Norden. Men initiativet er også en stor mulighed, fordi det forsoner nogle af narkotikahandlerne. De forstår godt, at kampene ikke er gode for deres forretning. Og eftersom, at den våbenhvile, som internationale aktører overs, ikke fungerede, så er der måske nu større chance for stabilitet i Norden.

Så det er selvfølgeligt både godt og skidt. Det er skidt, fordi det aldrig er godt at lave aftaler med narkotikahandlere. Men det er godt, fordi der nu tales om de reelle udfordringer. Det forstærker våbenhvilen og derved også de andre aktørers rolle, fx de internationale aktører, som arbejder på at implementere aftalen.

RÆSON: Så nu har vi en fredsaftale. Hvad er målet med MINUSMAs (FN missionen i Mali) tilstedeværelse?
JEZEQUEL: MINUSMA har et multidimensionalt mandat, men der er to overordnede mål. Det første er stabilisering. Det betyder, at de skal beskytte byerne i Norden fra tilbagevendende bevæbnede grupper. Det har de ikke haft stor succes med. Bevæbnede grupper er faktisk blevet styrket i Norden, hvor der er flere af sådanne grupperinger end for to år siden. De store byer som Timbukto og Gao er dog relativt sikre. Så resultaterne er blandede. For det andet skal de facilitere forhandlingerne. De forsøgte derfor at lede forhandlingerne i 2014. Men de fejlede. Det virkede ikke af mange grunde. Men MINUSMA spiller fortsat en rolle i forhandlingerne. Igen, resultaterne er blandede.

RÆSON: Som det ser ud nu, kan MINUSMA opnå både dets militære og politiske mål?
JEZEQUEL: Militært tror jeg ikke, at de har kapaciteten til at stabilisere Norden. Der er de simpelthen for svage. De har brug for, at den politiske proces lykkes for at kunne opnå fremskridt. Det betyder ikke, at de er ineffektive på det militære niveau. Deres tilstedeværelse i byer som Timbuktu og Gao har haft effekt. Men måske er det mange penge til begrænsede formål. Jeg tror ikke, at de har kapaciteten til at opnå deres mål, hvis ikke der sker store politiske fremskridt. Men de har en rolle. Også i den politiske løsning. Det er bare ikke en særligt stor rolle.

RÆSON: Hvem ville være i stand til at drive den politiske proces fremad?
JEZEQUEL: Regeringen i Mali og Malis partier. Det er dem, som kan opnå en aftale og gøre denne varig.

RÆSON: Repræsenterer partierne i Mali aktørerne fra Norden?
JEZEQUEL: De repræsenterer de mest betydningsfulde af dem. Men der nogle, der mangler i billedet, fx de meget radikale grupper. Også nogle grupper fra det centrale Mali. Ikke desto mindre, så er de fleste grupper, også de voldelige grupper, tilstede. Man underskriver jo ikke fredsaftaler med “good guys”. Man underskriver fred med mennesker, som har udkæmpet krige. Og I den forstand tror jeg nu, at de vigtigste ledere er med i processen.

Bortset fra det, så er også internationale partnere meget vigtige. Især Frankrig og Algeriet er centrale spillere, som kan influere processen. Men de kan ikke garantere varig fred. Ja, og så er der MINUSMA, den Afrikanske Union, ECOWAS, Mauretanien og Niger.

RÆSON: MINUSMA og andre internationale aktører støtter regeringen i Mali. Men mener du, at regeringen er værd at støtte? Kan den skabe positiv forandring?
JEZEQUEL: Folk har meget forskellige syn på det. Nogle mener, at MINUSMA støtter staten for meget. Andre siger, at de støtter partierne i Mali for meget. MINUSMA er selv splittet. Jeg vil mene, at det er et spørgsmål om, hvilket syn man har på det.

