15.09.2015

Kommissionsformand Juncker vil have en europæisk hær, der skal forstærke EU’s udenrigspolitiske rolle og afskrække Rusland. Vejen til en reel EU-hær er dog lang og fyldt med modstand fra især briterne. Til gengæld kan Berlins nyfundne vilje til udenrigspolitisk militæraktivisme vise sig at være nøglen til føderalisternes mangeårige drøm om et ”l’Europe de la défense”.

ANALYSE af Adam Bang

Drømmen om en ’EU-hær’ har længe stået højt på ønskelisten hos den føderalistiske del af Europas politiske elite – men er indtil videre forblevet netop dette: en drøm. Men eurokraternes førstemand, kommissionsformand Jean-Claude Juncker, fremsatte i foråret på ny sin vision om en europæisk hær, som især skal have tre formål.

For det første skal den afskrække Rusland og vise, at EU står samlet. Her gælder især bedre sikkerhed for de EU-lande, der ikke er med i NATO (såsom grænselandet Finland) – men også i forbindelse med Ukraine-krisen kunne hæren ifølge Juncker have spillet en vigtig rolle: ”Med sin egen hær ville Europa kunne reagere mere troværdigt over for trusler mod freden i et medlemsland eller en nabostat,” sagde han til den tyske avis Welt am Sonntag.

For det andet skal EU-hæren fremtidssikre EU’s rolle som udenrigspolitisk aktør på den globale scene og gøre det muligt for EU at påtage sig et større ansvar i internationale anliggender. Efter Junckers plan skal den desuden sikre sammenhængskraften og freden i EU, som han ligeledes fremhævede til Welt am Sonntag: ”En fælles EU-hær vil vise verden, at der aldrig igen vil være krig mellem EU-lande.”

Sidst men ikke mindst skal EU-hæren tilvejebringe væsentlige og hårdt tiltrængte ressourcefrigørelser på medlemslandenes i forvejen kraftigt blødende forsvarsbudgetter ved at muliggøre effektivisering, specialisering og kapacitetssammenlægning. Således viser kommissionens egne beregninger, at et tættere forsvarssamarbejde, herunder en effektiv sammenlægning af kapaciteter, kan medføre årlige besparelser på op til €120 mia. eller 895 mia. kr. – et skyhøjt beløb selv i forsvarsverdenen. Til sammenligning beløber det omdiskuterede indkøb af kampfly i Danmark sig til mellem 20-30 mia. kr.

At fremme et evigt tættere europæisk samarbejde er en del af jobbeskrivelsen for en kommissionsformand. Juncker har endda også luftet idéen tidligere i en tv-debat på den tyske kanal ARD, mens han var kandidat til kommissionsformandsposten. Men i lyset af tidens euroskeptiske strømninger kan forslaget nemt fremstå lettere ude af trit med virkeligheden, og det har da uden tvivl også været årsag til forundring og bekymring i en del regeringskontorer. Spørgsmålet er derfor, hvilken opbakning Juncker kan mønstre til sit forslag – både på kort sigt og langt. Her er det især Storbritannien, Tyskland og Frankrig – i EU-regi kendt som ’the big three’ – der med deres politiske, økonomiske og militære magtpositioner kan afgøre slaget.

Euroskepsis, eurokrise og transatlantisk samarbejde
Det er er en tid, hvor det europæiske projekt lider store knæk – både politisk, i form af euroskeptisk indtog i de nationale parlamenter og EU-parlamentet – samt økonomisk i form af den krise, som føderalisternes prestigeprojekt, euroen, befinder sig i. Derfor virker det tvivlsomt, at Europas magthavere skulle ønske at begive sig ud i endnu et storstilet, fælleseuropæisk projekt.

