24.07.2015

Fra han blev præsident har Obama ønsket at flytte USA’s fokus mod Asien. Hidtil har dette ønske været omgærdet af en positiv retorik om Kinas opstigning som stormagt. I 2015 er det begyndt at ændre sig.

Analyse af Philip Chr. Ulrich

Der har ikke været nogen tvivl om at Obama-administrationen har ønsket at flytte USA’s udenrigspolitiske fokus mod Asien, og de udfordringer, der ligger i den region. Især Kinas opstigning som stormagt udgør en stor udfordring for amerikansk udenrigspolitik. Forholdet mellem de to lande kan komme til at definere verdensordenen i det 21. århundrede, som forholdet mellem USA og Sovjetunionen definerede store dele af det 20. århundrede. Men om forholdet mellem USA og Kina skal være lige så køligt – og om det bliver en ny Kold Krig – er endnu for tidligt at sige noget om. Til stadighed understreger begge stormagter deres intentioner om et godt og forsonligt forhold.

Men Kinas ageren i det Sydkinesiske Hav, hvor landet i øjeblikket er ved at konstruere kunstige øer, har givet anledning til at Pentagon nu omtaler Kina mere skeptisk. I den nyeste udgave af den såkaldte National Military Strategy, som Pentagon udgiver hvert fjerde år, lægges der vægt på at man stadig skal engagere Kina i konstruktiv dialog. Men man konstaterer, at Kinas adfærd også bidrager til regional ustabilitet, og at man bliver nødt til at imødegå dette.

Den nye National Military Strategy skal ses som et forsøg på at puste nyt liv i en Asien-strategi, som ellers længe har haltet gevaldigt – ikke mindst fordi der har været mange andre sikkerhedspolitiske udfordringer. Kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien har krævet militære ressourcer til Mellemøsten, og Ruslands annektering af Krim-halvøen har betydet, at USA har måttet sende styrker til Europa. Tilsammen har effekten af disse konflikter været at det sikkerhedspolitiske fokus for administrationen er drevet væk fra Stillehavsområdet.

Men det kan ændre sig nu. På det økonomiske område er der lige sket et betydeligt fremskridt ift. Asiensatsningen – i form af nyt momentum bag den store handelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP). I juni stemte Senatet således for at præsident Obama kunne få autoritet til at sende delaftaler til afstemning i Kongressen, uden at disse kan hverken ændres eller forhindres af enkeltmedlemmer (kongressen skal dermed kun stemme om delaftalerne i deres konkrete form). Dette vil betyde langt kortere indenrigspolitiske diskussioner og forhandlinger for præsidenten, og giver ham langt større fleksibilitet i forhandlingerne om indgåelse af handelsaftaler med Canada, Mexico og netop: en lang række asiatiske lande.

Den nye National Military Strategy skal ses som et forsøg på at puste nyt liv i en Asien-strategi, som ellers længe har haltet gevaldigt – ikke mindst fordi der har været mange andre sikkerhedspolitiske udfordringer
____________________

 

Det har i lang tid været USA’s håb at integrere Kina i det internationale system, for på den måde at få kineserne til at spille efter de samme regler som USA. Dette har været et konfliktpunkt i flere omgange, idet Kina ikke altid er lige modtagelig overfor at skulle tilpasse sig et system designet af USA. Der har været diskussioner om både Kinas finansielle politik (hvor USA har fundet prisen på den kinesiske valuta for lav) og om handelsaftaler, hvor USA mente, at vilkårene for kinesiske arbejdere giver Kina mulighed for at trykke prisen på de varer, man producerer. For USA er TPP-samarbejdet en vej til at lægge økonomisk og handelsmæssigt pres på Kina.

Administrationen har aldrig helt kunnet forklare hvorfor så stor en oprustning var nødvendig, hvis den ikke netop var rettet mod Kina
____________________

 

DET VAR I JANUAR 2012, at Obama-administrationen under store fanfarer i sin ’Defense Strategic Guidance’ annoncerede, at USA ville flytte en del af sit fokus mod Asien (den besked gav i øvrigt anledning til nogen nervøsitet i Europa, hvor nogle frygter at blive forladt af USA). Dengang lagde regeringen op til konstruktivt samarbejde med Kina, for at begge parter kunne tage de ledende roller i det internationale samfund, som deres stormagtssstatus foranlediger. Samtidig skulle de to lande sørge for et tæt forhold mellem deres respektive militære systemer for at øge den gensidige forståelse og dermed undgå misforståelser. USA lagde dog op til at ville flytte flere militære ressourcer til Asien for at give området opmærksomhed, der er proportional med regionens vigtighed for amerikansk udenrigspolitik. Nogle af USA’s tætteste allierede og handelspartnere befinder sig i Asien – fx Sydkorea og Japan, men også lande, som USA i længere tid har arbejdet tættere sammen med som Australien og Filippinerne.

Indtil nu har den amerikanske retorik om Kina og USA’s gensidige militære oprustning i regionen været imødekommende, med det klare formål at afspænde en potentielt højspændt situation. Man har til stadighed understreget at USA’s oprustning ikke har været rettet mod Kina, men netop blot var udtryk for at USA nu prioriterede regionen højere på grund af sine store økonomiske og strategiske interesser i området. Dog har administrationen aldrig helt kunnet argumentere for hvorfor så stor en oprustning var nødvendig, hvis den ikke netop var rettet mod Kina.

