16.02.2015

Af RÆSONs chefredaktion

RÆSON: Både stats- og justitsministeren nævnte i pressemeddelelsen søndag formiddag, at det ikke kom som en overraskelse, at Danmark var i stor risiko for terrorangreb. Derfor har vi – særligt siden angrebet på Charlie Hebbo – brugt store ressourcer på terrorbekæmpelse. Skal vi øge indsatsen imod terror yderligere nu, hvor et angreb rent faktisk har fundet sted på dansk jord?
ÖZLEM CEKIC (SF): Vi skal beskytte os og gøre hvad vi kan for at bekæmpe de mørke kræfter, der vil angribe vores demokrati.Det er endnu for tidligt at konkludere noget endeligt ud fra terroren i weekenden. Men vi skal evaluere det grundigt og hvis politiet eller eksperter siger, at der mangler redskaber, så skal vi lytte nøje. Jeg synes også at det er vigtigt, at vi spørger os selv, hvad der er gået galt i forhold til gerningsmanden. Hvorfor har vi unge i Danmark som har afsagt sig de demokratiske værdier? Hvad er grunden til, at Danmark for eksempel er et af de lande, hvor flest unge tager i Syrien for at være foreign fighters? Det er nogle af de spørgsmål, det er allervigtigst at besvare, hvis vi skal forebygge, at flere går i terroristernes fodspor.
TRINE BRAMSEN (S): Terrorforebyggelse og -bekæmpelse har haft høj prioritet de seneste mange år – også længe før Charlie Hebdo – og det på tværs af skriftende regeringer. Det er sket, fordi vi har oplevet, at ekstremister forsøger at markere deres foragt mod de demokratiske værdier. Bekæmpelse vil desværre være et politisk tema, som vi de kommende mange år skal have fokus på. Det betyder også, at vi konstant skal udvikle og forbedre indsatsen og se på de ressourcer og redskaber, som vores myndigheder har til rådighed.
CHARLOTTE DYREMOSE (K): Jeg synes, meget tyder på, at politiet har været rustet til opgaven. De har gjort det rigtig flot. Der er tale om to tragedier. Men heldigvis blev det holdt nogenlunde nede, og gerningsmanden ser ud til at være fundet. Hvordan indsatsen skal være herfra skal politiet og PET bidrage til at vurdere. Det er de nærmest til. Men jeg synes, vi skylder stor ros til de betjente, der har stået forrest og løst opgaven med livet som indsats de seneste dage.

