13.11.2015

Folketinget er netop nu ved at beslutte, om Danmark skal sende et styrkebidrag til FN’s mission i Mali. RÆSON har talt med DIIS-forsker og ekspert i Mali, Signe Marie Cold-Ravnkilde.

INTERVIEW af Viktor Emil Madsen

RÆSON: Hvad handler konflikten i Mali om?
COLD-RAVNKILDE: Der har siden Malis uafhængighed [1960, red.] været stor splittelse mellem nord og syd. Tuaregerne, en særlig etnisk gruppe i Mali, har lavet oprør flere gange siden 1962. Det sidste tuareg-oprør i 2006-2009 blev slået ned militært. Der var derefter mange, der flygtede til nabolandene, hvoraf mange tuareger blev en del af Gaddafis hær. Da Libyen kollapser [i 2011, red.] ser vi en strøm af trænede Tuareg oprører, som tager tilbage til Mali. I Libyen har intellektuelle og veteraner blandt tuaregerne planlagt oprøret, mens de har været i eksil. Fordi de her tuareg-grupper i Libyen bliver trænet og udstyret med våben, kunne de gå velplanlagt til værks, da de rykkede og tog territoriel kontrol over det nordlige Mali i januar 2012.

Der kom altså en masse væbnede tuareger fra Libyen tilbage til Mali og indledte tuareg-oprøret i januar 2012. Det var det oprør, som gav anledning til, at Malis stat mere eller mindre kollapsede. Det skete, fordi tuaregerne havde mulighed for at indgå i alliancer med islamistiske oprørsgrupper, som senere hen løb tuaregerne over ende, fordi der var uenighed om, hvad revolutionen skulle handle om: Skulle den være religiøst forankret eller skulle den handle om selvstændighed for den nordlige region, som var tuaregernes ønske.

De tuareger, som gjorde oprør i januar 2012, var ledet af MNLA [Mouvement National de la Libération d’Azawad, red.]. Der er også andre tuareg-grupper i Mali, som ikke har støttet oprøret. MNLA hævder, at de repræsenterer hele det nordlige Mali, men billedet er meget mere broget, da flere grupperinger ikke er enige i kravet om uafhængighed.

RÆSON: Hvem er parterne i konflikten?
COLD-RAVNKILDE: Lige nu har vi en fredsaftale mellem regeringen, pro-regerings-militser og en sammenslutning af separatistiske tuareg-grupper på plads. På den anden side står de islamistiske grupper med forbindelse til Al-Qaeda. Dem er der et væld af, men de er ikke en del af den fredsaftale, MINUSMA [FN’s mission i Mali] skal sikre. MINUSMA har et bredt mandat, den skal beskytte civile, kulturarv og forskellige andre ting. Men den har ikke et anti-terror mandat, fordi man fra starten har lavet en arbejdsdeling, hvor franskmændene står for terrorbekæmpelse, mens MINUSMA står for fred.

MINUSMA må gerne beskytte sit eget mandat – det vil sige, at når missionen bliver angrebet, hvilket fore-kommer ofte, må de gerne forsvare sig. De opererer i en terrorkontekst, for det er en asymmetrisk krig. MINUSMA har altså brug for at kunne samle oplysninger for at kunne forsvare sig og kunne beskytte sig.

RÆSON: Bliver konflikten påvirket af ustabiliteten i regionen?
COLD-RAVNKILDE: Den generelle uro i Sahel-regionen har helt sikkert stor indflydelse på konflikten. Man har jo et stort geopolitisk rum i Sahara, hvor grænserne er meget porøse. Algeriet har været gode til at dæmme op for deres egen interne trussel fra Al-Qaeda, men det har også betydet, at de har presset grupper fra Algeriet og ind i Mali. De militante islamistiske grupper kæmper blandt andet om kontrol over forskellige ruter for narkotrafik. Derudover har der også været en masse kidnapninger af vesterlændinge, som også har været en væsentlig indtægtskilde.

Mange af de væbnede islamistiske grupper har ikke et egentlig politisk projekt. Det handler i større grad om organiseret kriminalitet end om terror. De islamistiske grupper er ikke interesseret i en fredsaftale, men er snarere interesseret i at obstruere freden, fordi fraværet af stat og myndighed i de her områder gør det godt for deres business.

Man kan sige, at der er en række strukturelle regionale baggrunde for konflikten. Der er meget sparsom vegetation og høj arbejdsløshed. Det er faktisk nogle af verdens fattigste egne, som ligger på kanten af Sahara. Især de unge mennesker har ikke noget særligt stort fremtidsperspektiv og i den sammenhæng, kan militante grupper rekruttere, fordi de kan betale folk for simpelt arbejde. Det er nogle strukturelle økonomiske grunde. Så er der selvfølgelig de interne politiske kontekster, som måske kan forklare, hvorfor konflikten sker lige netop i Mali og ikke i for eksempel Niger. Statens kapacitet til at modstå presset har været smuldrende på grund af institutionernes svaghed.

