08.10.2015

Spørgsmålet om Ruslands identitetspolitiske skæbne står med konflikterne i Ukraine og Syrien åbent som aldrig før. Ligger russernes fremtid i Europa eller Asien? Eller kan man tale om en særlig russisk civilisation, der skal agere bindeled mellem to betydningsfulde kontinenter?

ANALYSE af Thomas Lie Eriksen

Det internationale diplomati beviste for nylig sit værd med indgåelsen af den omfattende atomaftale mellem Iran og den såkaldte 5+1-gruppe bestående af verdens førende stormagter. Det skete på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde før er behov for forhandlingsløsninger på flere af klodens storpolitiske konflikter.

Den blodige borgerkrig i Syrien var af iagttagere udset til at være den næste skueplads for diplomatiske stormagtsforhandlinger. Men med Tyrkiets indtræden i kampen mod Islamisk Stat og åbne krigserklæring mod kurderne samt de massive flygtningestrømme, der hen over sensommeren er væltet mod Europa — samt Ruslands militære indtræden i Syrien — er billedet totalt ændret.

Særligt den russiske beslutning om at sende specialtropper, våben og andet militært isenkram til Assad-højborgen og kystbyen Latakia, at indlede bombetogter mod IS og andre oprørs- og oppositionsgrupper har vakt stor opstandelse i den vestlige verden. Diskussionen går nu på, om Putin er et taktisk geni, der har sat Obama, Merkel, Hollande og Cameron skakmat, eller om Rusland er ved at rode sig ud i et nyt “Afghanistan-eventyr” i lighed med den hedengangne Sovjetunion.

Under alle omstændigheder betyder Moskvas involvering i Syrien, at det store fokus på Europa, der har domineret russisk udenrigspolitik over de seneste mange år, gradvist bliver ændret, hvilket krisen i Ukraine i høj grad har været med til at fremskynde.

USA og EU fortsætter sanktionerne
Konflikten i det østlige Ukraine er trådt ind i en ny fase. Minsk 2-aftalen om våbenhvile ser på det militære plan ud til langt om længe at virke. Således meldes der om nogenlunde ro ved fronten. Tunge våben, herunder kampvogne, mortere og artilleri bliver planmæssigt trukket tilbage. De politiske uenigheder er imidlertid fortsat store, og det vigtige stridspunkt i øjeblikket handler om det lokalvalg, der afholdes 25. oktober. De selvproklamerede “folkerepublikker” Donetsk og Luhansk ønsker at afholde valg henholdsvis lige før og efter det øvrige Ukraine for herigennem at markere deres uafhængighed. Overordnet forekommer den politiske forbrødring fortsat langt væk, og det er et åbent spørgsmål, hvornår en egentlig politisk løsning bliver en realitet.

Den vestlige verden og Rusland står derfor stadig langt fra hinanden uanset Ruslands aktive medvirken til, at aftalen med iranerne kom i hus — noget, som Obama offentligt krediterede Putin for, og hvilket skabte forhåbninger om en fornyet tilnærmelse mellem Moskva og Washington.

USA implementerede fornylig nye sanktioner mod russerne, og også EU følger sanktionspolitikken. Rusland arbejder samtidig på højtryk for at blive mere selvforsynende med alt fra landbrugsvarer til teknologi. Økonomisk og militært fortsætter bestræbelserne på at dreje udviklingen mod Asien, særligt Kina.

Det rejser spørgsmålet om, hvor Rusland skal lægge sin udenrigspolitiske vægt — ikke kun i de kommende år — men i et længere perspektiv. Er tiden kommet til at indse, at relationerne med Vesten aldrig bliver rigtig konstruktive, og at forholdet til Europa og USA grundlæggende er præget af mistro? Hvis det er konklusionen, er det nærliggende at slutte, at Rusland må transformere sig til en asiatisk magt, hvor størstedelen af dets territorium jo er beliggende.

Den vestlige verden og Rusland står stadig langt fra hinanden
____________________

 

Samtidig er størstedelen af befolkningen bosat i den europæiske del af landet, hvor også det absolutte politiske og administrative centrum befinder sig. Russerne står derfor i de kommende år over for vanskelige og måske identitetsdefinerende valg. Uanset hvad, vil Rusland skulle forholde sig til et Asien, som er centrum for en stor del af verdens økonomiske vækst, men hvor storpolitiske konflikter og geopolitiske faldgruber lurer overalt. For at forstå, hvordan Rusland måske vil placere sig i dette landskab, er lidt historisk baggrund nødvendig.