RÆSON: Omstændighederne er endnu ikke fuldstændigt klarlagt, men politiet formoder, at der kun er én gerningsmand. Er det terror, når en individuel person går til angreb med et maskingevær? Er det i så fald samme slags terror som Charlie Hebdo eller 9/11 – og skal det bekæmpes med de samme midler?
CEKIC: For mig er det terror, når man angriber demokratiet og frihedsrettighederne med vold. Så enkelt kan det siges. Men præcis hvilken definition, der er på terrorisme, og hvilke ligheder og forskelle, der er, må vi lade eksperterne vurdere. Udfordringen er, hvordan man bedst bekæmper den terror. Det er ikke ligesom før, hvor terroristen tager flyveren fra Langtbortistan og kommer hertil for at bombe vores demokrati. Både i Paris og her i København var terroristerne borgere, som var opvokset i landet. Jeg tror personligt, at forebyggelse og brobygninger er noget af det, der kan gøre en forskel. For jeg tror grundlæggende på, at det må være muligt at nå mennesker, inden de bliver radikaliserede. Uanset hvor farlige terroristerne og fundamentalisterne bliver som voksne, har de alle været børn engang. De har sparket til en bold, set fjernsyn, haft en kæreste og haft drømme for fremtiden. Men på et tidspunkt er noget gået galt. Når de ikke får sig en uddannelse, men i stedet et træningsprogram til at holde en pistol. Hvor slår det klik for dem og hvorfor? De spørgsmål skal vi have mod til at svare på. Ikke for at fritage terroristerne ansvaret for deres handlinger, men for at forebygge, at flere unge mennesker ender i ekstremismen. Hvis vi vil sætte en stopper for rekrutteringen til de ekstremistiske miljøer, må vi stå sammen. Og vi må i fællesskab give alle, der vokser op i Danmark, mulighed for at opnå noget, som de vil være bange for at miste. En uddannelse, et job og først og fremmest en følelse af at være en del af det demokratiske fællesskab. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at flere føler sig som en del af det demokratiske fællesskab og får de demokratiske værdier ind med modermælken. Skillelinjerne i vores samfund skal hverken gå efter, hvor man stammer fra, eller hvilken religion man har – men derimod mellem os, der vil demokratiet – og så dem der vil bekæmpe det.
BRAMSEN: Som ansvarlige politikere bør vi afvente det faktuelle hændelsesforløb. På baggrund af det vil vi naturligvis skulle diskutere, om der er belæg for at justere den eksisterende terrorindsats. Men for mig er det terror, når et menneske vil ødelægge og dræbe for at forhindre ytringsfriheden ved et debatarrangement. For mig er det terror, når en gerningsmand har til hensigt at forhindre den religionsfrihed, som er en grundpille i Danmark.
DYREMOSE: Jeg betragter det som terror. Hvordan det skal bekæmpes, ser det ud til, at politiet har mange gode bud på. Dem skal vi lytte til.

