16.07.2015

I kampen om Grækenland var det de tyske og finske strammere, der gik af med sejren Men måske var det en pyrrhussejr af den slags, der efterlader alle hårdt sårede og skaber nye problemer for de sejrende?

Kommentar af Ole Aabenhus, RÆSONs Europa-redaktør

Lignelsen om den fortabte søn handler om faderens glæde ved at se sin søn igen, og om den hjemmeblevne brors misundelse – fordi den fortabte søn jo havde bortødslet alt den rigdom, han havde fået med hjemmefra, mens broderen måtte knokle. Historien om Grækenland handler om et land, hvor tidligere regeringer har ødslet store midler bort, så en ny reformregering måtte møde sine kreditorer med bundløse hul i lommerne – og kun én ting at gøre godt med: reformvilje, viljen til at forblive i euroen og befolkningens tillid.

Topmødet valgte misundelsens budskab: At ”Grækenland” har forsyndet sig, levet for andres penge og derfor skal betale tilbage omgående.

Dermed har man sat al praktisk erfaring til side. For fem år med samme medicin har vist, at hestekuren ikke virker i Grækenland.

Sidste efterår lykkedes det at frembringe et mindre overskud på det, man kalder statsbudgettets primære poster (statens indtægter og udgifter uden hensyntagen til renter og afdrag). Men det er bogholderi. Det, grækerne oplever, er at arbejdsløsheden ikke falder, men stiger – fra små 10 procent i 2009 til nu godt 26 procent. Bruttonationalproduktet er faldet med en fjerdedel i samme periode.

Topmødet valgte misundelsens budskab: At ”Grækenland” har forsyndet sig
____________________

 

HESTEKUREN har virket i Letland og i Litauen, men den har ikke virket under de hidtidige regeringer i Grækenland. Til gengæld har grækerne med parlamentsvalget i januar givet solid demokratisk opbakning til et ønske om forandring, et opgør med klientilismen og de gennemhullede skattesystemer – og et ønske om at gøre det selv.

Nej’et ved folkeafstemningen den 5. juli var forvirrende, men ikke mere end det danske nej til Maastrichttraktaten i 1992. Det danske nej dengang ikke blot en afvisning af den ny traktat, det var også et nej til EU-medlemskabet. Men vi vendte omgående på en tallerken og formulerede fire forbehold, som vi så kunne stemme ja til året efter. Grækerne stemte nej til euro-tvang, men ønsker sig ikke ud, tværtimod. Meningsmåling efter meningsmåling har vist, at befolkningen ønsker fortsat euro-medlemskab. I 2014 stod tilslutning på 83 procent – det højeste i noget EU-land.

Så hvad gør man med Grækenland? Paradoksalt nok kommer den ny hestekur til at betyde, at de vrede eurolande sender endnu flere penge. Ingen tror, det hjælper – trods ekstra overvågning, men alle véd, at kuren må føre til nye spændinger både i Grækenland og mellem Nord- og Sydeuropa. Det ligner galimatias. Den internationale Valutafond – der selv er partner i den såkaldte trojka – har da også omgående kritiseret de vilkår, EU-lederne har stillet op.

I øvrigt skal det finske parlament stemme om pakken, før den er endeligt vedtaget. Stemmer de nej, falder hele pakken, formelt, og så skal man til at finde en ny løsning.

Det ligner galimatias. Den internationale Valutafond – der selv er partner i den såkaldte trojka – har da også omgående kritiseret de vilkår, EU-lederne har stillet op
____________________

 


Sikkerhed er trumf
Grækenland er fallit. Hvorfor blev resultatet af weekendens forhandlinger så ikke et Grexit – at Grækenland fik besked på at forlade euroen? Det skyldes ikke mindst, at amerikanerne og østeuropæerne er bekymrede. De ser en græsk udtræden som en sikkerhedspolitisk katastrofe, der vil gå stik imod NATO-landenes bestræbelser på at dæmme op for Rusland og Putins mere og mere aggressive politik i Ukraine, Sortehavsområdet og det østlige Middelhav.

