27.10.2015

”Det er indlysende, at hvis flygtningene skal klare sig i nærområdet og bevare håbet om, at Syrien igen bliver deres land, så skal vi mobilisere langt, langt større ressourcer til at indfri løfterne om finansiering af den humanitære indsats.”

INTERVIEW af RÆSONs chefredaktion

RÆSON: I Danmark fremstilles ’hjælp i nærområderne’ som noget, der skal prioriteres – ikke mindst fordi, det vil kunne bremse de store flygtningestrømme, der kommer til Europa. Hvordan står det til i nærområderne? Hvordan er situationen for flygtningene i områderne omkring Syrien og fx Sudan og Centralafrika?
Kamm: Jeg kan jo forklare det på denne måde: Man har bl.a. fra FN’s side vurderet, at i Syrien og områderne omkring Syrien er der behov for i omegnen af 30 mia. kroner for at kunne yde den basale hjælp, der er brug for. Dem har man principielt fået fundet i form af løfter fra donorer. Men situationen er den, at man stadig mangler at modtage mellem 15-18 af de lovede milliarder. Det er et typisk eksempel på, at de budgetløfter, der gives til indsatser ude i verden, ikke indfries. Det betyder, at man står med en stor afstand imellem det, man ved, der er behov for, og det, man reelt modtager.

Og det rammer jo selvfølgelig de mange millioner mennesker, som er afhængige af den hjælp, der skulle have været tilstede. I Mellemøsten handler det om de 12-13 mio. syrere, som har behov for hjælp. Man står altså med en kæmpestor befolkningsgruppe, som ikke får hjælp i det fornødne omfang. Det er indlysende, at hvis de skal klare sig i nærområdet og bevare håbet om, at Syrien igen bliver deres land, så skal vi mobilisere langt, langt større ressourcer til at indfri løfterne om finansiering af den humanitære indsats.

RÆSON: Hvad er konsekvenserne ’på jorden’ af den manglende finansiering?
Kamm: Der er bl.a. store befolkningsgrupper, som ikke får den mad, de burde have. Vi har adskillige gange set, at FNs World Food Programme pludselig meddeler, at de ikke længere har penge til give mad til de 2-300.000 her og 2-300.000 der. Så stopper eller skæres udleveringen af mad i de områder. Så det er virkeligt tydeligt på jorden, at man ikke har de fornødne ressourcer. Lige nu handler det også om at forberede vinteren. Det kræver jo helt basale ting som tag over hovedet og varme. Det kan være et telt eller en bygning, man bor i, varmt tøj og tæpper, så man kan klare sig vinteren igennem. I Mellemøsten kan man godt blive begravet i sne. Det kan sagtens blive så koldt, at det ikke går uden tæpper osv. – og varme! Har man ikke det, hvad søren skal man så stille op? Der er rigtig mange, der flygter internt mange gange. Og hver gang mister de jo de ting, de måtte have haft. De er nødt til at forlade dem hurtigt. Og det betyder, at de starter forfra mange gange.

Så er der en del andre ting, som det er vigtigt at tage hånd om – fx at børn kan komme i skole. Det er enormt vigtigt, at man er klar til også at udvide skolekapaciteten, så familierne kan se, at det også nok skal gå. Så de kan se, at fremtiden i en eller anden grad sikres, fordi børnene kan få en skolegang. Men den syriske regering har ikke ressourcer til at tilbyde skolegang til de internt fordrevne. Det samme gælder sundhedsektoren, der også er i store problemer.

RÆSON: Manglende vaccinationer og den slags?
Kamm: De mangler alting! De er virkelig i bund med ressourcer. Og når de [regeringen] har et fokus på det, så er det jo fordi, de gerne vil bevare en tro på, at der er en fremtid for dem i Syrien. Hvis der ikke er en tro på, at man kan bevare det Syrien, de i et eller andet omfang kender, så er det klart, at der er en større tendens til at søge steder hen, hvor de tror på, at deres børn har en fremtid. Det betyder en bølge ind imod de lande, som i forvejen er ved at gå i knæ under de massive flygtningestrømme – Jordan og Libanon, dele af Irak og dele af Tyrkiet. Tyrkiet har 2 mio. flygtninge. Presset på de nærmeste naboer vil stige forfærdeligt, hvis vi tager udgangspunkt i, at der i hvert fald er 12-13 mio., der har brug for hjælp. Det er et skrækkeligt tal.

