12.11.2015

”Det er en ureflekteret neoklassisk rygmarvsreaktion, når man insisterer på, at en stor offentlig sektor automatisk trækker nedad i graden af økonomisk frihed – for giver det ikke netop stor økonomisk frihed til befolkningen, hvis der er gratis uddannelser, hospitaler, velfungerende infrastruktur osv.?!”

KOMMENTAR af Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri

I løbet af 1800-tallet fik den nationaløkonomiske disciplin sit lidet flatterende tilnavn, ”the dismal science” – den dystre videnskab. Især den sortsynede præst og økonom Thomas Malthus (1766-1834) satte et varigt dystert fodaftryk med sin teori om, at befolkningen altid vil vokse stærkere end fødevareforsyningen. Væk var oplysningstiden og Adam Smiths (1723-1790) fremtidsoptimisme, vækstfilosofi og sammensmeltning af det legende og det økonomiske menneske.

Den dag i dag er der mange økonomer – også i vores egen hjemlige debat – der bidrager til, at betegnelsen ”the dismal science” stadig er en rammende karakteristik af den økonomiske disciplin. Skabelonen er ligeså forudsigelig, som den er effektiv: Sørg for at skabe en fortælling om en såkaldt brændende platform, der gør skrappe økonomiske reformer uundgåelige.

Men hvordan står det egentlig til med dansk økonomi anno 2015? Befinder vi os på en brændende platform? Det korte svar er et rungende Nej! Den slags betegnelser burde rettelig reserveres til mere tvivlsomme økonomier som den græske. Når det er sagt, er det selvfølgelig – alt andet lige – lettere at fastholde de senere års økonomiske reformspor i solskinsvejr end i regnvejr.

Selvom vores økonomiske vækstrater endnu kun på målfoto kvalificerer sig til betegnelsen opsving, så er konjunktursituationen i stabil bedring, primært trukket af arbejdsmarkedet, boligmarkedet og til dels eksporten.

Skandinavien
Men også strukturelt er vi ganske godt med på vognen, illustreret ved flg. episode fra den virkelige verden: I september var jeg i Bergen til det årlige møde sammen med økonomerne fra byggeriets arbejdsgiverorganisationer i de andre nordiske lande, hvor jeg bl.a. gennemgik de seneste 10 års danske strukturreformer:

• Kommunalreformen (2005), der sænkede antallet af kommuner fra 275 til 98.
• Velfærdsaftalen (2006) om bl.a. efterlønsstramning og indeksering af pensionsalderen
• Skattereform (2009), der bl.a. sænkede øverste marginalskat på arbejde fra 63 til 56%
• Tilbagetrækningsreform (2011), der bl.a. forkortede dagpengeperioden fra 4 til 2 år
• Skattereform (2012): Lavere skat på arbejde og selskabsskat, delvis finansieret af overførsler
• Folkeskolereform (2013), der bl.a. betød flere undervisningstimer og opgør med privilegier
• Diverse mindre reformer (2013-2015), der dog tilsammen har betydelig virkning: Vækstpakke I og II, førtidspension, SU, kontanthjælp, beskæftigelsesreform, dagpengekommission osv.

Heroverfor sad finnerne og konstaterede, at det var netop den type reformer, de i årevis havde forsømt og som de i 2015 skulle i gang med, men som de tvunget af omstændighederne nu skulle indfase meget pludseligt, kraftigt og upopulært – det er nemlig en skrøne, hvis man tror, de økonomiske problemer hos ”Nordens syge mand” primært skyldes russiske sanktioner og Nokias deroute. Finland har bl.a. langt større demografiske udfordringer med aldrende befolkning, end vi andre har.

Olie-bufferfondene i Norge sikrer norsk økonomi mod de største makroøkonomiske udfordringer, men den oliebaserede velstand gør også, at man på visse områder fastholder ineffektive strukturer. Således konstaterede mine norske kolleger, at det har vist sig umuligt at ændre ved, at der fortsat skal 428 kommuner og 19 fylkjer (amter) til for at holde styr på de 4,7 millioner nordmænd.

Sverige er storebroren i Norden og svensk økonomi har siden finanskrisen udviklet sig suverænt bedst blandt de nordiske lande – og vel også i Europa i det hele taget. Som resultat heraf, har Danmark i perioden 2010-2014 opbygget et samlet vækstefterslæb i forhold til Sverige på et trecifret milliardbeløb. Men selv svenskerne har deres økonomiske udfordringer at slås med, bl.a. et rødglødende boligmarked med en besynderlig afdrags- og finansieringskultur, hvor det snarere er undtagelsen end reglen, at man overhovedet betaler af på gælden i sin ejerbolig.

Naturligvis vil man omvendt kunne komme med en række tilsvarende eksempler på strukturelle økonomiske udfordringer, hvor vi i Danmark halter efter flere af de andre nordiske lande – fx andel af befolkningen i de erhvervsaktive aldre på passiv forsørgelse. Min oplevelse fra det nordiske økonom-seminar er derfor også primært medtaget for at illustrere nogle af de nuancer, der trods alt kan være med til at udfordre de gængse forestillinger indenfor den dystre økonomiske videnskab.

Den offentlige sektor er ikke for stor, den private er for lille
En udbredt disciplin i ”the dismal science” er at hakke på den offentlige sektor og de høje skatter. Jeg mener dog, det er en ureflekteret neoklassisk rygmarvsreaktion, når man insisterer på, at en stor offentlig sektor automatisk trækker nedad i et internationalt indeks for graden af økonomisk frihed – for giver det ikke netop stor økonomisk frihed til befolkningen, hvis der er gratis uddannelser, hospitaler, velfungerende infrastruktur osv.?! Personligt mener jeg, at hvis den offentlige sektors størrelse overhovedet er et problem, så er det snarere den private sektor, der er for lille end det er den offentlige sektor, der er for stor. En konkret målsætning kunne derfor være at søge tilbage til Fogh-doktrinen om, at den private sektor i gennemsnit år for år skal vokse mere end den offentlige.

Selvom det var en nyhed, der nok fløj under radaren hos de fleste, så var den største økonomiske begivenhed i 2014 faktisk hovedrevisionen af EU-landenes nationalregnskaber. Også herhjemme rørte statistikerne i Sejrøgade grundigt rundt i gryden. Det resulterede bl.a. i en bedre måling af den offentlige sektors produktivitet samt en omdefinering af forskning, som nationalregnskabsteknisk nu betragtes som en investering og ikke en udgift. På bundlinjen blev også skattetrykket som konsekvens af hovedrevisionen af nationalregnskabet sænket med ca. 2 procentpoint, og i 2016 ventes skattetrykket med 45,1% at ligge på det laveste niveau siden 1992. Dette har dog helt åbenlyst ikke har gjort indtryk i den offentlige og økonomiske debat, som stadig gennemsyres af en skattenægterretorik, der til tider giver mindelser om Glistrup-æraen.

Man kunne ellers have håbet, at nationalregnskabets metodeskift var en anledning til at få flere nuancer med i debatten om den offentlige sektor og skattepolitikken. Selvom vi fortsat har verdens højeste skattetryk, så får vi ganske meget for pengene. Udover at udgøre vitale støttefunktioner for den private sektor, fx børnepasning og infrastruktur, så er offentligt ansatte altså også – helt på lige fod med privat ansatte – forbrugere, der køber julegaver, spiser på restauranter, bruger boligjobordningen mv. Det bør vi i erhvervsorganisationerne ikke være for fine til også at påskønne.

ILLUSTRATION: Aktiekurser i avis, september 2013 [foto: Andreas Poike via Flickr]