Asiatisk magt fra tidlig tid
Asien har altid været tæt på på Rusland — i en mere end én forstand. Historisk udspringer russerne og den slaviske civilisation fra nutidens Ukraine med Kijev som centrum for et stort handelsimperium, der opstod i løbet af 800-tallet. Meget af denne tidlige slaviske verden var centreret i store skovområder, der var beliggende på grænsen til den enorme eurasiske slette, der strækker sig helt til Mongoliet og Kina.

Det var herfra, at russerne for første gang oplevede voldsomme angreb udefra. Stepperne var sparsomt befolkede af nomadestammer, der fra tid til anden rettede angreb mod de russiske bosættelser. Det var først i 1200-tallet, da den sidenhen så berygtede og legendariske Djengis Khan forenede de forskellige mongolske nomadefolk til en slagkraftig enhed, at russerne kom til at opleve Asiens mægtige kræfter.

Kijev-riget blev løbet over ende, og de næste århundreder var Rusland afskåret fra det øvrige Europa gennem en mongolsk besættelse, der baserede sig på en ‘del og hersk’-taktik. Taktikken gik ud på at spille de forskellige russiske fyrstendømmer ud mod hinanden. Situationen ændredes først med Moskvas opstigen til den dominerende magt i det russiske område i løbet af 1300-1400-tallet.

Under Moskvas ledelse lykkedes det at forene de russiske fyrstendømmer, og kræfterne kunne derfor samles mod mongolerne. Efter at have kæmpet sig fri af det mongolske jerngreb blev russerne selv erobrere, og en voldsom ekspansion indledtes. I løbet af 1500-1600-tallet blev Sibirien indlemmet i det russiske rige. Dermed var den tidligere så frygtede steppe kommet under russisk kontrol, og truslen herfra var derfor forbi. I processen var Rusland imidlertid blevet en asiatisk magt, hvilket medførte nye muligheder og udfordringer samt mødet med nye civilisationer.

Samarbejde afløser tidligere rivalisering
Mange spår forholdet mellem Rusland og Kina til at blive en af de største geopolitiske fortællinger i det 21. århundrede. Konsekvensen af Ukraine-krisen og nu borgerkrigen i Syrien er en fornyet splittelse mellem Rusland og den vestlige verden.

På den anden side af kloden forsøger Kina at sikre sine interesser i det Syd- og Østkinesiske Hav — noget, der ligeledes skaber stor splittelse mellem kineserne og deres nabolande, ikke mindst USA, der er forbundet med flere af disse stater gennem allianceforpligtelser.

Eurasiens store kontinentalmagter bliver således skubbet stadig tættere sammen. Samarbejde og fælles udviklingsprojekter afløser nu tidligere tiders rivalisering. Relationerne mellem Rusland og Kina går dog langt tilbage. Første gang kinesere og russere stødte på hinanden var i forbindelse med de russiske fremstød i Sibirien, hvor russiske tropper i 1680’erne nåede frem til Amur-dalen og her stødte på troppekontingenter fra Manchu-dynastiet.

Mange spår forholdet mellem Rusland og Kina til at blive en af de største geopolitiske fortællinger i det 21. århundrede
____________________

 

Herefter indledtes der forhandlinger om en grænsefastlæggelse, der endte i 1689 med Nertjinsk-traktaten. I det følgende århundrede var forholdet mellem de to kæmperiger stabilt, selv om der allerede i 1727 blev tegnet en ny traktat i den russiske grænseby Kjakhta. Denne traktat var til gengæld virksom i 130 år.

Først med den begyndende opløsning af det kinesiske kejserrige fra midten af 1800-tallet ændredes forholdet mellem Kina og Rusland. I lighed med de øvrige europæiske stormagter søgte russerne at udnytte det kinesiske riges svagheder og berige sig selv. Således erobrede det russiske kejserrige 350.000 km² kinesisk territorium. Det førte naturligt nok til nye grænsekonflikter, der først blev bilagt med en aftale i 1990’erne.

