03.12.2015

I morgen, fredag, forventes det at Forbundsdagen vedtager at sende 1.200 tyske mand til Mellemøsten. De tyske soldater skal ikke deltage i aktive militær aktioner, men de skal hjælpe franskmændene i kampen mod IS. I tysk presse taler man om et ”farvel til Merkel-doktrinen” og den tyske udenrigspacifisme. Men det er ikke nyt, at Tyskland engagerer sig militært og samarbejder med autoritære stater, tværtimod, siger den tyske militærekspert Conrad Schetter.

INTERVIEW af Tine Toft Jørgensen (interview foretaget 20. november 2015)

RÆSON: Det tyske magasin ’Der Spiegel’ siger i en artikel med overskriften ”Bye, Bye Merkel Doctrine”, at det er slut med Tysklands militære tilbageholdenhed. Hvad er det vi siger farvel til?
SCHETTER: Det, der i Tyskland er blevet kaldt Merkel-doktrinen, bygger på ”Enabling”. Merkels ide har været at gøre andre regeringer i stand til at forbedre deres regionale politik. Det har særligt handlet om samarbejde og våbeneksport til Saudi Arabien, hvor argumentet har været at skabe en regional magt, der skulle være i stand til at skabe regional sikkerhed og stabilitet. Vi har også kunne se det i forhold til den tyske våbeneksport til de kurdiske styrker. Når vi så ser på Yemen, ser vi det modsatte. Lande, der skulle være stabiliserede, går i krig med hinanden, og Saudi Arabien med. På den måde findes der nogle gode argumenter imod den såkaldte ”Merkel doktrin”.

Parallelt med strategien om ”enabling” har Tyskland imidlertid sendt tropper til Afghanistan og andre steder. Denne her doktrin har mere været en idé om fremtidens udenrigspolitik, men jeg ville tøve med at sige, at Merkel-doktrinen nogensinde har været helt på plads. Man har kørt flere strategier sideløbende.

RÆSON: Siger man så overhovedet farvel til noget? Er det bare det gammel vin på nye flasker?
SCHETTER: De tyske journalister er hurtige til at sige, ”vi havde én doktrin, og nu har vi en anden”. Jeg ser stadig, at man beholder en hel del. Vi ser dog flere former for mindre skift i udenrigspolitikken, eksempelvis når det handler om at eksporte våben til den kurdiske Peshmerga (Irakiske kurdere, red.). Det vil fortsætte, og blive øget i de kommende år. Samtidig ser vi, på grund af flygtningesituationen, at Tyskland koncentrerer sig mere om hot-spots som Syrien, Irak, Afghanistan og Nordafrika. Tyskland vil investere mere her.

RÆSON: Hvordan?
SCHETTER: Indtil videre har udviklingspolitikken været adskilt fra sikkerhedspolitikken, men nu ser vi et forsøg på at bringe det sammen. Det tyske udenrigsministerium taler altid om ”værkstøjskassen”, hvor militæret er hammeren og udviklingspolitikken er et blødere værktøj.

RÆSON: Hvilken del af værktøjskassen karakteriserer den nuværende Merkel-doktrin i udenrigspolitikken?
SCHETTER: Først og fremmest har Tysklands rolle i EU og NATO ændret sig dramatisk. Det kom som en overraskelse for mange tyskere og tyske politikere med finanskrisen i Grækenland. Fra et øjeblik til et andet så man sig selv i en position, hvor Tyskland blev set som togføreren i Europa. Indtil videre har Tyskland ikke haft let ved at tage denne rolle på sig, men der er en ny generation af politikere i Tyskland, og de er langt mere klar til at tage det ansvar. De holder meget mere øje med hvad amerikanerne og briterne gør, før de positionerer sig selv.

I forhold til værkstøjskassen er Tyskland enormt gode til diplomati. Tyskland har mange gode kontakter til flere lande i Mellemøsten, eksempelvis med et land som Iran, Men også Saudi Arabien og selv Afghanistan, hvis relationer til Tyskland går helt tilbage til 1920’erne. Det er nogle ret tillidsfulde forhold, og det diplomati-kort spiller tyskerne ret godt, som en modvægt til USA. Det er også vigtigt for den tyske befolkning, at landet altid først forsøger sig med diplomatiske løsninger, i stedet for at starte med den militære hammer.

Fra et øjeblik til et andet så man sig selv i en position, hvor Tyskland blev set som togføreren i Europa. Indtil videre har Tyskland ikke haft let ved at tage denne rolle på sig
____________________

 

RÆSON: Men er den tyske befolkning klar til at gå med på de nye signaler?
SCHETTER: Ja, alt i alt. Efter den første fase af invasionen i Afghanistan var der meget tøven i den tyske opinion, om at være med i sådan en stor intervention i et andet land. Men med mindre militære aktioner, som den i Mali, er det mere acceptabelt. Efter angrebet i Frankrig er flere og flere mennesker villige til at acceptere, at Tyskland bliver nødt til at gå med i forskellige militære interventioner på verdensplan. Ikke altid som en ledende kraft, men som en mindre komponent, med fokus på diplomati og udvikling.