RÆSON: Der var et massivt antal vagter og politifolk tilstede på Krudttønden, hvor angrebet fandt sted. Alligevel nåede gerningsmanden at såre adskillige og dræbe en civil på stedet, og det lykkedes ikke at pågribe ham før adskillige timer senere, hvor han havde dræbt endnu en civil. Er det et udtryk for, at politiet ikke er rustet til opgaven, eller er du enig med statsministeren og justitsminiseren i, at vi generelt aldrig vil kunne forhindre denne slags angreb? Og er det i så fald bedre at undgå, at kontroversielle figurer optræder i Danmark og dermed risikerer at koste menneskeliv? Eller som minimum at revidere formatet og omfanget?
CEKIC: Man kunne også vende det om og spørge, hvad var der sket, hvis politiet og vagten foran synagogen ikke havde været der? Hvordan var det så endt? Jeg synes, som udgangspunkt, at politiet har været fantastisk dygtige. De har handlet hurtigt og effektivt. Oven i købet med livet som indsats. Men det er klart: Vi er nødt til at afvente, at den endelige efterforskning er afsluttet. Det er for tidligt at drage konklusioner.
Jeg tror ikke, vi kan eller skal indrette et samfund, hvor formålet er at give garanti for, at det her aldrig vil ske igen. For hvis nogen virkelig vil sprænge sig selv i luften, er det umuligt at forhindre.
Vi skal passe på, at vi i vores iver for at bekæmpe terrorismen, ikke ender med at skabe mere frygt for hinanden. For det at skabe frygt er netop terrorismens formål. Ligesom det er så utrolig vigtigt, at vi politikere ikke begynder at sætte befolkningsgrupper op imod hinanden. Det vil bare føre til mere frygt og had. Det er en hård prøve, vi er blevet sat på. Men det er også nu, vi skal vise vores styrke som et stærkt demokratisk fællesskab.
Og nej, det er ikke bedre at undgå kontroversielle figurer i Danmark. Demokrati kan ikke beskyttes med antidemokratiske redskaber. Og vores demokrati er slet ikke så skrøbeligt, at vi er nød til at indskrænke frihedsrettighederne. I Danmark skal man have lov til at komme med sine holdninger, uanset hvor idiotiske de er, så længe man ikke overtræder loven. Vi skal huske at ytringsfriheden ikke alene gælder dem vi er enige med. Ytringsfriheden skal også være gældende for dem vi er uenige med. Både for Dansk Front og for Hizbut-Tahrir. Det er jo netop det, der adskiller vores demokrati fra f.eks. de antidemokratiske kræfter i mellemøsten. Vi forbyder hverken holdninger, tegninger eller meninger. Sådan er det, og sådan skal det blive ved med at være. Men ytringsfrihed betyder ikke, at man ikke må tænke sig om, før man ytrer sig.
Er det man siger med til skabe had eller sammenhold? Krig eller fred? Er det man gør med til at dæmonisere eller invitere ind i fællesskabet. Det synes jeg altid, det enkelte medie har et etisk ansvar for at overveje. Men det er medierne og ikke vi politikere, der skal træffe de valg.
BRAMSEN: Før vi konkluderer på, om gerningsmanden kunne være stoppet tidligere, mener jeg, det er nødvendigt at få et faktuelt overblik over gerningsmand og forløb. Ved weekendens ondskabsfulde handling lykkedes det at stoppe ham inden han nåede sit endelige mål. To menneskeliv er to for meget. Det er vi alle enige om. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge, at der rekrutteres til de ekstreme miljøer, og at mennesker med onde hensigter får held til at anskaffe sig våben. Men vi kommer ikke udenom, at vi aldrig kan udstede en fuldstændig garanti mod, at de onde hensigter kan ødelægge. Derfor er det så afgørende, at de stoppes hurtigst muligt.
DYREMOSE: Jeg kan ikke vurdere, hvad der konkret er sket, og om det kunne være gjort anderledes. Der var jo netop vagter til stede, og det lykkedes ikke gerningsmanden at trænge ind til selve mødet. Så mit umiddelbare indtryk er, at der blev gjort en flot og heroisk indsats. Vi kan ikke have vagter og massiv overvågning alle steder, så kan vi ikke leve og ånde. Det må altid være en afvejning mellem sikkerhed og frihed, som professionelle skal bidrage til at lave. Og vi kan aldrig være helt sikre på at undgå en gal mands værk, som det vi så i weekenden. Men det må under ingen omstændigheder får os til at undgå at såkaldt kontroversielle figurer optræder. Vi skal kunne skrive, tegne og sige, hvad vi mener, frit – også til debatmøder. Hvis vi stopper med det og lægger bånd på os selv, så har terroren vundet, og vi er ikke længere frie. Vi skal naturligvis stå vagt om ytringsfriheden, og det må så betyde, at vi har et stærkt beredskab til at bekæmpe gale mennesker, der ikke forstår vores værdier.

RÆSON: Gerningsmanden har anskaffet et automatvåben – vi ved endnu ikke, om han har fået hjælp, men meget peger på det. Er vores våbenlovgivning og indsats imod det sorte våbenmarked effektiv nok?
CEKIC: Det er alt for tidligt at sige noget om. Det bør man nok også spørge politiet om. Og hvis de og andre fagfolk mener, at der er behov for en anden lovgivning, så må vi politikere kigge på det.
BRAMSEN: Jeg synes, det er for tidligt at konkludere på, hvordan gerningsmanden har anskaffet sit våben. Den type våben, der er anvendt er yderst sjælden i Danmark – netop fordi vi har en restriktiv våbenlov. Vi strammede loven sidste år – men det giver sig selv, at vi altid skal være villige til at se på nye stramninger, hvis det kan forhindre våben i Danmark.
DYREMOSE: Det ved vi nok mere om, når vi ved, hvordan han fik fat i sit våben.