RÆSON: Så hvad er formålet med MINUSMA helt præcist?
COLD-RAVNKILDE: Det er at sikre fred i Mali, og det indebærer selvfølgelig reformer af sikkerhedssektoren, kapacitetsopbygning og etablering af lov og orden, og det implicerer også udvikling i de nordlige regioner. Implementeringen af fredsaftalen er selvfølgelig også målet med MINUSMA.

RÆSON: Kan MINUSMA nå sit mål indenfor en overskuelig fremtid?
COLD-RAVNKILDE: Jeg tror, vi skal have de langsigtede briller på. Afrikanske FN-missioner har jo tradition for at være langvarige – 10, 20, 30 år. Jeg kunne godt forestille mig, at man er nødt til at have et eller andet bidrag, ikke nødvendigvis et europæisk bidrag, i Mali på den helt lange bane, fordi staten er så skrøbelig, og fordi sikkerhedssektoren er så dårligt fungerende som den er. Der er altså brug for hjælp til politi, militær, økonomisk udvikling og ikke mindst til det lange seje træk til at få freden etableret.

Freden er stadig meget skrøbelig. At de nordlige områder bliver udråbt til en udviklingszone, og at man skal have mere regionalt selvstyre, er i princippet en model, som ligner det vi har set før i de tidligere fredsaftaler. Så kan man sige, hvad er så nyt? Problemerne med de tidligere fredsaftaler var, at de ikke blev implementeret ordentligt, og at der ikke har været nok kontrol, også med brug af ressourcer, så det hele er gået til eliterne. Så det er meget vigtigt at denne her fredsaftale bliver implementeret rigtigt og overholdt, så folk i Mali kan se, at det internationale samfund og Malis regering mener, hvad de siger. Hvis fredsaftalen ikke bliver implementeret, og hvis de militante grupper oplever, at deres krav ikke bliver taget alvorligt, så risikerer man, at de bliver mere radikale. Pastoralisme og kvægopdræt har dårlige udsigter på grund af klimatiske forhold, MNLA har ikke så mange ressourcer tilbage, så islamismen ligger lige for.

RÆSON: Hvordan ser lokalbefolkningen på konflikten?
COLD-RAVNKILDE: Det er mit indtryk, at det er et fåtal af folk i det nordlige Mali, der støtter op om tuareg-oprøret og ønsket om separatisme. Størstedelen af Malis befolkning ser helst Mali som en territorial enhed, én stat. Så i udgangspunktet har hverken tuareg-oprørerne eller islamismen særlig stor folkelig opbakning. Alligevel kan de tilbyde frustrerede unge mænd nogle fremtidsudsigter, som staten ikke kan.

RÆSON: Hvordan ser lokalbefolkningen på MINUSMA?
COLD-RAVNKILDE: Både franskmændene og det nationale bidrag blev i udgangspunktet mødt meget positivt i Mali. Men med den positive indstilling følger også meget høje forventninger. Der skal ikke særlig meget til, før forventningerne ikke bliver indfriet, og det gør, at folk bliver mistænksomme overfor, hvad der sker. Samtidig har MINUSMA haft kæmpestore logistiske udfordringer. Vi taler om et land, der er større end Frankrig og Tyskland tilsammen. MINUSMA har haft svært ved at etablere sig i de nordlige områder på grund af store afstande og meget svære forhold. Der er ikke veje, det er sådan set bare ørken. Bare det at få en soldaterlejr til at fungere ift. mad, toiletforhold og forsyninger er en stor udfordring, så der gik lang tid før MINUSMA blev operationel. Der har været mange beskydninger af MINUSMA i medierne i Mali. Så MINUSMA har ikke haft så stor opbakning.

Der er også politiske grene i Mali der nærer stor mistro, særligt til Vesten. Vi så med militærkuppet, at det gav stor tilslutning bare at have modstand mod en udenlandsk militærintervention. Så der er også stærke anti-imperialistiske kræfter, som mener, at Vesten og Frankrig bare er interesseret i at udnytte Afrika og forsvare egne interesser. Så MINUSMA har meget arbejde med at få forklaret sit mandat og sin opgave, så civilbefolkningen ikke er mistroisk. Den tillid skal opbygges over tid.

RÆSON: Opfatter du det, at Danmark støtter MINUSMA, som et udtryk for en ny strategi, eller ligger det i tråd med vores politik hidtil?
COLD-RAVNKILDE: Jeg vil sige, at det er et udtryk for, at vi har en dansk hærchef [Michael Lollesgaard, generalmajor, leder af MINUSMA, red] dernede. Samtidig er der en mulighed for Danmark for at få indflydelse i FN. Derudover må man sige, at Danmark ikke står alene. Svenskerne, hollænderne og flere andre europæere har også et bidrag i Mali, ikke mindst EU. Danmark har også et stort udviklingsbidrag til Mali, vi har været til stede i Sahel i mange år, vi har bidraget til flere sikkerheds og anti-radikaliseringsprogrammer, så på den måde synes jeg faktisk ikke, at det stikker ud.