Fra starten vækker Junckers forslag derfor modstand hos antiføderalistiske kritikere, der ser en fremtidig EU-hær som den ultimative suverænitetsafgivelse.
____________________

 

Samtidig er NATO stadig den primære sikkerhedsaktør i Europa, og sådan ønsker mange lande, at det skal forblive. Slutteligt, men nok vigtigst, anses det traditionelt for at være en helt fundamental egenskab ved nationalstaten, at den selv råder over militære kapaciteter og selv bestemmer strategier og missioner. Fra starten vækker Junckers forslag derfor modstand hos antiføderalistiske kritikere, der ser en fremtidig EU-hær som den ultimative suverænitetsafgivelse.

Det er meget sigende, at EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) anno 2015, i modsætning til de fleste andre EU-institutioner, stadig er en yderst intergovernmental institution. Set i det perspektiv fremstår Junckers militærpolitiske forslag nemt urealistisk, ja måske ligefrem utopisk.

Britisk og østeuropæisk modstand
Kritikken af Junckers forslag kom da også hurtigt og klart. Således er der ikke overladt meget plads til fri fortolkning fra briternes side, som premierminister Camerons talsmand ifølge BBC prompte og entydigt fremførte: ”Forsvar er et nationalt anliggende, ikke et EU-anliggende, og der er ingen udsigt til, at den holdning ændrer sig og ingen udsigt til en europæisk hær”. Dette standpunkt var fuldt forventeligt; nøgleordene i Storbritanniens udenrigspolitiske identitet er uafhængighed, national suverænitet og transatlantisk samarbejde. Det vil derfor være interessant at følge udviklingen i diskussionen om en eventuel ’Brexit’. Storbritannien vil gøre alt, hvad den kan for at fastholde det transatlantiske samarbejdsfokus i EU, og set fra et føderalistisk synspunkt vil et Brexit derfor eliminere den allerstørste forhindring for en EU-hær. Et sådant scenario vil dog givetvis også lede til en EU-hær, der qua Storbritanniens manglende deltagelse vil være væsentligt mindre slagkraftig end ellers. Dette kan lede til det omvendte resultat: At et Brexit gør visionen om en EU-hær mindre attraktiv at forfølge – og får EU-medlemsstater til at føle sig nødsaget til at fastholde NATO’s forrang.

Også hos to af EU’s østfrontlande, Polen og Letland, blev Junckers forslag mødt med skepsis og forbehold. Denne skepsis er ikke i samme omfang baseret på ideologiske suverænitetsprincipper, men bunder mere i en frygt for, at en europæisk hær vil decimere NATO’s livsvigtige rolle som sikkerhedsgarant for de gamle østbloklande og fremmedgøre USA’s villighed til at agere beskyttende storebror. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg afholdt da også få dage efter Junckers udtalelse en pressekonference, hvor han advarede mod at lade forslaget ende med at blive en duplikation af NATO, og fastslog i stedet, at ethvert forsvarstiltag fra EU bør være ”komplementært til NATO-alliancen.”

Den tyske finte
Alligevel står Juncker ikke uden væsentlig opbakning i sin vision. Europas powerhouse, Tyskland, var straks ude og give sin markante støtte til hans forslag. Således slog forsvarsminister Ursula Von der Leyen i tysk radio til lyd for tættere samarbejde og på længere sigt skabelsen af en EU-hær: ”Vores fremtid som europæere vil på et tidspunkt være med en europæisk hær.” Dette er der intet overraskende i, da både den tyske forsvarsminister og hendes ministerkollega i udenrigsministeriet, Frank-Walter Steinmeier, længe har argumenteret for, at fremtiden ligger i tættere europæisk forsvarssamarbejde. Formanden for det tyske parlaments udenrigsudvalg, Norbert Röttgen, indkapslede over for Reuters på rammende vis den tyske mentalitet med følgende udsagn i 2014: ”Vi har valget mellem at være relevante som europæere i globale anliggender, eller irrelevante som nationale aktører.”