USA har været elefanten i rummet, som så ofte før, når EU skal træffe afgørende beslutninger. Præsident Obama ringede rundt til de vigtigste EU-ledere umiddelbart før weekendens topmøde, til stor fortrydelse for strammeren over alle, den tyske finansminister Wolfgang Schaüble.

Han skød en underlig vits af i et interview et par dage før topmødet: Jo, han havde sagt til sin amerikanske kollega, finansminister Jack Lew, at han gerne tog Puerto Rico med i eurozonen, hvis blot USA tog Grækenland med i dollarzonen. Vitsen er ikke særlig klar, for nok har Puerto Rico gæld, men den er langt mindre end Grækenlands. Hvad Schaüble i virkeligheden siger, er, at han ikke kan få sin kansler, Angela Merkel, med på sine planer om græsk exit fordi hun tager USA’s parti og holder fast i, at ”Grækenland hører til i eurozonen” – på trods af økonomien.

Bill Clintons gamle udtryk ”It’s the economy, stupid!”, lyder i Europa: ”It’s the security, stupid!” – økonomien kommer bagefter.

På weekendens topmøde kan man sige, at økonomiministrenes møde anlagde den skrappest mulige linje. ”Et katalog over grusomheder”, som Spiegel kaldte det. Merkel forsøgte at bløde op, presset af Frankrigs Hollande og Donald Tusk, formand for Det europæiske Råd, der som polak ser samme sikkerhedspolitiske farer som USA. På et tidspunkt søndag aften så det ud som om Alexis Tsipras ville slippe fra mødet med værdigheden i behold – lidt mildere krav end før og Den internationale Valutafond, der har gjort sig forhadt i Grækenland, holdt ude af billedet. Men natten til mandag kom det tyske grusomhedskatalog tilbage med ekstra styrke, bl.a. fordi ”De sande finner” er blevet regeringsparti og har bundet den finske koalitionsregering op på, at Finland ikke vil betale en euro mere til Grækenland, før de har sine reformer på plads. Som Le Monde konstaterer: Dette var ”Natten, hvor Tyskland knækkede ryggen på Tspiras”.

Som Le Monde konstaterer: Dette var ”Natten, hvor Tyskland knækkede ryggen på Tspiras”
____________________

 

Tre veje
Grundlæggende var der tre veje at gå, da stats- og regeringslederne mødtes i søndags:

1. At lade Grækenland træde ud af euroen (Grexit) – dvs. at landet erklærer sig fallit og starter forfra med sin egen valuta (drakmer). Det er, hvad mange økonomer har anbefalet af hensyn til Grækenland. Men den mulighed er yt – dels af sikkerhedsmæssige grunde, jf. ovenfor, dels fordi den ville betyde enorme tab i hele resten af Europa.

2. At lette gældsbyrden ved af give afkald på (nogle af) de milliarder, Grækenland alligevel ikke kan betale. Den tanke har Olivier Blanchard, cheføkonom i Den internationale Valutafond (IMF), gjort sig til talsmand for. I et blogindlæg indrømmer han, at fem års forsøg på at genoprette økonomien i Grækenland er slået fejl. Opskriften var forkert. At lette gældsbyrden kunne være en del af en ny og bedre løsning, og man kunne argumentere med, at den, der låner ud til et fejlslagent projekt, selv har et ansvar. Men den løsning blev fejet af bordet, da misundelsen vandt til sidst.