RÆSON: I Spiegel-artiklen udtaler flere fremtrædende ministre, at Tyskland skal vende sig til at spille en mere central militær rolle. Hvad tænker du om det?
SCHETTER: Der er altid en enorm debat i det tyske parlament, når det handler om at sende tyske tropper af sted. Der er dog ikke helt længere et klart ”nej”, og det er nyt. Man er mere klar til at bruge militæret i fremtiden. Med hensyn til Spiegel-artiklen, hvor flere siger, at det tyske Bundeswehr (det tyske forsvar, red.) skal være ”ankeret i interventionspolitikken”, ser jeg det anderledes. Jeg ser ikke, at det tyske Bundeswehr har kapaciteten til at udføre store interventioner. Det er at overstrække den rolle, forsvaret kan spille.

RÆSON: Forsvarsminister Ursula von der Leyen (CDU – Tysklands Kristelig-Demokratiske Union, red.) udtaler i Spiegel-artiklen, at Tyskland skal have et langt større militært ansvar i fremtiden. Hvor står hun i forhold til ”Merkel-doktrinen”?
SCHETTER: Jeg har lige mødt hende for to uger siden, og artiklen rammer ikke helt plet. For hun er altid meget opsat på at fintune og balancere udenrigspolitikken, også ved at placere de militære indsatsmuligheder i en større diplomatisk ramme. Hun har sådan en ret fornuftig tilgang til, hvad militæret kan og ikke kan. Hun har gjort det meget klart, at det med at sende våben til kurderne gav mening, hvor hun argumenterer mere på linje med Merkel-doktrinen om ”enablement”, altså at gøre andre lande i stand til selv at skabe stabilitet i regionerne.

Samtidig ser hun muligheder har at skræddersy pakkeløsninger, der kan udfyldes af tyske militær, til skrøbelige regioner og lande som Mali, Den Central Afrikanske Republik, Libyen og Sydsudan. Men her snakker vi om at sende 3500 soldater til det ene sted og 3500 til et andet. Det jeg ikke kan se for mig, er store interventioner, hvor Tyskland sender 5.000-10.000 soldater ind i en konflikt.

RÆSON: Hvordan ser vi den tilgang i praksis?
SCHETTER: For eksempel vil Tyskland blive i Afghanistan, og har faktisk fordoblet sine styrker dér, særligt på grund af det, der skete i Kunduz for 2 måneder siden (hvor Taleban over for de afghanske sikkerhedsstyrker formåede at overtage den nordafghanske by i en periode på 15 dage, red.). I forhold til Afghanistan siger Tyskland – vi tog til Afghanistan for 15 år siden – vi vil gerne fortsætte missionen i håb om at kunne afslutte med et mere positivt resultat. Tyskerne vil ikke være dem, der går ind og ud, uden at være en pålidelig partner, så måske ser vi tyske tropper i Afghanistan i hele det næste årti. Vi vil også se et større engagement i Mali, og med fortsat øget våbeneksport til de kurdiske Peshmerga-styrker.

Men igen, grunden til, at jeg ikke ser den store begejstring for store interventioner, er også at vi i Europa generelt tøver med at sende større mængder af tropper i krisesituationer. Meningsmålingerne er imod det. Og så skal man også tænke på, at Merkels CDU er i en koalition med de tyske socialdemokrater. De har et langt større fokus på udviklingsstøtte end militær. En tysk general har givet mig denne beskrivelse, som passer meget godt på den tyske position: ”Med hæren kan du kun købe dig tid, men du kan ikke udvikle et land. Du kan lave træningsmissioner, der giver mening, men den blotte militære indsats i krig og fred kan kun købe tid til udvikling.”

Efter angrebet i Frankrig er flere og flere mennesker villige til at acceptere, at Tyskland bliver nødt til at gå med i forskellige militære interventioner på verdensplan
____________________

 

RÆSON: Hvor langt er Tyskland villig til at følge Frankrigs ønske om hjælp?
SCHETTER: Hvis vi går tilbage til 9/11 havde vi den samme situation for 15 år siden, hvor George Bush spurgte – er i med os eller imod os? Den situation lærte Tyskland meget af. Allerede dengang sagde Tyskland, okay, vi følger jer, men ikke blindt. Tony Blair fulgte efter, men Tyskland var langt mere kritiske. Og det samme gør sig gældende for Frankrig.

Tyskland irriteres over, at François Hollande så kraftigt og ofte taler om krig mod IS. Allerede dér accepterer Frankrig IS som en fjende på samme niveau, mens tyskerne hellere taler om IS som kriminelle, der skal bekæmpes på anden vis.

Hvad Tyskland vil tilbyde i sidste ende foregår selvfølgelig bag lukkede døre, men jeg tror, at de vil træde ind militært steder, hvor Frankrig så kan trække sig ud og koncentrere sig om IS. Det er for eksempelvis ved at tage over i den nordiske del af Mali, og jeg kan også forestille mig Tyskland spille en større rolle i Den Centralafrikanske Republik. Man kan også sagtens forestille sig et tysk bidrag i Syrien, men ikke gennem direkte konfrontation. Det vil i stedet være ved at assistere de andre alliancer logistisk. Ligesom vi for eksempel har den store amerikanske luftbase i Bitburg.