Der eksisterer i Berlin en følelse af, at man alt for længe har nydt godt af den sikkerhed, som London, Paris og Washington har leveret, uden at man har været villig til at tage sin del af det beskidte arbejde.
____________________

 

Men for Tysklands politiske elite er en europæisk hær ikke kun et middel til at sikre europæiske interesser. Det er i lige så høj grad et redskab til at udbygge landets udenrigspolitiske rolle og påtage sit et større ansvar. Der eksisterer i Berlin en følelse af, at man alt for længe har nydt godt af den sikkerhed, som London, Paris og Washington har leveret, uden at man har været villig til at tage sin del af det beskidte arbejde. Forsvarsministeren og udenrigsministeren har derfor de seneste par år arbejdet på at skabe en ny og mere aktivistisk udenrigspolitisk diskurs i den tyske offentlighed. Således søsatte udenrigsminister Steinmeier sidste år projektet ”Review 2014”, der havde til formål at igangsætte en bred, offentlig debat om Tysklands fremtidige udenrigspolitik. I samme periode opfordrede både von der Leyen og Steinmeier, foruden forbundspræsident Joackim Gauck, til, at Tyskland påtager sig et større udenrigspolitisk ansvar. Som Steinmeier udtalte til Der Spiegel i 2014: ”(…) vi er ikke villige til selv at gøre mere. Det vil jeg gerne ændre på: Vi bør ikke vente på, at barnet allerede ligger på bunden af brønden.” Eller von der Leyen, der i forbindelse med spørgsmålet om fremtidige folkemord i verden ligeledes til Der Spiegel sagde, at ”Tyskland bør forbandet tage et større ansvar.”

Dette forsøg på at skabe en mere aktivistisk tysk udenrigspolitik har formentlig vakt positiv opsigt hos alliancepartnere, der længe har efterspurgt et større ansvar fra tysk side – eksempelvis i forbindelse med interventionen i Libyen i 2011, som Tyskland til stor overraskelse afstod fra at deltage i.

Men det bliver ikke nemt at få den tyske befolkningen med på vognen. Arven fra 2. verdenskrig spøger stadig. Ifølge en repræsentativ undersøgelse foretaget af Körber Foundation i maj 2014 mener 60 pct. af den tyske befolkning, at Tyskland bør fortsætte med at udvise tilbageholdenhed i sin udenrigspolitik – og hele fire ud af fem ønsker, at den tyske Bundeswehr, landets bevæbnede styrker, fremover deltager i (endnu) færre missioner. Merkel og resten af regeringen ønsker formentlig ikke en politisk konfrontation med så dårlige odds ved at ignorere befolkningens holdning. Til gengæld er de aldeles bevidste om, at det tyske folk generelt er meget positivt stemte over for EU (i den seneste Eurobarometer-undersøgelse tilkendegiver 81 pct. af tyskerne, at de føler sig som EU-borgere – mod et EU-gennemsnit på 67 pct.). Dette efterlader regeringen med særligt én oplagt mulighed: At binde sig op på et fælleseuropæisk samarbejde, hvori militære operationer foregår under dække af EU’s flag, og hvor beslutningerne foretages på et supranationalt niveau.

Der eksisterer i Berlin en følelse af, at man alt for længe har nydt godt af den sikkerhed, som London, Paris og Washington har leveret, uden at man har været villig til at tage sin del af det beskidte arbejde.
____________________

 

Dermed vil det ikke længere være Tyskland, der vælger at deltage i internationale missioner og koalitioner, men i stedet EU. Lige så lidt som den tyske befolkning kan lide idéen om at blive en krigsførende nation, lige så lidt har den nemlig lyst til at løbe fra internationale aftaler og forpligtelser. I forbindelse med NATO-samarbejdet har den tyske regering tidligere benyttet sig af denne finte, hvilket ekspert i europæisk udenrigs- og forsvarspolitik, Jan Techau, på sin blog har kaldt for en ’klog, selvbindende mekanisme’. Mon ikke topfolkene i Berlin øjner en mulighed for at gentage succesen gennem en EU-hær?