RÆSON: Hvad skal der til for at skabe stabilitet i regionen?
COLD-RAVNKILDE: Der er brug for, at man tackler de interne politiske faktorer. Det vil sige, at statens kapacitet skal styrkes for at få bugt med korruptionen, som har været med til at destabilisere Mali over lang tid. Vi skal have opbygget staten og have styrket institutionerne. En del af det er, at den kan kontrollere sine grænser, så den har et voldsmonopol over sit geografiske område.

Der er også brug for regionalt samarbejde for at få kontrol med den organiserede kriminalitet, som driver og betaler konflikten og fortsat udgør et afgørende konfliktmateriale. Den skal tackles. Men det er ikke en del af MINUSMA’s mandat.

Derudover kræver det langsigtet social og økonomisk udvikling i de nordlige områder af Mali, for at især de unge får et alternativ til organiseret kriminalitet og militante grupper. Slutteligt er der også brug for en forsoning, og ikke kun mellem nord og syd. Det er en misforståelse at se konflikten i Mali som udelukkende en konflikt mellem nord og syd, for der er lige så mange brydninger og konflikter mellem grupperne i nord. Dagligdagskonflikter om ressourcer i fraværet af lov og orden er noget, som eskalerer grupperne imellem, og når der er våben, så er der en tendens til, at de her konflikter bliver voldelige og blodige. Det sikkerhedsmæssige og militære kan ikke stå alene. Der er virkelig brug for økonomisk og politisk udvikling for at gøre Malis stat resistent for de her chok, der er i området.

RÆSON: Foregår en sådan udvikling nu?
COLD-RAVNKILDE: Ja, vi ser spæde skridt i den retning. Det internationale samfund, heriblandt Europa og Frankrig, kaster millioner af euro i den økonomiske udvikling. Vi har desværre set, at Mali har haft en historik med, at kontrollen med blandt andet donormidler har været sparsom. Der er brug for en større ansvarlighed og kontrol med, hvordan mid-lerne bliver brugt.

RÆSON: Regeringens ministre har flere gange udtalt, at Sahel efter Libyens fald kun er en grænse fra Europa. Er migration fra Mali et stort problem?
COLD-RAVNKILDE: Altså krisen i Mali har ført til rigtig meget migration fra landet. Der er både flygtninge og internt fordrevne. Særligt naboområderne, Niger, Burkina Faso og til dels Mauretanien og det nordlige Algeriet, har modtaget mange flygtninge. Som sådan har flygtninge fra Mali til Europa dog ikke fyldt specielt meget. Man kan sige, at krisen i Mali har været med til at destabilisere de områder, som migranterne rejser igennem. De seneste meldinger fra UNCHR er, at man har troet, at Mali var på ret køl, så man har prøvet at repatriere flygtninge. Men fordi der er så megen ustabilitet, interetnisk konflikt om ressourcer og fravær af lov og orden, føler folk sig ikke trygge, så de vender ikke tilbage og mange flygter endda igen.

RÆSON: Giver det mening at tale om, at det danske bidrag resulterer i færre flygtninge til Europa?
COLD-RAVNKILDE: Det ville jeg ikke sige direkte, nej. Vi skal huske at skelne mellem det franske militære bidrag, og det mandat, som fredsmissionen har. I princippet skal MINUSMA hjælpe med at beskytte civile, sikre freden og sikre stabiliteten. Det giver mening at sige, at hvis MINUSMA lykkes, vil det være nemmere for folk at bo der, og der ville være en chance for, at de vil vende tilbage, blive og starte en økonomisk udvikling i Mali.

RÆSON: Er der spørgsmål, som politikerne ikke forholder sig til?
COLD-RAVNKILDE: Jeg synes, at det regionale sikkerhedspolitiske perspektiv er ekstremt vigtigt og noget, som ikke bliver diskuteret særlig meget. Konflikten i Mali bliver diskuteret, men vi skal huske at kigge på nabolandene og kigge på de stormagter, der er i området, Algeriet, Libyen, og vi skal kigge på, hvordan de her konflikter spiller sammen.

Samtidig mener jeg, at det er meget vigtigt at tage udviklingsdelen seriøst. Man skal huske, at en stor del af konfliktpotentialet handler om kamp om territorier, ressourcer og adgang til staten. Så udvikling og den politiske del er der ikke så meget fokus på. Vi snakker mere om truslerne, som folk kan forstå. Vi skal passe på, at sikkerhedsdimensionen ikke overskygger den politiske og sociale udviklingsdel, for den er afgørende for, om den langvarige fredsproces bliver implementeret.

Signe Cold-Ravnkilde er postdoc på Dansk Institut for Internationale Studier. Hendes primære forskningsområder er international udvikling, konflikt og ressourceforvaltning, freds- og statsopbygningsprocesser i Mali og Niger samt militante grupper i Vestafrika. Viktor Emil Madsen (f. 1993) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet. Han har tidligere været på Politikens Kritikerskole og arbejder som underviser for LOF.

ILLUSTRATION: Militærstyrker under kørsel i ørkenen mellem Timbuktu og Gao, marts 2015 [foto: Polfoto/Sven Torfinn]