13.10.2015

Tirsdag nat dansk tid dyster de demokratiske præsidentkandidater i den første primærvalgsdebat på live-tv. Her møder den foreløbige favorit Hillary Clinton sine partipolitiske modstandere. RÆSON tegner her et portræt af hendes nærmeste konkurrent — socialisten Bernie Sanders, som på kort tid har opnået stor opbakning for sin skarpe kritik af den amerikanske kapitalisme.

PERSPEKTIV af Ada Türkben Pontoppidan Thyssen

Det er ikke hver dag, man hører en amerikansk præsidentkandidat ytre ordene ”Velkommen til revolutionen!” Ligeså usædvanligt er det at møde en kandidat, der er selvproklameret socialist. Men det er lige præcis, hvad Bernie Sanders er. Den utraditionelle demokratiske præsidentkandidat har på det seneste fået vind i sejlene ved især at appellere til de yngre amerikanske vælgere — og alle dem, der er trætte af den etablerede valgkamp, hvor penge og prestige får stadig større betydning.

Trods sine 74 år er Bernie Sanders popularitet størst blandt unge universitetsstuderende, der står i lange køer til hans vælgermøder. Med glødende entusiasme og stort set uden brug af manuskript eller teleprompter kritiserer han kapitalismen og taler for bedre sociale og økonomiske forhold for den forfaldende middelklasse.

For mange er det især Sanders’ ærlighed og en aura af autenticitet, som virker tiltrækkende i en valgkamp, der i stigende grad udkæmpes på gode kontakter til erhvervslivet og medfølgende pengedonationer. I modsætning til Hillary Clintons polerede ydre og kontrollerede målrettethed som en kvinde af staten og en mere typisk demokrat, er Bernie Sanders en ildsjæl og en outsider. Han formår at artikulere arbejderklassens problemer i stedet for — som mange andre politikere — blot at danse om den varme grød. Trods sit pjuskede hvide hår og ofte sjuskede jakkesæt er han konfrontatorisk og kompromisløs i sin politik, og han er ikke bange for at råbe højt, selvom han ofte har stået alene i det politiske spil.

Nederlag på nederlag i starten af sin karriere
Bernie Sanders blev tidligt aktiv i det ungdomspolitiske miljø på Chicago University, hvor han var en del af borgerrettighedsbevægelsen, og i 1963 var han vidne til Martin Luther Kings ’I Have a Dream’-tale.

I starten af sin politiske karriere oplevede han nederlag på nederlag, da han først stillede op som både guvernør og senere senator. I 1981 blev Sanders dog overraskende valgt som borgmester i Burlington under Ronald Reagans præsidentembede. Som borgmester høstede han stor popularitet ved at transformere Burlington til en hip, moderne by med gode forhold for unge, ligesom han fik etableret lavindkomsthuse og opført grønne områder.

Sanders appellerer særligt til de unge med sit budskab om at gøre undervisningen på de offentlige universiteter gratis
____________________

 

I 1990 blev Bernie Sanders valgt som kongresmedlem til Repræsentanternes Hus. Siden da blev han genvalgt syv gange i træk, og i 2006 havde han endelig heldet med sig og blev valgt som den ene af Vermonts to senatorer som uafhængig. I Senatet har han på trods af sin status som uafhængig spillet en aktiv rolle med sjetteflest lovforslag blandt alle senatorer ved 2013-2014-kongressen, hvor han oftest har fundet støtte blandt demokraterne.

I øjenhøjde med den arbejdende middelklasse
Bernie Sanders baggrund i et jødisk lavindkomst-middelklasse hjem i Brooklyn, hvor pengene ikke altid slog til, er ikke noget, han skilter med i sin kamp for økonomisk retfærdighed.
Modsat mange andre præsidentkandidater bruger han ikke sin personlige historie til at skabe troværdighed for sine synspunkter. Ikke desto mindre taler Sanders i øjenhøjde med den arbejdende middelklasse, som er hans primære målgruppe.

Grundlæggende er Bernie Sanders utilfreds med det amerikanske system – både politisk og økonomisk. Hans mærkesager kredser alle om et ønske om omfordeling og udligning af de stigende indkomstforskelle. Han ønsker mindstelønnen fastsat på 15 dollars i timen, universel sundhedspleje og plæderer for en model for børnepasning med daginstitutioner og barselsorlov. Flere af disse idéer er kopieret fra den skandinaviske velfærdsmodel, som han ser som et forbillede for fremtidens USA.