Omkring regeringen, så mener jeg desværre ikke, at de har været særligt overbevisende i forhold til at vise, at de kan forandre noget. Der er ikke rigtigt noget signal om forandring på områder som uddannelse, hæren, demokratiske valg, korruption osv. Det sagt, så var landet i 2012 altså i kæmpe krise, og regeringen havde begrænset kapacitet. Så ja, det er skidt, at regeringen ikke har vist sig bedre til at forandre forholdene i Mali, men det er også et spørgsmål, om man virkelig kan bebrejde dem det. Andre har også haft skyld i ustabiliteten. Inklusiv vestlige donorer som har støttet regeringen mange år og som også burde tage ansvar for den nuværende situation.

RÆSON: Er der nogle alternativer til regeringen? MINUSMA skal vel støtte en eller anden form for politisk struktur. Findes der andre muligheder for det end ved at støtte den nuværende regering?
JEZEQUEL: Ja og nej. Ja, en måde at gøre det på er ved at støtte lokale og regionale institutioner i Mali. Det er faktisk et centralt element i fredsaftalen, at man skal støtte regionale institutioner. Det er en måde at komme udenom staten på. Men det er ikke nogen enkel løsning. Særligt fordi korruption ikke kun findes hos staten. Der er også masser korruption i regionerne. Men i det mindste kommer du tættere på befolkningen. Men man bør være meget forsigtig. Det er stadig vigtigt at støtte regeringen, fordi regeringen har ressourcerne til at håndtere den nuværende situation. Det sagt, så er regionale institutioner vigtige, fordi det handler om forsoning mellem befolkningen og deres institutioner. Når man forstærker det regionale er det vigtigt, at det er for at tjene den lokale befolkning og ikke kun eliten.

RÆSON: Er MINUSMA i stand til at påtage sig det lokale-regionale perspektiv?
JEZEQUEL: Det gør de på en måde. Men der er mange aktører, som skal forstærke deres aktiviteter, fx større internationale og regionale institutioner. Det er dem, der har pengene til at implementere forandring i Norden og kickstarte projekter.

RÆSON: Siger du i virkeligheden, at der er for lidt fokus på det ikke-militære i Mali? Når du taler om lokalt engagement, er det så udviklingsprojekter, uddannelse og lignende?
JEZEQUEL: Ja, jeg mener klart, at staten i Mali har været for meget i transition. Genetableringen af autoritet i Norden gennem tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker har fyldt meget. Det er vigtigt for en stat at kunne indsætte sikkerhedsstyrker og at have styrker, som befolkningen kan føle sig tryg ved. Men vi (International Crisis Group, red.) mener, at man burde fokusere mere på at genetablere sociale ydelser. Statens legitimitet kommer fra dens evne til at levere sociale ydelser. Det betyder mere end at kunne genetablere autoritet gennem sikkerhedsstyrkerne.

RÆSON: Hvilken slags trussel mener du at Mali udgør? Hvordan vil du betegne den? Er det mest af alt en humanitærkrise eller handler det mere om faren for terrorisme?
JEZEQUEL: Den er meget svær at finde en betegnelse for. Fordi igen, det er en multidimensional konflikt. Det der har tiltrukket international opmærksomhed er, at Mali i 2012 blev opdelt i to. Den ene del var under radikale jihadist gruppers kontrol. Og disse udgør stadig en trussel. Selvom de nu har begrænset kapacitet. Og for nogle er disse ikke radikale grupper. Nogle mennesker foretrækker deres måde at indrette samfundet på. Derfor nyder visse af disse grupper større legitimitet end staten. Så det er det, som konflikten går ud på. Derfor er det så vigtigt, at staten genvinder legitimiteten. For at undgå at vi ender tilbage i situationen, som vi så i 2012.

Men der er også en tredje dimension. Det handler om grænseoverskrivende narkotikahandel. Det er et kæmpe problem for Mali. Og narkotika går gennem Mali til Europa. Europa som fortærer de her varer. Derfor er det også vores ansvar. I det mindste er det vores ansvar at begrænse volden, som er forbundet med narkotikahandlen.

Jean-Hervé Jezequel er senior analytiker hos International Crisis Group med speciale i Sahel regionen. Han arbejder til dagligt i Dakar i Senegal, hvorfra han følger situationen i hele regionen.

Illustration: Amerikansk soldat hilser på malisisk dreng, september 2007 [foto: Roy Santana via Flickr]