Et af højdepunkterne i den forsonlige retorik, USA har haft overfor Kina, var ved sidste års Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC) topmøde i Beijing. I sin tale ved topmødet fik Obama store klapsalver, da han sagde: ”USA byder opstigningen af et velhavende, fredeligt og stabilt Kina velkommen. Jeg vil gerne gentage dette: USA byder opstigningen af et velhavende, fredeligt og stabilt Kina velkommen. Faktisk har USA over de seneste årtier arbejdet med at hjælpe til at integrere Kina i den globale økonomi. Ikke kun fordi det er i Kinas bedste interesse, men fordi det er i USA’s bedste interesse og verdens bedste interesse. Vi ønsker at Kina klarer sig godt”.

Kina klassificeres nu som et land, der medvirker til regionale spændinger – på en liste, der tæller blot tre andre nationer: Iran, Rusland og Nordkorea
____________________

 

MEN I LØBET af 2015 er USA’s retorik blevet gradvist mere skeptisk. I den nyeste National Security Strategy fra februar 2015, skrev Obama-administrationen, at man fortsat havde et tæt samarbejde med Kina, men at man var opmærksom på landets militære oprustning. Samtidig ville man også søge at assistere i en internationalt mæglet løsning på de territoriale uoverensstemmelser, som præger forholdet mellem landene omkring det Sydkinesiske Hav.

Netop Kinas handlinger i det Sydkinesiske Hav har i høj grad været med til at ændre USA’s retorik. Fra tidligere at have været meget afdæmpet, og udtrykke støtte til Kinas opstigning som stormagt, så taler man i den nye strategi (fra juli) om at landets handlinger ”bidrager til spændinger i Stillehavsregionen”. Den nye skepsis skyldes at Kina i de seneste måneder har bygget kunstige øer i områder i det Sydkinesiske Hav, som landet mener tilhører dem, men som nabolandene lægger krav på. Kina’s måde at håndtere uoverensstemmelser på øger ifølge USA spændingerne i regionen. I lang tid har amerikanerne derfor forsøgt at få parterne til at finde en løsning gennem internationale organisationer eller multilaterale forhandlinger. Men de seneste igangsatte anlæg af kunstige øer gør selvsagt sådanne forhandlinger sværere at gennemføre.

I en årlig rapport fra Pentagon om Kinas militære udvikling, som senest udkom i april 2015, forklares denne mere bastante kinesiske fremfærd med en større villighed fra Beijings side til at acceptere regionale spændinger, hvis det øger landets muligheder for at forsvare sig selv og sine interesser. Og USA’s retorik om Kina er nu blevet skærpet så meget, at Kina i den nye National Military Strategy er at finde på en liste over fire lande, som præsenterer seriøse sikkerhedspolitiske problemstillinger for det internationale samfund. Fra tidligere at have været en teoretisk fremtidig ligeværdig modstander, klassificeres landet nu som et land, der medvirker til regionale spændinger – på en liste, der tæller blot tre andre nationer: Iran, Rusland og Nordkorea. Kategoriseringen bakkes i strategidokumentet op af en ambition om at styrke USA’s alliancer og sikkerhedspolitiske relationer med en række andre lande i regionen. Det er ikke nyt – de lande, der nævnes, har USA søgt at styrke samarbejdet med siden fokusskiftet blev offentliggjort i 2012: Australien, Japan, Sydkorea, Filippinerne, Thailand, Indien, New Zealand, Singapore, Indonesien, Malaysia, Vietnam og Bangladesh. Lande, der uden undtagelse ligger i et tæt bælte rundt om Kina.

Udfordringerne som USA, NATO og det internationale samfund generelt står overfor, vil gøre det svært for USA at dedikere de ønskede militære ressourcer til Stillehavsregionen
____________________

 

MEN DET ER TVIVLSOMT, om Obama kan få den sikkerhedspolitiske side af sit nye Asien-fokus til at fungere optimalt. Udfordringerne som USA, NATO og det internationale samfund generelt står overfor, vil gøre det svært for USA at dedikere de ønskede militære ressourcer til Stillehavsregionen. USA skal for det første fokusere på Ruslands fremfærd i Østeuropa. For det andet kan krigen mod Islamisk Stat komme til at kræve flere ressourcer end nu. Dertil kommer de igangværende kraftige nedskæringer i det amerikanske militær. Fx skal den amerikanske hær frem til 2017 skæres ned til en størrelse på 450.000 mand – i 2012 var tallet 570.000 – en nedskæring på cirka 20%. Nedskæringerne i personel skal lægges oveni de økonomiske nedskæringer, som Pentagon rammes af på linje med resten af den amerikanske statsadministration.

Alt dette gør det svært for USA at øge sit fokus på Stillehavsregionen, så det passer til den reelle strategiske værdi, området har for amerikanerne. Men med den nye skærpede retorik om Kina, lader det til at USA alligevel vil prøve at markere en vilje til at sætte sig igennem sikkerhedspolitisk i regionen, i forsøget på at inddæmme Kinas stigende indflydelse og selvsikkerhed. ◼

Apropos Kina: RÆSON-bogen „Kina og verden‟ (79 kr. inkl. porto og ekspediiton) samler perspektiver fra fire danske eksperter. Dansk BiblioteksCenter skrev: “Der findes næppe en så opdateret og hurtig introduktion til Kina…”



Philip Chr. Ulrich (f.1988) er uddannet Cand.Mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Han har tidligere været ansat som fuldmægtig ved Forsvarsakademiet, og haft en internship i Lessons Learned & Development afdelingen ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Philip er forsvarsanalytiker ved USA-sitet Kongressen.com og har desuden sin egen hjemmeside, www.philipulrich.dk, hvor han analyserer og kommenterer amerikansk forsvars- og udenrigspolitik. ILLUSTRATION: Obama ombord på Air Force One på vej til Beijiing, 16. november 2009 (øverst) og under sit besøg 12. november 2014, hvor han i Folkets Store Hal udbringer en skål for præsident Xi Jinping [begge fotos: Det Hvide Hus/Pete Souza]