Det var dog ikke kun det kinesiske rige, der stod over for store vanskeligheder og en begyndende opløsningsproces. Også det russiske kejserrige vaklede under vægten af indre problemer, og i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte nedturen meget pludseligt. Igen blev Asien skueplads for en central begivenhed i russisk historie: Her indskrev Japan sig i verdenshistorien ved, som det første ikke-vestlige land i århundreder, at besejre en europæisk stormagt — nemlig Rusland — hvilket blev resultatet af krigen fra 1904-1905.

Herefter fortsatte problemerne med stadig større sociale spændinger og forarmelse i det russiske samfund, hvilket førte til revolutionen i 1917, der bragte kommunisterne til magten. Kina måtte vente frem til 1949 og gennemleve en grusom japansk besættelse, før det igen blev herre i eget hus med kommunisternes sejr i borgerkrigen.

Med kommunistisk styre i begge stater blev der skabt et grundlag for et tæt og forpligtende samarbejde mellem kinesere og russere, hvilket også var tilfældet i den kolde krigs tidlige fase. Efter Stalins død i 1953 udviklede der sig imidlertid ideologiske såvel som geopolitiske uoverensstemmelser mellem Moskva og Beijing. Uenighederne blev så store, at der i 1969 udbrød kampe på grænsen mellem Sovjet og Kina.

Herefter var forholdet mellem den kommunistiske verdens ledende magter på frysepunktet. Nixon og Kissingers diplomatiske åbning over for Beijing i begyndelsen af 70’erne samt Vietnam-krigen, hvor russerne og kineserne ligeledes havde modstridende interesser, forværrede kun relationerne.
Med Berlin-murens fald og Sovjetunionens opløsning indledtes et nyt kapitel i Ruslands såvel som Kinas historie med store implikationer for det indbyrdes forhold.

Den fælles fjende er USA

Flere iagttagere opfatter de fornyede tilnærmelser mellem Rusland og Kina som et resultat af de umiddelbare geopolitiske og strategiske udfordringer, som begge stater står overfor. Her er den fælles fjende USA, som ingen af parterne er stærk nok til at konfrontere alene. Lige nu udvikler kineserne og russerne på mange områder omfattende samarbejdsaftaler inden for bl.a. militærteknologi, økonomi og udvinding af råstoffer.

1996 kan anskues som begyndelsen på det samarbejde, Putin og Xi Jingping på hver sin måde høster frugterne af i dag
____________________

 

I Centralasien er der opstået en arbejdsdeling, hvor Rusland står for den hårde (militære) sikkerhed, mens Kina udbygger infrastruktur og sørger for økonomiske investeringer. Endelig eksisterer der et meget fint personligt forhold mellem Vladimir Putin og den kinesiske præsident Xi Jingping. Naturligvis kan relationerne mellem kineserne og russerne igen udvikle sig i fjendtlig retning, men når forholdet i øjeblikket er inde i så rivende en udvikling, som tilfældet er, hænger det muligvis sammen med, at fundamentet blev støbt for flere år siden.

Den amerikanske forsker Gregory Shtraks har argumenteret for, at det afgørende år i den russisk-kinesiske relation efter den kolde krigs afslutning var 1996. I det år blev der afholdt valg i både Rusland og USA, og i Kina var Jiang Zemin ved at konsolidere sin magtposition efter Deng Xiaoping.

Samtidig var det året, hvor Bill Clinton bl.a. på grund af den amerikanske valgkamp besluttede at sende en større flådestyrke til Taiwanstrædet, hvor der igennem længere tid havde været spændinger mellem Beijing og Taipei. Endelig blev der i 1996 afholdt topmøde mellem Boris Jeltsin og Jiang Zemin. Her var begge statsoverhoveder ifølge Shtraks meget interesserede i at udbygge deres samarbejde og forsøge at skabe grundlag for en ny og mere multipolar verdensorden. Årsagen hertil skal igen findes i en valgkamp — denne gang den russiske, hvor Boris Jeltsin var på nippet til at tabe til kommunistpartiet og derfor havde behov for at vise handlekraft og fremstå som en statsmand. Kineserne var til gengæld ivrige efter at øge samarbejdet med Rusland efter den overnævnte amerikanske magtdemonstration. Således kan 1996 anskues som begyndelsen på det samarbejde, Putin og Xi Jingping på hver sin måde høster frugterne af i dag.