RÆSON: Statsministeren opfordrer den danske befolkning til at stå sammen og understreger, at dette ikke er en kamp imellem islam og vesten. Men vi har set, at moskeer er blevet brændt ned og muslimske grupper er blevet chikaneret i kølvandet på Charlie Hebdo – bl.a. i Sverige og i Frankrig. Hvad skal vi gøre for at undgå hævnaktioner og chikane imod de muslimske organisationer og moskeer i Danmark?
CEKIC: Vi skal snakke respektfuldt med og om hinanden. Jeg tror, at vi politikere nogle gange er med til at gøre borgerne fremmede for hinanden. Der går let overbudspolitik i, hvem der er bedst til at generalisere og dæmonisere. De sidste mange års dæmonisering af minoriteterne i Danmark – såvel som dæmoniseringen af folk, der stemmer højrenationalt – har gjort, at vi er begyndt at frygte hinanden og glemmer at være nysgerrige. Det truer sammenhængskraften i samfundet. Vi har ikke været ret gode til at bygge bro på Christiansborg.
Derfor tror jeg på, at befolkningen er nødt til at tage magten tilbage for selv at bygge de broer, som politikerne desværre har brændt ned. Der er brug for en folkebevægelse, der taler hadsk retorik imod. Alle borgere i Danmark har et ansvar for at bygge bro, istedet for at besvare had med had.
Jeg er selv begyndt at invitere mig selv til kaffe hos dem, der vil være med til at bygge bro, eller som er dybt uenig med mig. Det håber jeg, at mange andre også vil gøre. Hvis vi begynder at række hånden ud til dem, der er anderledes end os selv, så vi kan begynde at forstå og lære hinanden at kende.
Helt konkret har hver enkelt af os faktisk mulighed for at gøre en forskel. Om det så er naboen, klassekammeraternes forældre eller en kollega, som man synes har underlige holdninger eller absurde traditioner – så gælder det om at have modet til at byde hinanden indenfor. Min egen erfaring er, at når først man lærer hinanden at kende som mennesker, oplever man også at mennesker eller holdninger sjældent er sort/hvide. Nytter det noget at mødes og insistere på samtalen? Ja, naturligvis! Det viser historien. For 99 år siden havde kvinder ikke stemmeret, for 41 år siden var abort forbudt, for 30 år siden mente mange i Danmark, at homoseksualitet var en sygdom, og for bare 17 år siden var det tilladt at slå børn. Men det er det ikke længere. Netop fordi der var nogen, der insisterede på, at debat kunne rykke holdninger. Men vejen til forståelse er ikke at ignorere de holdninger, man ikke kan lide. Tåbelige holdninger kan ikke ties ihjel.
BRAMSEN: Dette er ikke en kamp mellem religioner. Det er en kamp mod antidemokrater, ondskab og fejhed. Svaret til dem, der forsøger at true vores demokratiske værdier, skal til alle tider være endnu mere demokrati. Ved at hylde vores demokratiske frihedsrettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed i endnu højere grad, giver vi ekstremisterne den størst mulige modstand. Når vi politikere på tværs af partier går forrest med dette budskab, når meningsdannere bakker op, så grundlægges denne fælles forståelse i vores samfund – og vi undgår følelsen af hævn og kampen mellem religioner. Derfor hviler der lige nu et stort ansvar på os politikere og meningsdannere.
DYREMOSE: Viskal vise, at vi står sammen mod gale menneskers gale værk, uanset hvor de kommer fra, og hvorfor de gør, som de gør. Vi danskere har en stolt tradition for at respektere menneskers tro. Det kan vi godt blive bedre til at huske. Og vi må for alt i verden ikke gå i samme retning som Frankrig, hvor Hollande nu vil fortrænge religionen yderligere fra f.eks. skolevæsenet. Vi skal netop forstå vores eget fundament for også at kunne forstå andres. Og lærer vi at forstå troens værdi for mennesker, så lærer vi også, at den slags handlinger kan man ikke udføre i nogen religions navn. Samtidig kan moderate muslimer fortsætte det, der allerede blev talt om efter angrebet i Paris: Lave et internt opgør med de mørke kræfter, der misbruger islam.


ILLUSTRATION: Krudttønden [foto: Polfoto/Jens Dresling]