RÆSON: FN’s flygtningehjælp er primært finansieret af funding fra stater. En ting er, at løfterne om finansiering ikke indfries, som du nævnte. Noget andet er, at det ikke engang lykkes FN at få lovning på det, de har behov for. Der bliver aldrig doneret nok…
Kamm: Nej, det har du ret i. Syrien er jo heller ikke den eneste krise, vi har i verden. Vi har stadigvæk Sydsudan, vi har stadigvæk den centralafrikanske republik. Vi har stadigvæk et stort Irak, der er helt i knæ. Så der er mange steder, der har brug for ressourcer. Ikke desto mindre er det vigtigt at rejse de ressourcer, hvis det ikke skal udvikle sig videre i en negativ retning.

RÆSON: FNs fredsbevarende indsats er en del af FNs fastlagte budget. Deres humanitære indsats baseres derimod næsten udelukkende på frivillige donationer. Bør vi gentænke den måde, vi finansierer den humanitære hjælp? Bør der være en højere grad af ’tvang’?
Kamm: Enhver planlægger ville ønske, at der var en slags formel, der – afhængigt af et FN-kalkuleret behov – forpligtede landene til at finansiere en bestemt brøkdel af budgettet. Sådan at man havde en model, der kunne drejes rundt på, lidt ligesom en beskatningsmodel. Hvis FN vurderede at der skulle bruges fx 13 mia. Kroner, så ville vi vide, at Danmark skulle give så og så meget, Tyskland skulle give så og så meget, osv.
Men sådan har det ikke været. Jeg ville gerne være optimist på det punkt, men jeg tror ikke, det kommer til at ske. Det er svært at forpligte landene på den måde. Det ville ikke desto mindre være godt. Men man kunne jo starte med at holde de løfter, man afgiver.

RÆSON: Hvad er folks begrundelse for at springe fra?
Kamm: Det ved jeg ikke. Men det er et gennemgående træk. Folk sidder til konferencerne, slår ud med armene og siger, at vi kan regne med ditten og datten. Men så viser det sig, at pengene i sidste ende aldrig kommer. Og lige nu mangler man altså mere end halvdelen af de lovede 30 mia.
Det siger noget om, at det her er noget verden skal tage mere højtideligt – mere alvorligt. Vi tumler med så mange millioner mennesker, at hvis de ikke hjælpes ordentligt, så er konsekvenserne svære at overse.

RÆSON: Det er nærliggende at tænke, at folk flygter til Europa, fordi forholdene er så slemme i nærområderne. Men handler det ikke ligeså meget om, at der ikke er nogen fremtid for deres børn, intet arbejde osv.?
Kamm: Det handler om begge dele. Konflikternes varighed er en særlig problematik. Og hjælpen til nødstedte, imens konflikten raser, er en anden. Hvis det ikke ser ud som om, at konflikten kommer til at slutte, så folk kan komme hjem – jamen, så er det klart, det er svært at hjælpe tilstrækkeligt godt. Det gælder i nærområdet og andre lande: De lande, der ligger ryg til de mange flygtninge, de kan virkeligt mærke det. Har man – som i Libanon – 1,5 mio. Flygtninge i et land på størrelse med Danmark, så er det jo en helt anden snak i forhold til at modstå de udfordringer, der følger med. Det siger sig selv, der skal mere til end ressourcer, der skal også udsigt til fred til, hvis man skal undgå at folk i millionvis drager hjemmefra. Syrerne har faktisk været ret udholdende. Konflikten har varet i 4,5 år, og i lang tid har der primært været flygtninge i nærområdet og internt i Syrien. Det er relativt få, der er kommet til Europa indtil nu. Men den manglende udsigt til fred spiller en rolle i forhold til håbet om en fremtid i Syrien. De ser ingen fremtid, og dem, der kan, vil prøve at finde muligheder et andet sted. Det kan man ikke fortænke dem i.

Andreas Kamm (f. 1949) er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Uddannet cand.mag. i historie og dansk.

ILLUSTRATION: En ung mor krydser grænsen fra Syrien og bliver dermed flygtning, april 2013 [foto: S. Rich/UNHCR)