En EU-hær vil altså ikke kun være en succes for den tyske politiske elite. Også for Tysklands allierede er der potentielt en væsentlig gevinst at hente ved et tættere EU-samarbejde: Det øger gevaldigt chancerne for, at EU’s største økonomi endelig kan og vil påtage sig det udenrigspolitiske ansvar, som Tysklands position i manges øjne kræver.

L’Europe de la défense
Med sin centrale rolle i både EU og som udenrigspolitisk aktør spiller også Frankrig en vigtig rolle i slaget om en fælles EU-hær. Landet har historisk set været en af de varmeste fortalere for tættere europæisk forsvarssamarbejde, og man taler sågar om den mangeårige franske vision om et ”l’Europe de la défense”. Visionen bygger i høj grad på et fransk ønske om at uafhængiggøre sig af USA ved at flytte den udenrigspolitiske aktivitet fra en transatlantisk arena til en europæisk arena, men visionen har i de senere år dog mistet momentum.

I kombination med unilaterale aktioner har Frankrig således i nyere tid ført en overvejende bilateral udenrigspolitik i samarbejde med Storbritannien, med hvilken der eksisterer en langt højere grad af udenrigspolitisk konvergens – hvad angår militæraktivisme – end det er tilfældet med Tyskland. Samtidig blev Frankrig under præsident Sarkozy tilbage i 2009 genetableret som fuldgyldigt medlem af NATO, hvilket er udtryk for en strategisk orientering mod det transatlantiske samarbejde. Landet fører endvidere fortsat en række uni- og bilaterale aktivistiske indsatser i sin afrikanske interessesfære, som særligt indebærer Sahel-regionen, herunder Mali. Her har ikke mindst USA været en vigtig militærallieret for Frankrig.

En central årsag til denne tilbagetrækning fra landets gamle vision – og dermed også en central forhindring for fransk engagement i Junckers vision – er frygten for, at en (gen)orientering mod Europa vil medføre en tysk medbestemmelse, hvori Frankrigs mulighed for at udfolde sin militæraktivistiske udenrigspolitik begrænses. Frygten er ikke uden begrundelse, da Tyskland som nævnt traditionelt har været tilbageholdende frem for militæraktivistisk. Netop derfor vil det være særligt interessant at følge med i den diskursive udvikling, der finder sted i Tysklands udenrigspolitiske debat for tiden. Lykkes det for lederne i Berlin at etablere en militæraktivistisk udenrigspolitisk diskurs, der i tilstrækkelig grad formår at forsikre Frankrig om Tysklands militære engagement i den store verden, kan det lede til den politiske konvergens, der længe har været manglende, og som er afgørende nødvendig for yderligere EU-integration på forsvars- og sikkerhedsområdet.

USA’s pivot mod Asien og forsvarsindustrien
Foruden holdningen til emnet hos ’the big three’ – Frankrig, Storbritannien og Tyskland – er der også en række andre spørgsmål, der gør sig gældende i diskussionen om Junckers vision om en EU-hær. Et af dem er USA’s bebudede pivot mod Asien. USA har godt nok været travlt beskæftiget med en række nye kriser i Mellemøsten de sidste par år, men ikke desto mindre ligger det i landets officielle strategiske fokus at vende blikket mod Asien – og dermed væk fra EU og Rusland. Denne pivot giver ’the big three’ anledning til at genoverveje EU’s forsvarsstrategi, for selvom USA selvfølgelig til enhver tid vil opretholde sine NATO-forpligtelser og komme et land under angreb til undsætning, er det langt fra selvsagt, at landet vil fastholde en lige så betydelig og afskrækkende tilstedeværelse i Østeuropa, som det hidtil har gjort. Ændringen i det amerikanske udenrigsfokus medvirker dermed til at gøre visionen om en EU-hær mere attraktiv.