Sanders appellerer særligt til de unge med sit budskab om at gøre undervisningen på de offentlige universiteter gratis, hvilket skal finansieres ved at hæve skatterne for de rigeste samt gebyrer på Wall Street-spekulationer. Samtidig vil han bryde de store banker op, og han er kritisk over for frihandel og de igangværende TTIP-forhandlinger. Miljøpolitisk er Sanders progressiv og stærk fortaler for at sænke forbruget af fossile brændsler. Sikkerheds- og udenrigspolitisk er han mere tilbageholdende, og han stemte både imod Irakkrigen i 1991 og i 2002 og ligeledes imod den kontroversielle Patriots Act i kølvandet på 11. september 2001.

Bernie-effekten
De venstreorienterede tendenser, der tydeligt skinner igennem på Bernie Sanders politiske prioriteter, rammer plet i en tid, hvor den amerikanske ungdoms positive holdning til socialismen er i fremmarch, og hvor de negative konnotationer fra den kolde krig ikke længere er dominerende. Således målte amerikanske Pew i 2011, at 49 pct. af alle unge under 30 har et positivt syn på socialisme, mens 46 pct. er positivt indstillet over for kapitalisme.

Selvom Hillary har haft et pænt økonomisk forspring med Superpacs i ryggen, er pengene — ligesom opbakningen — på det seneste strømmet til Sanders
____________________

 

En meningsmåling fra CBS News/New York Times viser desuden, at 65 pct. af amerikanere mener, at penge og rigdom i USA burde være mere lige fordelt.71 pct. mener, at man bør øge minimumslønnen, mens 74 pct. mener, at virksomheder har for stor indflydelse i amerikansk politik.

Således lader Bernie Sanders socialistiske mission til at være en del af tidens ånd — og de unge holder ikke deres begejstring tilbage. Med slogans som ”Feel the Bern” og ”Bernie4president” klistret på biler og huse samt badgets og t-shirts blander ungdomsentusiasmen sig med et snert af ironi i kontrasten mellem Sanders alder og hans popularitet blandt unge, hippe amerikanere. Dermed synes en del af Bernie-effekten også at være, at han nærmest har opnået ikon-status blandt sine vælgere.

Kampen mod kapitalen
USA’s velhavende elite og deres magt i politik er en anden af Bernie Sanders kæpheste. I stil med bevægelsen Occupy Wall Street retter han en skarp kritik mod den stigende økonomiske ulighed og det kapitalistiske system. Sanders er fortaler for offentligt finansierede valg og vil eliminere penges betydning i amerikansk politik, hvor 158 familier og dertilhørende virksomheder i dag står for omtrent halvdelen af alle donationerne i første fase af præsidentvalgkampen — svarende til 176 millioner dollar.

Dette er muligt, fordi den amerikanske højesteret i 2010 besluttede at fjerne begrænsningerne for størrelsen af virksomheders kampagnestøtte, hvoraf langt de fleste donationer foregår anonymt og i overvejende grad af hvide, rige, ældre mænd. Denne beslutning har Bernie Sanders kritiseret stærkt og han afviser således kategorisk at modtage penge fra de såkaldte Superpacs.

Modsat Hillary Clinton, der har modtaget massiv støtte fra Superpacs, er Bernie Sanders’ kampagne finansieret gennem 650.000 små donationer via internettet på gennemsnitligt 25 dollar. Dette står i kontrast til Hillarys 250.000 donationer, der svinger på omkring de 100 dollar.

Selvom Hillary har haft et pænt økonomisk forspring med Superpacs i ryggen, er pengene — ligesom opbakningen — på det seneste strømmet til Sanders og har givet ham 26 mio. dollar i løbet af de seneste tre måneder.

Hillarys økonomiske støtte er faldet, delvist fordi mange af hendes donorer har nået deres økonomiske smertegrænse for politiske donationer i primærvalgene, og hun har siden juli kun modtaget 28 mio. dollar. Dermed ligger de to kandidater på nuværende tidspunktnæsten side om side økonomisk med henholdsvis 26 mio. til Sanders og 32 mio. til Hillarys resterende kampagne. Den store økonomiske opbakning til Sanders skal også ses i lyset af den stigende utilfredshed med pengenes dominans i valgkampen og amerikanernes frygt for, at demokratiet undergraves, i takt med at penge bliver stadig mere afgørende for valgresultatet.