3. Alt skal betales tilbage, euro for euro, uanset om långiver har været i god tro eller ej. Wolfgang Schaüble foreslog oprettelse af en særlig fond, baseret i Luxembourg, som skulle inddrive 50 mia. euro ved at sælge havne, jernbaner og andre offentlige goder i Grækenland. Pengene skulle placeres i Luxembourg, i en underafdeling af den tyske udviklingsbank KfW, som samme Schaüble tilfældigvis er formand for. Grækerne fik tallet fjernet, bl.a. fordi den samlede værdi af offentligt ejede goder i Grækenland næppe overstiger 17 milliarder euro – og desuden kom fonden til at ligge i Grækenland. Men tankegangen er der fortsat: Udenlandske eksekutorer sælger ud af Grækenlands samfundsværdier som havne, veje og bygninger. Mulige købere er dels græske milliardærer med formuer anbragt i udlandet, dels (andre) multinationale selskaber.

Som ekstra salt i såret taler politikere i og uden for euro-området – bl.a. den danske udenrigsminister Kristian Jensen – om hjælpepakker til fattige grækere
____________________

 

Perspektivet

Versailles-freden efter første verdenskrig, i juni 1919, lærte os, at hvis man fokuserer på skyld, overhører alle advarsler og giver et land for stramme tøjler, risikerer man at en befolkning, der føler sig udbyttet ender i højreekstremisme (nazismen). Alligevel erklærede Angela Merkel på et pressemøde i weekenden på et spørgsmål, om Grækenland nu stod over for et nyt Versailles, at hun ikke ville trække historiske paralleller. Og nej, hun mente ikke, vi står over for et tysk Europa – uanset, at det var Tyskland der foreskrev de pinsler, Grækenland nu skal igennem – med solid finsk støtte. Som ekstra salt i såret taler politikere i og uden for euro-området – bl.a. den danske udenrigsminister Kristian Jensen – om hjælpepakker til fattige grækere.

Kritiske økonomer som herhjemme Jesper Jespersen og Christen Sørensen har længe gjort opmærksom på, at en valutaunion ikke kan holde, medmindre de lande, der indgår, er nogenlunde lige. Det har ført til interessante ideer, som den om en nord-euro (for de rige eurolande i det norlige EU og en syd-euro (for de fattigere i det sydlige EU).

Men som det fremgår af weekendens paradoksale hændelser: Det afgørende er ikke økonomien, men sikkerheden. Og det afgørende er ikke skylden, som vi hele tiden taler om (Schuld på tysk er både gæld og moralsk skyld, i ét ord), men løsningen. Løsningen må handle om at skabe vækst og investeringer i Grækenland, som trods alt repræsenterer mindre end 2 procent af eurozonens bruttonationalprodukt. Den gådefulde Angela Merkel har faktisk på et tidspunkt haft folk i Grækenland for at undersøge investeringsmuligheder for tysk industri og leget med en tanke om at anvende den tyske udviklingsbank KfW, der blev oprettet i efterkrigsårene for at administrere Marshallhjælpen i Tyskland.

Det vil sikkert klinge vildt forkert i grækernes ører at invitere tysk kapital inden for. Men ideen er rigtig
____________________

 

Det vil sikkert klinge vildt forkert i grækernes ører at invitere tysk kapital inden for. Men ideen er rigtig. Europa er nødt til at erstatte dette ”Katalog der Grausamkeiten” med en politik, der skaber, jobs, velfærd og orden i Grækenland, i samarbejde med landets regering. De misundelige er nødt til at gi’ en hånd for at hjælpe dette fortabte Grækenland på fode. Ellers risikerer vi en gentagelse af Versailles-fredens konsekvenser og et sammenbrud i Grækenland, der kan få vide konsekvenser, både økonomisk og sikkerhedspolitisk.

Der er næppe tvivl om, at Vladimir Putin fra sit udkigstårn i Kreml følger situationen i Grækenland ganske nøje. ◼

Ole Aabenhus, RÆSONs Europaredaktør, er tidligere Bruxelleskorrespondent for DR og tidl. redaktør for magasinet NOTAT. ILLUSTRATION: Europæisk topmøde i 2011 [foto: det Europæiske Råd]