RÆSON: Når vi så ser Tyskland være klar til trods alt at engagere sig militært i større omfang, hvor meget er det så Tysklands egen ambition, og hvor meget er det NATO og andre EU-landes ambition?
SCHETTER: Det er jo nærmest betagende, hvor store skift vi ser i de forskellige alliancer lige nu. Frankrig spørger for første gang EU, og ikke først og fremmest NATO, om støtte efter angrebet i Paris. Frankrig er Tysklands allervigtigste allierede ud over USA. Og her tror jeg Tyskland er i en venteposition. Tyskland venter på at se, hvordan forholdet mellem Rusland og Frankrig viser sig at blive i forhold til IS, hvor Tyskland igen med forholdet til Rusland kan spille en vigtig diplomatisk rolle.

Samtidig er der mange tilbageholdende tyske stemmer, der er ikke er sikre på, at svaret på angrebet i Paris nødvendigvis bare skal være militært. De mener, at man først skal se på den langsigtede situation for på sigt at mindske IS’s udbredelse. Fra det perspektiv er militæret næsten den værste løsning, hvorimod økonomiske løsninger er mere tiltrækkende. De tøver altså med at fokusere på militæret.

RÆSON: Hvad med den akutte flygtningesituation – her vil Tyskland vel ikke bare vente og satse på en løsning på langt sigt?
SCHETTER: Vi har en meget interessant fase i tysk politik. Angela Merkels indledende position om åbne grænser har virkelig splittet det tyske samfund over for denne her ”wilkommenskultur”. Merkel oplever et stærkt pres inden for hendes eget konservative parti. Nu skal hun finde sin vej tilbage og balancere imellem de splittede fløje. Hun er blevet nødt til at se i øjnene, at hun har mistet en stor del af tiltro inden for hendes eget parti, og det skal hun genopbygge. Jeg mener faktisk, at hun til dels gør det ved at genopbygge en form for strategisk jerntæppe omkring Tyrkiet for at bremse vejen til Europa.

Tyskland irriteres over, at François Hollande så kraftigt og ofte taler om krig mod IS
____________________

 

RÆSON: Så Tyskland og EU forsøger lige nu at udvide ”bufferzonen” i nabolandene. Det vil sige flere midler til Afrika, samt aftaler med Balkan og Tyrkiet om økonomisk støtte og lempeligere visa-regler, til gengæld for at de forhindrer flere migranter og flygtninge i at tage turen til EU-landene. Selv i Afghanistan taler Tyskland om at oprette ”safe-zones” for at sende afviste asylansøgere tilbage. Er dette et skift i tysk udenrigspolitik?
SCHETTER: Du ser nye ideer på det her område hver eneste dag, for vi er midt i en krisehåndtering, fx ideen med at skabe ”sikre zoner” i Afghanistan som et område, hvor man er tryg imod terror og bombeangreb. Men selve definition af, præcis hvad en ”sikker zone” er, og hvordan den skal se ud, mangler.

På vejen fra Syrien og Afghanistan til Europa er der selvfølgelig mange lande, der er halvt demokratiske, halvt autoritære styrer. At betale dem for at holde flygtninge ude, er en meget letkøbt udenrigspolitik, hvor man bare giver ansvaret videre. Jeg tror ikke, det vil virke. Også fordi Tyskland og Europa dermed bliver gidsler af deres egen politik – hvor de betaler, men ikke ved, hvad pengene bliver brugt til, og så altid skal betale mere. Det kan virke på kort sigt i Tyrkiet, hvor Tyskland giver øget støtte. Men det er ikke en langsigtet strategi.

Spørgsmålet er så, om der et skift i den måde, hvorpå Tyskland håndterer semi-autoritære regeringer. Men her har Tyskland altid spillet en dobbeltrolle. Præcis ligesom USA og mange andre lande. På den ene side vifter de altid med flaget for demokrati og menneskerettigheder, men på den anden side har vi kunnet observere, at Tyskland altid har lavet gode forretninger med lande som Saudi Arabien, Usbekistan og mange andre lande der er overvejende udemokratiske.

For de økonomiske interesser har det aldrig været et problem at samarbejde med autoritære regeringer. Sådan er det for flere lande i Europa, og det er en af de store grunde til, at der er et stort tillidstab i den arabiske verden til EU, fordi de her dobbeltstandarder er så tydelige for mange mennesker.

Conrad Schetter er en af Tysklands førende Afghanistan eksperter og til daglig prof. dr. og videnskabelig direktør for tænketanken Bonn International Center for Conversion (BICC).
Tine Toft Jørgensen studerer Europæiske studier i Leipzig og arbejder til daglig for Magasinet NOTAT.

ILLUSTRATION: Angela Merkel [foto: Christliches Medienmagazin via Flickr]