Ikke populær nok blandt minoritetsvælgerne
I meningsmålingerne har Hillary på nationalt plan stadig et forspring og fører med 42 pct. af vælgeropbakningen mod Sanders’ 26 pct. Dog har Sanders indhentet Hillarys store føring på 50 procentpoint siden juli, og ifølge meningsmålingerne har han gode muligheder for at vinde de to første demokratiske afstemninger i primærvalget. Sanders er således foran i staten New Hampshire og er tæt på i Iowa, der skal stemme den 1. februar. I visse stater, såsom South Carolina, har Hillary Clinton dog en klar fordel, da hun fra start har formået at appellere bredt – også til minoritetsgruppernes vælgere. Her halter Sanders bagud: De sorte vælgere foretrækker Hillary, og blandt latinoerne, hvor et fåtal kender Sanders, er hans popularitet heller ikke er nævneværdig. Dermed er hans helt store akilleshæl i valgkampen minoritetsvælgerne, og han er flere gange blevet kritiseret for ikke at fokusere nok på de sortes rettigheder.

Demonstranter har forsøgt at få Sanders opmærksomhed rettet mod Black Lives Matter — en protestbevægelse, der kæmper imod racediskrimination, men Sanders var længe om at omfavne gruppens synspunkter. Og selvom Sanders-lejren i august endelig tilnærmede sig minoritetsgrupperne gennem en kampagne, der blandt andet skulle være med til at eliminere racediskriminationen i retssystemet — parallelt med Black Lives Matters’ mærkesager — har hans prioriteringer længe vægtet klasseproblemer højere end racediskrimination.

Nogle mener, at Sanders’ popularitet blot er et udtryk for en rockstjerne-eufori, der vil lægge sig med tiden
____________________

 

Bernie Sanders er fortaler for, at man må ramme den strukturelle og institutionelle racisme ved samtidig at arbejde på en udligning af den økonomiske ulighed, fordi det netop er den stigende gruppering i top og bund, der medfører en marginalisering af minoritetsgrupperne. Af den grund ser han ikke nogen grund til at målrette sin valgkampagne specifikt minoritetsgrupperne, hvilket i sidste ende kan blive udslagsgivende for Sanders’ præsidentdrømme.

Til Bernie Sanders’ fordel i det demokratiske magtspil har tilliden til Clinton lidt et alvorligt knæk efter sagen omkring hendes private e-mail konto fra tiden som udenrigsminister i Obama-administrationen. Dertil håber mange demokratiske vælgere stadig, at Joe Biden vil melde sit kandidatur. Gør han det, vil han højst sandsynligt stjæle vælgere fra både Sanders og Hillary, og han står allerede nu til hele 18 pct. af de demokratiske stemmer.

Politisk momentum
Det afgørende spørgsmål er, om Sanders’ popularitet blot er et udtryk for en stigende økonomisk usikkerhed kombineret med politisk metaltræthed blandt mainstream-kandidaterne og en generel politikerlede. På den republikanske fløj kan man ane samme tendens i Donald Trump, der ligeledes kan ses som en del af en populistisk bølge i protest mod det etablerede politiske system i USA og den polerede valgkamp. Både Sanders og Trump tilbyder forholdsvis simple, men radikale løsninger på store komplekse problemstillinger. Ingen af dem har en lang politisk karriere bag sig med et politisk parti i ryggen og er dermed frie af partipolitiske interesser og uafhængige af den etablerede politiske scene, som vælgerne har fået nok af.

Nogle mener, at Sanders’ popularitet blot er et udtryk for en rockstjerne-eufori, der vil lægge sig med tiden, når vælgerne begynder at indse, at de skal til at vælge en præsidentkandidat, der rent faktisk også skal lede landet og føre sin politik ud i livet. Andre mener, at der kan være tale om en ægte opblomstring af en ny og mere venstreorienteret generation i den amerikanske ungdom. Fremtiden for den revolutionære senator er svær at spå om, men få tror på, at han har store chancer for at blive USA’s næste præsident. Selv om dette ikke lykkes, kan han dog håbe på at have udvidet spektret i den politiske diskurs. ◼

Ada Türkben Pontoppidan Thyssen (f. 1990) er bachelor i global studies og politik & administration og læser kandidat i statskundskab på Københavns Universitet. Studentermedhjælper hos politiken.dk og kommende praktikant ved den danske FN-mission i New York i foråret 2016.

ILLUSTRATION: Bernie Sanders, september 2015 [foto: Phil Roeder via Flickr]