Fremtidsperspektiver
Selv om Kina altså på mange måder er den afgørende aktør for Rusland i Asien, findes der andre hensyn og interesser for russerne, som meget vel kan komplicere forholdet til Beijing og skabe betydelige ændringer i Asiens geopolitiske sikkerhedsstruktur i den kommende tid.

Historiske årsager såvel som realpolitisk orientering indebærer, at Rusland forsøger at pleje fælles interesser med flere forskellige aktører i regionen. Således har Putin gennem flere år forsøgt at skabe positive forbindelser og et konstruktivt samarbejde med den tidligere modstander og Kinas arvefjende, Japan. Der har ad flere omgange været ført forhandlinger mellem russere og japanere med henblik på at finde en løsning på striden om øgruppen Kurilerne (som Japan betegner “de nordlige territorier”), der blev besat af Sovjetunionen i forbindelse med Anden Verdenskrigs afslutning, og som lige siden har forhindret en egentlig fredslutning mellem Japan og Rusland.

Forhandlingerne retter sig især mod at danne en modvægt til et stadigt mere ekspanderende og selvbevidst Kina. Bestræbelserne på at opnå et gennembrud på dette centrale område er strandet efter krisen i Ukraine, hvor japanerne har taget parti for deres nære allierede USA og den vestlige verden. Modsvaret fra russisk side er planer om en øget militær tilstedeværelse på øgruppen samt — som omtalt — et tættere militært samarbejde med Kina. Parterne forsøger dog at holde dialogen åben, og det er netop blevet annonceret, at Putin inden udgangen af 2015 vil rejse til Tokyo til topmøde med den japanske premierminister Shinzo Abe.

På andre områder er der dog ikke nødvendigvis fuld overensstemmelse mellem Moskva og Beijing. Kinas ambitioner og suverænitetskrav i det Sydkinesiske Hav har medført en til tider højspændt konflikt med nabolandet Vietnam, der gør egne krav på området gældende. Under den kolde krig var Sovjetunionen og Vietnam tætte allierede som følge af krigen i Indokina, mens relationerne mellem Kina og Vietnam hurtigt blev anstrengte, og en egentlig krig udbrød i 1979.

Rusland vil altid være splittet mellem en europæisk og en asiatisk identitet
____________________

 

Efter Sovjetunionens opløsning er det gode forhold fortsat mellem det genopståede Rusland og Vietnam. Dette stiller Moskva i en vanskelig position, når det gælder Asiens nye, store geopolitiske spil. Russerne forsøger at indtage et neutralt standpunkt, men fortsætter samtidig med at levere våben og militærteknologi til styret i Hanoi. Med tiden risikerer den russiske position således at blive uholdbar, særligt hvis konflikterne omkring det Sydkinesiske Hav intensiveres. I denne situation kan Rusland blive tvunget til at træffe beslutninger, der kan få vidtrækkende sikkerhedspolitiske konsekvenser.

Ovenstående er blot to eksempler på, hvorledes Asiens komplicerede geopolitiske situation besværliggør russernes position og valg mellem Europa og Asien. Et valg, der nok aldrig bliver entydigt. Rusland vil altid være splittet mellem en europæisk og en asiatisk identitet og mellem behovet for at forholde sig til den økonomiske og sikkerhedspolitiske situation på begge kontinenter.

Med den højspændte situation i Mellemøsten og landets militære engagement i Syrien er det geopolitiske udblik og den identitetspolitiske orientering blevet yderligere kompliceret. En egentlig brobyggerrolle for russerne er samtidig meget vanskelig at forestille sig. Dertil er mistroen til Moskva for stor, særligt i Europa.

Ruslands rolle vil nu som før være at udfylde og beherske det enorme rum mellem Europa og Asien — og derimellem finde sin helt egen eurasiske identitet.

 ◼

Thomas Lie Eriksen (f. 1984) er freelanceskribent og historiker med speciale i internationale relationer. Han har tidligere skrevet for bl.a. Politiken, Information og IPmonopolet.

[ILLUSTRATION: Putin på besøg i Sydkorea, november 2013. Foto: Republic of Korea via Flickr]