08.04.2015

Hvilke retoriske tricks og manøvrer vil vi få at se, når valgkampen for alvor sparkes i gang? Her er en oversigt over nogle af de kneb, som vi kan forvente at opleve rigtig mange af, og som alle har noget til fælles.

ANALYSE af Christian Kock

1. Motivspekulation
Det vil sige, at man kommer med påstande om modparters skjulte motiver til deres forslag og udtalelser – i stedet for at forholde sig til indholdet af dem og argumenterne for dem. Især kan vi forvente at høre noget i denne retning: ”Det siger de kun, fordi de er bagefter i meningsmålingerne, og det vil de lede opmærksomheden væk fra med det hér.” Eller: ”Det her foreslår de kun, fordi partiet X har hentet stemmer fra dem i den senere tid, og dem prøver de nu at få tilbage.”

Det dumme ved motivspekulationer er: 1) Skjulte motiver hos éns modparter kan man i princippet ikke vide noget om. 2) Selvom man kunne vide noget om skjulte motiver, er det ret ligegyldigt, hvad de er, i forhold til om de forslag og udtalelser, som man forholder sig til, er kloge eller dumme. Det vil sige: Vil dette forslag have gode virkninger? Indeholder denne udtalelse gode argumenter? 3) Motivspekulation gør netop det, som ”motivspekulanterne” selv anklager deres modparter for: De tager opmærksomheden bort fra det væsentlige – det vil sige landets problemer, forslagene om at gøre noget ved dem og argumenterne for eller imod disse forslag. Desværre medvirker mediernes politiske kommentatorer daglig til, at den politiske journalistik og debat i høj grad består af motivspekulation.

2. Stråmænd
Man laver en ”stråmand”, når man påstår eller lader som om, at éns modparter har standpunkter, de ikke har. Og derpå nedgør man disse falske standpunkter. Det typiske er, at man gør stråmands-standpunktet meget mere ekstremt end det standpunkt, modparten faktisk har. Man kan også lave stråmænd ud af modpartens argumenter for deres standpunkter (hvis de ellers har nogen argumenter). Det består i, at man forholder sig til en forfalsket udgave af modpartens argument – gerne én, der er meget svagere end den sande udgave. Stråmænd i den politiske debat har det til fælles med motivspekulation, at man drejer debatten hen på at tale om, hvor dum og dårlig modparten er – i stedet for det væsentlige.

3. Udenomssnak
Det er udenomssnak, når man ikke forholder sig til de kritikpunkter og modargumenter, man stilles over for. Udenomssnak kan udføres på flere måder.
A) Man kan fortie spørgsmålet eller kritikken ved at snakke om noget andet – f.eks. modpartens påståede skjulte motiver til at sige det, de gør (motivspekulation), eller modpartens egne vanvittige handlinger eller standpunkter, ofte på et helt andet område (stråmænd).

B) Man kan svare med en ”forskydning” af spørgsmålets emne – hvis man f.eks. spørges om, hvad man vil gøre ved et bestemt problem i fremtiden (det hedder ”fremadrettet” på politikersprog), så kan man svare ved at tale længe om, hvad man har gjort ved det i fortiden, og gå videre til, hvad modparten har forkludret eller ikke gjort. Eller – hvis spørgeren har været så tankeløs at fremføre flere kritikpunkter i én replik, så kan man kan svare på det, som er nemmest at svare på, og satse på, at det mere ubehagelige kritikpunkt imens er blevet glemt. Man kan også stige op fra det konkrete emne, som man spørges om, til det helt generelle og ideologiske plan, f.eks. ved at køre frem med en sloganagtig floskel (se punkt 4) som f.eks. ”Det skal kunne betale sig at arbejde” eller ”Når du kommer til Danmark, skal du arbejde.”

C) Man kan afvise spørgsmålet eller kritikpunktet. Typisk vil politikere fra begge sider f.eks. nægte at svare på hypotetiske spørgsmål (altså spørgsmål af typen ”Hvad nu, hvis … ”) – som imidlertid ofte er nogle af de vigtigste for vælgerne at få svar på, som f.eks. ”Hvad nu, hvis væksten ikke kommer? Hvad nu, hvis du ikke kan få flertal for det her?” Eller man kan bare sige: ”Det kan jeg klart afvise” – uden at angive grunde til, at man klart kan afvise det Alle disse svarmåder medvirker til, at opmærksomheden ledes væk fra det væsentlige (jf. punkt 1).

4. Sloganagtige floskler og floskelagtige slogans
Valgkampen vil blive mere og mere domineret af dem, efterhånden som valgdagen nærmer sig. De udmærker sig først og fremmest ved, at de er A) meget uklare og/eller B) rene selvfølgeligheder. ”Det skal kunne betale sig at arbejde” – det er et princip, som de fleste nok i én eller anden forstand kan skrive under på, men hvad betyder de begreber, der indgår i det? Hvornår kan det ”betale sig” at arbejde? Hvor stort er problemet (hvis der er et)? Hvad vil man gøre ved det? Hvordan vil det virke? ”Det Danmark, du kender.” Ja, hvad med det – hvad handler det konkret om? Er alt, hvad vi kender, godt? Skal intet laves om? I modsat fald, hvad? Hvorfor? Hvad vil man bevare? Hvorfor? Alle disse slagord og floskler og ”talking points” har det til fælles, at enhver næsten kan lægge alt, hvad de vil, ind i dem. Og i og med, at de dominerer debatten, bliver der desto mindre opmærksomhed til det væsentlige (jf. punkt 1).

Christian Kock (f. 1946) er retorik- og litteraturforsker ved Københavns Universitet. Han har blandt andet analyseret den politiske debat i bogen “De svarer ikke” (2011). [Foto: David Huang]