Et andet aspekt af sagen er de forbedrede vilkår for den europæiske forsvarsindustri, som vil følge med et tættere europæisk forsvarssamarbejde. Når et land anskaffer nyt forsvarsmateriel såsom kampfly eller pansrede mandskabsvogne, spiller mange faktorer ind. Pris og evne er selvsagt vigtige parametre, men ligeså er muligheden for at koordinere og samarbejde om valg, brug og vedligeholdelse af materiel med alliancepartnere. Des tættere forsvarssamarbejdet i EU er, des større ensretning og optimering imellem landenes anskaffelsespolitik- og strategi kan man opnå, hvilket vil gavne den europæiske forsvarsindustri i konkurrencen mod særligt den amerikanske forsvarsindustri og dermed føre til nye arbejdspladser. Som eksempel skal Danmark snart til at vælge kampfly, og havde vi været del af en EU-hær, havde det styrket den europæiske Eurofighter Typhoons chancer gevaldigt. Det kan som eksempel endvidere bemærkes, at Frankrig og Tyskland allerede har taget de første skridt mod et tættere forsvarsindustrielt samarbejde: Den 29. juli 2015 underskrev to store spillere i landvåbenindustrien, nemlig den franske, statsejede forsvarsproducent Nexter og det tyske, privatejede KMW, en aftale om at fusionere.

Er det EU-parlamentet, der skal kunne give mandat til missioner og aktioner, eller skal det måske være medlemslandene i enten konsensus eller flertalsafgørelser gennem Ministerrådet?
____________________

 

Diskussionen om en EU-hær indebærer også et tredje perspektiv, der vedrører en række konkrete og praktiske problemstillinger. En af disse problemstillinger er spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over EU-hæren: Er det EU-parlamentet, der skal kunne give mandat til missioner og aktioner, eller skal det måske være medlemslandene i enten konsensus eller flertalsafgørelser gennem Ministerrådet? Og hvilken supranational udøvelsesmagt skal kommissionen og EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik have? Dernæst er der det økonomiske spørgsmål om, hvorvidt alle lande skal bidrage med lige store andele af deres BNP, eller om de enkelte landes bidrag skal være op til forhandling? Endvidere afføder Junckers vision spørgsmålet om, hvorvidt en EU-hær måske ligefrem forudsætter eksistensen af en ”United States of Europe”, sådan som chefen for det polske National Security Bureau, General Stanislaw Koziej, ifølge EurActiv har fremført – med bekymret mine.

Alle disse spørgsmål skal Juncker givetvis kunne svare på i mere eller mindre konkret omfang, før man kan forestille sig reelle fremskridt i hans arbejde for at skabe en EU-hær. Såfremt det lykkes for ham at opstille fornuftige rammer for en EU-hær, vil der stadig være en lang række udfordringer såsom dem beskrevet i denne artikel: Briterne skal med den forestående EU-afstemning finde ud af, hvad de egentlig vil med EU fremover; Østeuropa skal få større tillid til EU’s forsvarskapaciteter; og Frankrig skal endnu engang turde drømme om et ”l’Europe de la défense”, hvortil især den rette udvikling i Tysklands udenrigspolitiske aktivisme vil have betydning. Går tingene den rette vej i særligt sidstnævnte, er det til gengæld ikke helt usandsynligt, at vi snart hører startskuddet til en udvikling mod tættere EU-forsvarssamarbejde med en EU-hær som den langsigtede målsætning. ◼

Adam Bang (f. 1992) læser MSc Security Risk Management på Københavns Universitet og er studentermedhjælper hos Alternativets politiske ordfører samt EU- og udenrigsordfører, Rasmus Nordqvist. Adam har en bachelor i internationale studier og kommunikation fra RUC, og han har tidligere arbejdet som studentermedhjælper i Folketingets Udvalgssekretariat, som juniorkonsulent i PrimeTime Kommunikation og som praktikant hos Human Rights Watchs Europa- og Centralasiensafdeling i London.

(ILLUSTRATION: Berlin-Tegel International Airport. Foto: Oona Räisänen via Flickr)